The Ghost Writer

Umiddelbart er The Ghost Writer en ganske konventionel thriller og derved er resultatet også desto mere imponerende. I andre hænder ville filmen have været en ubetydelig fodnote i filmhistorien, men pga. Polanskis egenskaber hæver den sig over de gængse thrillere der bliver lavet nu til dags. Der er naturligvis en del paralleller til nutidig politik. Adam Lang kunne ligeså godt have heddet Tony Blair og hele hans affære med USA og Bush-administrationen står soleklart i denne film. Jeg synes dog ikke at disse paralleller er så godt belyst i filmen og den byder egentlig ikke på nogle saftige analyser af dette forhold. Hvad Polanski til gengæld byder på er en højspændt thriller der minder om mange af de film som Hitchcock lavede og i det hele taget thrillers fra 50erne og 60erne. Vi følger vores hovedperson, The Ghost (som i øvrigt ikke bliver kaldt andet i filmen), som er en ubetydelig forfatter som pludselig, via de rette forbindelser må man gå ud fra, får jobbet som ghost writer for eks-premierministeren som skal have hjælp til at skrive sin biografi. Et hurtigt job til mange penge. Men der ville naturligvis ikke være nogen film, hvis det var således. I Adam Langs ferieresidens nær Boston, gives der flere indicier om at Adam Lang har givet tilladelse til at torturere terroristfanger på USA's foranledning. Og snart får pressen både nys om sagen og om hvor han opholder sig. Men hvad er op og ned i sagen og hvad skete der med hans forgænger ? Var det virkelig selvmord eller blev han myrdet ?

Gennem hele denne film følte jeg mig tryg. Ikke på den måde at jeg ikke var spændt på selve opklaringen af det hele og jeg var også hele filmen igennem usikre på karakterernes motiver. Nej jeg var tryg på den måde, at jeg hele tiden befandt mig i en film, hvor instruktøren var fuldstændig i kontrol. Om det så gælder musik, dialog, kameravinkler og cinematografi. Det er sådan en film, hvor man bare sidder med et stort smil på igennem hele filmen. Dette gør også at man blot kan lade sig fuldstændig opsluge af filmen og nyde de mange detaljer der er i filmen. For pga. sit egentlig ganske tynde plot, ligger hele spændingskurven i mange af de detaljer som bliver udstikket i gennem filmen og måden han også til tider manipulerer med os. Det er ganske enkelt godt håndværk. Lad mig give et eksempel på en scene, som egentlig er ganske ubetydelig for selve plottet, men alligevel gør så meget for hele tone og stemningen i filmen. The Ghost er ved at indlæse biografien på USB sticket og han skal taste passwordet ind. Han taster forkert og med det samme går alarmen i gang. Han og vi (i det vi er i de samme sko som ham) går i panik, han smider USB sticket i skuffen og løber ud af rummet, ja falder faktisk ud forpustet og bliver mødt af sekretæren som kigger på ham og stille og rolig siger til ham, at det blot er en test der bliver kørt en gang om dagen. Det siger så meget om den detaljerigdom der er i filmen og det sætter også tonen og ikke mindste bestyrker det den uvished man sidder med. Hvad så når der kommer lignende scener i filmen, skal vi være bange eller ej ?

Scener af dem er der et par stykker af og det er en ren nydelse at overvære dem, som at være hensat til en Hitchcock film. Strandscenen, scenen i baren hvor man møder en tilfældig fyr, måden kortene bliver skrevet på, og ikke mindst måden et vist kort bliver delt rundt i mellem en flok af personer. Alle sammen passager hvor man kan se at han ikke har levet forgæves.

Det er Polanski i sit es og hvor er dejligt at have en mand som ham, som kan give også thrillers som ikke mange andre kan eller ville kunne finde på at lave dem. Less is more.

8/10