Skyggen
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 9. sep 2010 | Af: DjBeau | Set på DVD
Roman Polanski må siges at være blandt de instruktører, som har haft mest modgang i sit liv. Moderen blev dræbt i nazisternes koncentrationslejre, hans kone, Sharon Tate, blev i 1969 slået ihjel af psykopaten Charles Mansons disciple, og i flere årtier har den produktive instruktør haft en dom for voldtægt mod en mindreårig i USA hængende over hovedet, hvorfor han ikke har kunnet lave film i landet uden at risikere en fængselsstraf. Al denne modgang har givet Polanski en unik livserfaring, som har været udslagsgivende i forhold til hans virke som instruktør. Uanset om han har beskæftiget sig med krimier, psykologiske thrillere eller den absurde genre, er han blevet hædret verden over for sit filmiske geni, og netop derfor er der en vis vægt bag, når han i “Skyggen” mere end blot insinuerer, at Englands tidligere overhoved, Tony Blair, har ageret som USA’s krigsforbryderiske marionetdukke i forrige årtis såkaldte kampe mod terror.
Krimigenren er ikke ny for Polanski, som i 1974 indspillede den hæderkronede “Chinatown” med Jack Nicholson i hovedrollen. “Skyggen” er ikke nær så vellykket, men lander alligevel solidt blandt andre spændingsfilm, der ligesom den selv nok ender i glemmebogen trods udmærkede historier og fin underholdningsværdi. Dele af filmen er skudt i lille Danmark, nærmere bestemt Rømø, og billedsproget lader til at være meget inspireret af nordiske stemninger med stilsikre jordfarver og lettere minimalistiske billeder.
Polanski manøvrerer stilsikkert gennem historien og føjer stille og roligt flere spor til konspirationsdramaet. På trods af filmens rolige fremdrift fornemmes en underspillet intensitet lurende under overfladen. Desværre når spændingen aldrig et forløsende klimaks – fingerneglene har fred i selv de afgørende slutsekvenser, og gennem hele filmen bliver mere end blot stolesædets forreste kant udnyttet. Den stille intensitet bidrager positivt til filmen, men uden et bragende klimaks – eller for den sags skyld et overraskende antiklimaks – skuffer “Skyggen” som genrefilm.
Præsenteret i 2.45:1. De nordisk inspirerede farver står klart og flot, så de velkomponerede billeder kommer til deres ret. Skarpheden er udmærket, og der forekommer ingen edge-enhancement. Alt i alt er der kun et enkelt punkt, hvorpå transferet ikke klarer sig alt for godt, og det er i den svingende kontrast. Værre tilfælde er bestemt set før, men “fejlen” er stor nok til at trække ned i den samlede bedømmelse.
Dolby Digital 5.1 og DTS ES 6.1. Lyddesignet underbygger billedsiden med sin simpelhed. Baghøjtalerne bruges sparsomt og høres næsten kun i scenerne langs de danske strande, hvor vinden river i håret på de medvirkende. Dialogen fremstår tydelig og veldefineret på linie med det sparsomt brugte musik, der primært lader sig høre i fortællingens sidste halvdel.
Dvd’en indeholder tre featuretter med interviews – en med filmens forfatter, Robert Harris, en med skuespillerne og en med Roman Polanski. De sidste to bringer ikke noget særligt på bane, mens den første til gengæld er ganske interessant. Robert Harris fortæller meget levende om sit arbejde med manuskriptet og Polanski, og man fornemmer, hvor meget arbejde og indlevelse, der er gået forud for filmen. Harris fremstår kompetent og på bølgelængde med den filminteresserede seer, og det er en dejligt anderledes oplevelse i forhold til Hollywoods sædvanlige ligegyldige interviews.
Politiske thrillere har ofte deres eksistensberettigelse efter kl. 21 om aftenen, når vi sidder i vores dagligstuer og skal se en spændende film inden sengetid. Ofte er det blot underholdning, om end kompetent skruet sammen, men engang imellem løftes genren et niveau op og bliver samfundskritisk. “Skyggen” præsterer både at underholde og oplyse, men et halvkedeligt klimaks trækker den samlede oplevelse af filmen ned. Polanski mestrer stadig mediet, men noget mesterværk er det ikke.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet