Denne Film er simpelthen det bedste jeg nogensinde har set. Man blir jo underholdt i samtlige af filmes minutter.. Glæder mig til 3'eren har bare svært ved at se hvordan de kan lave en bedre film end denne, Det har de dog bevist ved at lave 2'eren meget federe end 1'eren.

50 Cent = Mr. Potatohead
G G G G G G G G G-UNOT!!
Black WallStreet
The Game!

Hvis man syntes at etteren var så dårlig, Hvorfor i alverden vælger man så at se toeren?
Lad dog en der i det mindste syntes at etteren var god anmelde filmen istedet for en der på forhånd har dømt den ude. Det er en ommer.

I dette indlæg vil der forekomme citater fra Filmz.dk's anmeldelse af Saw II. Udover dem vil der forekomme enorme spoilere, der selvfølgelig vil være markeret med røde spoiler-rammer.

Ydermere vil jeg gerne påpege, at dette indlæg blev påbegyndt dagen efter Saw II's premiere. Jeg beklager, at det er blevet væsentligt forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan.


Jeg vil gerne starte med at slå en ting fast. Jeg tilhører gruppen af personer, der godt kan lide Saw-filmene.

I en tid, hvor genindspilninger og fortsættelser hærger. I en verden, hvor filmselskaberne i deres evige jagt på det næste potentielle hit konstant leder efter den næste TV-Serie, der kan udvandes og/eller ændres til ukendelighed og derefter blive filmatiseret, er der brug for originale og nyskabende film. Lige netop den kategori finder jeg, at de to Saw-film tilhører.

Jeg er træt af al den snak om, at Saw minder for meget om Se7en, eller at den skulle være et decideret plagiat. Ja, det er rigtigt, at I begge film optræder en seriemorder, der først dukker op sent i forløbet. Dog virker det ikke som om, John Doe vil minde folk om, at de har brugt deres liv forkert. Han virker mere som typen, der gør det for at komme i aviserne. I modsætning til John Doe giver Jigsaw som regel sine ofre en chance for at slippe fri. Og det er lige netop det, der gør forskellen. Selv om begge personer tydeligvis har gennemtænkt deres projekter nøje og haft rigelig med tid på hænderne til at gennemføre dem, så virker John Doe's ofre mere som værker, der indgår i en udstilling. Alle hans ofre har været døde på forhånd. Bortset fra et enkelt tilfælde har ingen af dem haft en chance for at slippe fri.

Nå, tilbage til Saw II. Jeg fandt den underholdende. Det var ganske naturligt at ofrene var mangedoblet, ligesom at dødsfaldene selvfølgelig var blodigere og mere udpenslede. Det er en del af gyserfilmenes grundregler. For at citere Randy Meeks: There are certain rules that one must abide by in order to create a successful sequel. Number one: the body count is always bigger. Number two: the death scenes are always much more elaborate - more blood, more gore - *carnage candy*. And number three: never, ever, under any circumstances, assume the killer is dead..

Det er dog ikke kun en film med blod og vold, hvor folk kommer af dage på fantasifulde måder. En stor del af filmens tiltrækningskraft, om man vil, er at se, hvordan mennesker, der bliver sat i så ekstreme situationer, reagerer. Ydermere fandt jeg det psykologiske spil, der kørte mellem John og Eric, ganske interessant. Det er jo altid vigtigt at høre efter, hvad den mistænkte siger, men lige præcis i dette tilfælde er det ekstra vigtigt. Og det er så her, jeg gerne vil begynde at citere anmelderen:

Til gengæld sætter politiet og ofrene nye rekorder for idiotisk opførsel. På et tidspunkt får Matthews f.eks. den ide at han vil afpresse Jigsaw ved at true med at destruere hans arbejde, hvorefter han krøller et par papirer og derefter øjeblikkeligt giver op.

Det er jo ikke rigtigt, at Eric bare giver op.

Det er endnu en ting, der bidrager til spændingen. En spænding, der får et gevaldigt hak op,

Derefter går Eric helt amok

Hele pointen er jo, at hvis Eric bare havde sat sig ned og talt med John, og hvis han havde lyttet til, hvad han havde at sige, som normale politifolk ville gøre, frem for at puste sig op og bruge vold som en anden Dirty Harry eller Sledge Hammer,

Selv er han af den opfattelse, at han ikke er skyld i deres død, men snarere, at han giver dem muligheden for at vælge livet frem for døden. Ofte med det udfald, at fælden klapper, fordi de ledetråde han udstikker, er for vanskelige for de uheldige udvalgte at gennemskue.

Jeg ved nu ikke lige, hvor vanskelige ledetrådene er. Som regel er der en diktafon med tilførende bånd og en lille lap papir, hvor der står play me. Eller også er der et TV, der viser den lille klovnedukke. Spillets regler plejer da at blive forklaret ret grundigt. Der er bare visse folk, der ligesom Eric Matthews er dårlige til at lytte efter.

Det hjælper ikke at Jigsaw, til trods for at være så afkræftet at han knap nok kan tale, er blevet yderligere forvandlet til en über-seriemorder kliche der besidder viden som han umuligt kan have, og som kender alle træk inden de er blevet foretaget.

Der er en grund til, at han ved alt, hvad der foregår i huset. Det bliver altsammen afsløret som en del af den hæsblæsende opsamling af tråde og afsløring af plotdrejninger, som anmelderen har valgt at kalde en "en forvrøvlet slutning der blot er et skamløst set-up til endnu en fortsættelse" (sic!). Jeg er i det mindste enig med anmelderen i, at slutningen er et oplæg til en fortsættelse. En fortsættelse, som jeg ser frem til med glæde og spænding.

Afslutningsvis vil jeg gerne have lov til at komme med en lille personlig bemærkning, som falder inden for emnet nostalgi.

Hen i mod slutningen af filmen , var jeg så begejstret. Det var lidt samme følelse, som da Guybrush Threepwood i fortsættelserne til Monkey Island vendte tilbage til scener fra de tidligere spil.

"Saw II" = "Haloween H20" møder Fangerne på Fortet :)

god film bedre end den første ...