Jeg ved stadig hvem du savede foden af sidste sommerDet er når man er fanget i et beskidt værelse og skærer dele af sig selv af, at man indser hvor smukt livet er – det mener den psykotiske morder Jigsaw i hvert fald og det forsøger han fortsat at bevise i fortsættelsen til sidste års blodige splatter-gyser “Saw”. Her er han tilbage for at udbrede sit bizarre budskab for en ny håndfuld svage sjæle, samt for at yde lidt håndfast familierådgivning af en slags.

I den første film fulgte vi to mænd der var spærret inde i en kælder, mens de led alverdens pinsler. Denne gang er antallet af ofre mangedoblet. Den kræftsyge Jigsaw har konstrueret sit eget Big Brother hus hvor han har indespærret en hel gruppe. De indånder alle en dødelig giftgas der langsomt tager livet af dem. For at overleve må de forsøge at klare diverse dødsfælder der indeholder en sprøjte med modgiften. Samtidigt finder den hårdkogte betjent Eric Matthews og hans hold frem til Jigsaws skjulested, hvorfra han overvåger sine ofre på tv-skærme, og pågriber ham. Der venter dog Matthews en overraskelse da han ser sin egen søn blandt de indespærrede. For at redde ham må han spille Jigsaws syge spil, mens han forsøger at finde en måde at få overtaget på.

I “Saw” var morderen knap nok tilstede i filmen. Hans identitet blev forsøgt hemmeligholdt så længe som muligt, hvilket gjorde at han dårligt nok var en karakter i filmen. Denne gang er han i fronten af handlingen hvilket burde have givet mulighed for en mere psykologisk vinkel på historien. Desværre svigter filmen afgørende på dette punkt og vi bliver i stedet udsat for en lang gentagelse af den samme overfladiske kliche: “Man fortjener kun og sætter kun pris på livet, ved at blive konfronteret med døden”, selvom man vel hverken fortjener livet mere eller mindre af at sætte pris på det, man snarere hvis man gør noget godt med det. Filmens dødsfælder synes mere velegnede til at fostre psykopater end anstændige mennesker.

Det hjælper ikke at Jigsaw, til trods for at være så afkræftet at han knap nok kan tale, er blevet yderligere forvandlet til en über-seriemorder kliche der besidder viden som han umuligt kan have, og som kender alle træk inden de er blevet foretaget. Til gengæld sætter politiet og ofrene nye rekorder for idiotisk opførsel. På et tidspunkt får Matthews f.eks. den ide at han vil afpresse Jigsaw ved at true med at destruere hans arbejde, hvorefter han krøller et par papirer og derefter øjeblikkeligt giver op.

I det morderiske hus skærer de indsatte i sig selv og hinanden for at overleve og her forsøger filmen at holde vores interesse kørende ved at kaste så mange ækle påfund som muligt ind i filmen. Her tager den også for alvor skridtet væk fra thrillergenren og over i teen-slasheren. Filmen introducerer et væld af b-skuespillere som den derpå tager livet af med en sådan hast at vi knap nok bemærker det og som vi i hvert fald ikke når at føle den mindste interesse eller sympati for. Skuespillet er middelmådigt, men i det mindste er filmen uden Cary Elwes pinlige overspil fra etteren.