Det er jo en skandale, at så fremragende en film skal stå her, uberørt af menneskehånd. Jeg vil straks springe over denne franske perle, den 3. bedste film jeg har set de sidste 10 år og kopiere fra andet sted :)

Sommertid er også udkommet i en blu-ray Criterion udgave, med en medfølgende folder, hvori filmkritiker Kent Jones forklarer om instruktøren Olivier Assayas karriere og baggrund. Assayas' moder (kan også læses "moar" eller "mor"), døde i 2007 og efter at have set Summer Hours, forstår man inspirationen, at en sådan film formentlig ikke kunne være blevet så vellykket, uden personligt at have oplevet et sådan tab.

Har instruktørens andre film til gode og kan som sådan ikke forholde mig til Kent Jones udsagn om filmteknikker og stil i Assayas tidligere arbejde. Men tydeligvis er han en person, som i den grad forstår sig på mennesker, følelser og relationer og hans evne til filmisk at indfange interaktion mellem mennesker, det være sig via det talte ord eller subtile indikeringer, er noget af det mest raffinerede jeg længe har set.

Filmen beskriver den følelsesmæssige stærke og sårbare stund, hvor det uundgåelige sker, at forbindelsen til fortiden og minder forlader os, med bortgangen af den sidste forælder. En skillevej som griber forstyrrende ind i livets normale gang, tvinger én til valg og hvor reflektioner om fortiden kommer og går. Den fascinerende globalisering giver os mange muligheder, men risikerer også at rive familier op med rode og miste mere identitet på én generation, som det har taget ti at bygge op.

Det er en meget bevægende og dybfølt historie, men vi skånes for melodrama og effektmageri, som forsøger at empatisere os mere end situationen byder, selvom en sådan tilgang mærkeligt nok, netop viser sig at have mest effekt.

Der er ingen naturlige stop i historien. Assayas viser os at livet går videre og hvorledes vi undervejs tackler konflikterne. Der er flere magiske øjeblikke i filmen, skuespillet er under et, ganske enkelt forrygende, men Assayas opbygger mod slutningen et scenarie ved det gamle hus, som ender op med et øjeblik med teenage barnebarnet Sylvie, som ramte mig som en slaghammer lige i solar plexus. Ingen ord, blot et øjebliks stilhed, der med et deja vu's hastighed, fik én til at genopleve hele historien på ny. Magisk.

Perfekt! Jeg kan slet ikke vente til Assayas' fortsættelse!

10/10

Tak! Nogle film kommer så tæt på én, at man nærmest føler den er lavet "til mig". Jeg er lige præcis på et sted i livet, hvor alt i denne her film, temaerne og dialogen giver mening, uanset om det er de unge, forældrene eller de gamle, der er i fokus.

Det er nok en film, jeg kommer til at se ufattelig mange gange og sikkert med et varierende følelsesregister, efterhånden som jeg skifter min karakter ud i fortællingen. Én film med på en øde ø og det bliver nok denne.

Fik lånt filmen fra biblioteket, og jeg er meget enig i anmeldelsen, dog ville jeg give den en karakter nedad. Filmen starter ganske fint med fin intro til karaktererne og skuespillet er ikke til at sætte en finger på. Efter den første halve time indså jeg hvor tyndt plottet egentlig var, og som anmelderen også nævner, mister filmen sin fokus og emotionelle styrke midtvejs under filmen, hvor en række forhandlinger med museer finder sted. Det bliver der brugt alt for meget tid på, og man mister interessen for handlingen og karaktererne. Det virker som om man er nødt til at have et stort kendskab til alt den kunstner-snak der er i filmen, for at kunne værdsætte og blive fanget af den, og det har jeg slet ikke. Derfor blev det en lidt følelseskold og middelmådig oplevelse for mig.

3/6

Men er der nogen vampyrer og eksplosioner?????

#8 En anmelderinde, som kan kalde den film "uvedkommende", må have junket så meget crack ind i systemet, at hendes clitoris forveksles med Gerard Depardieus næse. Derudover så har jeg heller ikke på fornemmelsen, at du er i målgruppen :)