I en lang sekvens vandrer planeter majestætisk over lærredet ledsaget af orkestermusik, og selvom det til tider kan være vanskeligt at gennemskue præcis, hvad der sker, er man alligevel revet fuldstændig med takket være den formidable billedpoesi. De mange effekter og CGI’en stjæler dog ikke filmen fra skuespillerne, og både Brad Pitt, Jessica Chastain og ikke mindst børneskuespillerne leverer alle førsteklasses præstationer. Det er svært at forestille sig, at nogen anden end Malick kunne slippe af sted med at lave en så eksperimenterende film som denne på så stort et budget og med disse skuespillere, men det er et lykketræf for os alle, at det er sket, for det er en stor, ekstremt ambitiøs og nærmest bindegal film, vi her er vidne til – men bestemt også en svært fascinerende en af slagsen.
Reaktionerne fra Cannes har allerede været delte, og mange vil da utvivlsomt indvende mod filmen, at den burde have været mere forklarende, mere afbalanceret og i det hele taget have opført sig mere som en almindelig film, og hvis Malick havde haft mere pragmatisk sans, var det da utvivlsomt også den vej, han havde valgt. Jeg priser mig dog mig lykkelig over, at den slags ikke er hans stærke side.
#21 Muldgraver 13 år siden
Tja, smag og behag :) Nogle vil sikkert også synes sanse-trippet (eller hvad man nu skal kalde det) i "2001" er lige cheesy nok (jeg gør dog ikke).
Men jeg synes faktisk voice-over'erne fungerede fint, stemmerne og billederne virker symbiotisk. Malick går en del op i at beskrive menneskets plads i naturen, hvordan mennesket opfatter sig selv som menneske, dets kampe for at forstå sig selv og tillægge sig en mening og så meget mere jeg ikke rigtig kan få sat ord på lige nu, men fordi der appelleres så æstetisk kyndigt, stramt kompositorisk og eksistensreferencielt respektfuldt til mig som betragter og indlever, fungerer det for mig. Men jeg vil heller ikke benægte, nogen med måske rette vil finde mig smagløs :)
Banale? Tjo, måske, hvis det er banalt at påpege menneskets trang til at søge en mening med tilværelse, og så i den indgående konstruktion svare at meningen ligger lige så meget i det at spørge efter meningen og erkende mystikken i det paradokse af bare at være til, og lade det være svar nok. Jobs Bog (som der indledningsvist citeres fra) er på sin vis også ret banal, men samtidig det solideste stykke "lindringslitteratur" (wtf betyder det dog, men jeg mangler desværre en term, "sjælesorg" er dog en ret passende) jeg er stødt på, og som jeg synes stadig holder. Jeg kan blot sige, at jeg synes fortællingen som helhed fungerer fordi enderne får lov at mødes på samme måde som de gør i Offret, nemlig i en mulighed for optimistisk resignation. Malicks billede er dog mere sentimentalt positivt end Tarkovskijs i Offret, men det er så Malicks sædvanlige stil, så hvis man ikke kan lide den og finder den for banal, så vil man helt sikkert ikke kunne lide Tree of Life som endeligt værk.
Desuden: Stemmerne udtales som hvisken og kommer således til at virke indflettede snarere end fremtrædende og forklarende, selv moderens skrig fungerer således. At JannikAnd bruger ordet dualisme er egentlig ret så betegnende, men vigtigt at få med dualismen dybest set er harmoniserende fremfor "bekrigende". Beklager hvis det er lidt for tåget, filmen er nok endnu ikke begyndt at kondensere tilstrækkeligt.
Perfektion er et vanskeligt begreb, som jeg ikke tør bruge alt for præcist i kunst-sammenhæng. For mig kan film godt være perfekte, selvom de ikke følger nodearket til punkt og prikke. Endelig perfektion er for mit vedkommende en fornemmelse, ikke et facit.
Åh nej dog, godt der trods alt ikke er popcorn i Grand. Men kommentaren... støn og klage. Men skal man måske alligevel håbe på at de en dag i en af livslede beruselse husker en flig af filmens omfavnelse?
#22 Muldgraver 13 år siden
Lyt ikke til mig, jeg bed ikke mærke i overkæmning i " Thin Red Line" :)
#23 JannikAnd 13 år siden
Filmmediet er jo stadig en ung udtryks- og kunstform. Det er sjældent jeg oplever den samme kunstneriske integritet i film, som jeg gør i den klassiske musik, billedkunsten, filosofien eller skønlitteraturen. Men i enkelte tilfælde opnår enkelte instruktører kunstnerisk transcendens, der ikke burde være menneskelig muligt med de ressourser, mediet besidder. Meget, meget få behersker mediets uendelige muligheder, og derfor oplever jeg ofte, at mediets stadig unge alder og manglende historie er en hæmsko. Tarkovskij, Tarr, Herzog og Antonioni er blandt de få, der er lykkes med dette.
#24 Fellaheen 13 år siden
Jeg synes litteraturen, billedkunsten, filosofien og musikken m.v. er langt mere subtile i deres udtryksform. Folk kan udtrykke sig meget klart og meget sandt, en bog som "Miss Lonelyhearts" af Nathanael West er ufatteligt meget mere intelligent, velovervejet og sand end alle film, der nogensinde er lavet tilsammen. Mange mesterværker fra litteraturen er raffinerede og fortættede på en måde som film aldrig er nået til, fordi film stadigvæk er et andenrangsmedie, der i bedste fald kopierer litteraturen og kunstmalerne. Men det ændrer ikke på at film vel er den stærkeste og mest ekspressive kunstform vi har - de bedste film er stadigvæk, synes jeg, større kunstværker end de bedste bøger og de bedste kunstmalerier. De er jo allesammen et forsøg på at lave film og film er både billedkunst, musik, filosofi og litteratur i en syntese.
Det film reelt kan - og som musik, litteratur, billedkunst og filosofi ikke kan - er at den kan forme alle verdens enkelte dele på alle tænkelige måder den ønsker. At den frit kan bruge ting fra den virkelige verden og sætte dem i sekvens eller ændre dem - og det må jo være kunstens mål, at blive i stand til at modellere verden ned til dens mindste detaljer. For så er kunsten jo ikke længere isoleret fra virkeligheden, så er kunsten blevet virkeligheden, eller har i hvert fald fået en form der ligner virkelighedens. Og det er filmens store manipulerende styrke og virkemiddel - den narre vores hjerne på en måde som litteratur, billedkunst og musik ikke helt er i stand til. Det er noget med at hjerneaktiviteten når man drømmer er meget ens med den når man ser film.
Jeg er ikke desto mindre fornyligt blevet ret betaget af Munch, han må næsten være min yndlingsmaler. Hans malerier er nærmest film, der sker virkelig noget og de udtrykker noget helt reelt. Man kan ikke bare beskue hans malerier, man er tvunget til at reagere på dem emotionelt, tvunget ind i en stemning, præcis som med film. Tror ikke jeg kender andre, der rigtig formåede at skabe helt den samme intensitet og bevægelighed gennem maleri. Det skulle da lige være Böcklin eller Ukiyo-e-malerne.
Det sjove er jo at det bliver banalt hvis man hvisker "If you don't love, life will flash by" fordi ordene er så meningsløse og brugte. Og så må poeterne jo finde på noget mere subtilt, fx. "STORM THE REALITY STUDIO. AND RETAKE THE UNIVERSE" (Burroughs) eller de må konstruere en ødemark og overvinde den med kristen eksistentialisme som i Eliots Waste Land. Det handler jo hele tiden om at sige det samme - "If you don't love, life will flash by" - på nye måder. Og litteraturen har nok forvildet sig ud i et Wittgensteinsk helvede af referencer og ordspil og vender vel aldrig tilbage. Og så er det godt at filmen bare behøver sådan noget som det [url= her[/url] for at artikulere et og andet om kærlighed.
Men jeg er helt sikker på at jeg vil kunne lide Malicks film. Jeg kender hans stil og jeg har forberedt mig på det værste, der dog stadigvæk vil være det hele værd.
#25 Babo Rises 13 år siden
Det er lidt svært at sætte ord på Malick's nye spirituelle og særdeles ambitiøse film, The Tree Of Life. Den har alle mandens varemærker. Så er man enten advaret eller forventningsfuld. Det er uden tvivl en svær tilgengælig film og symbolikken er heller ikke altid nem at afkode (specielt ikke efter et gensyn) men Malick lader også billederne tale sproget, hvor dialogen ofte er meget sparsom. Naturen har altid været en del af Malicks fortælling, men her synes jeg det virkede mere som en nature-channel opvisning i natur, som til tider tog overhånd imo. Fint Malick forsøger at lade billederne tale og finde koblingspunktet mellem natur og den menneskelige fortælling, men det tog indimellem mig ud af fortællingen. Kernehistorien der udspillede sig hos familien fandt jeg ret god og indimellem gribende, selvom Malick har en tendens til at strække det hele mere ud end nødvendigt, men det ligger i hans stil og fair nok. Selve kernehistorien er måske ikke så svær, men den rummer alligevel flere aspekter og byger på livserfaringer. Det er dog måske lidt svært at forestille sig, at børn i så ung alder nærmest filosoferer over tingenes tilstand i så udpræget grad, men jeg kunne dog lide voice-overen og de tanker der løber igennem hovedet på personerne, selvom filmen var en anelse træg at komme igennem. Pitt spiller ret fantastisk her, mens Penn's karakter er ligegyldig. De kolossale billeder er betagende og nærmest hypnotiserende, som giver denne film det poetiske, storslåede og nærmest guddommelige feel. Men jeg følte samtidig, at filmen druknede en smule i metaforer og overførte betydninger, og slutningen var også lidt brat, men med tanke på, at jeg ikke er den største Malick tilhænger, så nød jeg da filmen og i særdeleshed dens billedside, som er mageløs.
7/10
#26 Bruce 13 år siden
Lillefussen ... here I come!!!
#27 Babo Rises 13 år siden
du bliver vild med den..
#28 Bruce 13 år siden
#29 Michael Andersen 13 år siden
Det kan næsten kun gå galt med sådanne forventninger :) Men samtidigt er det jo også dagen hvor Jorden går under så måske er noget om snakken ;)
#30 Bruce 13 år siden