I en lang sekvens vandrer planeter majestætisk over lærredet ledsaget af orkestermusik, og selvom det til tider kan være vanskeligt at gennemskue præcis, hvad der sker, er man alligevel revet fuldstændig med takket være den formidable billedpoesi. De mange effekter og CGI’en stjæler dog ikke filmen fra skuespillerne, og både Brad Pitt, Jessica Chastain og ikke mindst børneskuespillerne leverer alle førsteklasses præstationer. Det er svært at forestille sig, at nogen anden end Malick kunne slippe af sted med at lave en så eksperimenterende film som denne på så stort et budget og med disse skuespillere, men det er et lykketræf for os alle, at det er sket, for det er en stor, ekstremt ambitiøs og nærmest bindegal film, vi her er vidne til – men bestemt også en svært fascinerende en af slagsen.
Reaktionerne fra Cannes har allerede været delte, og mange vil da utvivlsomt indvende mod filmen, at den burde have været mere forklarende, mere afbalanceret og i det hele taget have opført sig mere som en almindelig film, og hvis Malick havde haft mere pragmatisk sans, var det da utvivlsomt også den vej, han havde valgt. Jeg priser mig dog mig lykkelig over, at den slags ikke er hans stærke side.
#331 Babo Rises 13 år siden
#332 Antlion 13 år siden
Hvorfor han bruger to eksempler, "Offret" og "Sátántangó". Et midtpunkt ville være filmene af Šarūnas Bartas.
#333 Fellaheen 13 år siden
Altså det jeg siger er ikke at tingene i sig selv har mistet deres mening, men ordene og begreberne har. Derfor handler det om at give begreberne ny mening. At artikulere dem på en ny, kreativ måde. Det er hvad kunst er.
Men hvis jeg virkelig mente, at verden var grå og trist så ville "Inception" eller "Memento" nok være mine yndlingsfilm.
#334 Bruce 13 år siden
Jeg tror mere det handler om, HVEM ordene og begreberne har mistet meningen for, for det er bestemt ikke en sandfærdig generalisering. For undertegnede mister det indlysende gode og ædle, hverken sin mening i film fra en anden æra, hvori værdisættet blomstrede, eller i vor tid, hvor realismen eller måske endda pessimismen er udbredt. Det er og bliver iboende karaktertræk ved mennesket, uanset tiden ikke på samme måde nærer dem, hvilket måske siger mere om tidens ulidelige tilstand.
Uden tvivl er verdenen en anden end for 50 år siden og hver generation vokser op påvirket af nye indtryk, andre værdier og et andet syn på moral, etik og æstetik. Der er en tendens til, at man gerne vil skrive en nekrolog over gårsdagens positive livssyn i film, eller devaluere brugen, hvis noget er set før. For nogen er det indbegrebet af kunst, at der er tale om nyt og kreativt og banalt og meningsløst, hvis noget er set før. For andre, som undertegnede, kan det banale, det melodramatiske og det indlysende gode og ædle genbruges om og om igen, uden at miste værdi eller effekt, hvis der instruktørmæssigt er tale om en effektiv eksekvering.
Du er en livsnyder er du ;)
#335 Fellaheen 13 år siden
Jeg vil ikke mene, at der er så står forskel mellem de essentielle budskaber i Novalis' og Allen Ginsbergs digtning, skønt de svarer til "deres tid", de fanger deres tids ånd. Derfor handler kunst måske om at give "det ædle" og "det hele" en ny form hele tiden - en ny form, der passer til tidens idéer, kollektive psyke, mv. og er mere ekspressiv end den tidligere form, men som inderst inde er udtryk for en "banal" menneskekundskab. Det handler om at skabe sin egen tids myte.
Men derudover er det sandt, at det også er individuelt. Vi har vel allesammen en måde hvorpå vi erkender "en banal og indlysende" vitalitet (medmindre vi helt eller delvis ignorer den, fordi vi finder den prætentiøs og urealistisk). Jeg har en tilbøjelighed til at se den (altså føle den) mere i Melancholia end i Tree of Life.
#336 BN 13 år siden
Ja, for DIG er det hvad kunst er - ikke for mig. For mig er det bredere. Jf. første afsnit i Bruces kommentar til dig.
#337 Bruce 13 år siden
#338 Muldgraver 13 år siden
Jeg kan følge dig så langt, men jeg vil vove at påstå der er afgørende forskel, om ikke andet så i praksis. En del af en munks løfte er vel også mådehold og viljestyrke overfor sanselige "fristelser"? At en munks askese og sanseskærpelse så kan medføre andre former for ekstase, må være en sekundær del af munkeprincippet. Desuden er der hele tjeneraspektet, der er en afkaldets selvopofrelsesdisciplin, ikke et egocentrisk princip. Disse elementer er, for mig at se, en afgørende faktor, der demonstrerer munkens vs. narkomanens kemiske/åndelige bevægelse som modsatrettede.
Tidens fylde er et behændigt begreb (formoder jeg) :)
#339 Muldgraver 13 år siden
Tradition. En tradition som indeholder en mangfoldighed af sammenhængende ideer udgørende en uoppønselig helhed. Dermed behøver ikke en ny fortolkning, men en sjælens vækst, som dermed kan erkende nye dybder af den gammelkendte sandhed, og hvori illusionen om banalitet ophæves. Har jeg hørt...
#340 Fellaheen 13 år siden
Kalder man ikke nogle stoffer for anti-erotiske? Jeg forbinder på sin vis også noget asketisk, ego-fornægtende ved stofmisbrug.
Nu tænker jeg faktisk mest på Eliot ("Tradition and the Individual Talent") når jeg skriver "tradition". Som i at skrive sig ind i poesiens tradition ved at tilegne sig dens objektive korrelater og selv skabe nye, i sammenhæng med de tidligere. Poeten er et medie igennem hvilket traditionen, den europæiske bevidsthed, kommer til udtryk i nye "symboler" og "billeder":
"Eliot asserts that it is absolutely necessary for the poet to study, to have an understanding of the poets before him, and to be well versed enough that he can understand and incorporate the "mind of Europe" into his poetry. But the poet’s study is unique – it is knowledge which "does not encroach," and which does not "deaden or pervert poetic sensibility." It is, to put it most simply, a poetic knowledge – knowledge observed through a poetic lens. This ideal implies that knowledge gleaned by a poet is not knowledge of facts, but knowledge which leads to a greater understanding of the mind of Europe."
http://www.bartleby.com/200/sw4.html
http://en.wikipedia.org/wiki/Tradition_and_the_Ind...
Men du må gerne lige uddybe det du skriver om tradition. Du mener altså traditionen er en bestandig styrkelse af en art "åndelig kapital", en sjælens vækst? Og kan man ikke erkende "nye dybder af den gammelkendte sandhed" ved at genfortolke sandheden, ændre dens form? Kunst er jo det evige i det endelige, en symbolistisk repræsentation af helheden, som antager nye former i forskellige historiske perioder.