I en lang sekvens vandrer planeter majestætisk over lærredet ledsaget af orkestermusik, og selvom det til tider kan være vanskeligt at gennemskue præcis, hvad der sker, er man alligevel revet fuldstændig med takket være den formidable billedpoesi. De mange effekter og CGI’en stjæler dog ikke filmen fra skuespillerne, og både Brad Pitt, Jessica Chastain og ikke mindst børneskuespillerne leverer alle førsteklasses præstationer. Det er svært at forestille sig, at nogen anden end Malick kunne slippe af sted med at lave en så eksperimenterende film som denne på så stort et budget og med disse skuespillere, men det er et lykketræf for os alle, at det er sket, for det er en stor, ekstremt ambitiøs og nærmest bindegal film, vi her er vidne til – men bestemt også en svært fascinerende en af slagsen.
Reaktionerne fra Cannes har allerede været delte, og mange vil da utvivlsomt indvende mod filmen, at den burde have været mere forklarende, mere afbalanceret og i det hele taget have opført sig mere som en almindelig film, og hvis Malick havde haft mere pragmatisk sans, var det da utvivlsomt også den vej, han havde valgt. Jeg priser mig dog mig lykkelig over, at den slags ikke er hans stærke side.
#321 Babo Rises 13 år siden
Jep. De fleste vil også få noget ud af den. Det er jeg ret sikker på, selvom filmen er en anelse træg.
#322 Fellaheen 13 år siden
Men jeg synes bare Malick er for romantiserende - han er ikke ekspressionist og hans tro er naiv og urørlig. Det er måske også derfor, du ikke helt ville kendes ved filmen i første omgang. Personligt var jeg heller ikke grebet før længere inde.
#323 RasmusFL 13 år siden
#324 Fellaheen 13 år siden
Mht. Tree of Life så har jeg efterhånden forstået, hvorfor jeg ikke formår at tage den til mig ligeså meget som jeg burde: det er en helt igennem romantisk film. Dens mange modernistiske og ekspressionistiske elementer usagt, så er visse dele simpelthen nyplatonisme og borgerligt bedrageri - romantikere forestiller sig ting, bygger systemer udenfor livet og den menneskelige psykologi. Det har Malick en tendens til: han er for afklaret om sin tro, for prædikende.
Ægte tro, det smukke i troen, er usikkerheden - det er det, der gør den til tro - indvidet og den daglige virkelighed fortoner sig i skumringen, det mystiske, uudgrundelige, der med jævne mellemrum indtræder og som er menneskets eneste måde at opleve det vi kunne kalde "Gud". Ikke selve idéen om at Gud findes og har skabt jorden på 7 dage, den er for sagen ligegyldig, et simpelt dogme, og på samme måde er Tree of Life et system af dogmer, Malick er åbenbart ikke tilfreds med den umiddelbare, intuitive oplevelse af noget guddommeligt og bygger tildels ovenpå med abstraktioner og kitsch. Der er passager af filmen som er uærlige løgne og usund undertrykkelse af hvad man kunne kalde "hele menneskets karakter".
Som Hamsun skriver et sted: "...sjælens uendelige bevægelighed, det sære, ejendommelige sindsliv, nervernes mysterier i en udsultet krop" - hele mennesket og dermed også dets ekstatiske oplevelser af religiøs eller anden art. Malick forsøger at forfine tilværelsen og glemmer at skønheden også findes i ulykkeligt drømmeri, mudder og fascisme. Romantikeren tager en oprindeligt menneskelig følelse eller oplevelse og overdriver den i en intellektuel, platonisk parallelverden, han puster tingene op til uigenkendelighed. Så han er ikke længere rodfæstet i den menneskelige psykologi, han retter sig ikke længere efter intuitionen, hvilket er vigtigt for ethvert stykke kunst. Hans "projekt", hans mission om at skabe harmoni, orden og skønhed har overtaget i stedet for selve den orden og harmoni, der ligger naturligt i den menneskelige perception af verden. Poesi er at åbne perceptionens døre og det synes jeg en film som Spejlet eller Mother and Son har meget bedre udgangspunkt for at gøre end Tree of Life, skønt den også lykkes med det i glimt: den spænder bare ben for sig selv ved at være så meddelsom om sin egen mening og så forceret nogle gange.
--
Jeg vil lige tilføje at for mig faldt Penn's del i "glasbyen" totalt til jorden, den virkede påklistret og alt for langt fra filmens kerne. Det er den del jeg finder New Age-agtig fordi den er så klichéfuld og simpel. Resten er bare klassisk romantik - jeg synes netop det subjektive mangler i Malicks skildring...
#325 Babo Rises 13 år siden
Gav du ikke filmen en 9'er? Synes du lyder til en 6'er? Jeg ved ikke om ordet romantisk er veloplagt, men nok mere opløftende og velment?
#326 RasmusFL 13 år siden
Jamen hvad er det da 'The Tree of Life' gør og siger? Objektivt set:
- Den viser universets og jordens skabelse. Denne scenes betydning klargøres aldrig. Filmen indrammes i en slags kosmisk sammenhæng, men uddyber ikke denne eksplicit.
- Den fortæller historien om en dreng der vokser op i en familie med to brødre og hvis opvækst præges af forældrenes virke. Det er nok noget alle kan nikke genkendende til. Forældrene, omvæksten, skaber os. Intet nyt, men ualmindeligt grundigt udforsket af Malick.
- Den viser sin hovedperson, Jack, ende som sin far, fremmedgjort fra verdens egentlig skønhed. Filmen påstår at Jack ender som sin far selvom han hader denne fra barnsben af. Et menneskeligt dannelsestræk, som mange endnu engang vil kunne nikke genkendende til. Det er ikke nytænkende filosofi, det er følelser, det er liv der skabes og ændres af andre mennesker.
- Sidst men ikke mindst viser filmen Jack der som voksen møder alle menneskene fra sin barndom, mor, far, nabo, brødre osv. på en strand. Men filmen slutter ikke her. Den viser ikke Jack der efter døden møder sin familie og genforenes med dem. Han lever skam videre. Et uforløst liv.
Hvis du kan tage fat i disse konkrete punkter og fortælle hvori de 'uærlige løgne' består ville det givne din kritik. Og hvad angår Malicks utilfredshed med den umiddelbare, intuitive oplevelse af noget guddommeligt, kan man så ikke finde dette i et menneske? Eeller er det for romantisk? Jeg mener det ikke. Ikke når det voksenliv, som Malick indrømmet lidt groft skildrer, bevæger sig længere og længere fra menneskelig samhørighed og den enkle følelse i, at føle den uforpligtende magi i verden.
'Mother... brother... i was they who let me to your door' (filmens første linje, voice-over fra Jack)
hvis ordene falder som 'cheesey' eller 'romantiske' i dine ører forklarere det en del. Jeg finder dem selv perfekte, ikke bare for det filmen prøver at sige, men også poetisk rammende i det hele taget.
#327 Skeloboy 13 år siden
Er helt og aldeles enig!
Og tror sgu også jeg kunne finde på at nuppe en tur mere i biffen for at se den. Denne gang dog sammen med en anden(så den for mig selv - hvilket jeg egentlig også foretrækker)
#328 Fellaheen 13 år siden
Men jeg synes stadig ikke Tree of Life er en "sand" film - hvor jeg føler værker som Offret og Satantango udvider min perception, gør mig bevidst om en anden, naturbunden måde at opfatte virkeligheden på, så synes jeg Tree of Life lyver mig op i ansigtet med dens oplæsning fra Jobs bog, dinosaurernes samvittighedsfulde adfærd, afslutning i Paradis, osv. Selvom det sidste rørte mig, føler jeg unægtelig, at det bare er noget Malick sidder og finder på, en metafysisk byld udenpå verden som i sin simplicitet og sikkerhed er for svær at genkende i det virkelige psykiske liv.
Tree of Life mangler det som Harold Bloom kalder "strangeness", nemlig "the type of originality that we can never altogether assimilate" - altså en mystik, et mærkeligt visionært bidrag til traditionen, en re-mystificering af gamle begreber som kærlighed og religion (der vel må være hovedtemaerne). Her er Tree of Life mere konventionel og en iscenesættelse af en gammel mands sympatiske livssyn, et lukket system af åbenbare sandheder, men uden de umiddelbare ubevidste rørelser i sindet, uden mystikken og det uforklarlige, alt det der ultimativt muliggør opbygningen mod det sublime eller det hellige. I hvert fald til dels uden.
Jo det var nu min tanke... Narkomaner er jo tilværelsens udlændinge, der vandrer rundt i samsara og har opgivet alt, som har med virkeligheden at gøre, på jagt efter den næste transcendente nærværsfølelse/deres stoffer. Ligesom munke - meditation er vel bare en lidt mere indviklet og omstændig teknik. Ligesom de åndedrætsøvelser Stanislaw Grof har udviklet - det er alt sammen kemi, også munkene.
Jeg svarer på resten af dit indlæg på et andet tidspunkt (forventer jeg).
#329 Fellaheen 13 år siden
#330 BN 13 år siden
Well, det er da muligt, at det har mistet sin mening for nogle, men bestemt ikke for alle. Godhed og ædelhed blandt mennesker er heldigvis ikke gået af mode. Uanset hvor meget ondskab jeg oplever eller ser omkring mig, ser eller oplever jeg også dagligt det modsatte.