Af: Morten Vejlgaard Just | Udgivet: 2014-09-01

Denne liste indeholder forfatter Andreas Halskovs personlige favoritter blandt samtlige af David Lynchs produktioner. Et næsten umuligt valg. Både “Elefantmanden”, “Vilde hjerter” og “Inland Empire” har store kvaliteter – få af Lynchs værker kan reelt betegnes som dårlige. Et særligt forhold gælder tv-serien “Twin Peaks”, som er blevet fravalgt, fordi den ikke er en film, og fordi den ikke udelukkende kan regnes som et Lynch-værk. Andreas Halskov er aktuel med bogen “Paradoksets kunst – om David Lynch og hans film”.

5. “Eraserhead

De mest abstrakte af Lynchs værker er formentlig hans første og seneste film – “Eraserhead” (1977) og “Inland Empire” (2006). Begge dyrker den støjende lydside, og begge befinder sig i fortællingens absolutte grænseland med en opløselig grænse imellem forskellige karakterer og fortælleplaner. En afgørende forskel imellem de to ligger i æstetikken, og her er Eraserhead et mere ægte og æstetisk Lynch-opus. Her følger vi Henry, en højhåret, fåmælt og naiv karakter i en forunderlig verden, hvor kvinder bor i radiatorer, hvor stegte kyllinger kommer til live og hvor man risikerer at miste sit hoved i en ganske bogstavelig forstand. I dag tilhører den instruktørens mest kultdyrkede film. Det var den, som senere fik Mel Brooks til at betegne Lynch som ‘Jimmy Stewart from Mars’. Et prædikat, der siden har klæbet til instruktøren ligesom cigaretterne, den sorte kaffe, de heftigt gestikulerende hænder, de kryptiske udtalelser og den skæmmende fascinerende lyd- og billedverden.



4. “Mulholland Drive

I 1999 producerede Lynch et pilotafsnit til tv-stationen ABC, der dog aldrig blev til noget. Men ud af asken voksede en film, som i sin splintrede form og med sine mange krydsende historier netop kunne ligne en komprimeret – og ‘ufærdig’ – føljetonserie. Filmen kan rimeligvis beskrives som en ‘søster’ til “Lost Highway”, og begge tematiserer identitetsforviklinger og skizofreni ved bl.a. at lade skuespillere skifte karakternavne og roller i filmens løb. ”It’s all a recording,” får vi at vide, og grænsen imellem drøm, forestilling og realitet er undertiden ganske flydende. En visuelt og lydligt fængende sag, og dens motiv om skuespilleren, der gerne vil slå igennem i Hollywood, spejler tydeligt én af Lynchs yndlingsfilm og favoritreferencer: “Sunset Boulevard”.



3. “Twin Peaks: Fire Walk with Me

“Twin Peaks” er blevet indskrevet i tv-historien, men blev droppet allerede efter to sæsoner. I 1992 valgte Lynch at lave en prequel om de sidste syv dage i Laura Palmers liv. Mens langt de fleste kan blive enige om kvaliteterne i tv-serien, fik filmen en mere broget modtagelse. Den blev mødt med kritiske tilråb i Cannes og blev nedsablet af de amerikanske kritikere, herunder Vince Canby som kaldte den for ”the worst movie ever made”. Så nok mærkeligt for mange, at den er på en liste over de bedste Lynch-værker. Men det skyldes netop filmens modige afvigelser fra “Twin Peaks”-universet og den godmodighed, som kendetegnede serien. Der er ingen opadvendte tommelfingre her, ingen tibetanske stenkastningsseancer og næsten ingen Agent Cooper, frugttærte eller ”damn fine coffee”. Til gengæld er filmen et ekstremt sanseligt og ekspressivt studie af en kvinde i forfald. Filmen rummer et forrygende lyddesign skabt af David Lynch med nogle tunge og triste klangflader af komponisten Angelo Badalamenti.



2. “Lost Highway

Lynch-kendere skelner ofte imellem ’hard'- eller ’soft'-Lynch, baseret på de enkelte films grad af kompleksitet og uforklarlighed. De bløde tæller den godmodige Disney-film “The Straight Story” og den melodramatiske, men også opfindsomme “Elefantmanden”. Blandt de mere komplekse eller gådefulde værker finder vi “Lost Highway”. En film, som har hentet sin væsentligste inspiration fra Franz Kafkas “Die Verwandlung”, den velkendte sag om O.J. Simpson og romanen ‘Night People’ af Barry Gifford. Filmen skildrer en mands mulige hustrumord, men opererer med en ukronologisk og mærkværdig plotafvikling, hvor det bliver svært at adskille drøm, fantasi og virkelighed. For slet ikke at tale om de enkelte karakterer. Tilhører instruktørens mest æstetiske værker med dens ekspressive lydside, dens ekstreme low key-belysning og dens mange ultranære indstillinger.



1. “Blue Velvet

Allerede i 1977 havde “Eraserhead” anslået David Lynchs særlige æstetik. Det var dog først i 1986, at han for alvor formåede at bygge bro imellem mainstream- og artfilmen. Med lige dele træk fra Edward Hopper og 1920’ernes avantgarde fortælles her historien om den unge, naive Jeffrey, der finder et afskåret øre i græsset og herfra hvirvles ind i et mysterium af mærkværdig og depraveret karakter. “Blue Velvet” introducerede tre centrale medlemmer af’’Lynch-familien’ – Isabella Rossellini, Kyle MacLachlan og Angelo Badalamenti – og den spiller på tilskueres lyst til at skue ind i andre menneskers private liv. Sådan som Jeffrey overvåger og aflytter natklubsangerinden Dorothy Vallens. Et klassisk og uomgængeligt Lynch-opus, der flyder over med forrygende scener og sekvenser. Fra åbningsmontagen med Bobby Vintons titelsang til scenen hvor der mimes til en båndet version af Roy Orbisons “In Dreams”.


Gravatar

#1 region 2 killer 9 år siden

The Straight Story er perfect.

Lost Highway er filmvidenskab porn.
Jaws 3 makes Jaws 2 look like Jaws and if Jaws: The Revenge hadn't surfaced to make Jaws 3 look like Jaws 2, Jaws 3 would have been known as the bigge
Gravatar

#2 Andreas Halskov 9 år siden

SVAR:

"Do you like porno movies? Do they give you a boner?"
- Mr. Eddy til Pete i "Lost Highway" (1997)

Som David Lynch-elsker er jeg også vild med "The Straight Story". Den har det lynchske tempo og den for instruktøren typiske dvælen, deadpankomik og dejlige musik, iblandet elementer af ægte patos og nogle excentriske karakterer. Så helt enig: Det er en dejlig film.

"Lost Highway" er "filmvidenskabelig porn"? Det ved jeg ikke, hvad betyder. Da jeg så den første gang, gik jeg i gymnasiet, og jeg så den i allerhøjeste grad med mine sanser - ikke med min forstand. Det var ikke filmens (formodet) kryptiske fortællekonstruktion, der fascinerede mig, men derimod dens forrygende lækre (lyd-)billeder. Dens dejlige musik og støj, dens flotte low-key-belysning, dens lækre karakterer, dens seje dialoglinjer, dens flotte rum og arkitektur og dens næsten taktile ultranærbilleder. Som ekstern lektor i medievidenskab giver det sig selv, at jeg - som alle andre - tilhører et segment. Og det er meget muligt, at netop mit segment har en forkærlighed for det komplekse og det 'artsy'. Som jeg dog også skriver i min bog, så er det faktisk netop den umiddelbare sanselighed og stemningerne i David Lynchs produktioner, der til fascinerer mig mest. Jeg går gerne med på legen og forsøger at forklare dele af hans film, men min bog adskiller sig fra de fleste akademiske behandlinger af David Lynch ved netop at give plads til en mere sanselig og umiddelbar tilgang.
Nogle mennesker fascineres sikkert af puslespillet, som de opfatter "Lost Highway" som, mens andre frustreres - eller irriteres - over dens (tilsyneladende) kompleksitet. For mig kan legen være sjov nok, men når jeg synes "Memento" er fin (hverken mere eller mindre), mens jeg bedre kan lide "Lost Highway" og "Donnie Darko", så skyldes det faktisk, at det IKKE er den fortællemæssige leg, der fascinerer mig. Det er stemningen og de forskellige oplevelser, filmene skaber.
"Lost Highway" er i mine øjne både uhyggelig, flot, fræk og sjov. Den rummer lækre billeder, lækker lyd og lækre damer. Hvordan kan man ikke fænges af det, kunne man fristes til at spørge... 'It may be porn, but it it's hardly academic'...

Men, altså, jeg tror ikke på, at der findes objektivt gode og dårlige film. Der findes forskellige film, forskellige mennesker og forskellige (film-)oplevelser.

Skriv ny kommentar: