Af: Morten Vejlgaard Just | Udgivet: 2014-01-25

Ugens store premierefilm er “American Hustle”. Filmen er baseret på den virkelig Abscam-affære, hvor FBI i slutningen af 70’erne fik dømt en række kongrespolitikere samt en lokal politiker fra Jersey. Men hvordan passer en svindlerfilm med instruktør David O. Russels tidligere film, der mere rimer på boksning og romantik.

I instruktør David O. Russells behandling er det lige så meget blevet en historie om mennesker, der forsøger at ændre deres tilværelse ved at genopfinde sig selv. Ligesom i hans tidligere “The Fighter” og “Silver Linings Playbook”.

”De er alle tre film om mennesker, hvis liv ikke er blevet, som de ønskede eller planlagde,” forklarer Russell. ”Der er noget meget elskeligt over dem, men også noget hjerteknusende. De bruger hele filmen, ikke bare tredje akt, med at finde ud af, hvem de er, og hvordan de skal genfinde kærligheden til livet. Det er mennesker, der har fået tilintetgjort deres fornemmelse for, hvem de er, og som ikke bare spekulerer på, hvad de nu skal gøre, men på, hvordan de skal lære at leve igen, hvordan de skal lære at elske igen. Og det er vigtigt for mig, at det er passionerede mennesker, som virkelig elsker eller har elsket livet på en særlig måde. Det er lige så vigtigt for mig, som deres kamp for at overleve og komme ud på den anden side, ydmyge og med deres kærlighed intakt eller fornyet. Det er ikke en kliché, når det, som Irving udtrykker det, opleves helt fra grunden.”

Så selv om der er elementer af kupfilm og svindlerkomedie over “American Hustle”, ser Russell den først og fremmest som en kærlighedsfilm.

”Det handler om den kærlighed, Irving og Sydney føler for hinanden, og den kærlighed, der flygtigt opstår mellem Richie og Sydney, og den gnist af kærlighed, der findes i det døende ægteskab mellem Irving og Rosalyn. Den findes i det venskab, der opstår mellem Irving og Carmine og i Carmines ægteskab med Dolly. Og så kan man sige, at Irvings kunst som svindler på mange måder er en romance – han har evnen til at fortrylle, til at få folk til at tro, til at ønske, til at drømme.”

I både “The Fighter” og “Silver Linings Playbook” har hovedpersonernes forældre en stor indflydelse på dem. Det er også tilfældet i “American Hustle”. Russell fortæller, at han trak på sine barndomsoplevelser i forbindelse med filmen.

”Min far var selvstændig i 60’erne og 70’erne, og han mindede meget om faderen til Christian Bales figur i filmen: Han var samvittighedsfuld og utroligt ærlig, og jeg så, hvordan han i forretningssammenhæng blev udnyttet af andre. Det gjorde stort indtryk, og derfor kan jeg forholde mig til begge sider af Christian Bales figur: Den side, der beundrer faderen som en ærlig mand, men også den side, der ikke vil lade det samme ske for ham selv.”

Læs Filmz’ biografanmeldelse af “American Hustle”.

Interviewet er bragt i samarbejde med UIP.

Gravatar

#1 Lehrmann 10 år siden

Det er muligt, at Morten Vejlgaard Just er en kapacitet, men så indholdsløse skriverier, som har fået lov til at gå igennem på det senest, er en trist udvikling. Håber i selv kan se det.

Skriv ny kommentar: