Mellem “Rocky” og “Raging Bull”

Der findes groft sagt to slags boksere i Hollywood. I det ene ringhjørne står Rocky Balboa, den fattige og sympatiske underdog, der imod alle odds vinder mesterskabet og pigen til sidst. I det andet hjørne hænger den psykotiske og paranoide bokser Jack LaMottas liv i tovene, mens handlingen slæber sig af sted gennem betongrå socialrealisme. Mark Wahlbergs bokser i “The Fighter” står et sted midt imellem “Rocky” og “Raging Bull”. Og dér befinder han sig egentlig meget godt.

Filmen er baseret på den sande historie om bokseren Mickey Ward, der ikke blot må kæmpe hårdt for sine sejre i ringen, men også mod sin noget dysfunktionelle familie, der vil ham det bedste, men ofte ender med at gøre mere skade end gavn. Mickeys storebror Dicky har været byens stolthed, siden han år tilbage slog bokselegenden Sugar Ray Leonard i gulvet, og han fungerer nu som Mickeys personlige træner. Et stigende crackmisbrug har dog sat sine tydelige spor, og da Mickey møder den unge bartender Charlene, går det op for ham, at han måske bliver nødt til at vende sin familie ryggen i kampen om at blive verdensmester.

“The Fighter” er et klassisk sportsdrama lige efter Hollywoodbogen, og historien om den fattige boksers hårde vej til succes er så velkendt, at man til tider næsten kan høre “Rocky”-temaet blive spillet i baggrunden. Men bag feel good-historien ligger stofmisbruget, fattigdommen og de knuste drømme konstant og lurer. Det er Mickeys gradvise erkendelse af, at familien nogle gange må komme i sidste række, hvis han selv vil stå forrest i køen til at vinde mesterskabet, der er filmens egentlige drivkraft.

Mark Wahlberg tilfører den rette dosis usikkerhed og sårbarhed til bokseren Mickey, der hele sit liv har måttet se sig selv stå i skyggen af sin karismatiske og hurtigsnakkende storebror. Men det er Christian Bale, der i sidste ende stjæler hele showet. Bale har aldrig været bedre end i rollen som den crackrygende, skelettynde eksbokser Dicky, der lever i fordums storhed for at fortrænge nutidens grimhed. Han er sådan en type, der suger al opmærksomhed til sig, når han går ind i et rum, og det er Bales store fortjeneste, at vi hele filmen igennem ikke kan gøre andet end at holde af Dicky, selvom han konstant svigter sin bror, sit barn og ikke mindst sig selv.

Melissa Leo er fremragende som den storrygende, temperamentsfulde hønemor Alice, der med en drink i sin ene hånd, en smøg i den anden og et ordforråd, der ville gøre selv Joe Pesci misundelig, er indbegrebet af white trash. Og Amy Adams er ligeledes overbevisende som kæresten Charlene, der har det mere end almindeligt svært ved at komme overens med Mickeys familie og i særdeleshed svigermoderen fra helvede.