Silver Linings Playbook

InstruktionDavid O. Russell

MedvirkendeJennifer Lawrence, Robert De Niro, Bradley Cooper, Julia Stiles, Taylor Schilling, Chris Tucker, Shea Whigham, Dash Mihok, John Ortiz, Anupam Kher, Jacki Weaver, Bonnie Aarons

Længde122 min

GenreKomedie, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen25/04/2013

Anmeldelse

Silver Linings Playbook

5 6
Da Pat mødte Tiffany

Hvis der er én ting, instruktøren David O. Russell er særligt ferm til, er det at bygge noget, der føles splinternyt, oven på en ellers slidt skabelon. Med “Three Kings” leverede han en krigsfilm, der tilsidesatte genrekonventioner som patriotisk prædiken og formålsløs action til fordel for et unikt, effektivt miks af humor og hjertesorg. Hans undervurderede komedie, “I Heart Huckabees”, lignede umiddelbart en af de stjernespækkede farcer, der forsøger at kompensere for et svagt manus med et overflødighedshorn af store skuespillernavne, men den var faktisk både skæg og særegen. Og med det autentiske boksedrama “The Fighter” fik han en af filmmediets mest fortærskede genrer til at føles dugfrisk, fordi han ikke sovsede den barske fortælling eller dens forpinte karakterer ind i den kvalmende sødsuppe, der driver ned ad væggene i de fleste sportsfilm.

På papiret ligner “Silver Linings Playbook” også en temmelig typisk romantisk komedie. Den har bl.a. de obligatoriske, unge superstjerner i front (her Bradley Cooper og Jennifer Lawrence) og en erfaren komiker som humoristisk afbræk (den normalt frygtelige Chris Tucker, som her er forbavsende god), og lad os se det i øjnene: Historien om to skæve eksistenser, der langsomt slæber hinanden mod lyset for enden af tunnellen, er ældre end pyramiderne i Gaza og mere genbrugt end vitserne i “Live fra Bremen”. Men med Russells CV in mente ville det alligevel være tåbeligt at forvente noget tilnærmelsesvis rutinepræget, og det bliver da også hurtigt soleklart, at “Silver Linings Playbook” er noget helt specielt. Jeg vil sågar påstå, at den er en af årets allerbedste film.

Cooper spiller gymnasielæreren Pat, der bliver hentet af sin mor på en psykiatrisk klinik, hvor han har været under behandling i otte måneder siden et voldsomt raserianfald. Pat har en bipolar lidelse, der får hans humør til at svinge mere end et pendul i en tyfon. Han er desperat efter at genvinde sin hustrus gunst, men hun har det bestemt ikke på samme måde efter hans vilde vredesudbrud, og Pat har svært ved at falde til ro i barndomshjemmet sammen med sin elskelige mor (den evigt eminente Jacki Weaver) og tvangsneurotiske far (Robert De Niro, der leverer sin bedste præstation i umindelige tider). Til en middag møder Pat sin bedste vens svigerinde, Tiffany, som ovenpå sin mands død også har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Mens de andre gæster nærmest forskræmte ser på, taler de hinanden varme. Ikke ved at debattere vejret, yndlingssange eller ferieresorts, men i stedet al den antidepressive medicin, de begge har svælget i. Vi ved øjeblikkeligt, at Pat og Tiffany er skabt for hinanden, og som tilskuer bliver man nærmest besat af håbet om, at de to turtelduer indser det samme.

Hvorfor? Fordi Cooper og Lawrence har en enestående, fortryllende kemi sammen, og fordi de leverer prisbelønnede pragtpræstationer, der både er enormt charmerende og fuldkommen troværdige, og som samtidig har en unik sårbarhed, der gør det langt lettere at relatere sig til parret end de perfekte prinser og prinsesser, der gennemsyrer genren. Derudover er de en konstant trussel mod lattermusklerne – uanset om de så danser som fordrukne festaber op til et kæmpe dansestævne eller slynger skæppeskønne spydigheder efter hinanden. Romantiske komedier – formentlig i højere grad end nogen anden genre – er slave af en specifik, genkendelig formular, så det er umanerlig vigtigt, at karaktererne er så indtagende, at man gladelig følger dem langs plottets forudsigelige sti. Jeg ville med glæde følge Pat og Tiffany til Helvedes forgård – to af filmhistoriens mest karismatiske outsiders.

Men Russell fortjener filmholdets største bifald. For aldrig at ty til pladderromantisk nonsens, der får ens indlevelse til at vakle. For at skildre alle sine karakterer som ægte mennesker af kød og blod, man snildt kan spejle sig i. For at sammensætte et sublimt soundtrack, der supplerer billedsiden perfekt. For at tackle tunge emner som sindslidelse, svigt og kærlighedens flygtige væsen med både enorm omhu og et afvæbnende glimt i øjet. Og for at få os til at grine og græde (ofte samtidigt) næsten uafbrudt i to timer. Jovist, mod slutningen kommer filmen faretruende tæt på at træde ned i et kviksand af klicheer, men selvom den måske snubler lidt over målstregen, ramler “Silver Linings Playbook” altså lige ind i hjertet og hager sig fast.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Visuelt fremstår “Silver Linings Playbook” lettere upoleret og dokumentarisk, især takket være fotografernes mange håndholdte, dvælende nærbilleder, som i øvrigt kun styrker filmens allerede imponerende autenticitet, og billedsiden ser heldigvis godt ud i HD. Jeg bemærkede indimellem en lille smule edge-enhancement, og nogle af filmens dunkleste nattescener ser en anelse grumsede ud. Men for det meste er transferet knivskarpt, og kontrasten er også solid som cement i langt de fleste scener. Detaljerigdommen er ofte slående, grynniveauet er altid tilpas, de meget naturtro, nedtonede nuancer gengives fornemt, og banding forekommer aldrig.

Audio

“Silver Linings Playbook” er en relativt nedtonet, romantisk komedie, så det ville være galimatias at forvente en overrumplende, hørelsestruende lydoplevelse på linje med “The Dark Knight Rises”. Men en af filmens allervigtigste råvarer – dens replikker – kommer klokkeklart igennem, og samtidig var jeg ofte positivt overrasket over lydbilledets aktivitetsniveau. Man fornemmer ofte små detaljer i surround-højtalerne, der gør det lettere at leve sig ind i filmens univers, og musikken folder sig ud i samtlige højtalere med manér – uanset om der så er tale om Elfmans minimalistiske underlægningsmusik eller soundtrackets mange evergreens. Et særdeles hæderligt DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor, der supplerer billederne virkelig godt.

Ekstramateriale

Før skivens menu dukker op, præsenteres man for trailere til “Broken City”, “The Host” og “3096 dage”. Derudover er her hele 29 minutters slettede scener. Filmen er praktisk talt perfekt, som den er, men jeg nød at se flere velskrevne dialogscener med skuespillerne i hopla (jeg skraldgrinede under en særpræget “skrigescene”). “The Movie That Became a Movement” (29 min.) er en glimrende dokumentar, der primært tager hånd om filmens portræt af bipolare lidelser. Derudover taler filmmagerne og ensemblet også om alt fra filmens temaer og romanforlæg til musikken og skuespillerpræstationerne.

Her er også 27 minutters interessante uddrag fra flere forskellige Q&A-arrangementer, hvor Russell og Co. udtaler sig (Russell taler bl.a. om sin egen søn, der også har en bipolar lidelse, og som i øvrigt har en bitte birolle i filmen). I dokumentaren “Learn to Dance Like Pat & Tiffany” (12 min.) bliver filmens sidste dansescene gennemgået af filmens koreograf, og her er også knap halvandet minuts optagelser af Lawrence og Cooper, der øver trinnene, samt et ligegyldigt, kort klip af Cooper, der leger med et af kameraholdets kameraer. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Romantiske komedier har det med at gøre mig blød i knæene, og “Silver Linings Playbook” fik dem simpelthen til at smelte bort. Det er en fantastisk rørende og humoristisk perle med en række vidunderligt veloplagte skuespillere foran kameraet, der alle er blevet tildelt roller og replikker af højeste kaliber. Filmen ser fremragende ud i HD, lydsporet imponerer også, og skiven indeholder flere timers hæderligt ekstramateriale. Hvis man bare har den mindste forkærlighed for genren, bør man omgående smide denne Blu-ray i indkøbskurven.

Silver Linings Playbook

4 6
Fine lyspunkter i ordinær fortælling

Pat (Bradley Cooper) har netop forladt en psykiatrisk institution, hvor han har været de sidste otte måneder grundet et voldeligt overfald på sin kones elsker. Han er nu flyttet tilbage til forældrene, som han har et noget distanceret forhold til, og her bruger han al sin tid på at planlægge, hvordan han får generobret sin kone. Men så møder han den vovede Tiffany (Jennifer Lawrence), der er nøjagtig lige så utilpasset, som han er.

Det er forholdet mellem Pat og Tiffany – to utilpassede mennesker, der langsomt nærmer sig hinanden – som er filmens primus motor, men det er langtfra filmens stærkeste element. For det er først, når Pat er i selskab med sine forældre, at instruktøren David O. Russell formår at skabe den varme og det nærvær, man indimellem savner i filmens andre scener. Det skyldes ikke mindst det fremragende skuespil, som leveres af Robert De Niro og Jacki Weaver i forældrerollerne, mens Russell også fortjener stor ros for at have skabt et par pragtfulde karakterer, der ikke kunne have mindre tilfælles med de ofte personlighedsløse, stereotype forældre, som genren tit disker op med. Ydermere er både Jennifer Lawrence (der som bekendt vandt en Oscar for sin indsats) og Bradley Cooper overbevisende i deres roller, der heldigvis bliver mere interessante, som filmen skrider frem.

“Silver Linings Playbook” er i høj grad en film om det samfund, vi lever i, og om de værdier, der tæller for det moderne menneske. Når Pat for første gang i lang tid bliver inviteret hjem til sin bedste ven og hans kone, fremviser hun stolt deres nye pejs og iPod-stik, der, som hun stolt erklærer, nu findes i hvert eneste rum. Materialisme er en succesrate her, og mens Pat jogger iført en sort plasticsæk, rejser hans bror rundt for at erobre verden og købe nyt hus. Men moderne materialisme er ikke det eneste, Russell er interesseret i. Sindslidelser er tydeligvis også på instruktørens agenda, idet Pat blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi han havde været en smule for hidsig, alt imens faderen trygt kan sidde i sin lænestol, mens han ængstelig flytter rundt på fjernbetjeningerne for at føje sin OCD. Dette er en sygdom, som samfundet accepterer, synes Russell at sige, fordi den ikke forstyrrer vores syn på verden eller gør andre nervøse. Russells egen søn har en bipolar lidelse, og det er tydeligvis et emne, som står ham nært.

“Silver Linings Playbook” har altså hjertet på rette sted, men desværre får filmen aldrig den tilsigtede emotionelle pondus. Dertil er dens mange set-ups alt for tydelige; alt for ofte føler man, at karaktererne snarere taler til publikum end til hinanden; og de to hovedpersoner er nogle lige lovlig genkendelige arketyper inden for en klassisk, letgenkendelig dramaturgi: Vores protagonist har brug for hjælp, og han får den af en ukonventionel kvinde, der samtidig fungerer som filmens sandhedsfortæller. Mange lignende historier har tidligere prydet det hvide lærred, og eftersom “Silver Linings Playbook” ikke bidrager med mange nævneværdige, nye ideer, danser den immervæk på skillelinjen mellem det ordinære og det fremragende.

Men – igen – “Silver Linings Playbook” har altså gode intentioner. Det er en film om de utilpassede og om, hvordan man har brug for andre mennesker for selv at komme til det punkt i livet, man gerne vil være. Som Russell anerkender her, er det altid svært og aldrig nemt. Den gode, gamle kliché om, at man skal lide et nederlag, før man opdager, hvor galt det egentlig står til, klinger så sandelig sandt her – ligesom i den virkelige verden, der selvsagt byder på langt større udfordringer og dilemmaer end den gennemsnitlige, glatpolerede Hollywood-film.

Det er umuligt at blive et stabilt menneske fra den ene dag til den anden, men med lidt godt vilje – hvad Pat kalder for “lyspunkterne” – er der håb for enden af tunnelen. De sandfærdige klichéer trives fint i “Silver Linings Playbook”, men i det mindste prøver Russell at give os en fornemmelse af, hvordan det føles at blive afvist af et moderne samfund, hvor alt har et prædikat, og hvor man meget hurtigt kan ende med at blive stigmatiseret.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Pat People vender tilbage til verdenen udenfor efter at have været indlagt med dårlige nerver og hukommelsestab. Ingen i hans familie eller omgangskreds ønsker at tale om dét, der gik forud for hans indlæggelse. For Pat har en vedholdende, men aldeles uopnåelige drøm om at blive genforenet med ekskonen. Længe ser det ud til, at han ingen hjælp kan hente nogen steder, indtil han møder den unge kvinde Tiffany. Hun lover at hjælpe ham med at komme i kontakt med ekskonen igen, hvis bare han til gengæld lover Tiffany at deltage i Dance Away Depression-konkurrencen.