Do the hustle

Snyd-andre-og-bliv-rig-genren har sjældent været så moderne som nu. Først Leonardo DiCaprio som børssvindler i “The Wolf of Wall Street” og nu, med scenen sat et årti tidligere i 1970’erne, “American Hustle”. En film, hvor alle snyder alle i jagten på omkvædet fra verden af før finanskrisen: Mere vil have mere. Og med den uforudsigelige energi David O. Russells hustlerfilm lægger for sin bedrageriske dag, så blev jeg snydt til at holde af den. Det gør jeg stadigvæk.

“American Hustle” er en slags kollektivfilm uden meget hoved(person) eller hale i handlingen. Den starter med Irving. Christian Bales kvabsede og charmerende usikre svindler er lige så ærlig, som han har ægte hår. Irving bærer toupé. Han har bygget sit svindler-imperium op ved at smadre ruder om natten og sælge nye dagen derpå. Nu er han gået videre til at sælge forfalsket kunst og pengeudlån, hvor han ikke låner penge ud, men løber med gebyret. Bale er castet skønt imod sin egen machokarakter. Faktisk er samtlige af filmens superstjerner castet imod deres normale skuespillerpersona som enten førsteelsker eller actionhelt. Måske lige bortset fra Robert De Niro, der giver den rutinedygtigt som gangster – man har vel ikke været good fella og godfather for ingenting?

I det hele taget er det skuespillernes film og deres præstationer, der holder sammen på filmens urolige mosaikstruktur. Sådan er det ofte hos instruktør David O. Russell. Periodeportrættet af 1990’ernes amerikanske nobody-klasse i “The Fighter” var også kendetegnet ved en tilsyneladende løs plotstruktur, der til gengæld gav plads til, at blandt andet Christian Bale og Amy Adams kunne slå sig løs. Det samme var tilfældet i Russells seneste, “Silver Linings Playbook”, hvor Jennifer Lawrence og Bradley Cooper (og Robert De Niro) tog teten. De er i “American Hustle” alle samlet til et regulært drømmehold, der må få selv en fan af “The Avengers” til at nikke anerkendende.

Amy Adams sættes forførende kejtet på scenen for at hjælpe Irving med sin toupé, kigge ham kærligt i øjnene og medsvindle med falsk, britisk accent under navnet Lady Edith Greensley. Det går godt. Indtil det ikke går godt. Ind på scenen kommer Bradley Coopers iltre, hjemmeboende FBI-agent, Richie, der vil behandle sit akutte mindreværd ved at afsløre alle landets svindlere. Heriblandt den sympatiske og korrupte New Jersey-borgmester, Carmine Polito, spillet med overraskende fornemmelse for slesk italiensk-amerikaner-attitude af actionmanden Jeremy Renner. Til at fange en svindler kræves der som sagt en svindler. FBI fælder pengelånerparret, der nu skal sætte deres ekspertise til rådighed i den store svindlerjagt.

Herfra er det ren Olsen-banden med falske sheiker, den lille mand imod systemet og de bristede drømme. Bedst personificeret ved kollektivets absolute tilløbsstykke: Jennifer Lawrence. Som en amerikansk Yvonne stjæler Lawrence alle scener med sit hjemmegående, passiv-aggressive monster af en kone til Irving. Konen Rosalyn inkarnerer på samme tid også filmens velturnerede tema. For selv om Russell tilsyneladende mangler struktur i sine film, så ender alle løse ender alligevel pænt sammenbundet til sidst. Rosalyn svindler ikke andre. Kun sig selv. Hun og filmens øvrige svindlere skylder skylden for deres middelmådighed på andre og bliver dermed offer for det største svindelnummer – selvbedraget.