Af: Benway | Udgivet: 2011-01-22

Da Darren Aronofskys “The Wrestler” ramte filmverdenen, virkede den næsten som et indirekte portræt af Mickey Rourke selv, og den lille afstand mellem skuespiller og hovedperson var utvivlsomt også en af grundene til dens følelsesmæssige styrke. Spørgsmålet er dog, om ikke også Aronofsky kunne se lige så meget af sig selv i figuren, for i en overgang virkede hans karriere trods hans åbenlyse talent også til at være plaget af uheld, uforløste drømme og havarerede projekter.

På et forholdsvist tidligt tidspunkt i karrieren fik han chancen for at skrive og instruere den Batman-film, der skulle få figuren tilbage på ret køl efter Joel Schumachers katastrofale “Batman & Robin”, og Aronofsky nåede endda at kontakte Christian Bale med henblik på at spille hovedrollen. Det projekt kulsejlede imidlertid efter mange kvaler, og Aronofsky endte med at trække sig. I stedet overtog Christopher Nolan som bekendt, og Aronofsky måtte se på, mens Nolan nåede filmhierarkiets allerhøjeste stepper med “Batman Begins” og senere “The Dark Knight”. Det skulle ikke blive sidste gang, en af Aronofskys drømme måtte komme til en brat ende, men heldigvis er han fortsat ufortrødent med en beslutsomhed, der til tider næsten vækker minder om den besættelse, hans figurer fra “Black Swan”, “The Wrestler” og “The Fountain” udviser. Han ville udrette store ting, og ingen modgang skulle standse ham. Med hans to sidste film har han da også for alvor markeret sig med værker, hvis kvalitet kun de færreste vil benægte.

I anledning af premieren på den roste “Black Swan” (anmeldelsen kan læses her) har Filmz kigget lidt nærmere på Aronofskys film.


Pi (1998)

Darren Aronofsky voksede op i Brooklyn, New York. Som dreng elskede han de store blockbustere af George Lucas og Steven Spielberg, men med tiden og alderen blev han også inspireret af alternative filmskabere såsom Jim Jarmusch og Spike Lee. Han studerede film og instruktion, men på trods af adskillelige roste kortfilm tog det ham fem år at få samlet pengene til den sort-hvide debutfilm “Pi” om en matematiker, der manisk søger efter en sandhed gemt i tal. Budgettet var ekstremt skrabet – introsekvensen blev lavet af en ven, remedierne blev klasket sammen med en billig lim, der gav filmholdet kvalme, og Aronofskys egen mor stod for maden – men alligevel var filmen proppet med opfindsomhed og den tydelige tilstedeværelse af råt upoleret talent i dens reneste form. Med var også Clint Mansell, der hermed gjorde sit første indtog i filmmusikkens verden og skabte melodier, der i høj grad bidrog til filmens unikke atmosfære. “Pi” blev flot modtaget, og selvom den ikke ligefrem var nogen blockbuster, så var dens indtjening ekstremt imponerende i forhold til budgettet.


Requiem for a Dream (2000)

Aronofskys næste film var dog den, som for alvor slog hans navn fast. “Requiem for a Dream” var en filmatisering af Hubert Selby Jr.’s roman, men hvor det nærmest er kutyme, at en filmatisering toner de mere ekstreme side af en bog ned, så havde Aronofsky ingen intentioner om noget sådant. Tværtimod fortæller filmen en så rædselsvækkende historie, at det ærlig talt ikke er svært at forstå, hvorfor Ellen Burstyn i første omgang pure afviste at være med i den. Hun skiftede lykkeligvis mening efter at have set “Pi”, hvilket på alle måder er heldigt, for hendes præstation i filmen er fuldstændig formidabel. “Requiem for a Dream” vækker umiddelbart minder fra tidligere film om stoffer, men hvor de som regel indeholder et klart skel mellem illusion og virkelighed, er det sværere at orientere sig her – på mange måde typisk for Aronofskys film. Den præsenterer en art hypervirkelighed, der på den ene side er pinefuld realistisk og på den anden side ekstremt stiliseret. Fornedrelsen og råddenskaben kommer til et rædselsvækkende klimaks i slutningen, hvor Clint Mansells score giver det hele en episk følelse af tragisk uundgåelighed. For mange er dette stadig Aronofskys største bedrift, og selvom der efterhånden er blevet hugget fra filmen med arme og ben, er den forblevet et af 00’ernes hovedværker.


The Fountain (2006)

Aronofskys næsten film skulle dog blive et prøvelsernes projekt. “The Fountain” var hans hidtil mest ambitiøse drømmeprojekt og udtænkt som en storfilms science fiction-fortælling. I 2002 er alt på plads og det 70 millioner dollars store budget fastlagt med et crew på 500 folk, da et ubehageligt opkald informerer Aronofsky om, at filmens stjerne Brad Pitt har besluttet sig for at droppe filmen. Med ham røg finansieringen, og det endte med at tage flere år, før Aronofsky fik genoprejst projektet med Hugh Jackman i hovedrollen og til under det halve af det oprindelige budget. På trods af de mange anstrengelser blev filmen dog en kritisk og kommerciel fiasko, hvor ikke mindst manuskriptet fik drøje hug fra anmelderene. I mine øjne føles “The Fountain” også ufuldendt med småklodsede vilde toneskift fra scene til scene, hvilket utvivlsomt skyldes dens hårdt plagede tilblivelseshistorie og de mange elementer, Aronofsky måtte droppe. Brudstykkerne er indimellem fantastiske og indimellem meget tæt på at virke som tåkrummende hippiekitsch – det er nu engang ualmindeligt svært at tage flyvende munke og en romance mellem en mand og et træ alvorligt – men alligevel har filmen fundet et lille, men trofast publikum. Selv håber jeg på, at vi en dag kan få den mere fuldendte udgave at se, som filmskaberen har antydet kunne laves. Aronofsky havde tilsyneladende udtænkt filmen som et storslået science fiction-epos, og jeg tvivler på, at de nuværende 96 minutter gør hans vision retfærdighed.


The Wrestler (2008)

Med kun et kæmpeflop bag sig i løbet af de sidste seks år var Aronofsky kommet i en lidt presset situation, men han fandt et værdigt projekt med “The Wrestler”, som på mange måder både blev et comeback for stjernen Mickey Rourke såvel som for Aronofsky selv. Selvom filmen umiddelbart lignede en stor produktion, var den på mange måder lavet på et relativt skrabet budget, hvori flere af hovedkræfterne efter sigende arbejdede gratis. Fortællingen følger en udbrændt wrestler, som havde sin storhedstid i 80’erne og nu fører et beskedent og meget lidt gloværdigt liv, mens hans krop bliver tiltagende nedslidt. Helbredet skriger efter, at han skal stoppe, men hvordan kan man vende ryggen til den eneste succes og stolthed, man har tilbage? Hvad der ikke mindst fungerer så formidabelt i filmen er, at Aronofsky vedvarende nægter at fylde vores wrestler med forlorne sympatiske træk og hul sentimentalitet. Det er ingen religiøs omvendelse, vi er vidne til, men blot en aldrende herre, der har fået en anelse mere indsigt i tingene. Miljøbeskrivelsen er både komplet overbevisende og fascinerende, og da filmen ankommer til sin uundgåelige konklusion, er det vanskelig ikke at sidde bevæget tilbage. Ligesom Aronofsky selv nægter den aldrende bryder at lade sig kue af uheldige omstændigheder.


Hvilken Aranofsky-film synes du er bedst? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor for at diskutere artiklen i forummet.

Gravatar

#71 Babo Rises 13 år siden

#69

åhh nej. Ikke dig, Keyser :)
Gravatar

#72 Bruce 13 år siden

#69 Jamen så forstår jeg din fascisme analogi, selvom jeg ikke er enig med dig :) Simple, dumme og store følelser ... der vil jeg så sige, at langt de fleste jeg kender, ikke kan lide den og det fordi de ikke forstår den. Det siger måske lidt om, hvem jeg omgiver mig med :), men jeg tror nu rettere, at den faktisk ikke er så simpel endda for menigmand.

Mht. Clint Mansell så foretrækker jeg langt dennes kompositioner end det jeg vil kalde standardvaren. Jeg kan både godt lide Lux Aeterna (men hvem hader dog ikke dens fortærskede udnyttelse) og endnu mere Death is the Road to Awe fra Fountain, som dog begge har den uvane at bygge op til et alt for øredøvende crescendo, fra en nærmest uanselig start. Jeg synes der er tale om stemningsfuld musik, som på forskellig vis indgyder seeren den rette empati mod filmens kontekst, hvilket jeg vil karakterisere som værende filmmusiks fremmeste formål. I den henseende fungerer The Fountain soundtracket glimrende.

Hans Zimmer har jeg ingen indvendinger imod. Altså ingen indvendinger imod dine udsagn :) Manden kan sgu noget, men jeg er tæt på dødtræt af de nærmest ... fascistoide scores ;)

Og mht. 2001, you're preaching to the choir. Den film er overjordisk i enhver forstand også i Kubricks brug af den klassiske musik, nøjagtig som med Barry Lyndon.

Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Gravatar

#73 Fellaheen 13 år siden

#71

hehe
Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Kino
Gravatar

#74 Jens 13 år siden

men kunne nu godt tænke mig benway (Søren Ildved) kom på banen og så de kommentarer der har været her i forum omkring filmene da jeg tror hans syn kunne blive opdateret evt. med et gensyn af filmene.

Skriv ny kommentar: