Wrestler, The

InstruktionDarren Aronofsky

MedvirkendeMickey Rourke, Marisa Tomei, Evan Rachel Wood, Ajay Naidu, Judah Friedlander, Dylan Keith Summers, Mark Margolis

Længde109 min

GenreAction, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen29/05/2009

Anmeldelse

The Wrestler

5 6
Hold dig i form, spis sundt, og tro på dig selv – YEAAH!

Darren Aronofsky har efterhånden slået sit navn fast som en af verdens helt store auteurs. Med den ultra-æstetiske “Pi”, den mildest talt deprimerende “Requiem for a Dream” og den storladne visuelle tour de force “The Fountain” er det blevet klart, at Aronofsky er en meget alsidig instruktør, der formår at veksle elegant mellem det simple og det komplicerede i sine dystopiske fortællinger. Med “The Wrestler” slår instruktøren for alvor sin alsidighed fast med en film, der både fortællemæssigt og filmteknisk bygges langt mere simpelt op end hans foregående film.

Pro-wrestling brød for alvor igennem som populærkulturelt fænomen i 1980’erne – og det samme gjorde Randy “the Ram”, spillet af Mickey Rourke. 20 års tid er gået, siden den steroidepumpede wrestler havde sin storhedstid, og det hårde liv med slag, spark og fald har sat sine spor på den aldrende wrestler. Penge er der ikke mange af, og huslejen til Randys vogn i den lokale trailerpark tjenes ind på mindre wrestlingstævner samt med diverse småjobs. De overskydende penge bruges på stripklubben, hvor Randy har forelsket sig i den modne stripper Cassidy, spillet af Marisa Tomei.

Mickey Rourke er et fremragende valg til portrætteringen af The Ram. Han ser tilpas smadret ud og er hele vejen igennem særdeles troværdig. At Rourke har taget rollen meget seriøst, er der vist heller ingen tvivl om, efter han mere end insinuerede, at han tog steroider for at komme i form. Randy, eller Robin – som hans borgerlige navn lyder – er på alle måder en social taber: intet fast job, bor i en trailer, blærer sig med sine ar og forsøger at få børn til at se op til sig ved at invitere dem indenfor til et ældgammelt Nintendo-spil, hvor han selv er stjernen. Men Rourke portrætterer ham med stor værdighed. Selv da Randy er nødt til at takke ja til sit hadejob som delicatesseekspedient, går han til opgaven med hagen løftet og gør sit bedste for at give kunderne en god oplevelse.

I det hele taget byder “The Wrestler” på fremragende skuespil. Evan Rachel Wood, som nogle måske kender fra musicalen “Across the Universe” og teenagefilmen “Thirteen”, leverer en usædvanligt overbevisende præstation i rollen som Randys forsømte datter, og ligeledes gør Marisa Tomei sig virkeligt godt som Randys flamme – og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre at have en flot krop som 44-årig… Ja, prøv at tage et kig på hendes stripscener. De mange wrestlere i filmen portrætteres af virkelige udøvere fra New Jerseys halvprofessionelle wrestlingmiljø, hvilket bidrager fantastisk meget til filmens troværdighed.

Stilmæssigt er “The Wrestler” langt mindre prangende end Aronofskys tidligere film. Kameraet er håndholdt, der er ingen special effects – ja, filmen minder faktisk en smule om en dogmefilm. Der gås næsten dokumentarisk til værks, og ofte filmer kameraet bare Randy ind i nakken, mens han tusser rundt og prøver at få hverdagen til at hænge sammen. Kampene, som der er en del af, er forfriskende uprætentiøse, men stadig intense. Stilmæssigt minder de om slåskampene i “Bourne”-trilogien, hvor kameraet går helt tæt på og trækker seeren med ind i kampen. Der præsenteres desuden en masse musik, hvoraf næsten det hele er en del af filmens reallyd. Det bidrager positivt til stemningen frem for at diktere den, som man desværre ser i alt for mange film.

At “The Wrestler” ikke vandt Oscar for bedste film i 2009 er i sig selv slemt nok, men at den ikke engang var nomineret i kategorien er direkte forargende! Filmen er et fantastisk vellykket vidnesbyrd om Aronofskys kæmpetalent som instruktør og viser hans knivskarpe indsigt i den menneskelige psyke. Men uanset hvad folkene i Oscarkomiteen (og de tilknyttede lobbyister) så måtte mene om “The Wrestler”, står det klart, at filmen er et smukt lille hverdagsbillede af et knapt så hverdagsagtigt tema. En lille historie, der langsomt bygger op til et stille klimaks – en film om den egoistiske, men utroligt menneskelige frygt for ensomhed, der ligger til grund for så mange af vores handlinger.
Video

Præsenteres i anamorphic 2.35:1 (selv om der står 16:9 på coveret). Kontrasten er god og stabil hele vejen, og farverne er naturlige og veldefinerede. Der er ikke skyggen af hverken edge-enhancement eller farveblødning, og skarpheden er glimrende. Filmen er meget grynet – dette skyldes dog den celluloid, den er skudt på. Et imponerende transfer.

Audio

På dvd’en forefindes tre lydspor: Dolby Digital 5.1, DTS (5.1) og Dolby Stereo. De to surroundspor ligger kvalitetsmæssigt meget tæt op ad hinanden – så tæt, at det er mere eller mindre umuligt at høre forskel. Dialogen er veldefineret og har en tilpas mængde rumklang, så man virkelig fornemmer de rum, samtalerne finder sted i. Subwooferen bruges sparsomt, men effektivt, når wrestlerne kastes ned på kanvasen i ringen. Baghøjtalerne er primært i brug under kampene, hvor atmosfæriske lyde fra publikum fylder lydbilledet ud. Overordnet set er lyden en smule kedelig, men filmen lægger alligevel ikke op til det store lydorgie.

Skifter man fra surroundsporene til stereosporet, er det som at gå fra champagne til en lunken Vestfyn. Lyden bliver betydeligt mere mudret, og både dialog, musik og atmosfæriske lyde lider gevaldigt under at blive downmixet.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet består af en trailer og en 42 minutter bag-om-kameraet. Dokumentaren er som så mange andre af den slags, men uden det kvalmende rygklapperi, som ofte præger disse småfilm. Interviewene med de forskellige folk, som på den ene eller anden måde bidrog til skabelsen af filmen, er ganske informative, og man får et ekstra lille indblik i wrestlingverden.

“The Wrestler” er en sikker vinder. Når man tager det dejlige transfer og den udmærkede dokumentar med i betragtningen, ja, hvad kan man så sige andet end føj til indkøbskurv, gå til betaling.

The Wrestler

5 6
Tour de Rourke

Den nye Marlon Brando, en løbsk rebel, comeback-kid. Kært barn har mange navne, og Mickey Rourke har båret dem alle igennem en uforudsigelig tumultarisk karriere. Enspænderen Rourke startede og toppede som skuespiller i årtiet domineret af neon, yuppier og Guns N’ Roses, 1980’erne. I takt med at grunge fra Seattle skubbede Axl Rose ud i kulden, faldt Rourke og hans filmkarriere, ligesom Berlinmuren, i grus. 1990’erne slukkede og lukkede definitivt for Rourkes tid i spotlyset – troede vi. Nu, på behørig afstand fra lugten af teen spirit, rejser den faldne kæmpe sig fra den filmiske glemsel i Darren Aronofskys “The Wrestler”. En film om en nedslidt wrestler, der havde sin storhed i 80’erne, men nu igen forsøger sig med et sidste comeback – sagde nogen selvbiografi?

Randy ‘The Ram’ Robinson er en afdanket wrestler, der med sit lange affarvede hår og sin solbrune krop hører til i en anden tid. En tid, hvor USA var de gode og Iran de onde, hvor ens læge ikke var inder og de steroider, man tog, ikke var fremstillet i Kina. Randy deltager stadigvæk i små lokale kampe for småpenge, der skal betale huslejen til traileren suppleret med penge fra jobbet i det lokale supermarked, hvor Randy går under det mere borgerlige navn Robin Radzinski. En dag vender lykken imidlertid, idet Randy tilbydes en revanchekamp imod sin gamle rival fra 80’erne ‘The Ayatollah’. Inden ‘The Ram’ når så langt, siger det gamle wrestlerhjerte imidlertid stop, og en bypassoperation sår tvivl om muligheden for det store comeback. Den blotte tanke er gruopvækkende for en mand, der ikke kan andet end at wrestle, og hvis eneste bekendtskab i den virkelige verden er den strippende alenemor Cassidy.

Darren Aronofsky har med sin fortælling om den sympatisk hårdtprøvede wrestler Randy lagt nyt alen til sit renomé som nyskabende billedskaber. Gennembruddet “Requiem for a Dream” blev rost og ristet for sin formfuldendthed og formfiksering, hvor indholdet agerede marionet for formen. Dette forhold vendes med “The Wrestler” 180 grader, der glimrer med sin nærmest dokumentariske autencitet, der sikres igennem ledsagende håndholdt kamera og en nedtonet fraværende lydside. Det, der i stedet får lov at fylde, er Mickey Rourkes intenst rørende portræt af en gammel kæmpe, der har mistet fodfæste i en hektisk verden og derfor klamrer sig til nostalgien og drømmen om dengang.

Som Rourkes kvindelige modstykke er Marisa Tomei mere end en værdig medspiller, der som stripper tjener ind til at opretholde håbet om en bedre fremtid for sin søn og sig selv. Uden at falde balanceres der filmen igennem overbevisende imellem knugende vedkommende socialrealisme og lun underspillet humor, som når Randy velmenende kejtet skråler med til tonerne af Guns N’ Roses på sin kærligt komiske bodegadate med Cassidy, eller Pam, som hun hedder med tøj på.

På trods af at wrestling er en showsport og dermed aftalt spil, så er der ikke noget falsk over “The Wrestler” og hovedpersonen Randy, der ganske vist har et svagt, men ægte hjerte. Hjerteproblemerne tvinger Randy til at lægge det liv, han lever livet i ringen, på hylden og genopfinde sit liv uden for ringen som den almindelige Robin, der dårligt kan betale huslejen. Det liv og den virkelighed er hård, særligt når man som Randy ikke har levet det liv i en evighed og stadigvæk er afhængig af mønttelefonen. Både Randy og Cassidy gemmer sig bag deres identitet fra ringen, eller stangen om man vil, hvor de som sårede dyr beskytter sig fra den verden, hvor Robin og Pam har så svære kår. Begge er de repræsentanter for en truet dyreart, den Springsteenske arbejder, der er kuet i en globaliseringsglad verden. Et folkefærd, der længes tilbage til en mere simpel tid, hvor der stolt kunne gjaldes USA USA USA! når den amerikanske helt Randy havde nedlagt den onde iranske Ayatollah med sit frygtede ram jam.

“The Wrestler” er en opløftende velspillet affære, der som en livsklog menneskekender giver et hudløst insisterende portræt af en slagen kriger og hans kamp for et nyt liv. Rourke leverer en præstation, der skaber dyb ærefrygt, hvilket ikke mindskes af, at rollen som ‘The Ram’ ikke så få fællestræk har med Rourkes eget liv, der med denne uforlignelige præstation har markeret sig som en af de største i branchen. Så selv om alt andet ved “The Wrestler” er helt og aldeles upåklageligt, så er det entydigt hans film. En sand tour de Rourke.

Læs mere om Michey Rourkes omskiftelige karriere i artiklen Mickey Rourke – Hollywood tur-retur.

Kort om filmen

Randy “the Ram” Robinson er en legende i wrestling – fribrydning – en legende, der blev skabt i 80’erne, og selv om musklerne stadig svulmer under den omhyggeligt brunede hud, så er det stadig sværere for Randy at ignorere, at han er blevet gammel. Der bliver længere og længere mellem de godt betalte jobs. Det videospil, han lagde navn til, findes på en konsol, der ikke fabrikeres mere… og det hårde slid i ringen og misbruget af steroider har sin pris. Hans hjerte står af, og efter en bypass-operation må den gamle bryder til at skabe sig et nyt liv. Måske med stripperen, der som ham selv har set bedre dage. Måske med den voksne datter, som han gang på gang har svigtet gennem opvæksten.