Fountain, The

InstruktionDarren Aronofsky

MedvirkendeHugh Jackman, Rachel Weisz, Ellen Burstyn, Mark Margolis, Stephen McHattie, Fernando Hernandez, Cliff Curtis, Sean Patrick Thomas, Donna Murphy, Ethan Suplee, Richard McMillan, Lorne Brass, Abraham Aronofsky, Renee Asofsky, Anish Majumdar

Længde96 min

GenreSci-Fi, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen04/04/2007

Anmeldelse

Fountain, The

5 6
Da Darren Aronofskys “The Fountain” blev vist for pressen under sidste års Venedig Filmfestival, blev al lyd og musik overdøvet af kritikernes buen og råben. Dagen derpå blev filmen vist for et ordinært publikum, og da den var færdig, stillede folk sig op i samlet flok og klappede af lutter begejstring. Sjældent har en film splittet det globale biografpublikum så meget som Aronofskys særprægede og tankevækkende værk.
I den fjerne fremtid er universets øjensynligt allersidste menneske, den tilsyneladende udødelige Tommy (Hugh Jackman), fanget i en gevaldig boble, der også indeholder livets træ. I første omgang ved vi blot, at hans mission er at få kuplen transporteret til en særlig stjernetåge. Indimellem tænker han (formodentlig) tilbage på sit liv i det tidlige 21. århundrede, hvor han boede sammen med sin elskede kone, Izzi (Rachel Weisz), der var døende af kræft – en sygdom, som Tommy på det tidspunkt febrilsk forsøgte at finde en kur mod. Izzi forfattede bogen ‘The Fountain’, som omhandler en spansk soldat (også Jackman), der er blevet bedt af sin dronning (også Weisz) om at finde livets træ i Sydamerikas jungle.

Forbindelsen mellem disse tre fortællinger er ikke helt let at gennemskue, og først efter flere gensyn synes brikkerne for alvor at falde på plads. Men i virkeligheden er det heller ikke noget traditionelt plotforløb i ordets bredeste forstand, der udgør en betydelig bestanddel af “The Fountain”. Fortolkningsmulighederne er mange (i sidste ende er der dog én, der synes at være den korrekte, men den skal naturligvis ikke afsløres her), og det er snarere tematikken, karaktererne og de følelser, de vækker, som er betydningsfulde. Det er formentlig denne stædige afvigelse fra ikke blot genren, men også filmmediets basale konventioner, der har fået visse til at anklage filmen for at være noget prætentiøst nonsens.

Men under filmens kryptiske facade gemmer der sig et prisværdigt, opløftende og overraskende simpelt budskab: Kærlighed er en udødelig kraft, der transcenderer tid og rum. Måske er det, fordi Aronofsky vælger at dvæle så meget ved sine unikke subjekter, at “The Fountain” gjorde så stort indtryk på undertegnede og mange andre. Personernes omverden synes fjern og uvirkelig, og den usentimentale kærlighedshistorie er enormt bevægende. Det lettere indviklede handlingsforløb, som måske af og til bliver lidt for kringlet, synes også at intensivere vores fokus på figurerne og deres hjerteskærende strabadser. Kort sagt er “The Fountain” en forbløffende original beretning om liv og død. Den kan krybe ind under huden og stimulere både hjertet og sindet, hvis man giver den lov.

Hugh Jackman og Rachel Weisz (der er gift med Aronofsky) er formidable i hovedrollerne. Man betvivler aldrig deres kærlighed til hinanden, og de formår uden problemer at portrættere flere forskellige, men alligevel delvist ensartede inkarnationer af de samme roller. Derudover er filmen visuelt fortryllende. Både fotografen Matthew Libatiques blændende billeder, de fantastiske kulisser og de imponerende, men troværdige effekter overrumpler. Men af alle Aranofskys kollegaer bag kameraet er det musikeren Clint Mansell, der fortjener mest ros for at have komponeret sidste års formentlig bedste score, som den yderst kompetente Kronos-strygerkvartet og det skotske band Mogwai har opført. Nøjagtig ligesom musikken er “The Fountain” underfundig og vidunderlig.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Uheldigvis bliver filmens underskønne billedside ikke præsenteret helt så godt som håbet (eller ventet) på denne udgivelse. Både kontrasten og farvegengivelsen er god, snavs er fraværende, og der er ingen alvorlige tilfælde af edge-enhancement. Men der figurerer en smule udtværing i nogle af filmens mørkeste scener. Billedet er også en anelse blødt, og transferets lettere uskarpe natur irriterer enkelte gange – primært når det er meningen, at vi skal fokusere på ting, som ikke optræder tæt på kameraet.
AudioDiscens engelske Dolby Digital 5.1 lydspor skuffer derimod ikke. Al dialog kommer klart og tydeligt igennem primært via centerhøjtalerne, men af og til også via andre dele af kanalnetværket. Clint Mansells musik figurer mest i fronthøjtalerne, men får også lov til at folde sig en anelse ud i baghøjtalerne og styrker dermed kun filmoplevelsen, eftersom Mansells kompositioner i mange scener har en mere fremtrædende rolle end lydeffekterne. Der er ingen tilfælde af overstyring eller susen, og der er op til flere fine panoreringer. Subwooferen gør sig sjældent synderlig bemærket, men den udnyttes generelt godt.
EkstramaterialeUmiddelbart ser det ikke ud, som om der er særlig meget ekstramateriale på udgivelsen, hvilket er en skam, da “The Fountain” i høj grad lægger op til debat. Men heldigvis er det inkluderede ekstramateriale enormt interessant. Discen indeholder “Life on a Ship” (5 min.), der nærmest er en montage af korte, ubrugte klip, som viser, hvordan Jackmans karakter overlever sin mangeårige rejse i det ydre rum.

Derudover byder dvd’en på dokumentaren “Inside the Fountain: Death and Rebirth” (77 min.), som er delt op i syv dele. Der er tale om en velproduceret og forfriskende oprigtig dokumentar, der heldigvis er blottet for selvhøjtideligt ævl og falskklingende komplimenter. Vi hører bl.a. en del om projektets problematiske fødsel, der især blev besværet af skuespilleren Brad Pitts (som Aronofsky er diplomatisk nok til ikke at nævne direkte her i dokumentaren) beslutning om at forlade projektet. En beslutning, som tvang Aronofsky til at skære ned på budgettet, skrive dele af manuskriptet om og udskyde optagelserne. Der er mange gode interviews og fascinerende ‘behind-the-scenes’ optagelser, som filmens fanskare ikke bør gå glip af.

“The Fountain” er absolut ikke en film for alle, og den har fået så blandet respons, at den er umulig at anbefale til nogen specifik målgruppe. Men for tilhængere af udfordrende drama, der inviterer publikum med på filmens rejse i stedet for blot at lade dem bevidne den, er Aranofskys fascinerende værk et must. Uanset, hvad du end måtte synes om filmen, kommer du med garanti til at fundere over den i ugevis, og hvor mange nutidige film kan prale af at have en sådan effekt på sit publikum? Transferet skuffer lidt, men det engelske DD5.1-lydspor imponerer, og dvd’en indeholder også en fremragende dokumentar om filmens tilblivelse.

Fountain, The

4 6
Det kan aldrig være helt nemt at skulle leve op til den lidt for succesfulde forgænger. Det har Darren Aronofsky formentligt måtte sande, da han gik i gang med den længe ventede opfølger til guldægget “Requiem for a Dream”. Alligevel er den unge amerikaner sluppet ganske hæderligt fra det tårnhøje forventningspres til den overdådige “The Fountain”.
Aronofsky er kendt for at lave film, som kun få andre formår at gøre det, og heller ikke denne gang svigter han. Med Rachel Weisz og Hugh Jackman i de bærende roller er “The Fountain” en tidsrejse igennem tre centrale udsnit i menneskehedens historie. Eneste fælles fodslag er for så vidt den grundlæggende tematik – livet, døden, kærligheden og genfødslen – og det faktum, at Jackman og Weisz har centrale roller i alle de tre tidsaldre.

Under den spanske inkvisation i det 16. århundrede er Tomas (Hugh Jackman) conquistadoren, der sætter ud for at skaffe sin dronning Isabel (Rachel Weisz) evigt liv, som efter legenden udspringer fra livets kilde. I vores tidsæra forsøger forskeren Tommy Creo (Jackman), desperat at finde kuren mod den kræft, der er ved at tage livet af hans elskede Izzi, og i et gigantisk spring ude i fremtiden – nærmere bestemt det 26. århundrede – tager “The Fountain” en nærmest buddhistisk vinkel, hvor ringen sluttes hos den astronautiske munk Tom (Jackman), der tilsyneladende er ved at fatte livets mysterium.

“The Fountain” er på mange måder den banale fortælling om livets gåde, døden, kærligheden, og genfødslen – men alligevel mere grundlæggende om det skrøbelige ved eksistensen. Og i den forstand skal Aranofskys undergangsstyrede projekt måske i virkeligheden nærmere ses som en allegori over menneskehedens forfald i vor tid? Fremstillingen er i hvert fald universel og kunne utvivlsomt være rettet mod de sygdomme, krige, naturkatastrofer og den død, der åbenlyst forfølger verdenssamfundet i disse år.

Selv om det indholdsmæssige i “The Fountain” bestemt kan diskuteres og sikkert også vil skille vandene, er filmens indtagende stil ikke til at komme udenom. Aronofskys hofkomponist, Clint Mansell, har igen stået fadder til en lydside, der er prangende og fængende i al sin enkelthed og på alle måder giver filmen en helt unik stemning. Den elektroniske og repetitive lyd af strygere bygger bro mellem de tre tidsaldre og giver Aranofskys seneste hjertebarn sin guddommelige og eksistentielle stemning.

Men også visuelt rummer “The Fountain” gentagelser i forhold til “Requiem for a Dream”. Ligesom sidst er filmen denne gang klippet af Jay Rabinowitz, og selv om stilen er knap så hidsig, knap så frapperende, som det tidligere har været tilfældet, er det visuelle et af de største trækplastre ved “The Fountain”. Springene mellem fortid, nutid og fremtid bliver aldrig forvirrende, men er bundet ufatteligt solidt sammen og er – sammen med musik og tematik – med til at få filmen til at gå op i en højere enhed – banal historie eller ej.

Livets cyklus er for alvor på spil. Det handler om menneskehedens død, genfødsel og overlevelse, og den enes død er som bekendt den andens brød – som da Tommys sygdomsramte ægtefælle balancerer på randen af graven, mens en af hans forsøgsaber på mirakuløs vis tilsyneladende er ved at komme en abnorm kræftsvulst i hjernen til livs.

For Darren Aronofsky har der været langt op til den mesterlige forgænger – “Requiem for a Dream”. Nok for langt. Alligevel bør “The Fountain” bestemt ikke undervurderes, og trods åbenlyse banaliteter har han fat i den lange ende. Både auditivt og visuelt er “The Fountain” altså et animerende stileksperiment. Men stilen har også en anden funktion. Den underbygger nemlig den stemning, som fortællingen desperat – og med held – forsøger at skabe. I virkeligheden burde filmens visualisering af livets cyklus, fødsel, død og genfødsel nok være stof til eftertanke. Måske burde man stoppe op og reflektere over livets gang. For hvad er livet egentlig for en størrelse, når det kommer til stykket?

Trailer

Kort om filmen

I det 16. århundredes Spanien drager conquistadoren Tomas ud for at finde Ungdommens Kilde, som ifølge legenden kan skænke evigt liv. Som videnskabsmanden Tommy Creo arbejder han i vor tid desperat på at finde en kur mod den cancer, som er ved at tage livet af hans højt elskede hustru, Isabel. Og i det 26. århundrede er han nu den buddhistiske astronaut Tom, som – da han finder Livets Træ ude i en fjern stjernetåge – begynder at fatte de mysterier, som han har bakset med igennem et tusinde år. De tre historier smelter sammen til én sandhed, da de tre Tom’er – kriger, videnskabsmand og opdagelsesrejsende – forliger sig med livet, kærligheden, døden og genfødslen.