Selvom remakes af film har været forholdsvis almindelig praksis i mange år, er det at genindspille en film fortsat noget, der bliver set lidt ned på. Årsagerne til det er utvivlsomt mangfoldige og læner sig på mange måder op ad nogle af de klassiske problemstillinger for film. Hvis en enkelt mand sætter sig ned og skriver en bog, er omkostningerne til at overse, men en filmskabelse er en omfattende og sædvanligvis dyr proces, og den kræver folk, som er villige til at satse penge på, at projektet kan løbe rundt. Derved er det oplagt at se på, hvad der før har virket, og et sikkert sats er at læne sig op ad en tidligere films succesfulde historie.

Det er netop ofte mistanken om, at det mere er økonomiske beregninger end nogen kunstnerisk vision, der står bag diverse remakes, og derved sætter det dem i et noget tarveligt lys. At man så oven i hatten læner sig op ad andres bedrifter giver hele affæren en lugt af snylteri. Samtidigt er det dog også vigtigt at gøre sig klart, at nye film under alle omstændigheder i forvejen læner sig så meget op ad tidligere, at mængden af decideret originale værker er minimal. Alle stjæler fra alle andre, og på sin vis er remakes blot mere ærlige omkring det. Inden for musikken er det fuldt ud acceptabelt at genindspille tidligere numre, og nogle udgaver – såsom Jimi Hendrix’ coverversion af Bob Dylans “All Along the Watchtower” – ender med at føje nye og spændende facetter til de oprindelige. På samme vis har nogle remakes sågar overgået de oprindelige film, mens andre blot er endt som fejlslagne og pinlige affærer, der alt for tydeligt demonstrerer klasseforskellen mellem filmtalenterne.

I anledningen af Coen-brødrenes genindspilning af western-klassikeren “True Grit” har Filmz kigget på nogle af de bedste remakes – samt nogle af dem, som aldrig burde have set dagens lys.

Fem remakes, der aldrig burde være lavet:

Get Carter (2000)

Hvordan forvandler man en film, der ikke alene er en fantastisk thriller, et indsigtsfuldt karakterstudie og et stemningsfuldt tidsportræt til det argeste møg? Svaret gives med genindspilningen af Mike Hodges’ engelske klassiker “Get Carter”: For det første skærer man alle skarpe kanter af. Den usympatiske hovedperson gøres rar, forbrydelsernes grumhed tones ned, og en af de mest ikoniske og rystende slutninger droppes til fordel for en mere udglattende version. Oven i hatten har vi så Sylvester Stallone, der mildest talt er en ringe erstatning for Michael Caine, en kluntet klipning, et irriterende score samt et usammenhængende forvrøvlet manuskript. Den oprindelige “Get Garter” blev fornyeligt stemt ind i Time Out som en af de bedste engelske film nogensinde – denne version må nøjes med at blive valgt som en af de værste genindspilninger.

Psycho (1998)

Talentløs kan man derimod dårligt beskylde Gus Van Sant for at være, så derfor er det fortsat en stor kilde til undren, hvordan i alverden han fik overbevist sig selv om, at det var en god ide at genindspille Alfred Hitchcocks mesterlige “Psycho”. Og hvis man absolut skal genindspille en Hitchcock-film, hvorfor så tage en af de allermest populære? Genindspilningen er et næsten nøjagtigt shot-by-shot-remake, men alligevel udebliver magien fuldstændig, hvilket ret effektivt demonstrerer, at trylleriet foregår et eller andet sted imellem linjerne, og Van Sant mangler fuldstændig det unikke talent, som Hitchcock brugte til at få musikken til at flyde. Det føles mest af alt som at være til amatøraften i det lokale teater. Anthony Perkins leverede som bekendt den oprindelige films centrale præstation som den ikoniske Norman Bates, og Vince Vaughns forsøg på at matche ham er næsten smertefuldt at overvære.

The Wicker Man (2006)

En kilde til mindst lige så stor undren kan findes i genindspilningen af kultgyseren “The Wicker Man”, som mest af alt ligner en slags spøg. Den første film har en unik og meget besynderlig foruroligende tone, og det har muligvis været i et bizart forsøg på at kopier den, at den nye udgave er blevet den komplette fiasko, den er. Nicolas Cage fremsiger den mest tænderskærende dialog med totalt overspil, mens han løber frem og tilbage iført bjørnekostume og sparker kvinder i ansigtet. Som tilskuer sidder man tilbage med munden på vid gab, mens man vrider hjernen for at forstå, hvordan så fine skuespillere som Nicolas Cage og Ellen Burstyn kan fejle så totalt. I det mindste har filmen det fortrin frem for de tidligere nævnte film, at den er så rædsom, at den ender med at være ret så ufrivilligt morsom at se, og replikker som ”Not the bees!” og ”Step away from the bike” er siden blevet folkeeje på internettet og gentaget i utallige YouTube-videoer.

The Pink Panther (2006)

Den oprindelige “Pink Panther”-serie startede i fin form og fortsatte formidabelt med “A Shot in the Dark”, der uden tvivl er en af de sjoveste komedier nogensinde. Da filmene viste sig særdeles indbringende, blev en stribe fortsættelser lavet, og efterhånden faldt kvaliteten desværre betydeligt. Selv de værste indslag af den oprindelige serie var dog aldrig så larmende usjove som dette sølle remake, hvor Steve Martin og Kevin Kleine har overtaget Peter Sellers og Herbert Loms roller som henholdsvis Inspector Clouseau og hans nervesvage chef Dreyfus. De oprindelige film er fulde af grænseoverskridende vitser og en i bund og grund ret usympatisk hovedperson, der selv tror, han er et geni, men i denne familievenlige udgave falder vittighederne til jorden med et brag så stort, at Peter Sellers formodentlig kunne høre det i graven. Og hvem end der fik ideen om, at Jean Reno ville være en god erstatning for karate-tjeneren Cato, burde få prygl med en våd croissant.

The Day the Earth Stood Still (2008)

Selvom effekter bliver mindre overbevisende med tiden, så overlever de gode ideer, og det er ikke mindst de spændende tanker bagved historien, der er en af grundene til, hvorfor science fiction-klassikeren “The Day the Earth Stood Still” stadig ses, og hvorfor den vil blive ved med at fascinere langt ud i fremtiden. Det samme kan imidlertid næppe siges om dette flade remake, hvori ideerne drukner i uimponerende computereffekter og en voldsom mangel på opfindsomhed fra filmskabernes side. Originalens tankeprovokerende manuskript er her skiftet ud med et selvmodsigende og kluntet et af slagsen, og iført et mørkt jakkesæt, der må være blevet tilovers fra “Johnny Mnemonic”, spiller Keanu Reeves rummanden med komplet mangel på personlighed. Reeves beskyldes tit for altid at spille den samme rolle, men i dette tilfælde spiller han ikke engang den. Det er lidt af en bedrift at gøre Jordens undergang til en kedsommelig affære, men dette remake klarer opgaven til topkarakter.

Fem vellykkede remakes:

Ridderfalken (1941)

Det er nærliggende at tro, at genindspilninger er noget, der mest hører nutiden til, men faktisk var de endnu mere hyppige før i tiden. Således blev Dashiell Hammetts roman “Ridderfalken” bragt på det store lærred hele tre gange inden for kun 10 år – første gang i den ganske vellykkede 1931-udgave og anden gang i den temmelig rædsomme “Satan Met a Lady”, hvor selv tilstedeværelsen af Bette Davis ikke hjalp. Det var dog først i 1941, at brikkerne faldt helt på plads. Legendariske John Huston havde aldrig lavet en film før, og stjernen George Raft nægtede at lade sig instruere af en nybegynder og skred prompte. Det var på mange måder et lykketræf, for rollen som kynisk privatdetektiv tilfaldt i stedet Humphrey Bogart, der her leverer en blændende stjerneskabende præstation. Han er dog omgivet af fantastisk skuespil fra Mary Astor, Peter Lorre og Sidney Greenstreet. Filmen består primært af springfarlig dialog, men Huston formår at tilføje det hele sådan en styrke og hast, at den mere føles som en actionfilm. Den dag i dag er “Ridderfalken” forblevet et kraftværk af formidabel underholdning.

Floating Weeds (1959)

Den japanske instruktør Yasujirô Ozu vendte atter og atter tilbage til de samme temaer, hvorfra han formåede at frembringe en følelsesmæssig dybde, der stort set er uden sidestykke. En af de få deciderede genindspilninger, han lavede, var imidlertid mesterværket “Floating Weeds”, der vendte tilbage til historien fra “A Story of Flotaing Weeds”, som Ozu havde lavet som stumfilm i 1934. Filmen følger en lille gruppe skuespillere, der ankommer til en søvnig havneby, hvori den ene viser sig at have en søn fra en tidligere affære. Hvor stumfilmen havde en vred undertone, giver den ældre Ozu det hele en let følelse af sørgmodig accept. Ozu er unik i sit filmsprog, som består af rolige, men afsindig flotte billeder, der klippes sammen på en måde, som trodser almindeligt filmsprog, men alligevel virker helt naturligt og uprætentiøst. Historien kunne meget vel have været fortalt som et oppustet melodrama, men Ozu vælger i stedet at fortælle den via neddæmpede hverdagsbegivenheder, hvilket netop er grunden til, at den virker så hjerteskærende stærkt. Ganske vist udspiller historien sig i fortidens Japan, men til trods for tid og kulturkløft genkender man sig selv i personerne og ser sit eget liv udstillet på formidabel vis.

Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans (2009)

Hvad præcis, der er en genindspilning, og hvad der ikke er, er ofte et problematisk spørgsmål. Da Abel Ferrara først hørte om planerne om at genindspille hans 1992-film “Bad Lieutenant”, ønskede han død over folkene bag remaket. Den nye films instruktør Werner Herzog svarede imidlertid, at det ikke var en genindspilning, og at han aldrig havde set den oprindelige film eller overhovedet vidste, hvem Ferrara var – hvilket faktisk ikke er usandsynligt taget Herzogs specielle tilgang til film i betragtning. Filmen har da heller intet andet tilfælles med den originale end titlen og er et helt anderledes abstrakt værk. Nicolas Cage har ganske vist makværk som “Wicker Man” på samvittigheden, men han er helt og aldeles blændende her som hyperpanisk betjent, der finder sin vej gennem det knækkede og moralsk rådne New Orleans. Fotografen Peter Zeitlinger fremtryller et landskab, som både er nærværende og helt anderledes, end noget man har set før, og filmen krydres med excentriske detaljer, som ingen anden filmskaber end Herzog kunne finde på at bruge. Begge “Bad Lieutenant”-film er fremragende, men skulle jeg absolut pege på det ene som det større værk, så blev det uden tvivl det her.

The Thing (1982)

John Carpenter var en stor fan af Howard Hawks. Han havde allerede tidligere ladet sig inspirere af Hawks’ film i “Sidste nat på station 13”, og han havde endda vist klip fra Hawks’ “The Thing from Another World” i “Halloween”. Det virkede måske derfor oplagt at forsøge sig med en genindspilning af samme film, som skulle blive Carpenters første skridt ind i de store budgetters rækker. Filmen blev imidlertid en økonomisk fiasko, og “The Thing” blev sablet ned i pressen. Tiden var til nuttede rumvæsner i “E.T.” og bestemt ikke til denne eksistentielle horrorfilm, der imidlertid velfortjent siden er blevet en gyserklassiker. “The Thing” handler ganske vist umiddelbart om invasionen udefra, men er i bund og grund mere rettet indad, efterhånden som kroppene overtages af indre fjender, og identitet blev et tiltagende uklart begreb. De banebrydende effekter, der viser sønderrevne skikkelser for fuld udblæsning, får nærmest en surrealistisk kvalitet i filmen og føjer til den paranoide og uvirkelige stemning. Skuespillet fra bl.a. Kurt Russell er fortrinligt, mens Ennio Morricone på lydsiden leverer noget særdeles stemningsfuld og foruroligende musik. Alt dette gør “The Thing” til en af de få gysere, man kan blive ved med at vende tilbage til for at finde nye facetter.

Heat (1995)

Michael Mann havde i evigheder forsøgt på at få sin kriminalfilms-epos realiseret, men da det ikke bar frugt, tilpassede han det i stedet til en mere familievenlig udgave med tv-filmen “L.A. Takedown”, der var tiltænkt som starten på en tv-serie. Serien blev imidlertid aldrig til noget, og da Mann omsider fik muligheden for at realisere sit projekt, blev det med en førsteklasses produktion. “Heat” centrerer sig om emner, som Mann tidligere havde bearbejdet i heist-filmen “Thief”, og præsenterer adskillige duperende scener, hvoraf ikke mindst et nervepirrende bankrøveri imponerer. For filmfans var det største øjeblik dog den scene, hvori Al Pacino og Robert De Niro mødes over en kop kaffe, og de to filmlegender langt om længe delte en scene. De to beslutsomme sjæle viser sig at have flere fællestræk end hidtil antaget, og kodeksen om at tilsidesætte alt andet viser sig at være én, som de begge må følge. “Heat” kan på mange måder ses som en slags hyldest til disse ensomme arbejdsheste, der ofrer sjælefred, lykke og familieliv for at påtage sig deres sande kald.

Hvilke remakes, synes du, er de bedste – og de værste? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter i forummet.