“The Pink Panther” er en enorm let film at hade, håne, nedgøre og stemple som værende intet andet end blasfemisk, opportunistisk nonsens. Fakta er, at Steve Martin ikke har haft et seværdigt hit i årevis, traileren var frygtelig og tanken om en kommerciel genskabelse, af en af mediets mest udødelige og elskede sagaer bragte fuldt forståeligt sindene i kog. Endda trak den originale serie i forvejen i nødbremsen et par film for sent, men besad oprindeligt en af mediets mest udødelige præstationer.

Men vær parat på et chok: Steve Martins udgave af Blake Edwards og Peter Sellers mangfoldige “The Pink Panther”-film er ikke forfærdelig. Den er ujævn og ret uvedkommende, ja. Den er ikke særlig morsom, nej. Men den er bestemt heller ikke så gennemført forfærdelig, som man kunne have troet. Hovedgrunden hertil er netop Steve Martin. På trods af, at manden selv har været med til at nedfælde de mange ineffektive og påtagede jokes, som filmen er læsset med, så er det også Martins karismatiske stupiditet i hovedrollen, samt hans tydelige kærlighed for materialet og især dets rødder, der redder filmen fra den totale elendighed.

Paradoksalt nok er det sandsynligvis også Martins affektion for kildematerialet, der er filmens største akilleshæl. Martins “The Pink Panther” er en film fanget i en anden films krop – bange for at leve sit eget liv. Mange af personerne, såsom Clouseau (Martin i Peter Sellers’ fodspor) og Dreyfus (en ganske veloplagt Kevin Kline), går igen fra de gamle film, og der er også flere referencer til klassiske Panther-scener. Men derudover er lighederne få, og forsøget på at ære de ældre film og operere under netop disses særprægede komiske regelsæt, hæmmer filmens chancer for at stå på egne ben og ånde frit.

Spørgsmålet er egentlig, hvorfor man overhovedet har valgt at lave en genfilmatisering af “The Pink Panther”, og ikke har opdigtet en ny karakter med eventuelt italiensk eller spansk islæt på jagt efter noget andet end en lyserød diamant? Lighederne er fåtallige nok til, at man kunne have gjort det uden for meget arbejde. Derudover er der endda også visse klassiske Panther-varemærker, der i høj grad mangler. Men det er i sidste ende selvfølgelig seriens populære navn og dertil hørende titelmelodi, publikum og historie, man ønsker at udnytte.

Filmen er ellers ganske hæderligt lavet og tydeligvis lavet af folk, som mente, at de vitterligt havde en chance for at lave en god komedie på trods af alverdens forventninger og fordomme. Udover førnævnte Kline deltager bl.a. også Jean Reno, der med sin kyniske, nedtonede facade er et fint modstykke til Martin. Det er nok også de færreste, der vil blive irriterede over guddommelige Beyoncé Knowles’ flittige optræden. Og så er her også en enkelt kortvarig gæsteoptræden, som virkelig rammer plet på den komiske skydeskive – og ikke bør afsløres her. Men imellem disse fåtallige lyspunkter er der simpelthen alt for meget pruttehumor, alt for meget letkøbt falden-på-halen ‘komedie’, for mange forudsigelige dumheder og simpelthen alt for meget ligegyldigt bavl.

Havde det ikke været for Peter Sellers, var de gamle film gået direkte i glemmebogen. Der er næppe nogen anden skuespiller på planeten, der kunne have gjort det samme stykke arbejde – se blot hvor forfærdelige, de “The Pink Panther” film var, som blev produceret efter mandens død. Heldigvis er Martins udgave af Clouseau tilpas anderledes til ikke at virke som en tam og usmagelig efterligning, men han er i denne udgave samtidigt også en karakter, der ikke gør noget stort indtryk. Sellers formåede at gøre Clouseau til en elskelig figur med sit fantastiske mix af barnagtig dumhed og oprigtig charme og gejst – noget helt unikt indenfor filmverdenen.

Sellers triumf var også at skabe en fantastisk kontrast imellem sin karakters usandsynlige gerninger og de virkelighedstro omgivelser, hvor universet i Martins “The Pink Panther” derimod er lige så ekstremt som Clouseau, hvorfor humoren virker endnu mere traditionel. I denne film er Clouseau blevet til en forglemmelig komisk oplevelse, og det samme gælder i høj grad filmen, hvori han optræder.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Filmens fotograf, Jonathan Brown, har tidligere for det meste blot arbejdet som kameraoperatør på alskens visuelt prægtige filmproduktioner. Men han har tydeligvis lært en del og har givet “The Pink Panther” en flot, om end lettere ordinær, billedside. Især farverne virker virkelighedstro og dejligt fyldige – de springer nærmest ud af skærmen. Alt imens en solid kontrast sørger for at forhindre enerverende distraktioner. Lidt manglende skarphed hæmmer desværre detaljerigdommen en anelse og umuliggør en topkarakter.

AudioSkivens engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er et fint et af slagsen. Subwooferen leverer en god bund. Atmosfæren, skabt af kanalnetværket, går an, men savner lidt kreativitet. Dialogen er krystalklar, men musikken kunne godt have fået lov til at fylde lidt mere ud i baghøjtalerne.

EkstramaterialeInstruktør Shawn Levy leverer et sobert og godt kommentarspor. Man kunne dog have ønsket sig lidt flere deltagere på sporet. Derudover er der intet. Men udgivelsens fornemme menuer skal alligevel nævnes. De byder på imponerende 3D-animationer og er samtidigt nemme at operere.

I komedier er grænsen mellem hvornår en vits fungerer og hvornår den falder til jorden ofte ultra skarp. Nogle gange kan en lille fejlplacering i timingen eller en forkert betoning være rigeligt til at vi ikke længere griner. Et eksempel på det er desværre “The Pink Panther”, der mere eller mindre genbruger de samme vitser der gjorde de oprindelige film så sjove, men som taber næsten dem alle på gulvet.

Den første film i serien kom helt tilbage i 1963. Peter Sellers’ Inspektør Clouseau figur var oprindeligt ikke hovedpersonen, men blot en komisk sidefigur, mens den rigtige “helt” var David Nivens mestertyv. Ikke desto mindre stjal den lille inspektør med den tilknappede trenchcoat, det smalle overskæg og den kiksede franske accent fuldstændigt billedet. Det naturlige valg var at lave en fortsættelse der i stedet havde Clouseau som hovedperson. Den kom med “Et skud i mørket” hvor han var tilbage, denne gang suppleret med den nervesvage chef Dreyfus i form af Herbert Lom. Formularen var en perfekt succes og “Et skud i mørket” står i dag som højdepunktet i en meget underholdende serie. Peter Sellers’ død standsede serien, som dog blev forsøgt genoplivet et par gange men uden held.

Ikke desto mindre er Inspektør Clouseau, i skikkelse af Steve Martin, tilbage, i denne nye film der, som en slags “Clouseau Begins”, forsøger at viske tavlen ren og starte forfra. Den franske fodboldlandsholdstræner bliver myrdet og hans diamant, den lyserøde panter, forsvinder sporløst. Chefinspektør Dreyfus (Kevin Kline) beslutter sig for at sætte landets mest uduelige politimand på sagen så han kan forkludre den. Herefter vil Dreyfus selv overtage styringen, finde den skyldige og vinde al hæderen (hvorfor han ikke bare tager sagen selv fra starten af skal stå hen i det uvisse). Den største idiot i politiet viser sig at være ingen anden end Clouseau, som Dreyfus forfremmer til inspektør og giver Gilbert Ponton (Jean Reno) som hans assistent.

At overtage rollerne efter Peter Sellers og Herbert Loms fremragende præstationer er et voldsomt utaknemmeligt arbejde og det falder heller ikke særligt heldigt ud. Man får hurtigt en fornemmelse af at snarere end at spille selvstændige roller som henholdsvist Clouseau og Dreyfus, laver Martin og Kline blot imitationer af Sellers og Lom. Særligt Steve Martins Clouseau falder igennem. Problemet er måske at selvom Steve Martin er en dygtigt komiker, så har han slet ikke det snert af vanvid som Sellers gav Clouseau. Steve Martin virker som en der måske nok er fjollet, men trods alt har fødderne solidt plantet i denne verden. I de gamle film kom en stor del af humoren fra det faktum at Clouseau helhjertet opfatter sig selv som en blanding af Sherlock Holmes og James Bond, og aldrig bliver klar over hvilket fjols han egentlig er. Steve Martins Clouseau er derimod en smule for selvbevidst til rigtigt at tro på det.

Derudover har filmen Jean Reno som en erstatning for Cato, men Reno virker underligt malplaceret i filmen i en rolle der hverken er interessant eller morsom. Desuden spiller Beyoncé Knowles den afdøde fodboldtræners kæreste. Hun tilføjer ikke filmen noget, men gør på den anden side heller ingen skade.