Et debut-år går på hæld, og som alle andre fede ting er min første hele sæson på Filmz gået så hurtigt, at jeg næsten ikke har lagt mærke til det. Ud over chancen for at se, høre, læse, skrive om film, er det en oplevelse at blive udfordret af og lære fra de mange Filmz-brugere. At se tilbage nu giver mig en fornemmelse af, at 2014 har været et godt filmår. Min liste over de bedste film har derfor heller ikke været nem, og den første til at kritisere og debattere de følgende skal være mig selv. Men film, jeg mener har rørt og rykket mere end bare som så, har fået pladserne.

5. “Edge of Tomorrow”

En vanvittig præmis udnyttes af Doug Liman til en vedkommende, hjernevridende og først og fremmest konstant spændende actionfilm, der puster liv i den sequelramte genre. Emily Blunt cirkelsparker Jennifer Lawrence ned fra actionpige-tronen, og så er en af verdens største stjerner de sidste 30 år igen relevant at kigge på i en ironisk præstation som det glatte ansigt, der hurtigt indser, han ikke er meget mere end blot det.

4. “Joe”

Enhver film, der på en ordentlig måde kan udnytte bare en lille smule af det, der rumsterer inde i Nicolas Cage, fortjener en udmærkelse. Det er, som om Cage brænder op sammen med den halvgale tømmerarbejder, der forsøger at tøjle sin indestængte vrede i et grimt samfund. En lille amerikansk landsby, hvor overklassen lige har råd til dårlig whisky, og alle de andre roder i skraldet efter brugte kondomer.

3. “Boyhood”

Svær at komme udenom og umulig ikke at holde bare en lille smule af. Richard Linklaters lille, men lange genistreg af et projekt, den mest indie’ede indiefilm i lang, lang tid. Som i musikkens verden har indie sejret ad helvede til, og alle studier laver nu halvdyre film om helgenerte drenge. “Boyhood” er heldigvis alt det gode: skuespillet, roen, humoren og smerten. Og Coldplay på soundtracket er tilladt, når optagelserne begyndte dengang, de var et halvukendt band.

2. “Nightcrawler”

I slutningen af året kravlede denne lille perle under radaren og viste at Jake Gyllenhaal kan være en fuldstændig forrygende skuespiller og Los Angeles en forrygende medspiller. Gyllenhaal sammenblander slimet moral og ulækre ambitioner til en karakter, man forbander sig selv for at holde med. Scener med Rene Russo lugter af helt forkert sex, og det mørke Los Angeles spiller som i “Drive” en stor rolle i en hysterisk morsom og morbid kritik af medieverdenen.

1. “Hende”

Mind=blown. Internettets vokabular af overdrivelser er måske det, der bedst indfanger min følelse af at se Spike Jonzes mest fantastiske film indtil nu. Heart=broken. Det er en smuk film på alle måder og skræmmende nok den mest troværdige kærlighedshistorie på film i mange år. Castet er så perfekt, at flere skuespilkarrierer kulminerer på én gang samtidig med en instruktør, der får det maksimale ud af sit visuelle geni. En tragisk skildring af moderne kultur, men også en håbefuld karakteristik af menneskeaben. Faith in humanity=restored.