Boyhood
Udgivet 1. sep 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Der åbnes med en dreng, der ligger og kigger op på skyerne. Seksårige Mason er en drømmer, og hans mor bekymrer sig over, at han ikke engagerer sig mere i skolen. Hun er fraskilt og har svært ved at give Mason og hans storesøster de muligheder, som hun mener, de bør have. Det er en velkendt historie. Både på film og i virkeligheden. Men det en stor instruktør kan gøre, og Richard Linklater er utvivlsomt en af de største nulevende, er, at vise os det velkendte på en måde, så vi ser det, som om det var første gang.
Det bemærkelsesværdige ved skildringen af den ægtemand samt den tidligere, der var en alkoholisk kontrolfreak, er, at de aldrig fremstår som onde. Konsekvenserne af deres handlinger er det, men karaktertegningen er så tredimensionel og realistisk, at man aner, at de har deres egne traumer og forhistorier, der har gjort dem til det, de er. Intetsteds i filmen er det mere tydeligt end med børnenes biologiske far, der i starten af filmen er stukket af til Alaska i en eller anden frihedsfantasi. Med jævne mellemrum dukker han op i deres liv som den seje far, der har overskud og humor, men som ikke behøver at løfte noget af ansvaret for dem. Der er en tydelig samfundskritik i filmens behandling af kønsmønstre, men den bliver aldrig eksplicit. Linklater stoler på sit publikum.
Det, der helt sikkert vil tiltrække sig mest opmærksomhed ved “Boyhood”, er, at den er skabt over tolv år. Vi ser bogstaveligt talt Ellar Coltrane, der spiller Mason, blive voksen for øjnene af os. Der var absolut ingen garanti for, at den femårige knægt, som Linklater oprindeligt castede, ville kunne bære en hel film, men Coltrane gør et uudsletteligt indtryk. Han stjæler aldrig scener (det gør derimod søsteren spillet af Linklaters egen datter, Lorelei), men han har en underspillet charme og stille eftertænksomhed, der gør ham til et naturligt omend diskret centrum for fortællingen. En eksemplarisk scene er, da de under en flytning er i gang med at rydde huset. Mason bliver sat til at male pletter på vægge og lister. Han når til dørkarmen, hvor børnene har fået målt deres højde. Han kigger rundt på sin mor og søster og maler det så over. Simpelt, men sublimt fortalt.
“Boyhood” er Linklaters magnus opus; det værk, der opsummerer og ophøjer hans film til kunst. Jeg har haft svært ved at bedømme den, fordi den netop er indbegrebet af hans ukunstlede og umiddelbare stil, der ikke gør noget væsen af sig. Det tager tid og eftertanke at værdsætte, hvad det er, han gør. Som klogere hoveder end mit har påpeget, så tager det et geni at få det komplekse til at se enkelt ud. Det er en film, der kun vil blive bedre med flere gensyn, og jeg glæder mig til at se den igen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet