Helt rigtig telefonsex med Scarlett Johansson

Spike Jonze har tidligere inviteret mig på tur ind i en kendt skuespillers hoved i “Being John Malkovich”, skaffet en Oscar-nominering til en fiktiv karakter med “Orkidé-tyven” og afholdt legetime med levende bamsedyr i “Where the Wild Things Are”. Så havde det været alle andre end lige den eksperimenterende musikvideo-instruktør, der havde inviteret på romancedrama imellem mand og styresystem, så havde jeg nok skeptisk sagt: “Aaarhh?” Men når det er Spike Jonze, der indbyder: “Helt sikkert, kom med!”

Det virker måske fjollet og let afviseligt. Men når Joaquin Phoenix’ nære fremtidsmand, Theodore, bliver blød i menneskeknæene ved, at hans nye computer-styresystem med kvindestemme taler til ham, så har Spike Jonze bare en evne til at få mig til at æde logikken i sine universer, der må være udtænkt med en invaliderende stor højre hjernehalvdel. Og så hjælper det nok på det, at styresystemets stemme leveres af en sexyhæs Scarlett Johansson. Kunstig intelligens og Scarlett Johansson lyder måske som en truende drengefantasi, men truslen afværges til fordel for en indie-sød og hipster-blød tone og følelse, der rimer på (k)ærlig.

Det er netop følelsen, der er omdrejningspunktet i “Hende”. Filmen krammede mig med sin helt rigtige indie-måde at ufokusere lyskilderne, der så kunne skinne på Joaquin Phoenix’ helt rigtige, underspillede hipster-antihelt komplet med ironisk overskæg og forfatterdrømme til de helt rigtige, urbane toner af Arcade Fire. Rart eller rettere helt rigtigt, cool selskab. Men har man ellers set sine film om kunstig intelligens, så ved man også, at de er onde og ude på noget, computerne – tænk bare på H.A.L 9000 fra “Rumrejsen 2001”. Men ikke her, ikke på den her rejse, der er hyggevarm og uden skurke. Her er allerhøjest en nuanceret bitter ekskone, der bare gerne vil have eks’et på skrift, så hun kan komme videre med det rod, kærligheden og livet er.

På samme vis roder “Hende” lækkert nuanceret med evigtgyldige emner som ensomhed, tosomhed, kærlighed og menneskelighed. Uden at give svar, naturligvis. Alt andet ville ikke have været helt rigtigt. For jeg heppede på kærligheden, da Theodore måske nok stadig er fysisk alene, men tæver sin ensomhed med hende der styresystems-Samantha i øret, der flirter alt det hendes programmører har lært hende. Og jeg følte deres begær, da de fuldbyrder forholdet med en omgang intens dirty talk. Men jeg mærkede også skepsis i forhold til Samanthas maskinelle ufejlbarlighed, der fjerner parforholdets største kærlighedserklæring: viljen til at se stort på den andens fejl. Og så må selv Joaquin Phoenix sande, at det er svært at ligge i ske med en stemme.

Så selv om Spike Jonze, her med sit første eget manuskript, let kunne pege en løftet fremtidsfinger imod perfekte selvglansbilleder på Facebook og vores stigende fokus på mig fremfor dig, så gør han det ikke. Det er ikke det, han vil. Heller ikke da veninden Amy (Adams) bliver skilt til fordel for mig-tid med sit styresystem. Jonze sætter bare blødt og cool menneske-maskine-bolden i spil, men den skal ikke gribes, bare hænge der, fordomsfrit svævende imens Samantha hæst synger menneskeknæene lækkerbløde på Theodore og mig i en fremtidsby, der hverken føles fjern, ond eller optimal. Bare menneskelig, hvad det så end er.