Svært ikke at glo

Jeg tvinger altid mig selv til at fortsætte min færd, hvis jeg ser et trafikuheld på min vej. Selv om jeg har lyst til at stoppe op og kigge. Og glo. Blod, blå blink og en smadret bil. Det er forbudt, men min indre katastrofe-voyeur kan lide at se de tragiske detaljer. Det er min natur. Og det er den natur, som Jake Gyllenhaals stjernegode stjernepsykopat ved navn Lou Bloom lokker som såkaldt nightcrawler i den her grovlækre samtidssatire.

Som tv-morderen Dexter eller Patrick Bateman fra “American Psycho” føler Bloom ingenting. Han ligner et menneske, men fungerer ikke som et. Han registrerer de andre og leger dygtigt kongens efterfølger. Derfor bliver han et spejl af sin tid. Han kan samtlige bullshit-buzzwords fra new management-håndbogen, hvor begreber som vækst, initiativ og rosende ledelsesfeedback er lige så klamt overbevisende en del af ham som de stikkende, stirrende øjne, der nærmest er ved at falde ud af hovedet på ham. Han vil gøre det, der skal til for at få en karriere, som tiden jo tilsiger, man skal. En hvilken som helst karriere bare den er badet i succes. Han vil tjene penge til at købe sin egen lottokupon, som han spidsformulerer sin kyniske version af den amerikanske drøm.

Det er ren satire. Bloom er så psyko, at det kun er til at få absurd gode grin af. Og lidt eftertanke. Men de tanker er bøjet i nattens mest lysende neon. Bloom bliver natteulykkernes konge. Blodige biluheld, parcelhusbrande og væbnede hjemmerøverier fanger han de tragiske højdepunkter fra med sit videokamera og sælger til højest bydende – en seertalsdesperat, vampet version af Rene Russo, der spiller sin rolle i new management-hierarkiet som tv-redaktøren, der skal skaffe tragiske sensationer til dine morgencornflakes. Dem leverer Bloom bedre end nogen anden. Han har nemlig ingen grænser. Heller ikke da han ‘ansætter’ en hjemløs som sin assistent. I en praktikstilling, naturligvis. Men for rette vedkommende er der store karrieremuligheder og bullshittitler i vente, forsikrer den tidstypiske psykopat.

Medierne og tidens toner er dumme. Ja, ja, det vidste jeg da godt. Men når det er fortalt med så smækkersarkastisk en tone som her, så genudsend gerne. ”Forestil dig en skrigende kvinde, der er skåret i halsen,” forklarer Russos redaktør uden at trække på sit botoxansigt, om den type klip hun vil betale dyrt for. Underforstået en hvid forstadskvinde. Bloom forstår. Alle forstår.

Og ligesom budskabet ikke kan misforståes, så kan iscenesættelsen af natten i “Nightcrawler” det heller ikke. Den ER i neon. Grønne trafiklys er overeksponeret lækre, når Bloom suser som slave af sin politiradio frem til nattens næste katastrofejob med sit blændende blitzlys på kameraet i sin Hot Wheels-røde blikfangsbil. Det er L.A. Det er neonnatten. Det er som i begyndelsen af “Drive”. Som en Deluxe-version af at spille “Grand Theft Auto” bare uden kontrol. Som at glo på et fotografi af Gregory Crewdson. For meget. For lækkert. For dystert. Det er svært ikke at glo.