Se. Den. Igen.

Når Tom Cruise ligner Tom Cruise på plakaten til en ny sci-fi-film med action ovenpå, så kan jeg ikke lade være med at være en snert forudindtaget. Han redder vel verden igen? Men jo mere jeg tænker over det, så er der ikke noget galt i at sætte sig ind til en film med fordomme, så længe man ser filmen med et åbent sind. Tværtimod. For så kan det gå, som det gjorde, da jeg så “Edge of Tomorrow”: Jeg var morderligt godt underholdt i 113 uforpligtende, men hæsblæsende minutter.

Doug Liman står bag, som tidligere har dirigeret den første film om Jason Bourne og “Mr. & Mrs. Smith”, der toner på min hylde med guilty pleasures, siden jeg så den første gang for år tilbage. Liman har en sjette sans for at instruere action og akkurat som i førnævnte Mr. & Mrs.-ramasjang-nonsens, har han i “Edge of Tomorrow” skruet et effektivt eksprestog af en film sammen, der buldrer mod afgrunden uden stop. Historien er skrabet. Der bruges ikke lang tid på at opsætte en storstilet D-Dags-lignende krigsscene imellem dyrt bevæbnede soldater og ondsindede rumvæsener.

“Edge of Tomorrow” kan skæres ned til: En soldat, der gennemlever den samme dag igen og igen, eftersom tiden skrues tilbage, hver gang soldaten dør. Og da den dag er dagen, hvor menneskeheden forsøger endegyldigt at besejre en invaderende hær af rumvæsener, så er der naturligvis både uhyre meget på spil og uhyre mange uhyrer at skyde i stykker for vor kære hovedperson. Det er en sjov fortælleform, som helt naturligt sikrer karakterudvikling hos Tom Cruises soldat, da han hver dag bliver en dygtigere og mere erfaren soldat. Erfaring tæller.

Der er ofte noget usammenhængende ved historier, hvor der pilles ved tidens gang, men det er der ingen grund til at tænke videre over i her. Mysteriet bag den konstante gentagelse af samme dag og hemmeligheden bag rumvæsnernes akilleshæl, er spændende nok til, at jeg let glemte eventuelle plothuller, så snart en ny dag og nye rumvæsner meldte sig. Og så hjælper det til festen, at menneskenes robotdragter omdanner soldaterne til omvandrende masseødelæggelsesvåben. De er ødelæggende fede. Og med en undskyldning i plottet for gang på gang at kaste en hel hær af disse ned over en endnu større og stærkere hær af elektriske blækspruttevæsner sikres det, at man aldrig keder sig.

Det passer Tom Cruises pretty-boy-facon fint, at han til at starte med er en tøsedreng, der langsomt vokser med opgaven, mens Emily Blunt med et bestemt ansigtsudtryk fanger dualismen i sin karakter. Uden på er hun en pansret supersoldat, men indeni gemmer hun på en forslået og hemmelighedsfyldt identitet. Instruktør Liman holder et stramt greb om filmen, og gennem den menneskelige nerve i relationen imellem Tom Cruise og Emily Blunt sikres den rette dosis af både stille stunder og meget, meget larmende stunder. Sammenlagt giver det filmen den rette edge.