Dansk ungdomsfilm med benzin i blodet og en sidste sjov dans med James Gandolfini er på programmet i biograferne i denne uge. Filmz’ anmeldere har vurderet de to vellykkede premierefilm.
”Enough Said” er en lille film med et par store skuespilspræstationer af Julia Louis-Dreyfuss og den afdøde James Gandolfini. En uimodståelig romantisk komedie om kærlighedskvaler blandt midaldrende, almindelige mennesker. Jannie Dahl Astrup har været inde og anmelde filmen.
”Et modent slag i bolledejen for den lille komedie uden de store armbevægelser. Men den tør også dramaet og den dybere klangbund. “Enough Said” føles som et frisk pust med sit lille budget, skæve skuespillerensemble og instruktøren Holofceners morsomme betragtninger,” skriver Jannie Dahl Astrup om komedien.
Læs anmeldelsen af “Enough Said”.
Johnny Vinther Jensen frygtede det værste, men blev glædelig overrasket over den danske ungdomsfilm “Lev stærkt”. En veldrejet drengerøvsfilm med benzin i blodet og stilsikre billeder.
”Det er en film, der lægger sig ind i en stærk, dansk tradition for ungdomsfilm, der aldrig taler ned til deres publikum, men som ikke desto mindre insisterer på (men gudskelov aldrig prædiker) en moralsk pointe i historien,” skriver Johnny Vinther Jensen i sin anmeldelse.
Læs anmeldelsen af “Lev stærkt”.