Ungdomsfilm, som danskerne gør det bedst

Det er forbløffende, hvor ofte trailere kommer tæt på at ødelægge en film. Hvis man skulle være så uheldig at have set traileren til “Lev stærkt”, så vil man sandsynligvis tro, at filmen er en billig, dansk kopi af “The Fast and the Furious” med et overeksponeret, romantisk sideplot. Det er synd. Ikke mindst fordi filmen faktisk er endnu et veldrejet ungdomsdrama fra instruktøren, der gav os “Råzone”. Det er måske den største, positive overraskelse, jeg har fået i biografen i år.

Der bør ikke være nogen tvivl om, at “Lev stærkt” er en drengerøvsfilm, men det er værd at bemærke, at filmen mere handler om drengerøve, end den er målrettet dem. Det slæng, som hovedpersonen Nikolaj omgiver sig med, er hamrende umodne, ude af stand til at overskue konsekvenserne af deres handlinger og sikre i deres tro på, at de er udødelige. Filmens store præstation i den forbindelse er, hvordan den formår at gøre dem troværdige og menneskelige uden på nogen måde at gøre dem synderligt sympatiske. De forandrer heller ikke pludseligt personlighed, som plottet tager fart, men skildres konsekvent.

Et af de vigtigste elementer i den skildring var for mig dialogen. Alt for tit oplever man i ungdomsfilm en tåkrummende pinlig dialog, der tydeligvis er skrevet af forfattere, der knap nok husker deres egen ungdom og som i hvert fald ikke har researchet det miljø, de skildrer. Når selv jeg, der er så lidt street, som det er menneskeligt muligt at være, sidder og sukker over det urealistiske sprog, så har man et problem. Jeg skal ikke afvise, at personer i det miljø, som filmen skildrer, vil finde den latterlig, men for mig var dialogen og miljøskildringen generelt et af de elementer, der gjorde filmen levende.

Jeg nød “Lev stærkt”. Det er en film, der lægger sig ind i en stærk, dansk tradition for ungdomsfilm, som aldrig taler ned til deres publikum, men som ikke desto mindre insisterer på (men gudskelov aldrig prædiker) en moralsk pointe i historien. Oplagte eksempler er “Zappa”, “Den kroniske uskyld” og “Mirakel”. Det, der giver filmen det sidste afgørende løft, er de meget stilsikre billeder. Fotografen har tydeligvis fået lov til at lege og eksperimentere som i de skarpt klippede biljagtsekvenser, men instruktøren sikrer, at det visuelle udtryk altid tjener historien.

Plottet i “Lev stærkt” kredser om de voldsomme følger af en bytur. Nikolajs bedste ven er endt i fængsel. Nikolajs dårlige samvittighed forværres, da han involverer sig med den pige, som vennen datede. Nikolaj er gruppens samvittighed og ham, der altid gør det rigtige. Undertiden er han ved at blive irriterende meget duksedreng, men heldigvis holdes tempoet oppe, så der ikke dvæles ved det. Anderledes interessant er vennen spillet af den lovende Jakob Oftebro, der får mest muligt ud af sin karakters traumer. Der er en naturlighed og nærhed i scenerne mellem de to, som giver hjerte og mening til en film, der ellers flirter med klichéerne.