En komedie til de fraskilte

Hvis “22 Jump Street” er den fjollede ungdoms-sommerkomedie, må “Enough Said” være de fraskilte, over 40-årige og lidt for fede skråstreg neurotiskes ditto. Nicole Holofcener instruerer her en imponerende række af Hollywoods fineste: Julia Louis-Dreyfus, Catherine Keener, Toni Collette og, ikke mindst, den nu afdøde James Gandolfini i en af sine sidste roller. Det gør Holofcener såre godt. “Enough Said” er et modent slag i bolledejen for den lille komedie uden de store armbevægelser. Men den tør også dramaet og den dybere klangbund.

Balancegangen mellem drama og komedie kan være fyldt med faldgruber. Det gælder om at sætte fødderne perfekt, holde vejret på de rigtige tidspunkter og tage chancerne, når de opstår. Med sin femte spillefilm sætter den amerikanske instruktør Nicole Holofcener, der efterhånden har specialiseret sig i romantiske komedier for voksne mennesker, sine fødder rigtigt fornuftigt på linen mellem dramaet og komedien. Indrømmet, hun er ingen Woody Allen, men fortællingen om den fraskilte mor, Eva, spillet af Julia Louis-Dreyfus, og hendes møde med den lige så fraskilte Albert, i James Gandolfinis godmodige skikkelse, har så meget charme og så mange velskrevne dialoger, at det er svært ikke at sammenligne de to instruktører bare lidt.

Den rullende massør Eva, der må lægge hænder og ører til lidt af hvert blandt kunderne i det ret så excentriske Californien, har ikke just tid eller overskud til romance i sin hverdag. Hun er fraskilt på tiende år og hygger sig egentlig fint i tosomheden med sin datter, som er på vej hjemmefra på college. Til en fest lykkes det Eva at få en ny kunde; den sofistikerede digter, Marianne, der også bliver hendes veninde. Samme aften møder hun også den trinde Albert, som inviterer på date. Han er faktisk slet ikke hendes type, men de to falder så godt i snak, at der ikke går længe, før Eva overraskende må sande, at hans store vom egentlig er ret så sexet. Og at hun bliver tændt af tanken om to fraskilte, midaldrende mennesker sammen. Tag den, Hollywood.

At det så hurtigt viser sig, at Alberts ekskone er selvsamme Marianne, Evas nye bedsteveninde med det fedeste hus og Joni Mitchell på speeddial, ja, det mudrer jo unægteligt det fine forhold imellem de halvgamle nyforelskede. Så Eva holder tand for tunge og fortsætter begge ‘forhold’. Dét dramatiske benspænd kommer desværre til at fremstå konstrueret. Jeg var aldrig et sekund i tvivl om, hvor historien var på vej hen med sådan en bombe under bordet.

“Enough Said” føles alligevel som et frisk pust med sit lille budget, skæve skuespillerensemble og Holofceners morsomme betragtninger omkring livet som fraskilt i det anderledes uglamourøse Californien. Catherine Keener, der har været fast inventar i alle Holofceners film siden debuten “Walking and Talking” i 1996, giver den fuld skrue som den afblegede, intellektuelle bohemepoet Marianne, der dyrker urter i forhaven og beder sine gæster om at tage både sko OG sokker af inden døre. Men det er mest af alt samspillet Gandolfini og Louis-Dreyfus imellem, der gør “Enough Said” seværdig. At se de to famle sig frem i retning af en moden romance gør udelukkende gode ting ved smilebåndet. Jeg kunne i hvert fald ikke stå for hendes lille, søde ræveansigt og hans rare bjørnekorpus i komisk nærkontakt.