Jeg så barneleg 1 da jeg var omkring ti år og jeg var helt færdig over hvor klam den var, havde mareridt flere år efter, den dag i dag kan jeg ikke få mig selv til at se den igen, men ellers syntes jeg det amerikanske remake af ju-on the grudge er mega klam. og det afsnit af x files i skriver om er mit favorit afsnit og er faktisk grunden til at jeg hedder som jeg gør, der er nemlig to afsnit med ham victor eugene tooms, det første hedder rigtigt nok squeeze og det andet hedder tooms.
Det er ved at være længe siden at gysere ligefrem kunne skræmme mig men jeg nyder da stadig en god gyser i ny og næ men af selvsamme grund er de film jeg finder mest uhyggelig jo dem jeg så da jeg var barn. Den film der skræmte mig mest var uden tvivl Stephen Kings IT... En anden film der også skræmte mig meget var Djævlens Barnepige (Tror nok det var den danske titel) dette var enlig bare en B film men dengang var den squ uhyggelig. Som jeg nævnte før skræmmer gysere mig ikke den dag i dag men nogle af dem giver aligevel stof til eftertanke. Eksempeltvis The Ghost and the darkness... i dette tilfælde er det sikkert fordi man ved det er sket i virkeligheden. Ved ikke hvorfor men Man-eater film og fortællinger har altid facineret mig. Må dog også lige sige at den største skuffelse jeg nogensinde har oplevet inden for denne genre er Blair Witch Project... Tåbelig film... kunne simpelthen ikke se hvad der var så fantastisk ved den.
I nyere tid må det nok være Dark Water, hvor var jeg dog ved at skide i bukserne flere gange i bio :S
Ellers er der jo klassikere som Carpenter's The Thing og/eller The Fog, den mand er jo genial til at få en uhyggelig stemning banket ind i sine film. Dario Argento var (ja, var, han er faldet af på den) også sublim til dette, enkelte elementer i film som Profondo Rosso og Opera var også virkeligt ubehagelige.
Stemningsfulde gysere >> Musikvideo/MTV-gysere
"Og hvem vil ikke gerne guffe Klaus Kinski??" - evermind
#33 - Så må jeg jo udtrykke mig anderledes, "Exorcisten" er både min favorit, men uden sammenligning også den mest uhyggelige jeg til dato har set. Så den første gang som ganske lille hos en kammerat og jeg turde dårligt tage hjem fra ham senere den aften. Så skulle det vist være på plads og umiddelbart er mine favoritter også dem dem har skræmt mig mest ellers er de da ikke favoritgysere.
So, at last we meet for the first time for the last time.
Candyman skræmte mig også rigtig meget, egentlig syntes jeg ikke at filmen var så uhyggelig, så jeg overbevidste mig selv om, at jeg ikke var bange for at sige candyman fem gange, mens jeg stod ved et spejl, så jeg gjorde det og resten af det måned, levede jeg i en konstant frygt 24 timer i døgnet.
Der er ikke mange film - heller ikke så mange af de nævnte værker - der kan holde til et gensyn. Og det, som skræmte én som barn, fungerer kun sjældent i samme grad ti år senere. Desværre - for man ville jo gerne mærke lidt af den samme eufori igen...
"Eksorcisten" har sjovt nok aldrig fungeret for mig. Forestillingen om den nærmest fysiske djævlebesættelse er en tand for religiøst selvpulende til, at jeg fascineres - endsige skræmmes - af rædslerne. Faktisk er det kun i filmens skumle indledning ved det arkæologiske udgravningssted, at jeg synes, at den skumle stemning virkelig fungerer. Resten ligner for meget alle andre gudfrygtige amerikanske panik-film tilsat lidt sovs og skrigeri. Figurerne er uinteressante alle som en.
Kubricks "The Shining" fra 1980 satser i stedet på at formidle det dæmoniske som noget indefra kommende. Ikke i overensstemmelse med Kings boglige (og i 90erne håbløst filmatiserede) forlæg men langt mere interessant - især fordi dialog og billedkomposition ligger mange klasser over gysergenrens i almindelighed. Kubricks værk er vaskeægte filmhistorie og aldeles nyskabende for gysergenren.
Den japanske bølge anført af "Ring"-filmene og "Audition" demonstrerede, at kunsten af skabe uhyggelige figurer og fortælle gedigne spøgelseshistorier ikke var gået fuldstændig i glemmebogen trods mange års bombardement af ineffektive amerikanske "horrorfilm", som aldrig for alvor havde disciplin nok til at bygge onde steminger op. I den forbindelse bør vi ikke glemme von Triers "Riget", som ligeledes også var en særdeles både intelligent og uhyggelig (men selvsagt også momentvis satirisk) spøgelseshistorie.
Det hidtil bedste originale gyserdrama fra det nye årtusinde er efter mine begreber den franske slasher "Haute Tension" ("High Tension") fra 2003, som skaber den mest interessante hovedperson, man kan forestille sig indenfor genren. På det håndværksmæssige plan trækker filmen på det bedste fra 70ernes skumle gysere (ikke mindst stilheden og den sparsomme dialog), altimens kameraarbejde, effekter og lydside trods et lille budget er lavet med så megen passion og gennemarbejdelse, så filmen kan ses igen og igen.
#31 xtooms 17 år siden
xtooms :)
#32 filmz-lupus20 17 år siden
#33 Corgan 17 år siden
#29:
Nu er det jo ikke "favoritgysere" vi nævner her men derimod (som nævnt i overskriften på tråden) den uhyggeligste film... ever.
:-)
Havde jeg skulle nævne favoritgysere, ville jeg nok nærmere vælge A Tale of Two Sisters eller The Sixth Sense.
#34 dyg 17 år siden
Ellers er der jo klassikere som Carpenter's The Thing og/eller The Fog, den mand er jo genial til at få en uhyggelig stemning banket ind i sine film. Dario Argento var (ja, var, han er faldet af på den) også sublim til dette, enkelte elementer i film som Profondo Rosso og Opera var også virkeligt ubehagelige.
Stemningsfulde gysere >> Musikvideo/MTV-gysere
#35 Åkepool 17 år siden
Så skulle det vist være på plads og umiddelbart er mine favoritter også dem dem har skræmt mig mest ellers er de da ikke favoritgysere.
#36 kill the bills 17 år siden
#37 chronaden 17 år siden
The Amityville Horror
Rose Red
Dead End
Event Horizon
The Thing
In The Mouth of Madness
The Birds
#38 filmz-msg21 17 år siden
#39 Bobby Singer 17 år siden
Candyman skræmte mig også rigtig meget, egentlig syntes jeg ikke at filmen var så uhyggelig, så jeg overbevidste mig selv om, at jeg ikke var bange for at sige candyman fem gange, mens jeg stod ved et spejl, så jeg gjorde det og resten af det måned, levede jeg i en konstant frygt 24 timer i døgnet.
#40 filmz-erasure 17 år siden
"Eksorcisten" har sjovt nok aldrig fungeret for mig. Forestillingen om den nærmest fysiske djævlebesættelse er en tand for religiøst selvpulende til, at jeg fascineres - endsige skræmmes - af rædslerne. Faktisk er det kun i filmens skumle indledning ved det arkæologiske udgravningssted, at jeg synes, at den skumle stemning virkelig fungerer. Resten ligner for meget alle andre gudfrygtige amerikanske panik-film tilsat lidt sovs og skrigeri. Figurerne er uinteressante alle som en.
Kubricks "The Shining" fra 1980 satser i stedet på at formidle det dæmoniske som noget indefra kommende. Ikke i overensstemmelse med Kings boglige (og i 90erne håbløst filmatiserede) forlæg men langt mere interessant - især fordi dialog og billedkomposition ligger mange klasser over gysergenrens i almindelighed. Kubricks værk er vaskeægte filmhistorie og aldeles nyskabende for gysergenren.
Den japanske bølge anført af "Ring"-filmene og "Audition" demonstrerede, at kunsten af skabe uhyggelige figurer og fortælle gedigne spøgelseshistorier ikke var gået fuldstændig i glemmebogen trods mange års bombardement af ineffektive amerikanske "horrorfilm", som aldrig for alvor havde disciplin nok til at bygge onde steminger op.
I den forbindelse bør vi ikke glemme von Triers "Riget", som ligeledes også var en særdeles både intelligent og uhyggelig (men selvsagt også momentvis satirisk) spøgelseshistorie.
Det hidtil bedste originale gyserdrama fra det nye årtusinde er efter mine begreber den franske slasher "Haute Tension" ("High Tension") fra 2003, som skaber den mest interessante hovedperson, man kan forestille sig indenfor genren. På det håndværksmæssige plan trækker filmen på det bedste fra 70ernes skumle gysere (ikke mindst stilheden og den sparsomme dialog), altimens kameraarbejde, effekter og lydside trods et lille budget er lavet med så megen passion og gennemarbejdelse, så filmen kan ses igen og igen.