Jeg synes nu godt jeg kan følge ham?... Måske jeg har misforstået noget. Men nogle film mente mange jo også blev for pæne i deres DVD udgaver. Eksempelvis The Godfather.

Jeg kan faktisk godt følge ham. Det er klart at de film, der er lavet til at blive set på en 35mm projektor i en biograf ville have været lavet lidt anderledes hvis de havde vidst at de også ville blive set på VHS, DVD osv. Jeg tror bare at den pointe han (lidt ufrivilligt) laver er at ligesom der findes dårlige DVD udgivelser, vil der også findes dårlige HD udgivelser og det varer nok lidt tid før både publikum og distributører har vænnet sig til det. Derfor varer det nok også lidt tid før den generelle kvalitet bliver i top.

#3: Ja, de spammer amok lige nu. Håber ikke det bliver ved hele natten :)

#2, #4: Men det han skriver er jo at en udgave kan blive FOR god. Det er da noget sludder. Festen er optaget på et dv-kamera og der er derfor en grænse for hvor meget kvalitet man kan klemme ud af den. Det samme gælder alt muligt andet.

Selvfølgelig kan man lave dårlige udgaver, og man kan da også lave restoreringer der er i overkanten. Men det har da ingenting med HD-formatet at gøre.

EDIT: korrigeret

Jeg kan sagtens se pointen. For en filmfotograf tilbage i 50'erne havde med sikkerhed ikke taget til overvejelse at billederne skulle digitalt restaureres, upconvertes osv. Det samme havde instruktøren med sikkerhed heller ikke, de ved hvor grænser går med de medier og formater - og har da med stor sikkerhed arbejdet inden for disse rammer.

Klart vil nogle film se mere lækre ud end nogensinde før, men der må jo også være nogen - hvor det gritty filmlook netop har været en medspiller, og det kan ikke altid konverteres over til 1'er og 0'er. Jeg har selv set en del HD-film hvor oplevelsen har været en hel anden, og ikke nødvendigvis en mere positiv af slagsen.

Jeg kan nu sagtens følge standpunktet. Det har været diskuteret i årevis i cinefile fora og medier. Problemet er ikke som sådan digitaliseringen eller formatet, men det, at en masse uvidende forbrugere ikke kan forstå, at en ældre film ikke nødvendigvis kan komme til at se lige så godt ud som en ny - i hvert fald ikke, hvis man skal lave en troværdig overførsel af det originale materiale. Det bliver heller ikke bedre af, at en række klassikere faktisk findes i så god stand, at det har været muligt at restaurere dem i helt usædvanlig grad.

Jeg har set utallige brokke sig på forskellige boards, når en eller anden film ser den mindste smule kornet ud - og det har desværre i nogle tilfælde ført til udgivelser, hvor selskaberne har lavet kliniske afpudsninger af ældre film for ikke at gøre et flertal af forbrugerne vrede. Det kan sagtens se godt ud, men det har ikke meget med "film" at gøre. Det er ikke en reproduktion af, hvad der findes på filmstrimlen, men netop en helt igennem digital oplevelse. Et af de få selskaber, der gør meget ud af at bevare en films oprindelige udtryk og ikke "over-restaurere" er Criterion.

Det behøver forøvrigt ikke engang være ældre film. Jeg læste ret mange, der var sure over udgivelsen af "Minority Report" uden at tage hensyn til, at den faktisk skulle se meget kornet ud, fordi den nu engang var skudt sådan. I stedet troede folk, at der var tale om dårlig komprimering.

Som jeg ser det (og som skribenten åbenlyst frygter), så er det et problem, der kun kan blive værre med højopløsningsformaterne. For hvem mon filmselskaberne er mest bekymrede om at tilfredsstille? En minoritet af filmnørder, der kender noget til mediet og ved, at ikke alle film kan se ens ud? Eller den almindelige forbruger, der bare vil have sit billede mest skarpt, så det dyre HD-udstyr kan komme til sin ret?