140 - The Day of the Jackal - 1979 Edward Fox fik altid biroller i film, som udnyttede hans potentiale udi klassisk engelsk overklasse sprog og fremtoning. Den perfekte hovedrolle kom med filmatiseringen af Frederic Forsyths roman Sjakalen, om en lejemorder, som hyres til at slå den franske præsident De Gaulle ihjel. Superb dedikering til detaljer. Glem genindspilningen med Bruce Willis. The Fox is the Jackal i den bedste "assassin" film nogensinde!
139 - Rosemarys Baby - 1968 Hitchcock ville have nikket anerkendende til Polanskis lille gyser. Det er ikke en horror film, som har behov for spandevis af blod og chokeffekter. Polanski formår at lave en historie, som virker og endog tilsætte en del sort humor undervejs.
138 - Modern Times - 1936 Ikke kun en gudsbenådet skuespiller. Ligeledes instruktør og komponist. I Modern Times smelter de tre kunstarter sammen og skaber magi, som så mange gange før. Den mand behøvede efter stumfilmens død, stadig ikke tale for at komme igennem med sine budskaber om komplekse temaer. Det ser så let ud, men kun for en mester og så med et af filmhistoriens smukkeste scores.
137 - Playtime - 1967 Jacques Tati var en underlig fætter. Hans intelligente humoristisk vid omkring teknologiens vidundere og menneskets problemer med at tilpasse sig, vises i den ene vidundelige komposition efter den anden. Teknologien er i den grad løbet af med sejren og selvom mennesket er kommet godt efter det med at tilpasse sig siden, så er filmen ikke mindre morsom i dag.
135 - The Three Musketeers - 1948 Jeg nægter at kalde dette en "guilty pleasure". Denne version af de tre musketeerer er og bliver min favorit, hvilket ikke mindst tilskrives Gene Kellys til tider uvirkelige adræthed og så et rigtig stjernecast med Lana Turner, Van Heflin, June Allyson og ikke mindst en Vincent Price i topform som Richeliu. Det er en af de smukkeste technicolor film jeg har set og jeg morer mig i et væk og nyder ikke mindst fægtescenen over dem alle på film, når de fire musketeerer skal duellere. Et film minde på højde med Robin Hood.
134 - The Red Shoes - 1948 The Archers, Powell og Pressburger og endnu et eksempel på deres beherskelse af cinematografi. Har man stadig sin første P&P film til gode, så misunder jeg oplevelsen, især med muligheden for at opleve deres film i HD. Deres film ligner ikke andres og ingen formår at kopiere dem.
133 - Fail-Safe - 1964 Hvor Kubrick satirisk gik hele linen ud i Dr. Strangelove, omkring den kolde krig, er Sidney Lumets version drænet for lettilgængelig humor og ekstrem dyster i sin vision, især eksponeret i Walther Mathaus karakter Professor Groeteschele, rådgiver for præsidenten spillet af Henry Fonda. Scenariet kan sammenlignes med præmisserne i Dr. Strangelove, men eksekveringen resulterer i to vidt forskellige film. Se dem i et dobbelt program!
138 - Being John Malkovich - 1999 Det her er simpelthen så genial en forskruet idé, at jeg aldrig bliver træt af at se den igen og igen. Kaufmans script er vidunderligt og bagefter kan man så vurdere, hvilket koncept, som var længst ude. Malkovich og Sheen som bedste venner ... det er humor på højeste plan!
132 - Festen - 1998 Det er svært at modsætte sig den nærmest enstemmige hyldest til Thomas Vinterbergs debutfilm Festen. Den bedste danske dogme film. Det er en nydelse at se de danske klassisk uddannede skuespillere, som Henning Mouritzen i denne og Peter Steen i Arven, blomstre op i hænderne på nye instruktører med andre visioner. At der spilles solidt over en bred kam, kan ikke benægtes, men Mouritzen skinner.
131 - It happened one night - 1934 I slutningen af Clint Eastwoods Changeling, håber Angelina Jolies karakter, at årets (1934) Oscar vinder, vil blive It Happened One Night. Og selvfølgelig vandt den. I en tidsalder langt langt væk fra vores, var man nemlig eksperter i at lave mainstream film, som oste af kvalitet. Frank Capra var en mester i faget og i It Happened One Night er det Clark Gable og Claudette Colbert, som sætter standarden for screwball comedy, med en helt igennem forrygende dialog, Som sædvanlig lærer hovedpersonerne i Capra film noget om dem selv. De får en lektie, finder ud af hvad der er vigtigt i livet og kæmper for det. En opskrift som ALDRIG blev triviel i Frank Capras hænder.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#108 Tak for heads up! Godt at man er "kommet efter det" i Danmark med udgivelser af disse film. Jeg er dog nok lidt "samler" og kan godt lide de engelske udgaver, som har en noget anderledes indpakning:
Ud fra billedet på Amazon, er den eneste forskel på den britiske udgave og den danske, at der er et papomslag på den danske, som jeg har.
Selve coveret er præcis det samme, formet som en bog, med den lille folder i. :)
De udgivelser jeg har fra CDON af bl.a. den, The Elephant Man og Le Mépris, ser ud til at være identiske med de britiske og franske udgaver, alle Studio Canal Collection, eller hvad de nu kalder den serie. :)
De har ikke opfundet mange skarpe knive.. i skuffen og så er de jo ikke særlig stærke. De er skæve og vinde.. af fuld.
Jeg så The Day of the Jackal fornyligt og jeg synes at den var ganske fin, men jeg var langt fra så imponeret af den som du er. Det irriterer mig at starten og slutningen nærmest bare bliver spolet over. Alt i midten er ganske godt og interessant, men efter at jeg så filmen sad jeg med en følelse af at starten og slutningen var alt for forhastet.
Men derfor er den selvfølgelig stadig langt bedre end remaket :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#113 Ok, jeg lagde kun mærke til cover billedet. Det er godt at vide! Så kan jeg sikkert købe derfra, tak :)
#114 I bogen bliver omstændighederne omkring ønsket for en lejemorder også ridset op ganske hurtigt. Forsyth går ikke i de store detaljer omkring organisationen bag, men forklarer præmisserne med Algeriet krigen og ønsket om at finde en lejemorder. I den henseende og i lyset af bogens fokus på lejemorderen og dennes aktiviteter, så synes jeg filmen er meget tro mod sit forlæg, modsat f.eks. indspilningen af Dogs of War, som var en katastrofe.
Jeg ser ikke personligt slutningen som forhastet, fordi filmen har et konstant langsomt pace for overhovedet at kunne få Fox "i position". Derfor virker slutningen blot som en sidste eksekvering af de mange forudgående genvordigheder. Og der kan jeg RIGTIG godt lide
den sidste scene, med graven
:)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#115: Nu kender jeg ikke bogen, så jeg kan ikke afgøre hvor godt filmen rammer bogen. Jeg ved bare at jeg ikke bryder mig om hvordan det er i filmen :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Powell og Pressburger var godt nok forud for deres tid. The Red Shoes er ikke min favorit hos dem, selv om den er rigtig god. Ja det var Chaplin sådan set også.
Og Frank Capra er altid seværdig. Der kan man tale om en Amerikansk kulturskat (som de jo er så vilde med at snakke om i DK).
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#111 filmz-Bruce 15 år siden
140 - The Day of the Jackal - 1979
Edward Fox fik altid biroller i film, som udnyttede hans potentiale udi klassisk engelsk overklasse sprog og fremtoning. Den perfekte hovedrolle kom med filmatiseringen af Frederic Forsyths roman Sjakalen, om en lejemorder, som hyres til at slå den franske præsident De Gaulle ihjel. Superb dedikering til detaljer. Glem genindspilningen med Bruce Willis. The Fox is the Jackal i den bedste "assassin" film nogensinde!
139 - Rosemarys Baby - 1968
Hitchcock ville have nikket anerkendende til Polanskis lille gyser. Det er ikke en horror film, som har behov for spandevis af blod og chokeffekter. Polanski formår at lave en historie, som virker og endog tilsætte en del sort humor undervejs.
138 - Modern Times - 1936
Ikke kun en gudsbenådet skuespiller. Ligeledes instruktør og komponist. I Modern Times smelter de tre kunstarter sammen og skaber magi, som så mange gange før. Den mand behøvede efter stumfilmens død, stadig ikke tale for at komme igennem med sine budskaber om komplekse temaer. Det ser så let ud, men kun for en mester og så med et af filmhistoriens smukkeste scores.
137 - Playtime - 1967
Jacques Tati var en underlig fætter. Hans intelligente humoristisk vid omkring teknologiens vidundere og menneskets problemer med at tilpasse sig, vises i den ene vidundelige komposition efter den anden. Teknologien er i den grad løbet af med sejren og selvom mennesket er kommet godt efter det med at tilpasse sig siden, så er filmen ikke mindre morsom i dag.
135 - The Three Musketeers - 1948
Jeg nægter at kalde dette en "guilty pleasure". Denne version af de tre musketeerer er og bliver min favorit, hvilket ikke mindst tilskrives Gene Kellys til tider uvirkelige adræthed og så et rigtig stjernecast med Lana Turner, Van Heflin, June Allyson og ikke mindst en Vincent Price i topform som Richeliu. Det er en af de smukkeste technicolor film jeg har set og jeg morer mig i et væk og nyder ikke mindst fægtescenen over dem alle på film, når de fire musketeerer skal duellere. Et film minde på højde med Robin Hood.
134 - The Red Shoes - 1948
The Archers, Powell og Pressburger og endnu et eksempel på deres beherskelse af cinematografi. Har man stadig sin første P&P film til gode, så misunder jeg oplevelsen, især med muligheden for at opleve deres film i HD. Deres film ligner ikke andres og ingen formår at kopiere dem.
133 - Fail-Safe - 1964
Hvor Kubrick satirisk gik hele linen ud i Dr. Strangelove, omkring den kolde krig, er Sidney Lumets version drænet for lettilgængelig humor og ekstrem dyster i sin vision, især eksponeret i Walther Mathaus karakter Professor Groeteschele, rådgiver for præsidenten spillet af Henry Fonda. Scenariet kan sammenlignes med præmisserne i Dr. Strangelove, men eksekveringen resulterer i to vidt forskellige film. Se dem i et dobbelt program!
138 - Being John Malkovich - 1999
Det her er simpelthen så genial en forskruet idé, at jeg aldrig bliver træt af at se den igen og igen. Kaufmans script er vidunderligt og bagefter kan man så vurdere, hvilket koncept, som var længst ude. Malkovich og Sheen som bedste venner ... det er humor på højeste plan!
132 - Festen - 1998
Det er svært at modsætte sig den nærmest enstemmige hyldest til Thomas Vinterbergs debutfilm Festen. Den bedste danske dogme film. Det er en nydelse at se de danske klassisk uddannede skuespillere, som Henning Mouritzen i denne og Peter Steen i Arven, blomstre op i hænderne på nye instruktører med andre visioner. At der spilles solidt over en bred kam, kan ikke benægtes, men Mouritzen skinner.
131 - It happened one night - 1934
I slutningen af Clint Eastwoods Changeling, håber Angelina Jolies karakter, at årets (1934) Oscar vinder, vil blive It Happened One Night. Og selvfølgelig vandt den. I en tidsalder langt langt væk fra vores, var man nemlig eksperter i at lave mainstream film, som oste af kvalitet. Frank Capra var en mester i faget og i It Happened One Night er det Clark Gable og Claudette Colbert, som sætter standarden for screwball comedy, med en helt igennem forrygende dialog, Som sædvanlig lærer hovedpersonerne i Capra film noget om dem selv. De får en lektie, finder ud af hvad der er vigtigt i livet og kæmper for det. En opskrift som ALDRIG blev triviel i Frank Capras hænder.
#112 filmz-Bruce 15 år siden
http://www.amazon.co.uk/exec/obidos/ASIN/B002BC9YZ...
Så jeg venter lige lidt endnu :)
#113 filmz-Utyske 15 år siden
Ud fra billedet på Amazon, er den eneste forskel på den britiske udgave og den danske, at der er et papomslag på den danske, som jeg har.
Selve coveret er præcis det samme, formet som en bog, med den lille folder i. :)
De udgivelser jeg har fra CDON af bl.a. den, The Elephant Man og Le Mépris, ser ud til at være identiske med de britiske og franske udgaver, alle Studio Canal Collection, eller hvad de nu kalder den serie. :)
#114 Kruse 15 år siden
Men derfor er den selvfølgelig stadig langt bedre end remaket :)
#115 filmz-Bruce 15 år siden
#114 I bogen bliver omstændighederne omkring ønsket for en lejemorder også ridset op ganske hurtigt. Forsyth går ikke i de store detaljer omkring organisationen bag, men forklarer præmisserne med Algeriet krigen og ønsket om at finde en lejemorder. I den henseende og i lyset af bogens fokus på lejemorderen og dennes aktiviteter, så synes jeg filmen er meget tro mod sit forlæg, modsat f.eks. indspilningen af Dogs of War, som var en katastrofe.
Jeg ser ikke personligt slutningen som forhastet, fordi filmen har et konstant langsomt pace for overhovedet at kunne få Fox "i position". Derfor virker slutningen blot som en sidste eksekvering af de mange forudgående genvordigheder. Og der kan jeg RIGTIG godt lide
#116 Kruse 15 år siden
#117 filmz-jonasgr 15 år siden
Og Frank Capra er altid seværdig. Der kan man tale om en Amerikansk kulturskat (som de jo er så vilde med at snakke om i DK).
'Cause I'm evil"
#118 Riqon 15 år siden
#119 filmz-Bruce 15 år siden
#120 wimmie 15 år siden
Men ligesom Riqon bliver jeg også mindet om hvor ung jeg er og hvor mange gamle klassikere jeg endnu ikke har set (er dog i fuld gang).