#190 Det er i hvert fald Lester-udgaven, de altid sender i fjernsynet. Selvom jeg også foretrækker 1948-versionen, så synes jeg nu også, den er glimrende på sin egen måde. Jeg har i hvert fald svært ved at slukke for den, når den er i tv.
Glad for at se herlige Ascenseur pour l'échafaud på listen. Jeg må også snart få anskaffet Criterion-dvden.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Glad for at du har verdens næstbedste gyser, nemlig "The Omen" på listen. Og endnu mere tilfreds med, at du har inkluderet "American history X", som jeg af en eller anden grund, ikke havde regnet med at se på din liste.
So, at last we meet for the first time for the last time.
90 - Mr. Smith Goes To Washington - 1939 Frank Capra er en af de instruktører, som har formået at være mest konsistent mht. at skabe højkvalitets mainstream film. Hans film omhandlede næsten altid en historie om uretfærdighed og en protagonist, som var grusomt udmanøvreret, men via indre styrke og en tro på egne idealer kæmper mod overmagten og til sidst sejrer. Trivielt? Måske, men absolut ikke for en generation, som havde haft depressionen inde på livet og for hvem Capras film, gav dem tro og håb i svære tider. Franklyn D. Roosevelt var en stor eksponent for Capras værdier og det tætteste på en folkelig præsident USA nogensinde havde været, særdeles vellidt. Ikke noget at sige til, at Capras film i netop denne periode var nogle af de største boxoffice succes'er nogensinde.
Men at lave film om disse værdier kunne hurtigt blive en forfærdelig sødsuppe sag, med mindre man havde det rigtige ensemble til at levere budskaberne. Heldigvis for Capra, havde han verdens bedste skuespiller til sin rådighed i nogle af hans bedste film, James "Jimmy" Stewart. I Mr. Smith Goes To Washington er kynismen i politikkens verden skåret ud i pap og den unge spejderfører (Stewart) kommer til Washington som nyudklægget kongresmedlem og med en naiv tiltro til demokratiet og muligheden for at gøre godt. Selvfølgelig skal Jimmy meget igennem, men det er måden han går trængslerne i møde, som stadig over 70 år efter, formår at få tårerne til at trænge sig på. Ren filmmagi!
89 - The Shining - 1980 Jeg har ikke læst bøgerne, som ligger til grund for Stanley Kubricks mange film. En fejl, måske. Jeg nøjes fint med mesterens egne fortællinger. The Shining er nu snart 30 år gammel og filmen er et studie i fortælleteknik, som nærmest får gyset til overstige potentialet i fortællingen. Det er svært at forestille sig et mere vellykket resultat uden Jack Nicholson, men kan man få Ryan O'Neal til at lykkes i Barry Lyndon, mon så ikke selv Jack Lemon havde været et godt valg? Ihvertfald formår Kubrick, at skabe en unik ramme for gyset og den efterfølgende stemningsmæssige udbredelse.
88 - Pulp Fiction - 1994 Jeg havde stor tiltro til Tarantino efter Reservoir Dogs og Pulp Fiction. Her havde vi at gøre med en af de mest kompromisløse og originale instruktører længe. Sidenhen ville manden gå i den modsatte grøft og med sin fetisch for kitsch, undergrave selvsamme fundament og til tider blive en parodi, en instruktørmæssig sidekick. Men med Pulp Fiction tog manden røven på alle, som overværede hans værk. Den geniale ikke kronologiske krimi fortælling, hvor dialog, soundtrack, uforudsete hændelser og afvigelse fra konventioner gik op i en højere enhed og skabte filmhistorie. Ikke til at komme udenom!
87 - The Insider - 1999 Med The Insider begik Michael Mann sin bedste film. Manden som om nogen er stil over substans, lavede en substans over stil film og fik Al Pacino og Russel Crowe til at spille op til deres bedste. Resultatet var en blændende fortælling om sandheden bag tobaksindustrien.
86 - The Quiet Man - 1952 Har man ikke John Ford med på en top 200 liste, så kender man ikke til film. Så er det sagt! John Ford er om nogen westerngenrens godfather og har lavet uovertrufne klassikere indenfor genren. Hans samarbejde med John "The Duke" Wayne, gik dog længere end blot et par seksløbere og flotte landskabsvista'er. Hvad The Quiet Man mangler i realisme bliver rigeligt opvejet af god gammeldag romantik og skuespil og ikke mindst den smukkeste fremstilling af Irland på film nogensinde. Maureen O'Hara er guddommelig smuk i denne film, så intet under,a t John Wayne slås for hende, bogstavelig talt.
85 - The Adventures of Robin Hood - 1938 Errol Flynn var swashbuckleren over dem alle. Med film som The Seahawk, Captain Blood, Gentleman Jim, The Charge of the Light Brigade, The Prince and the Pauper og ikke mindst Robin Hood, er han forevigt kædet sammen med den stereotype term. Men mandens karisma, adræthed og glimt i øjet gjorde ham til et uforligneligt førstevalg i disse roller. Med så mange forsøg på at genindspille Robin Hood, må man undre sig over, om ingen har set originalen, som stadig står som den ultimative drengerøvsfortælling i glorious Technicolor. Og glem ikke Erich Wolfgang Korngolds fantastiske score fra filmen!
84 - Laura - 1944 På et tidspunkt var det ikke god smag at betragte Otto Preminger som en god instruktør. Men heldigvis er mandens eftermæle i god stand i dag. Laura er en af tidens bedste film noirs. Et trekantsdrama som ender i ulykkelig kærlighed og mord. Dertil Gene Tierney, som blev et kvindeligt ikon for genren for altid og en ekstremt satirisk og ironisk Clifton Webb, hvis talegaver i denne film stadig formår at ryste.
83 - Seven Days in May - 1964 John Frankenheimers politiske kold krigs drama kan sidestilles med Fail-Safe og Advice and Consent. Filmen er langsomt trillet ud af den gennemsnitlige filmseers bevidsthed, fordi Dr. Strangelove opsugede al opmærksom og endda i samme år som denne og Fail-Safe og det gør man altså mod John Frankenheimer, når denne viser sig fra sin bedste side. Burt Lancaster, Kirk Douglas og Edmond O'Brien giver alle top præstationer. Så er der ammunition til det mest fantastiske 4 dobbelte koldkrigs program.
82 - Sullivans Travels - 1941 Så er vi tilbage ved Preston Sturges, den kontroversielle screwball instruktør fra 40'erne. Sullivans Travels er endnu en genialitet fra den begavede instruktør, hvor dialogen endnu engang er knivskarp og i centrum for gakkede begivenheder. Jeg vedlægger [url= lille link[/url], til et klip, som både viser instruktørens men også dennes yndlingsskuespiller Joel McCrea, fra deres bedste side. Joel McCrea havde fortjent at blive "en af de store".
81 - The Fountain - 2006 Dette er blevet min absolutte yndlingsfilm af Darren Aronofsky. Modig som ind i helvede og med måske den smukkeste udnyttelse af metaforisk sprog jeg har set i en film. Meget mere end en filmoplevelse, en unik stemningsoplevelse akkompagneret af et fejlfrit soundtrack og en visuel billedside der er underskøn. Aronofskys fortællestil er forbandet flot i denne og holder mig i total dvale, hver gang jeg ser den. Mesterligt!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#192 Ja jeg kan huske at de en overgang altid sendte den version Nytårsaften.
#195 Fedt at se The Fountain på listen, som også er min klare favorit af Aronofskys. Utroligt at den blev så forholdvis dårlig modtaget af kritikerne. Utroligt at få noget så universelt som død til at føles så personligt. Den er simpelthen fyldt med klip som er ved at få tårekanalerne til at løbe.
Ja Pulp Fiction har jeg diskuteret flere gange. Lad mig bare sige, at jeg ikke er enig :) The Insider er også god. Prøv at se den og Thank You For Smoking i forlængelse af hinanden, det er lidt af et mix.
Mr. Smith Goes to Washington er genial alene pga. slutsekvensen, hvilken tale Jimmy Stewart holder. Frank Capra var så sandelig symbolet på 30ernes USA indenfor filmbranchen og en af USAs "helte".
83 og 82 må jeg indrømme at jeg ikke har set.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#196 Helt enig mht. Thank you for Smoking :) Pulp, tja ... Pulp er Pulp og kan indimellem også få mig til at revidere mig selv. Ingen tvivl om, at coolness bliver næsten FOR konstrueret. Men kan ikke frasige mig, at den stadig har taget i mig på en pubertær måde, når jeg ser den :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
The Insider er også god. Prøv at se den og Thank You For Smoking i forlængelse af hinanden, det er lidt af et mix.
Jeg er lige nødt til at spørge dumt her, men skal det forstås, som om du kan lide eller ikke kan lide Thank you for Smoking? (Altså en god kombination - eller mix som i, at filmene ligger langt fra hinanden kvalitetsmæssigt?)
Jeg er bare nysgerrig. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#198 Jeg synes at Thank You for Smoking er rigtig god. The Insider er lidt bedre men jeg nævnte egentlig blot TYFS i det begge film handler om tobaksindustrien, men hvor The Insider tager den dramatiske indgangsvinkel og Thank You for Smoking tager den komiske indgangsvinkel.
Så ja en god kombination :)
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#199 Ah, okay. :) Jeg kan også rigtig godt lide TYFS. The Insider har jeg dog ikke set, i hvert fald ikke filmen. Ham herfra er dog god underholdning - en ren 6'er! :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#191 filmz-Bruce 15 år siden
#192 Benway 15 år siden
Glad for at se herlige Ascenseur pour l'échafaud på listen. Jeg må også snart få anskaffet Criterion-dvden.
#193 Lord Beef Jerky 15 år siden
#194 Åkepool 15 år siden
Og endnu mere tilfreds med, at du har inkluderet "American history X", som jeg af en eller anden grund, ikke havde regnet med at se på din liste.
#195 filmz-Bruce 15 år siden
90 - Mr. Smith Goes To Washington - 1939
Frank Capra er en af de instruktører, som har formået at være mest konsistent mht. at skabe højkvalitets mainstream film. Hans film omhandlede næsten altid en historie om uretfærdighed og en protagonist, som var grusomt udmanøvreret, men via indre styrke og en tro på egne idealer kæmper mod overmagten og til sidst sejrer. Trivielt? Måske, men absolut ikke for en generation, som havde haft depressionen inde på livet og for hvem Capras film, gav dem tro og håb i svære tider. Franklyn D. Roosevelt var en stor eksponent for Capras værdier og det tætteste på en folkelig præsident USA nogensinde havde været, særdeles vellidt. Ikke noget at sige til, at Capras film i netop denne periode var nogle af de største boxoffice succes'er nogensinde.
Men at lave film om disse værdier kunne hurtigt blive en forfærdelig sødsuppe sag, med mindre man havde det rigtige ensemble til at levere budskaberne. Heldigvis for Capra, havde han verdens bedste skuespiller til sin rådighed i nogle af hans bedste film, James "Jimmy" Stewart. I Mr. Smith Goes To Washington er kynismen i politikkens verden skåret ud i pap og den unge spejderfører (Stewart) kommer til Washington som nyudklægget kongresmedlem og med en naiv tiltro til demokratiet og muligheden for at gøre godt. Selvfølgelig skal Jimmy meget igennem, men det er måden han går trængslerne i møde, som stadig over 70 år efter, formår at få tårerne til at trænge sig på. Ren filmmagi!
89 - The Shining - 1980
Jeg har ikke læst bøgerne, som ligger til grund for Stanley Kubricks mange film. En fejl, måske. Jeg nøjes fint med mesterens egne fortællinger. The Shining er nu snart 30 år gammel og filmen er et studie i fortælleteknik, som nærmest får gyset til overstige potentialet i fortællingen. Det er svært at forestille sig et mere vellykket resultat uden Jack Nicholson, men kan man få Ryan O'Neal til at lykkes i Barry Lyndon, mon så ikke selv Jack Lemon havde været et godt valg? Ihvertfald formår Kubrick, at skabe en unik ramme for gyset og den efterfølgende stemningsmæssige udbredelse.
88 - Pulp Fiction - 1994
Jeg havde stor tiltro til Tarantino efter Reservoir Dogs og Pulp Fiction. Her havde vi at gøre med en af de mest kompromisløse og originale instruktører længe. Sidenhen ville manden gå i den modsatte grøft og med sin fetisch for kitsch, undergrave selvsamme fundament og til tider blive en parodi, en instruktørmæssig sidekick. Men med Pulp Fiction tog manden røven på alle, som overværede hans værk. Den geniale ikke kronologiske krimi fortælling, hvor dialog, soundtrack, uforudsete hændelser og afvigelse fra konventioner gik op i en højere enhed og skabte filmhistorie. Ikke til at komme udenom!
87 - The Insider - 1999
Med The Insider begik Michael Mann sin bedste film. Manden som om nogen er stil over substans, lavede en substans over stil film og fik Al Pacino og Russel Crowe til at spille op til deres bedste. Resultatet var en blændende fortælling om sandheden bag tobaksindustrien.
86 - The Quiet Man - 1952
Har man ikke John Ford med på en top 200 liste, så kender man ikke til film. Så er det sagt! John Ford er om nogen westerngenrens godfather og har lavet uovertrufne klassikere indenfor genren. Hans samarbejde med John "The Duke" Wayne, gik dog længere end blot et par seksløbere og flotte landskabsvista'er. Hvad The Quiet Man mangler i realisme bliver rigeligt opvejet af god gammeldag romantik og skuespil og ikke mindst den smukkeste fremstilling af Irland på film nogensinde. Maureen O'Hara er guddommelig smuk i denne film, så intet under,a t John Wayne slås for hende, bogstavelig talt.
85 - The Adventures of Robin Hood - 1938
Errol Flynn var swashbuckleren over dem alle. Med film som The Seahawk, Captain Blood, Gentleman Jim, The Charge of the Light Brigade, The Prince and the Pauper og ikke mindst Robin Hood, er han forevigt kædet sammen med den stereotype term. Men mandens karisma, adræthed og glimt i øjet gjorde ham til et uforligneligt førstevalg i disse roller. Med så mange forsøg på at genindspille Robin Hood, må man undre sig over, om ingen har set originalen, som stadig står som den ultimative drengerøvsfortælling i glorious Technicolor. Og glem ikke Erich Wolfgang Korngolds fantastiske score fra filmen!
84 - Laura - 1944
På et tidspunkt var det ikke god smag at betragte Otto Preminger som en god instruktør. Men heldigvis er mandens eftermæle i god stand i dag. Laura er en af tidens bedste film noirs. Et trekantsdrama som ender i ulykkelig kærlighed og mord. Dertil Gene Tierney, som blev et kvindeligt ikon for genren for altid og en ekstremt satirisk og ironisk Clifton Webb, hvis talegaver i denne film stadig formår at ryste.
83 - Seven Days in May - 1964
John Frankenheimers politiske kold krigs drama kan sidestilles med Fail-Safe og Advice and Consent. Filmen er langsomt trillet ud af den gennemsnitlige filmseers bevidsthed, fordi Dr. Strangelove opsugede al opmærksom og endda i samme år som denne og Fail-Safe og det gør man altså mod John Frankenheimer, når denne viser sig fra sin bedste side. Burt Lancaster, Kirk Douglas og Edmond O'Brien giver alle top præstationer. Så er der ammunition til det mest fantastiske 4 dobbelte koldkrigs program.
82 - Sullivans Travels - 1941
Så er vi tilbage ved Preston Sturges, den kontroversielle screwball instruktør fra 40'erne. Sullivans Travels er endnu en genialitet fra den begavede instruktør, hvor dialogen endnu engang er knivskarp og i centrum for gakkede begivenheder. Jeg vedlægger [url= lille link[/url], til et klip, som både viser instruktørens men også dennes yndlingsskuespiller Joel McCrea, fra deres bedste side. Joel McCrea havde fortjent at blive "en af de store".
81 - The Fountain - 2006
Dette er blevet min absolutte yndlingsfilm af Darren Aronofsky. Modig som ind i helvede og med måske den smukkeste udnyttelse af metaforisk sprog jeg har set i en film. Meget mere end en filmoplevelse, en unik stemningsoplevelse akkompagneret af et fejlfrit soundtrack og en visuel billedside der er underskøn. Aronofskys fortællestil er forbandet flot i denne og holder mig i total dvale, hver gang jeg ser den. Mesterligt!
#196 filmz-jonasgr 15 år siden
#195 Fedt at se The Fountain på listen, som også er min klare favorit af Aronofskys. Utroligt at den blev så forholdvis dårlig modtaget af kritikerne. Utroligt at få noget så universelt som død til at føles så personligt. Den er simpelthen fyldt med klip som er ved at få tårekanalerne til at løbe.
Ja Pulp Fiction har jeg diskuteret flere gange. Lad mig bare sige, at jeg ikke er enig :)
The Insider er også god. Prøv at se den og Thank You For Smoking i forlængelse af hinanden, det er lidt af et mix.
Mr. Smith Goes to Washington er genial alene pga. slutsekvensen, hvilken tale Jimmy Stewart holder. Frank Capra var så sandelig symbolet på 30ernes USA indenfor filmbranchen og en af USAs "helte".
83 og 82 må jeg indrømme at jeg ikke har set.
'Cause I'm evil"
#197 filmz-Bruce 15 år siden
#198 evermind 15 år siden
Jeg er lige nødt til at spørge dumt her, men skal det forstås, som om du kan lide eller ikke kan lide Thank you for Smoking? (Altså en god kombination - eller mix som i, at filmene ligger langt fra hinanden kvalitetsmæssigt?)
Jeg er bare nysgerrig. :)
#199 filmz-jonasgr 15 år siden
Så ja en god kombination :)
'Cause I'm evil"
#200 evermind 15 år siden