Det er et par gode film du nævner. Becket er jeg jo også rigtig glad for eller jeg må hellere få den set igen for at se, om jeg stadigvæk er ligeså begejstret for den.
I øvrigt angående The Stunt Man. Ikke alene kan den betegnes som hans comeback rolle (det er jo meget kendt at han nærmest var ved at omkomme pga. spiritus i 70erne), men han baserer også sin rolle på David Lean (som eftersigende skulle have et ret heftigt temperament og køre sine skuespillere ret hårdt).
Nå ja de andre film kan man jo heller ikke just klage over :)
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Barry Lyndon er fantastisk, men det er stort set alt Kubrick. Ikke min personlige favorit, men stadig en 6/6'er for mit vedkommende. Jeg elsker humoren i den film.... dejlig underspillet.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Vil også godt bakke op omkring Barry Lyndon, det er virkelig en flot film. Jeg læste engang at den kun skulle være blevet optaget med naturligt lys, og kun i den første time efter solopgang og i den sidste time inden solnedgang(undendørs scenerne). Uanset hvad er det en flot, stemningsfuld og ikke mindst ret morsom omgang.
En top-200 liste uden mindst én Kurasawa film, er vist blasfemi. Desværre husker jeg ikke meget af hverken Yojimbo og Rashomon, men til gengæld husker jeg alt af De Syv Samurai'er, som jeg har genset flere gange, siden jeg stiftede bekendtskab med den første gang i TV som barn.
Kulturkløften til de sædvanlige western- og gangster film var stor. Setup'et virkede ufattelig minimalistisk og det tog en kort og en lang at komme til datidens vigtigste punkt, the shoot-out. I dag ser jeg heldigvis ikke mere med utrænede Transformer øjne på filmen, men formår at sætte pris på Kurosawas opbygning og den meget detaljerede beskrivelse af involverede personerne i fortællingen.
Historien tager sit udgangspunkt i det feudale Japan i 1600 tallet, hvor en bande banditter rejser fra landsby til landsby, terroriserer indbyggerne, stjæler deres høst og rejser bort, blot for at kickstarte fødekæden igen året efter. En landsby har fået nok og beslutter sig for at kæmpe imod og vil hyre én samurai til at hjælpe dem. Men samurai'er er ikke længere højt på strå i Japan, fordi de grundet de trængte tider, nu hærger det Japan, som de engang tjente. Byens indbyggere handler af nød og udviser ikke respekt.
Historien udvikler sig til den nu klasssiske af slagsen, hvor syv mænd kraftigt i undertal udfordrer overmagten. Allegorien er set utallige gange i filmhistorien siden hen, bl.a. i Magnificent Seven, Wild Bunch og Star Wars.
Kurosawas næsten 4 timer lange værk er og bliver dog den ægte vare. Han får vækket publikums empati for og imod enhver af de involverede parter og sprænger ikke over hvor gærdet er lavest, for at sleske for den laveste fællesnævner, hvis tomme kalorier altid mætter dårligst. Actionsekvenserne må vente, til det slutteligt giver mening, men når Kurosawa så giver los, er det med stil og en øjenåbner af cinematografiske evner udfolder sig.
11- Mulholland Drive - 2001
Når en ny film af David Lynch annonceres, så er det klogest ikke at forvente noget. Når man endelig tror, man har fanget "hans stil", så vælter hans næste film altid læsset. Faktum er, at manden kan skrue en traditionel fortælling sammen ligeså let, som en film udelukkende bestående af symbolik og metaforik, baseret på transcendental meditation ... hvad så end det måtte betyde. Lynch overrasker nærmest altid, uanset man bliver skuffet eller imponeret.
Mulholland Drive er vintage Lynch. Det er nektar serveret direkte fra menneskets ubevidste jeg, via instruktørens forkærlighed for transcendental meditation. En fortælling som udspiller sig på to planer, hvor man som tilskuer i lang tid kan føle historien udvikle sig ganske lineært, indtil filmen knækker og alt hvad man troede var fakta, pludselig bliver til information uden mening. Det kan føles utroligt frustrerende; men som man skal bruge en såkaldt nøgle af minimal størrelse for at knække krypteret information, skal man også i Mulholland Drive blot "forstå" en lille introduktions sekvens og så er grundlaget for puslespilleta videre samling, på plads.
Således var mit andet gensyn af Mulholland Drive én af de største filmoplevelser, jeg nogensinde har haft. Tilsyneladende vanvid blev pludselig logik og jeg måtte og må stadig, være fuld af forundring og lovord for Lynch's filmiske intellekt. Han er ikke, "som de andre" og gudskelov for det!
Angelo Badalamenti lægger endnu engang lydspor til Lynch's fortælling og med få strofer formår han at skabe en stemning og spænding, som havde vi med Bernard Herrman at gøre. Udover den vanvittigt fascinerende fortælling, indeholder filmen hele to af de mest erotiske scener jeg nogensinde har set på film, hvilket jeg med det samme kan konkludere ikke trækker fra i det samlede resultat.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#391 filmz-Bruce 15 år siden
#392 Antlion 15 år siden
Har du reg. 1 BD-udgivelsen? Det er vel den man skal anskaffe sig, hvis man ønsker den bedst mulige kvalitet?
#393 BN 15 år siden
Bruce har ihvertfald anbefalet den i denne ældre tråd:
http://filmz.dk/forum/tagwall/hvad-vi-oensker-os-p...
#394 filmz-Bruce 15 år siden
#395 filmz-jonasgr 15 år siden
I øvrigt angående The Stunt Man. Ikke alene kan den betegnes som hans comeback rolle (det er jo meget kendt at han nærmest var ved at omkomme pga. spiritus i 70erne), men han baserer også sin rolle på David Lean (som eftersigende skulle have et ret heftigt temperament og køre sine skuespillere ret hårdt).
Nå ja de andre film kan man jo heller ikke just klage over :)
'Cause I'm evil"
#396 Lord Beef Jerky 15 år siden
#397 inflector 15 år siden
#398 jessup 15 år siden
#399 inflector 15 år siden
#400 filmz-Bruce 15 år siden
En top-200 liste uden mindst én Kurasawa film, er vist blasfemi. Desværre husker jeg ikke meget af hverken Yojimbo og Rashomon, men til gengæld husker jeg alt af De Syv Samurai'er, som jeg har genset flere gange, siden jeg stiftede bekendtskab med den første gang i TV som barn.
Kulturkløften til de sædvanlige western- og gangster film var stor. Setup'et virkede ufattelig minimalistisk og det tog en kort og en lang at komme til datidens vigtigste punkt, the shoot-out. I dag ser jeg heldigvis ikke mere med utrænede Transformer øjne på filmen, men formår at sætte pris på Kurosawas opbygning og den meget detaljerede beskrivelse af involverede personerne i fortællingen.
Historien tager sit udgangspunkt i det feudale Japan i 1600 tallet, hvor en bande banditter rejser fra landsby til landsby, terroriserer indbyggerne, stjæler deres høst og rejser bort, blot for at kickstarte fødekæden igen året efter. En landsby har fået nok og beslutter sig for at kæmpe imod og vil hyre én samurai til at hjælpe dem. Men samurai'er er ikke længere højt på strå i Japan, fordi de grundet de trængte tider, nu hærger det Japan, som de engang tjente. Byens indbyggere handler af nød og udviser ikke respekt.
Historien udvikler sig til den nu klasssiske af slagsen, hvor syv mænd kraftigt i undertal udfordrer overmagten. Allegorien er set utallige gange i filmhistorien siden hen, bl.a. i Magnificent Seven, Wild Bunch og Star Wars.
Kurosawas næsten 4 timer lange værk er og bliver dog den ægte vare. Han får vækket publikums empati for og imod enhver af de involverede parter og sprænger ikke over hvor gærdet er lavest, for at sleske for den laveste fællesnævner, hvis tomme kalorier altid mætter dårligst. Actionsekvenserne må vente, til det slutteligt giver mening, men når Kurosawa så giver los, er det med stil og en øjenåbner af cinematografiske evner udfolder sig.
11- Mulholland Drive - 2001
Når en ny film af David Lynch annonceres, så er det klogest ikke at forvente noget. Når man endelig tror, man har fanget "hans stil", så vælter hans næste film altid læsset. Faktum er, at manden kan skrue en traditionel fortælling sammen ligeså let, som en film udelukkende bestående af symbolik og metaforik, baseret på transcendental meditation ... hvad så end det måtte betyde. Lynch overrasker nærmest altid, uanset man bliver skuffet eller imponeret.
Mulholland Drive er vintage Lynch. Det er nektar serveret direkte fra menneskets ubevidste jeg, via instruktørens forkærlighed for transcendental meditation. En fortælling som udspiller sig på to planer, hvor man som tilskuer i lang tid kan føle historien udvikle sig ganske lineært, indtil filmen knækker og alt hvad man troede var fakta, pludselig bliver til information uden mening. Det kan føles utroligt frustrerende; men som man skal bruge en såkaldt nøgle af minimal størrelse for at knække krypteret information, skal man også i Mulholland Drive blot "forstå" en lille introduktions sekvens og så er grundlaget for puslespilleta videre samling, på plads.
Således var mit andet gensyn af Mulholland Drive én af de største filmoplevelser, jeg nogensinde har haft. Tilsyneladende vanvid blev pludselig logik og jeg måtte og må stadig, være fuld af forundring og lovord for Lynch's filmiske intellekt. Han er ikke, "som de andre" og gudskelov for det!
Angelo Badalamenti lægger endnu engang lydspor til Lynch's fortælling og med få strofer formår han at skabe en stemning og spænding, som havde vi med Bernard Herrman at gøre. Udover den vanvittigt fascinerende fortælling, indeholder filmen hele to af de mest erotiske scener jeg nogensinde har set på film, hvilket jeg med det samme kan konkludere ikke trækker fra i det samlede resultat.