Med specialeffekter mener jeg dobbeleksponeringer, iris-outs, forvrængninger, refleksioner, superimposition, radikal brug af slow motion og atypiske kameravinkler. Tilsammen maler disse et magisk billede af Beudets emotionelle stadier.
Jean Vigo instruerede kun fire film i sin karriere, før blodforgiftning, leukæmi og tuberkulose gjorde en ende på den blot 29-årige unge mand. Disse films markante anarkisme kan delvist spores tilbage til faderens, Eugène Bonaventure de Vigo, liv og død. En revolutionær anarkist, der blev myrdet i en fængselscelle i 1917. Efter den antiautoritære kostskolefilm "Zéro de conduite", påbegyndte Vigo sit poetisk-realistiske mesterværk, der senere skulle vise sig at være inspirationskilde til den franske nybølge, hvor Truffaut i særdeleshed fremhævede ham som en ægte auteur.
Hvor de fleste kærlighedsfilm ender, begynder "L'Atalante" ved et bryllup. Et arketypisk par af umagehed skal sammenføres: Juliette, den fattige landsbypige, og Jean, den erfarne skipper. Mellem disse finder vi kaptajnen Père Jules, en mærkelig personlighed: Moden og infantil, ven og elsker – en omvandrende tosse med fantastiske tatoveringer. Vandet har en essentiel betydning i filmen, hvilket vi allerede får at se morgenen efter brylluppet: Da ægteparret vasker sig (i hver sin spand), siger Juliette, at hun så sin elskede (Jean) i vandet for et par år siden. Jean forsøger efterfølgende at kigge i spanden med vand, men kan til sin undren ikke se sin elskede. Et varsel? Med et eskalerende kedsommeligt liv på floden, forsvinder Juliette ind til bylivets fristelser, forårsagende en rasende Jean. I sin vrede, sejler han videre, og efterlader sin kone i stikken, men hans vrede fører til depression. I desperationen kaster han sig i floden, men det er ikke døden, der imødekommer ham, men kærligheden – manifesteret i Juliettes krop. En frelsende skikkelse, der får ham til at indse, at hvis han skal finde sig selv, må han finde sin elskede. Père Jules, vennen og elskeren, rejser derfor ind for at finde Juliette i Paris' fristende gader.
Hvor "Zéro de conduite" var en hyldest til kostskoleelevers oprør mod de undertrykkende traditioner, er "L'Atalante" en hyldest til det heteroseksuelle og en bekræftelse af kønnenes forskelligheder. En celebrering af det, som traditionen har ført med sig, og som ofte opfattes som en undertrykkende enhed i samfundet – nemlig ægteskabet og dets sammensmeltning af de åndelige, fysiske og erotiske modpoler.
#64 En af mine absolutte yndlingsfilm. Sjov, rørende, rammende og decideret forførende. Den har en fantastisk uforceret frihed over sig. Den er vel nærmest en fransk nybølge-film længe før, der var noget, der hed det.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Enig hele vejen igennem. Selvom Jean Vigos skæbne er lidt af en beretning, skal man være lidt af en romantiker for ikke at føle sig frarøvet med kun fire film fra hans hånd.
#64 De tre andre film var vist nærmere kortfilm (kan se den ene var 41 minutter så det er nok midt imellem), så han er lidt i samme båd med Charles Laughton. Den ser jeg gerne komme i en BD udgave. Artificial Eye DVD'en har eftersigende et ganske godt transfer.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#61 filmz-ab 14 år siden
CGI :-)
#62 filmz-ab 14 år siden
Trailer til den anmeldte film..
#63 Antlion 14 år siden
Med specialeffekter mener jeg dobbeleksponeringer, iris-outs, forvrængninger, refleksioner, superimposition, radikal brug af slow motion og atypiske kameravinkler. Tilsammen maler disse et magisk billede af Beudets emotionelle stadier.
#64 Antlion 14 år siden
Jean Vigo instruerede kun fire film i sin karriere, før blodforgiftning, leukæmi og tuberkulose gjorde en ende på den blot 29-årige unge mand. Disse films markante anarkisme kan delvist spores tilbage til faderens, Eugène Bonaventure de Vigo, liv og død. En revolutionær anarkist, der blev myrdet i en fængselscelle i 1917. Efter den antiautoritære kostskolefilm "Zéro de conduite", påbegyndte Vigo sit poetisk-realistiske mesterværk, der senere skulle vise sig at være inspirationskilde til den franske nybølge, hvor Truffaut i særdeleshed fremhævede ham som en ægte auteur.
Hvor de fleste kærlighedsfilm ender, begynder "L'Atalante" ved et bryllup. Et arketypisk par af umagehed skal sammenføres: Juliette, den fattige landsbypige, og Jean, den erfarne skipper. Mellem disse finder vi kaptajnen Père Jules, en mærkelig personlighed: Moden og infantil, ven og elsker – en omvandrende tosse med fantastiske tatoveringer. Vandet har en essentiel betydning i filmen, hvilket vi allerede får at se morgenen efter brylluppet: Da ægteparret vasker sig (i hver sin spand), siger Juliette, at hun så sin elskede (Jean) i vandet for et par år siden. Jean forsøger efterfølgende at kigge i spanden med vand, men kan til sin undren ikke se sin elskede. Et varsel?
Med et eskalerende kedsommeligt liv på floden, forsvinder Juliette ind til bylivets fristelser, forårsagende en rasende Jean. I sin vrede, sejler han videre, og efterlader sin kone i stikken, men hans vrede fører til depression. I desperationen kaster han sig i floden, men det er ikke døden, der imødekommer ham, men kærligheden – manifesteret i Juliettes krop. En frelsende skikkelse, der får ham til at indse, at hvis han skal finde sig selv, må han finde sin elskede. Père Jules, vennen og elskeren, rejser derfor ind for at finde Juliette i Paris' fristende gader.
Hvor "Zéro de conduite" var en hyldest til kostskoleelevers oprør mod de undertrykkende traditioner, er "L'Atalante" en hyldest til det heteroseksuelle og en bekræftelse af kønnenes forskelligheder. En celebrering af det, som traditionen har ført med sig, og som ofte opfattes som en undertrykkende enhed i samfundet – nemlig ægteskabet og dets sammensmeltning af de åndelige, fysiske og erotiske modpoler.
#65 Benway 14 år siden
#66 JannikAnd 14 år siden
#67 Bruce 14 år siden
#68 Benway 14 år siden
#69 Antlion 14 år siden
#70 Benway 14 år siden