190) Planes, Trains and Automobiles - (John Hughes, 1987)
Jeg havde i første omgang egentlig bestemt mig for, at denne komedie ikke skulle med på listen, sådan ud fra en eller anden fjollet betragtning om, at det ikke er nogen "stor" film, og at Steve Martin og John Candy heller ikke ligefrem er blandt mine yndlingsskuespillere. Men ved nærmere eftertanke ville dette have været både unfair og misvisende, for dels giver Steve Martin her en af sin karrieres bedste præstationer og John Candy måske sin allerbedste, dels har filmen så mange komiske optrin, at jeg morer mig lige meget hver gang jeg ser den, selvom jeg efterhånden har set den 117 gange. Så derfor må den vist retteligt betegnes som en favoritfilm.
Desuden indeholder den et for komedier temmelig sjældent fænomen, nemlig et såkaldt twist, og i dette tilfælde er det et, man bliver rørt over. ... Det er dog møgirriterende, at stemningen straks efter skal ødelægges af en elendig cover-version af Paul Young-hittet "Every Time You Go Away" (oprindelig skrevet og indspillet af Hall & Oates). Bortset fra at jeg ikke kan lide nogen som helst udgave af denne sang, ærgrer det mig grusomt, at man her bruger en sukkersød popsang til at fortælle, hvad publikum skal føle. Nå, men pyt, det hører trods alt til småtingsafdelingen.
189) Big Fish - (Tim Burton, 2003)
En ganske morsom og fornøjelig eventyrkomedie, der hylder fantasien og den gode historie. Ewan McGregor oser af overskud i rollen som den herligt naive, evigt optimistiske unge lykkejæger Edward Bloom, der uden videre giver sig i kast med enhver opgave han møder på sin vej, og som ikke giver så let op, når han har fundet den store kærlighed og hun ikke lige er til at få fat på. Ewan McGregor blev i øvrigt valgt til rollen på grund af sin slående lighed med nogle billeder af en ung Albert Finney. Sidstnævnte spiller den ældre, døende Edward Bloom, hvis ikke 100 procent sandfærdige livshistorie vi får fortalt gennem en række flashbacks.
188) Edward Scissorhands - (Tim Burton, 1990)
En eventyrfilm bestående af lige dele komedie og tragedie. Der er masser af genial, absurd humor i den, såsom den rekordhastighed hvormed byens sladdertanter viderebringer nyheder til hinanden, eller den omstændighed at huset på bakketoppen nærmest synes glemt eller overset af folk, selvom bakken ligger i udkanten af byen og udgør det eneste højdepunkt i miles omkreds, eller Edward's fantastiske evne til med sine saksehænder at klippe hår på både hunde og mennesker, samt lave alverdens figurer ud af buske og hække.
Skuespillerne er generelt gode, men det er først og fremmest Johnny Depp der bærer filmen. Han leverer en både morsom og rørende præstation i titelrollen. Hans akavede, robotagtige måde at gå på og hans blege stenansigt (hvor det kun er øjnene der udtrykker hans følelser) får ham til at minde om en blanding af C3-PO fra Star Wars og Buster Keaton.
Disse ting kombineret med Tim Burton's velkendte visuelle stil og Danny Elfman's musik er med til at gøre filmen til en af mine favoritter.
187) Aliens - (James Cameron, 1986)
Fortsættelsen til 'Alien'. Cameron's film er mere actionpræget end forgængeren, men indeholder alligevel visse scener, der er ligeså stemningsmættede og klaustrofobiske. Det er især efter denne film at den intelligente, viljefaste og handlekraftige Ellen Ripley kommet til at stå som en af filmhistoriens stærkeste kvindefigurer, og rollen er da også blevet Sigourney Weaver's signaturrolle. (Rollen skaffede hende helt fortjent en Oscar-nominering for Bedste Kvindelige Hovedrolle.)
186) Alien - (Ridley Scott, 1979)
Tjah, det er svært at sige noget om denne film som ikke allerede er blevet sagt. Monster-film er normalt ikke min kop te, men den her skiller sig positivt ud fra alle andre. Det, jeg så godt kan lide ved filmen, er den ganske særlige stemning der er i den, det utroligt gennemførte miljø og det naturalistiske skuespil, samt det at dramaet er mere psykologisk end det er fysisk.
185) Michael Clayton - (Tony Gilroy, 2007)
'Michael Clayton' er en virkelig god film, der handler om menneskelighed og retfærdighed, eller rettere hvordan disse to begreber ofte tilsidesættes af advokater og forretningsfolk, for hvem deres firmas succes og indtjening betyder alt. Men først og fremmest handler den om to mænd, der får mulighed for at genfinde deres egen menneskelighed midt i en kynisk og kold verden.
Titelfiguren og hovedpersonen Michael Clayton spilles af George Clooney, og det gør han fantastisk godt. Ja, med den her film har han én gang for alle overbevist mig om, at hans stjernestatus er velfortjent. Jeg har såmænd godt kunnet lide ham før, men hos mig har han nok hidtil scoret flere points på sin karisma og sin Cary Grant'ske fremtoning end på sit skuespil. I 'Michael Clayton' er han fascinerende at betragte og bærer med sin intense, men underspillede og lavmælte præstation hele filmen. Ja, jeg har ikke længere nogen forbehold overfor ham - han er en fremragende skuespiller.
Jeg skal heller ikke forsømme at fremhæve Tom Wilkinson for hans indlevede, overbevisende fremstilling af den tilsyneladende sindsforvirrede advokat, der på temmelig iøjnefaldende vis skifter side midt under sagen mellem kemikoncernen og landbrugsfolkene, og Tilda Swinton for hendes rolle som den kontrolsyge og skrupelløse, men samtidig tydeligt nervesvækkede direktør for kemikoncernen. Hun vandt en Oscar for Bedste Kvindelige Birolle, men jeg havde nu hellere set prisen gå til George Clooney, som helt fortjent var nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle.
184) Dirty Harry - (Don Siegel, 1971)
En klassisk krimi om den handlekraftige, ustoppelige politimand Harry Callahan, der ikke alene må kæmpe mod en gal massemorder, men også mod det blødsødne, langsomme bureakrati, der hersker indenfor politiet og retsvæsenet. Figuren Dirty Harry føles på mange måder som en fortsættelse af Clint Eastwood's seje, fåmælte anti-helt fra Sergio Leone's første tre spaghetti-westerns, nu blot placeret i den moderne, hektiske storby i stedet for på den øde, støvede prærie. Selvom han er på lovens side, følger han først og fremmest sine egne regler og instinkter, til irritation for nogle og skade for andre, samt til stor underholdning for os tilskuere. Scenen hvor han kold og rolig vader ud på gaden og stopper nogle bankrøvere, vil nok altid være det man husker bedst fra filmen.
183) Sudden Impact - (Clint Eastwood, 1983)
Dette er efter min mening klart den bedste af de fem Dirty Harry-film. Den er mere mørk og dyster end de andre film og også mere følelsesladet. Hele filmen igennem følger vi kunstmaleren Jennifer Spencer (Sondra Locke) ligeså meget som vi følger Dirty Harry. Hun er den ene af to søstre, som for mange år siden var udsat for en voldtægtsforbrydelse begået af nogle mænd, som hun nu er i gang med at opsøge og dræbe en efter en. Ja, den morder der er på spil denne gang, ligner med andre ord slet ikke den type forbrydere, Harry plejer at være oppe imod. Hun ligner snarere ham selv. Ja, han er faktisk stødt på sit kvindelige modstykke. Og hvad gør man så?
Dirty Harry har dog heldigvis ikke ændret stil. Det ses især i den klassiske scene i cafeteriet, hvor han konfronterer en bande bevæbnede røvere, idet han forklarer, at han bare er kommet tilbage for at klage over, at servitricen har puttet sukker i hans kaffe, og hvor han - efter en hurtig skudveksling - provokerer den (vistnok) eneste overlevende røver med ordene "Go ahead. Make my day." Det er en scene der står bestemt ikke tilbage for '"Do I feel lucky?"-scenen fra den første Dirty Harry-film. Det er kulsort humor, og man kan næsten ikke lade være at klukle, når Eastwood leverer disse yderst skarpe, velformulerede replikker på sin tørre og truende facon.
182) Duel - (Steven Spielberg, 1971)
Denne mesterlige landevejs-gyser var Steven Spielberg's debutfilm, og den er et skoleeksempel på, hvordan man kan skabe en uhyggelig stemning uden de store virkemidler og helt uden special effects. Filmens grundpræmis - en helt almindelig mands kamp mod en mystisk fjende, en fjende som dukker op ud af intetheden, uden forklaring og uden motiv - er siden blev genbrugt i andre film; med allerbedst resultat i 'The Hitcher' fra 1986.
Dennis Weaver (kendt fra tv-serien 'McCloud') er god i hovedrollen som forretningsmanden David Mann, der under en længere biltur bliver forfulgt og chikaneret af en stor lastbil. Han formår virkelig at få karakterens nervøsitet, frygt og desperation til at forplante sig til tilskueren - det gælder ihverfald i mit tilfælde.
181) Gone Baby Gone - (Ben Affleck, 2007)
Ben Affleck har aldrig sagt mig noget som skuespiller; i de film jeg har set ham i, har han virket anonym og flad. Men som instruktør har han vundet min respekt med dette uforudsigelige, følelsesladede og tankevækkende bortførelsesdrama. Og så var det det helt rigtige valg at lade sin lillebror Casey Affleck spille hovedrollen i filmen. Casey Affleck er en af disse skuespillere, man aldrig bliver træt af betragte, fordi han har et ansigt og en mimik der siger mere end mange ord. Efter den her film har jeg bestemt positive forventninger til begge brødres fremtidige karriere.
Det som jeg særlig godt kan lide ved 'Gone Baby Gone' er - som jeg allerede har været inde på - skuespillet. Ikke kun fra Casey Affleck, men også Amy Ryan, Michelle Monaghan, Morgan Freeman og Ed Harris. Filmen har specielt fire scener, som må betegnes som stærke og uforglemmelige højdepunkter:
(1) scenen hvor Casey Affleck sammen med to politimænd leder efter et andet forsvundet barn - en dreng - i en kendt børnemisbrugers hus, (2) scenen hvor Morgan Freeman trygler Casey Affleck om at lade den bortførte pige være hvor hun er og (3) den efterfølgende scene hvor Michelle Monaghan gør det samme, samt (4) slutscenen med billedet af Casey Affleck og den nu genfundne pige siddende på stuesofaen foran fjernsynet.
Big Fish - Bestemt underholdende og meget Burtonsk, men de bedste eventyrhistorier er efter min mening dem, hvor begyndelse, midte og slutning kommer sammen og skaber en større helhed. Big Fish er en blanding af mærkelige affærer, der er underholdende, mens de varer, men som ikke efterlader én med meget til eftertanke.
Aliens - Den bedste i serien. James Cameron tog det, der var mest creepy fra den første, og gjorde det langt værre, men også en del mere actionpræget. Jeg syntes til gengæld, det var et godt skridt. Det er altid svært at lave en 2'er.
Alien - Klassikeren, der har sin egen lille charme. Rummet virker virkelig som et koldt sted i denne film, og man er fuldt investeret i personerne ombord på det lille rumfartøj. Gysene er dog ikke så effektive i dag efter min mening.
Michael Clayton - Efter min mening en rigtig fed film, hvor George Clooney virkelig gør det godt i rollen som "juridisk pedel". Meget interessant historie. Ikke overambitiøs, men ganske veludført, og jeg kedede mig egentlig ikke trods den lidt stille tone, der præger filmen. Måske jeg bare var i det rette humør.
Gone Baby Gone - Provokerende film, på den gode måde. Meget troværdig og enig i, at Casey Affleck virkelig formår mimik (hvilket er sjovt, fordi Bens ansigtsudtryk har meget lidt mimik over sig, uden at jeg nødvendigvis tilslutter mig skaren, der normalt sabler hans skuespil ned). Jeg må dog indrømme, det her ikke er en film, jeg havde lyst at se igen.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Big Fish er en blanding af mærkelige affærer, der er underholdende, mens de varer, men som ikke efterlader én med meget til eftertanke.
Det er også en af grundene til, at jeg bedre kan lide 'Edward Scissorhands' end 'Big Fish'. (Det er ikke så længe siden, at det var omvendt (hvilket det ikke altid har været), men det blev der lavet om på, da jeg genså 'Edward Scissorhands' for ganske nylig.
Men jeg kan nu godt lide de mange pudsige og absurde elementer, som 'Big Fish' er fyldt med. For min skyld behøver der ikke altid at være en masse "mening" i komik og eventyr, selvom det nu er godt nok engang imellem.
Ganske fine valg må man sige. Alien og Aliens havde nok også ligget noget højere hos mig, hvor jeg især er helt vild med Aliens. Jeg er også meget glad for de to Burton film som du nævner, som jeg begge finder rigtig gode, og især Edward Saksehånd hører til i den gode ende af mine favoritfilm.
The Duel er også ganske fin. Meget interessant at se hvor Steven Spielberg startede med et stramt fortalt og simpel koncept. Dennis Weaver fungerer ganske godt, men det er lastbilen der stjæler filmen. Som sagt ganske fin, men nu ikke noget som jeg havde taget med på min liste.
Michael Clayton var nu også ganske udemærket, men i sidste ende sagde den mig nu ikke det store. Gone Baby Gone er også ganske god, men nu også en smule overvurderet efter min mening. Men Casey Affleck imponerede mig dog meget og han er også det der løfter denne film højere op end resten beretter til. En meget interessant skuespiller som jeg glæder mig til at se endnu mere til i fremtiden.
Og resten af filmene har jeg ikke set, hvor det dog kun er Dirty Harry-filmene som jeg har tænkt mig at se.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Den sidste scene i "Michael Clayton" er eminent lavet, uden ellers at røbe for meget. "Alien" og "Aliens" er også ganske gode film og vil nok også lige snige sig ind på min liste.
"Big Fish" kan jeg faktisk godt lide omend, selv om det er lang tid siden jeg har set den, jeg ikke er ovenud begejstret for "Edward Scissorhands". Jeg huske den som lidt for sentimental til tider, men det er efterhånden også noget tid siden jeg har set.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
jeg ikke er ovenud begejstret for "Edward Scissorhands". Jeg huske den som lidt for sentimental til tider, men det er efterhånden også noget tid siden jeg har set.
Det var også sådan jeg selv huskede den. Men efter lige at have genset den, synes jeg, at det er humor og pudsighederne, samt Tim Burton's "skæve" stil der dominerer historien.
#1 BN 14 år siden
Jeg havde i første omgang egentlig bestemt mig for, at denne komedie ikke skulle med på listen, sådan ud fra en eller anden fjollet betragtning om, at det ikke er nogen "stor" film, og at Steve Martin og John Candy heller ikke ligefrem er blandt mine yndlingsskuespillere. Men ved nærmere eftertanke ville dette have været både unfair og misvisende, for dels giver Steve Martin her en af sin karrieres bedste præstationer og John Candy måske sin allerbedste, dels har filmen så mange komiske optrin, at jeg morer mig lige meget hver gang jeg ser den, selvom jeg efterhånden har set den 117 gange. Så derfor må den vist retteligt betegnes som en favoritfilm.
Desuden indeholder den et for komedier temmelig sjældent fænomen, nemlig et såkaldt twist, og i dette tilfælde er det et, man bliver rørt over. ... Det er dog møgirriterende, at stemningen straks efter skal ødelægges af en elendig cover-version af Paul Young-hittet "Every Time You Go Away" (oprindelig skrevet og indspillet af Hall & Oates). Bortset fra at jeg ikke kan lide nogen som helst udgave af denne sang, ærgrer det mig grusomt, at man her bruger en sukkersød popsang til at fortælle, hvad publikum skal føle. Nå, men pyt, det hører trods alt til småtingsafdelingen.
189) Big Fish - (Tim Burton, 2003)
En ganske morsom og fornøjelig eventyrkomedie, der hylder fantasien og den gode historie. Ewan McGregor oser af overskud i rollen som den herligt naive, evigt optimistiske unge lykkejæger Edward Bloom, der uden videre giver sig i kast med enhver opgave han møder på sin vej, og som ikke giver så let op, når han har fundet den store kærlighed og hun ikke lige er til at få fat på. Ewan McGregor blev i øvrigt valgt til rollen på grund af sin slående lighed med nogle billeder af en ung Albert Finney. Sidstnævnte spiller den ældre, døende Edward Bloom, hvis ikke 100 procent sandfærdige livshistorie vi får fortalt gennem en række flashbacks.
188) Edward Scissorhands - (Tim Burton, 1990)
En eventyrfilm bestående af lige dele komedie og tragedie. Der er masser af genial, absurd humor i den, såsom den rekordhastighed hvormed byens sladdertanter viderebringer nyheder til hinanden, eller den omstændighed at huset på bakketoppen nærmest synes glemt eller overset af folk, selvom bakken ligger i udkanten af byen og udgør det eneste højdepunkt i miles omkreds, eller Edward's fantastiske evne til med sine saksehænder at klippe hår på både hunde og mennesker, samt lave alverdens figurer ud af buske og hække.
Skuespillerne er generelt gode, men det er først og fremmest Johnny Depp der bærer filmen. Han leverer en både morsom og rørende præstation i titelrollen. Hans akavede, robotagtige måde at gå på og hans blege stenansigt (hvor det kun er øjnene der udtrykker hans følelser) får ham til at minde om en blanding af C3-PO fra Star Wars og Buster Keaton.
Disse ting kombineret med Tim Burton's velkendte visuelle stil og Danny Elfman's musik er med til at gøre filmen til en af mine favoritter.
187) Aliens - (James Cameron, 1986)
Fortsættelsen til 'Alien'. Cameron's film er mere actionpræget end forgængeren, men indeholder alligevel visse scener, der er ligeså stemningsmættede og klaustrofobiske. Det er især efter denne film at den intelligente, viljefaste og handlekraftige Ellen Ripley kommet til at stå som en af filmhistoriens stærkeste kvindefigurer, og rollen er da også blevet Sigourney Weaver's signaturrolle. (Rollen skaffede hende helt fortjent en Oscar-nominering for Bedste Kvindelige Hovedrolle.)
186) Alien - (Ridley Scott, 1979)
Tjah, det er svært at sige noget om denne film som ikke allerede er blevet sagt. Monster-film er normalt ikke min kop te, men den her skiller sig positivt ud fra alle andre. Det, jeg så godt kan lide ved filmen, er den ganske særlige stemning der er i den, det utroligt gennemførte miljø og det naturalistiske skuespil, samt det at dramaet er mere psykologisk end det er fysisk.
185) Michael Clayton - (Tony Gilroy, 2007)
'Michael Clayton' er en virkelig god film, der handler om menneskelighed og retfærdighed, eller rettere hvordan disse to begreber ofte tilsidesættes af advokater og forretningsfolk, for hvem deres firmas succes og indtjening betyder alt. Men først og fremmest handler den om to mænd, der får mulighed for at genfinde deres egen menneskelighed midt i en kynisk og kold verden.
Titelfiguren og hovedpersonen Michael Clayton spilles af George Clooney, og det gør han fantastisk godt. Ja, med den her film har han én gang for alle overbevist mig om, at hans stjernestatus er velfortjent. Jeg har såmænd godt kunnet lide ham før, men hos mig har han nok hidtil scoret flere points på sin karisma og sin Cary Grant'ske fremtoning end på sit skuespil. I 'Michael Clayton' er han fascinerende at betragte og bærer med sin intense, men underspillede og lavmælte præstation hele filmen. Ja, jeg har ikke længere nogen forbehold overfor ham - han er en fremragende skuespiller.
Jeg skal heller ikke forsømme at fremhæve Tom Wilkinson for hans indlevede, overbevisende fremstilling af den tilsyneladende sindsforvirrede advokat, der på temmelig iøjnefaldende vis skifter side midt under sagen mellem kemikoncernen og landbrugsfolkene, og Tilda Swinton for hendes rolle som den kontrolsyge og skrupelløse, men samtidig tydeligt nervesvækkede direktør for kemikoncernen. Hun vandt en Oscar for Bedste Kvindelige Birolle, men jeg havde nu hellere set prisen gå til George Clooney, som helt fortjent var nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle.
184) Dirty Harry - (Don Siegel, 1971)
En klassisk krimi om den handlekraftige, ustoppelige politimand Harry Callahan, der ikke alene må kæmpe mod en gal massemorder, men også mod det blødsødne, langsomme bureakrati, der hersker indenfor politiet og retsvæsenet. Figuren Dirty Harry føles på mange måder som en fortsættelse af Clint Eastwood's seje, fåmælte anti-helt fra Sergio Leone's første tre spaghetti-westerns, nu blot placeret i den moderne, hektiske storby i stedet for på den øde, støvede prærie. Selvom han er på lovens side, følger han først og fremmest sine egne regler og instinkter, til irritation for nogle og skade for andre, samt til stor underholdning for os tilskuere. Scenen hvor han kold og rolig vader ud på gaden og stopper nogle bankrøvere, vil nok altid være det man husker bedst fra filmen.
183) Sudden Impact - (Clint Eastwood, 1983)
Dette er efter min mening klart den bedste af de fem Dirty Harry-film. Den er mere mørk og dyster end de andre film og også mere følelsesladet. Hele filmen igennem følger vi kunstmaleren Jennifer Spencer (Sondra Locke) ligeså meget som vi følger Dirty Harry. Hun er den ene af to søstre, som for mange år siden var udsat for en voldtægtsforbrydelse begået af nogle mænd, som hun nu er i gang med at opsøge og dræbe en efter en. Ja, den morder der er på spil denne gang, ligner med andre ord slet ikke den type forbrydere, Harry plejer at være oppe imod. Hun ligner snarere ham selv. Ja, han er faktisk stødt på sit kvindelige modstykke. Og hvad gør man så?
Dirty Harry har dog heldigvis ikke ændret stil. Det ses især i den klassiske scene i cafeteriet, hvor han konfronterer en bande bevæbnede røvere, idet han forklarer, at han bare er kommet tilbage for at klage over, at servitricen har puttet sukker i hans kaffe, og hvor han - efter en hurtig skudveksling - provokerer den (vistnok) eneste overlevende røver med ordene "Go ahead. Make my day." Det er en scene der står bestemt ikke tilbage for '"Do I feel lucky?"-scenen fra den første Dirty Harry-film. Det er kulsort humor, og man kan næsten ikke lade være at klukle, når Eastwood leverer disse yderst skarpe, velformulerede replikker på sin tørre og truende facon.
182) Duel - (Steven Spielberg, 1971)
Denne mesterlige landevejs-gyser var Steven Spielberg's debutfilm, og den er et skoleeksempel på, hvordan man kan skabe en uhyggelig stemning uden de store virkemidler og helt uden special effects. Filmens grundpræmis - en helt almindelig mands kamp mod en mystisk fjende, en fjende som dukker op ud af intetheden, uden forklaring og uden motiv - er siden blev genbrugt i andre film; med allerbedst resultat i 'The Hitcher' fra 1986.
Dennis Weaver (kendt fra tv-serien 'McCloud') er god i hovedrollen som forretningsmanden David Mann, der under en længere biltur bliver forfulgt og chikaneret af en stor lastbil. Han formår virkelig at få karakterens nervøsitet, frygt og desperation til at forplante sig til tilskueren - det gælder ihverfald i mit tilfælde.
181) Gone Baby Gone - (Ben Affleck, 2007)
Ben Affleck har aldrig sagt mig noget som skuespiller; i de film jeg har set ham i, har han virket anonym og flad. Men som instruktør har han vundet min respekt med dette uforudsigelige, følelsesladede og tankevækkende bortførelsesdrama. Og så var det det helt rigtige valg at lade sin lillebror Casey Affleck spille hovedrollen i filmen. Casey Affleck er en af disse skuespillere, man aldrig bliver træt af betragte, fordi han har et ansigt og en mimik der siger mere end mange ord. Efter den her film har jeg bestemt positive forventninger til begge brødres fremtidige karriere.
Det som jeg særlig godt kan lide ved 'Gone Baby Gone' er - som jeg allerede har været inde på - skuespillet. Ikke kun fra Casey Affleck, men også Amy Ryan, Michelle Monaghan, Morgan Freeman og Ed Harris. Filmen har specielt fire scener, som må betegnes som stærke og uforglemmelige højdepunkter:
#2 Patriarch 14 år siden
Tænker jeg skal give Michael Clayton endnu en chance... den fangede mig ikke helt, men det lader til at den skal ses.
#3 BN 14 år siden
Jeg er bestemt enig med dig i, at de er perfekte i deres genre.
Med hensyn til placeringen af 'Alien', havde jeg i øvrigt overvejet at skrive et "Sorry, bruce". ;-D
#4 Riqon 14 år siden
Big Fish - Bestemt underholdende og meget Burtonsk, men de bedste eventyrhistorier er efter min mening dem, hvor begyndelse, midte og slutning kommer sammen og skaber en større helhed. Big Fish er en blanding af mærkelige affærer, der er underholdende, mens de varer, men som ikke efterlader én med meget til eftertanke.
Aliens - Den bedste i serien. James Cameron tog det, der var mest creepy fra den første, og gjorde det langt værre, men også en del mere actionpræget. Jeg syntes til gengæld, det var et godt skridt. Det er altid svært at lave en 2'er.
Alien - Klassikeren, der har sin egen lille charme. Rummet virker virkelig som et koldt sted i denne film, og man er fuldt investeret i personerne ombord på det lille rumfartøj. Gysene er dog ikke så effektive i dag efter min mening.
Michael Clayton - Efter min mening en rigtig fed film, hvor George Clooney virkelig gør det godt i rollen som "juridisk pedel". Meget interessant historie. Ikke overambitiøs, men ganske veludført, og jeg kedede mig egentlig ikke trods den lidt stille tone, der præger filmen. Måske jeg bare var i det rette humør.
Gone Baby Gone - Provokerende film, på den gode måde. Meget troværdig og enig i, at Casey Affleck virkelig formår mimik (hvilket er sjovt, fordi Bens ansigtsudtryk har meget lidt mimik over sig, uden at jeg nødvendigvis tilslutter mig skaren, der normalt sabler hans skuespil ned). Jeg må dog indrømme, det her ikke er en film, jeg havde lyst at se igen.
#5 BN 14 år siden
Det er også en af grundene til, at jeg bedre kan lide 'Edward Scissorhands' end 'Big Fish'. (Det er ikke så længe siden, at det var omvendt (hvilket det ikke altid har været), men det blev der lavet om på, da jeg genså 'Edward Scissorhands' for ganske nylig.
Men jeg kan nu godt lide de mange pudsige og absurde elementer, som 'Big Fish' er fyldt med. For min skyld behøver der ikke altid at være en masse "mening" i komik og eventyr, selvom det nu er godt nok engang imellem.
#6 Kruse 14 år siden
The Duel er også ganske fin. Meget interessant at se hvor Steven Spielberg startede med et stramt fortalt og simpel koncept. Dennis Weaver fungerer ganske godt, men det er lastbilen der stjæler filmen. Som sagt ganske fin, men nu ikke noget som jeg havde taget med på min liste.
Michael Clayton var nu også ganske udemærket, men i sidste ende sagde den mig nu ikke det store. Gone Baby Gone er også ganske god, men nu også en smule overvurderet efter min mening. Men Casey Affleck imponerede mig dog meget og han er også det der løfter denne film højere op end resten beretter til. En meget interessant skuespiller som jeg glæder mig til at se endnu mere til i fremtiden.
Og resten af filmene har jeg ikke set, hvor det dog kun er Dirty Harry-filmene som jeg har tænkt mig at se.
#7 filmz-jonasgr 14 år siden
Den sidste scene i "Michael Clayton" er eminent lavet, uden ellers at røbe for meget. "Alien" og "Aliens" er også ganske gode film og vil nok også lige snige sig ind på min liste.
"Big Fish" kan jeg faktisk godt lide omend, selv om det er lang tid siden jeg har set den, jeg ikke er ovenud begejstret for "Edward Scissorhands". Jeg huske den som lidt for sentimental til tider, men det er efterhånden også noget tid siden jeg har set.
'Cause I'm evil"
#8 BN 14 år siden
Det var også sådan jeg selv huskede den. Men efter lige at have genset den, synes jeg, at det er humor og pudsighederne, samt Tim Burton's "skæve" stil der dominerer historien.
#9 filmz-Bruce 14 år siden
#10 MOVIE1000 14 år siden