Moonraker er den eneste Bond-film, som jeg vil give en karakter under middel. Die Another Day er bestemt ikke perfekt, men den har sine fede og underholdende momenter. Bil-scenen og Halle Berry er to, jeg umiddelbart kommer i tanke om. :)
Samtlige Bond-film med Brosnan er noget værre bras, og den noble herre har helt ret i, at "Die Another Day" er den værste, selv om konkurrencen er hård.
Desuden rummer "Die Another Day" en blue screen-sekvens, der er tilpas ringe til at måle sig med de tilsvarende i "Air Force One" og "Jurassic Park III".
Det er ikke så mange af filmene i din seneste ombæring, jeg har set, BN, men dine Bond-placeringer samt den sporadiske diskussion omkring Casino Royale og Quantum of Solace har overbevist mig om, at det var ved at være på tide at gense begge. Som jeg husker det, supplerer de to film hinanden ret godt som 1. og 2. del af en sammenhængende historie. Jeg tror umiddelbart, jeg havde vurderet dem begge til en 4/6 el. 7/10.
I aften har jeg så genset Casino Royale. En af mine anker var tidligere, at den filmen igennem aldrig rigtig toppede den indledende actionscenes ualmindelig heftige parkour, men en genopfriskning senere var der nu masser af spændingsmomenter filmen igennem, og hvor klimakset måske stadig ikke matcher indledningen, rent actionmæssigt, har det et følelsesmæssigt punch. Jeg antager desuden, at scenerne ved pokerbordet i sig selv havde haft større spændingsværdi, hvis jeg kendte reglerne til spillet. (Hey, før nogen hidser sig op, så findes der faktisk mennesker derude, der ikke er inde i poker, jeg siger det bare! :)) Men faktum er, at jeg var fornemt underholdt, og at flere af mine forbehold fra første gennemsyn blev underkendt ved at gense filmen. Den vandt dermed lige et nøk opad på skalaen - altså 5/6 el. 8/10 - hos undertegnede. Fed film dér!
Nu er jeg spændt på at se, hvad et snarligt gensyn gør - hvis noget - ved min oplevelse af Quantum of Solace.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været det store Bond-menneske, men de må sgu gerne lave nogle flere af de nye her. Daniel Craig gør det godt med sin råhed og det kolde blik, der undertiden dog stadig afspejler de indre dæmoner, som rumsterer under overfladen.
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været det store Bond-menneske
Det har JEG heller ikke - jo, da jeg var 14-17 år, altså i den periode. Men i mit voksenliv har Bond-serien ikke sagt mig ret meget. Jeg købte alle filmene (på nær de fire med Brosnan), da de første gang udkom på dvd med danske tekster, og det gjorde fordi jeg troede, at jeg nu rigtigt skulle genoplive min ungdoms begejstring for dem ..... men jeg har aldrig haft lyst til at se dem fra ende til anden. Jeg har genset dem alle med laaaaaang tids mellemrum over en periode på 9 år (fra 2001 til 2010), og bortset fra 'The Living Daylights' er der ingen af dem der i nævneværdig grad rammer mit filmhjerte længere. Nogle ganske få af dem ('From Russia with Love' og 'On Her Majesty's Secret Service') er ret fine, omend jeg ikke giver disse 5/6 mere, men kun 4/6.
evermind (358) skrev:
men de må sgu gerne lave nogle flere af de nye her. Daniel Craig gør det godt med sin råhed og det kolde blik, der undertiden dog stadig afspejler de indre dæmoner, som rumsterer under overfladen.
Sådan har jeg det også. Craigs fortolkning og den nye tone i Bond-filmene (de to seneste) har ramt fuldstændig plet hos mig. Det er den slags film jeg gerne vil se.
Western. Jess Remsberg, der tidligere har været spejder for den amerikanske hær, lader sig af løjtnant Scotty McAllister overtale til at føre en gruppe soldater og to ammunitionsvogne gennem Apache-indianernes territorium. Med på turen er hestesælgeren Toller, der skal tilride soldaternes nyeste heste, og ægteparret Willard og Ellen Grange, som er med for at blive beskyttet mod Apacherne.
'Duel at Diablo' film udmærker sig bl.a. ved at være en af de første westerns, hvor de hvides tackling af "indianerproblemet" ses i et kritisk lys, omend vi som publikum dog kun oplever tingene fra to hvide personers synsvinkel, og ikke indianernes egen. Filmen berører således den fordomsfuldhed og diskrimination, som Ellen Grange møder hos byens indbyggere, fordi hun gennem længere tid har levet hos Apache-indianerne, og som Jesse Remsberg har oplevet, fordi han har været gift med en Comanche-indianer. Og den overordnede konflikt mellem de hvide og indianerne kommenteres i samtaler mellem de to og mellem Remsberg og McAllister.
Det er en western med en for sin tid usædvanlig barsk og vred tone; en tone, der dels skyldes filmens brutale vold (som bl.a. indbefatter et forsøg på massevoldtægt, et beskidt slagsmål og tortur med ild), dels den omstændighed, at praktisk talt alle personer med betydning for plottet bærer rundt på en stærk vrede eller frustration over et eller andet, hvilket vi hele tiden bliver mindet om som følge af deres hyppige skænderier og vredesudbrud. Filmen forherliger dog ikke på nogen måde volden. Da Remsberg f.eks. slås med fire-fem mænd, fornemmer man såvel smerten ved hvert slag der rammer ham som hans stigende udmattelse, foruden at man ser ham ømme sig i lang tid efter. Og når soldaterne og indianerne kæmper imod hinanden, er der ingen der tager sig godt ud eller fremstår som helte. Filmen har mellem linjerne et tydeligt anti-volds-budskab, idet den viser, at der ikke rigtigt er nogen vindere, når det gælder krig og voldelige konflikter, men at den slags altid medfører tab og lidelser for alle parter. Filmens slutning er således
ikke lykkelig, men vemodig. Flere af hovedpersonerne er døde, mens andres videre skæbne er uvis.
James Garner er virkelig god i rollen som den hjælpsomme, men også trætte, bitre og opfarende Jess Remsberg. De fleste er nok vant at se ham i mere afslappede, komiske roller, men i denne her rolle viser han, at han har større skuespilmæssig spændvidde. Han er således fuldstændig overbevisende som den garvede omstrejfer, der ikke tøver med at dræbe, hvis det er nødvendigt. Der er op til flere scener, hvor hans karakter er tavs, men viser sine følelser gennem sit ansigt, og dette gør Garner ganske effektivt, bl.a. i en scene hvor, hvor han åbner en læderpose - hans reaktion på indholdet er her den samme som hvis en eller anden havde givet ham et slag i maven. Jeg vil også fremhæve Dennis Weaver, der leverer en solid præstation som Ellen Granges bitre ægtemand Will. Der er en bestemt scene i filmen hvor hans karakter i løbet af et par minutters samtale med sin kone laver flere 180 graders vendinger med hensyn til sine følelser for hende. Det vil være en udfordring for enhver skuespiller at gøre dette overbevisende, men Weaver gør det tilsyneladende helt uden besvær. Desuden medvirker Sidney Poitier som den sorte eks-løjtnant og hestesælger Toller (hvis etniske baggrund interessant nok ikke kommenteres på noget tidspunkt i filmen), Bill Travers som løjtnant Scotty McAllister og svenske Bibi Andersson som Ellen Grange. Det er ikke mindst alle disse dygtige skuespilleres fortjeneste, at filmen ikke har den sædvanlige helte og skurke-opdeling af sit persongalleri, men derimod viser os nogle mere troværdige mennesketyper, der både har deres gode og dårlige sider.
Filmens billedside og introsekvensen med dolken der flænser lærredet leder tankerne hen på Sergio Leone spaghettiwesterns, og det samme gør Neal Heftis iørefaldende score, som er en væsentlig grund til, at jeg aldrig har glemt denne film, som jeg indtil for nyligt ikke havde set siden engang i slutningen af 1970'erne.
En meget undervurderet og overset western, som hører til blandt de bedste nogensinde.
89) The Fugitive - (Andrew Davis, 1993)
Spændingsfilm / thriller. Kirurgen Dr. Richard Kimble (Harrison Ford) bliver uskyldigt dømt og fængslet for mordet på sin kone Helen. Han beslutter sig for at flygte og selv forsøge at finde den rigtige morder; en mystisk, enarmet mand. Men U.S. Marshal Samuel Gerard (Tommy Lee Jones) og hans eftersøgningshold er lige i hælene på ham.
Det, der i mine øjne gør 'The Fugitive' bedre end så mange andre action-film, er at den hele vejen igennem bevarer en forholdsvis realistisk og jordnær tone, idet den ikke indeholder nogen karikerede skurke og heller ikke nogen action-sekvenser, der er alt for overdrevne. Dertil kommer, at jægeren er ligeså sympatisk som den jagede.
Filmen lægger hårdt ud med at vise mordet under forteksterne, idet der krydsklippes mellem farvebilleder af Chicago sent om aftenen og sort/hvide, fragmentariske billeder af den enarmede mands brutale overfald og mord på Helen Kimble - en intro der er med til at kickstarte plottet og holde publikums opmærksomhed fanget fra start til slut. Derpå vises afhøringen af Richard Kimble og retssagen mod ham, og inden længe indledes filmens katten-efter-musen-jagt, som er enormt spændende og underholdende.
Harrison Ford leverer en fremragende præstation i den Oscar-nominerede hovedrolle som den intelligente og snarrådige Kimble. Ford er god til at vise det følelsesmæssige pres der hviler på den uskyldige flygtning, f.eks. i en scene hvor han fejlagtigt tror, at
politiet har fundet ham, fordi de har omringet det hus han befinder sig i.
Men han imponerer mig særligt i afhøringsscenen tidligt i filmen hvor hans karakter fremstår både vred, rystet og grådkvalt som følge af konens død. Der er en utrolig nerve i hans skuespil i den scene, hvorfra følgende dialog stammer:
"Are you suggesting that I killed my wife? You're saying that I crushed her skull and shot her. How dare you! When I came home, there was a man in my house. I fought with this man. He had a mechanical arm. You find this man! You find this man! He took everything from me. Oh Jesus! God!"
Ja, det er Kimbles kærlighed til sin afdøde kone, der driver ham, og filmen sørger da også for - gennem en række flashbacks og en enkelt mareridtsscene - at man aldrig glemmer dette. I den forbindelse bør man ikke glemme Sela Wards præstation som Helen Kimble; en præstation der har afgørende betydning for filmens emotionelle slagkraft. I Wards skikkelse fremstår Helen præcist så smuk og elskelig som man ville forvente hun havde været, når man efterfølgende ser hvor knust hendes mand er over at have mistet hende. Ward gør også indtryk i scenen hvor hendes karakter ligger og har fået en hjerneblødning som følge af et slag i hovedet - det er en barsk og rørende scene.
Overfor Harrison Ford ses Tommy Lee Jones i rollen som den benhårde, utrættelige Gerard; en rolle, som han spiller med en sådan naturlighed og overbevisning, at det udløste en Oscar for Bedste Mandlige Birolle. Jones har en stærk fysisk tilstedeværelse og tilfører sin karakter en utrolig karisma og en tør, sarkastisk humor, der gør det til en sand fornøjelse at følge ham. Jeg vil her nøjes med at hinte til nogle af hans bedste scener:
- "We're always fascinated when we find leg irons with no legs in them."
- "What are you doing?" - "I'm thinking." - "Well, think me up some coffee and a doughnut with sprinkles on top. ... while you're thinking."
- "How bad is that ear?" - "Terrible. I'll have permanent damage." - "Let me see it. Come here. ... Can you hear what I'm saying now?" - "Yeah." - "I don't .... bargain. ... You hear that?" - "Yeah." - "Good."
'The Fugitive' blev også Oscar-nomineret for Bedste Film, Bedste Cinematografi, Bedste Klipning, Bedste Lydeffekter og Bedste Musik.
88) L.A.Confidential - (Curtis Hanson, 1997)
Krimi. Los Angeles' politikorps i begyndelsen af 1950'erne er korrupt, voldeligt og racistisk. En massakre i en kaffebar, hvor seks mennesker brutalt bliver myrdet, bliver skæbnesvanger for tre politimænd. De tre er den ambitiøse og målrettede Ed Exley, den temperamentsfulde Bud White og den medieglade og småkorrupte Jack Vincennes. Selvom nogle negre bliver arresteret for mordene, fornemmer alle tre, at der ligger noget mere bag.
Det er så rart og nemt for én når andre kan sætte ord på og nøjagtigt indkredse det, som er godt ved en film. Og det er der fire andre filmfans, der har formået at gøre i tilfældet med 'L.A. Confidential'.
Filmz-bruger Bruce sammenfatter meget godt filmens overordnede kvaliteter: "et godt plot, godt skuespil, fed noir stemning, et suverænt cast og en Guy Pearce i topform. Nå ja og et vidunderligt soundtrack."
Og Filmz-anmelder The Insider går i dybden med filmens tre hovedpersoner: "Heltene, betjentene Jack Vincennes, Bud White og Ed Exley, er vidt forskellige og komplementerer derfor hinanden perfekt. De har hver deres styrker og svagheder, og en af de ting, der gør "L.A. Confidential" så unik, er, at ikke én eneste protagonist lægger ud med at være særlig sympatisk. Vincennes er pengegrisk og forelsket i sit eget spejlbillede. Exley er ligeledes egoistisk og vil gøre hvad som helst for at blive forfremmet. White er et brutalt muskelbundt, hvis aggressive tendenser og hyppige lovbrud ikke just gør ham elskværdig. Kun den prostituerede Lynn (en sensationel, Oscar-belønnet Kim Basinger), der indleder et forhold til White, er godhjertet fra start til slut. Men bag hver betjents hårdhudede facade gemmer der sig en stigende tørst efter selvransagelse og ægte retfærdighed, og som tilskuer bliver man for alvor engageret, fordi man får lov til at opdage nye facetter af figurerne på nært hold og hånd i hånd med dem. Derfor bliver trioens kamp mod djævlene, som hærger englenes by, ekstra vedkommende."
Jeg har dog selv lidt at tilføje: Hvad angår Guy Pearce, kan jeg godt lide, at hans karakter Ed Exley går fra at være en slikket duksedreng, der holder sig til reglerne, til at være en brutal dræber, der tilsidst
likviderer hovedskurken med koldt blod, ene og alene for at dennne ikke skal gå fri for straf, og bagefter snor sig udenom en tjenestemandssag.
Jeg synes ligeledes godt om Russell Crowes karakter Bud Whites forvandling fra en brutal (omend følsom) bølle, der ordner alt med skydevåben og knytnæver, til en mere besindig og tænksom herre, der får øjnene op for betydningen af grundigere efterforskning og samarbejde med sine kollegaer. Og så er der sidst men ikke mindst Jack Vincennes, som i Kevin Spaceys skikkelse går fra at være en overfladisk og selviscenesættende mediehelt til at være en selvforagtende, skyldbetynget mand, der må minde mig selv om, hvorfor han egentlig blev politimand. Det er i det hele taget interessant at se, hvordan de tre mænd til at begynde med ikke kan lide hinanden, men på grund af omstændighederne alligevel ender med at samarbejde.
Jeg er desuden enig med Scope-bruger mr. slat, der betegner Kim Basinger som "imponerende følsom og stærk i rollen som luder". Omvendt er jeg ikke helt enig med The Insider i, at hun "er godhjertet fra start til slut", eftersom
hun forfører Ed Exley, så den skandalehungrende journalist Sid Hudgens kan få taget nogle frække billeder til sit sladderblad.
Og så er det forresten ret pudsigt at se den hyggelige og godmodige gårdejer Hoggett fra 'Babe' som politichef og som
et regulært dumt svin
- en rolle, som han i øvrigt spiller særdeles overbevisende.
Scope-bruger Susanne Munch opsummerer meget fint: "I L.A. Confidential er der ingen ensidigt gode eller rigtige helte, men rigeligt med skurke. Filmen har nærmest udskiftet den klassiske good guy vs. bad guy med bad guy vs. worse guy. Denne moralske tvetydighed sammen med en god historie og godt skuespil gør, at "L.A. Confidential" hæver sig op over en almindelig kriminalfilm."
En født film noir klassiker.
Filmen vandt en lang rækker priser; deriblandt 2 Oscars (for Bedste Manuskript baseret på allerede udgivet materiale og Bedste Kvindelige Birolle) 1 Golden Globe (for Bedste Kvindelige Birolle) og 2 BAFTA'er (for Bedste Klipning og Bedste Lyd), foruden 1 Bodil for Bedste Amerikanske Film. Og den blev nomineret til endnu flere.
87) Man on the Moon - (Milos Forman, 1999)
Et gribende, autentisk drama om komikeren og performancekunstneren Andy Kaufman.
Selvom 'Man on the Moon' ikke er nogen komedie, er det alligevel en overordentligt morsom film, eftersom den genskaber mange af Kaufmans optrædener i natklubber og på tv. Han blev kendt for sin vanvittige, anarkistiske humor, hvor målet ikke kun var at more publikum, men også at snyde, udfordre og provokere dem.
Jim Carrey leverer en sand kraftpræstation i den altoverskyggende hovedrolle som Andy Kaufman og får skabt en både morsom, manisk og uberegnelig, men samtidig også tragisk og rørende figur. Alle de andre skuespillere gør det også godt (især Paul Giamatti, Danny DeVito og Courtney Love), men filmen er og bliver Jim Carreys oneman-show. Det er simpelthen fantastisk, ja, vildt imponerende at se, hvordan han som en anden kamæleon har tilegnet sig Andy Kaufmans mimik og kropssprog, samt hvor godt han efterligner dennes mange forskellige stemmer og figurer. Han ikke bare spiller Andy Kaufman - han er Andy Kaufman.
Filmens musik er lavet af rockbandet R.E.M., hvis sang "Man on the Moon" fra 1992 er en hyldest til Andy Kaufman og derfor meget passende har lagt navn til filmen.
Jim Carrey vandt en Golden Globe for Bedste Skuespiller i en Komedie, og Milos Forman vandt en Sølvbjørn (for Bedste Instruktør) ved den internationale filmfestival i Berlin. (Oscar-nomineringer var der utroligt nok ikke nogen af.)
86) Collateral - (Michael Mann, 2004)
Thriller. Lejemorderen Vincent (Tom Cruise) tvinger taxachaufføren Max (Jamie Foxx) til at køre sig rundt i Los Angeles, hvor han skal likvidere en række vidner i forbindelse med en narkosag.
Filmz-anmelder Michael Andersen har skrevet følgende om filmen: "De fleste film fra Hollywood bruger genrekonventioner som undskyldning for at skabe lette og eskapistiske film. I "Collateral" bruger Michael Mann de samme regler til at skabe en personlig og indholdsrig film. Når man har set filmen, har man utvivlsomt været i selskab med en thriller, men man sidder også med en tilfredsstillende følelse af, at man har været vidne til mere end det.
"Collateral" er som udgangspunkt meget enkel og bygget op som en spændingsfilm. Men den er med al tydelighed også præget af, at være en Michael Mann-film. Foruden en sparsom, men frisk dialog og en stærk billed- og lydside, er tematikken også typisk Mann. Filmen er en konfrontation mellem to forskellige livsanskuelser. Den beslutsomme lejemorder, der styrer sin egen skæbne, og den drømmende chauffør, som har kørt taxi som et "midlertidigt job" i 12 år. Det er tydelig, hvem der er på den rette side af loven, og hvem der ikke er. Men som i ... "Heat" er hovedpersonerne komplekse og ufuldkomne, og som historien folder sig ud, bliver forskellighederne mindre og det første sort/hvide indtryk forvandler sig til en gråzone."
Tom Cruise er fuldstændig overbevisende som den brutale, kynisk lejemorder Vincent, som han giver en yderst stålsat, truende og farlig fremtoning. Filmz-anmelder The Insider kommer nærmere ind på dette og på filmens øvrige karakterer og skuespilpræstationer:"Her i sin første og fortsat eneste skurkerolle er Cruise sensationel. Med et iskoldt blik og kontrolleret mimik fremtvinger Cruise øjeblikkeligt frygt og respekt, men han går aldrig over gevind - der er en sårbarhed i Vincents øjne og stemme, som indbyder os til at gå på opdagelse i hans psykopatiske psyke.
Jamie Foxx er nøjagtig lige så god som Max. Foxx nedtoner sin sædvanligvis kække og fandenivoldske attitude for at levere et nøgternt og Oscar-nomineret portræt af en ordinær mand, som modvilligt kastes ud i en ekstraordinær situation. Max er en helt igennem atypisk actionhelt - hverken atletisk, rapkæftet eller ferm til at håndtere skydevåben. Han er, så at sige, et almindeligt menneske og derfor uhyre let at relatere til. Jada Pinkett Smiths indtagende personlighed skinner virkelig igennem i hendes portræt af en ambitiøs advokat, som Max samler op før Vincent, og Mark Ruffalo er forfriskende sober og afdæmpet i rollen som en strømer i hælene på Vincent.
Men filmen tilhører Cruise og Foxx. D'herrers sammenspil slår gnister og bærer filmen. Stuart Beatties BAFTA-nominerede manuskript hoster op med den ene fremragende dialog efter den anden, som giver skuespillerne rigelig ammunition i deres verbale og psykologiske krigsførelse."
Filmen indeholder mange gode spændingsscener, såsom scenen hvor Vincent støder sammen med to tyveknægte, der har taget hans mappe. Og der er også flere gode samtalescener, hvor Max er tvunget til at holde gode miner til Vincents slette spil, når de sammen besøger en sengeliggende, ældre kvinde på hospitalet eller en jazzmusiker i en natklub. Men det absolutte højdepunkt er et langt skudopgør på et propfyldt diskotek, iscenesat med Michael Manns vanlige suveræne overblik og effektivt ledsaget af Paul Oakenfolds "Ready Steady Go". Derudover indeholder filmen adskillige billeder, som sætter sig på éns nethinde: En ulv der krydser vejen for øjnene af de to tavse hovedpersoner i bilen - her synes tiden at stå stille et øjeblik. Og billedet af en mand, der sidder alene i en togkupé -
død og forladt.
Jeg nyder også filmen på grund af den storslåede, kølige storbystemning og den flotte billedside. The Insider skriver i den forbindelse: "instruktør Michael Mann tryllebinder os med sin skildring af Los Angeles' gådefulde natteliv. Med revolutionerende brug af HD-kameraer skaber Mann et af de mest realistiske og dragende portrætter af den amerikanske metropol til dato ..." Michael Andersen tilføjer: "Takket være en fotografering, som er udført i et interessant miks af filmcelluloid og High Definition video, får byens natteliv et specielt udseende med symbolsk vægt. Fra en række filmoptagelser fra en helikopter ser man hvor smuk byen er fra oven, men når man kommer ned på jorden, hvor det digitale kamera regerer, får byen et mere råt udseende. Dette er Manns Los Angeles: Smuk på afstand, brutal på nært hold." Som Filmz-anmelder Vassago meget rammende har sagt: "Man kan til tider blive i tvivl om, hvem der har hovedrollen, Cruise, Foxx - eller storbyen Los Angeles..."
Jeg har ofte betegnet 'Collateral' som lillebroderen til 'Heat', som i sagens natur så er storebroderen. 'Heat" er den brede fortælling fyldt med mange flere personer og en del små sidehistorier, mens 'Collateral' er den enkle historie med fokus på blot to personer.
Filmz-bruger a@babo (aka Babo Rises) sammenfatter meget godt det, jeg kan lide ved 'Collateral': "Filmen i sig selv er jo mesterlig hele vejen rundt. Jeg elsker det hele ved denne film. Opbygningen, stemningen, action'en og i særdeleshed personerne. Handlingen er enkel ... Manuskriptet er ... suverænt skrevet ... man får lov til at nyde dialogen mellem vores to centrale personer. En nærmest eksistentiel action/thriller, med verdensklasse skuespil af Cruise og Fox ..."
'Collateral' er indtil videre den sidste rigtigt gode Michael Mann-film.
85) Marathon Man - (John Schlesinger, 1976)
Thriller. Den berygtede og efterlyste nazi-bøddel Dr. Christian Szell, også kendt som "Der Weisse Engel" (Den Hvide Engel) bliver tvunget ud fra sit gemmested i en sydamerikanske jungle for at hente sin beholdning af diamanter i en bank i New York. Doc Levy er en lyssky CIA-agent, der har mere med Szell at gøre end godt er, og han får ufrivilligt rodet sin intetanende lillebroder, den universitetsstuderende, marathonløbs-dyrkende Babe Levy, ind i sagen.
'Marathon Man' er en atmosfærespækket og spændende thriller, der effektivt opbygger en stemning af paranoia med den ene suspense-fyldte scene efter den anden. Det er på mange måder en mørk, kynisk og trøstesløs historie, hvis slutning
næppe kan kaldes lykkelig. For selvom vores hovedperson vinder, har han allerede mistet så meget, at hans sejr virker ret hul.
Noget af det der gør den her film til noget særligt, er instruktøren John Schlesingers delvise brug af en semi-dokumentarisk billedside; et element, der sammen med den omstændighed, at personerne virker ægte og troværdige, bidrager til en realistisk stemning. På dette punkt ligner han lidt Paul Greengrass. Og meget apropos, så indeholder filmen et slagsmål på liv og død på et hotelværelse, som i råhed og realisme bestemt står ikke tilbage for nogen af slagsmålene i Bourne-trilogien. Blandt filmens bedste scener er - udover den allerede nævnte - et indbrud i Babes lejlighed og opgøret mellem Babe og
tre af Szells håndlangere i et hus ude på landet;
samt to scener hvor Szell udøver tortur ved hjælp af tandlægeinstrumenter.
Dustin Hoffman er fantastisk som den hårdt prøvede Babe Levy, der gennemgår sit livs mareridt - han forstår virkelig at få sin karakters sorg, frygt, smerte, desperation og vrede frem, og det på en sådan måde at man fuldstændig kan leve sig ind i, hvordan denne har det. Han blev da også nomineret til både en Golden Globe og en BAFTA for rollen. Roy Scheider er ligeledes fremragende som den fysisk hårdføre og mere kyniske broder Doc. Og Laurence Olivier er iskold og skræmmende som den tidligere SS-officer og tandlæge Dr. Christian Szell; en særdeles overbevisende præstation, som han vandt en Golden Globe for, og som skaffede ham en Oscar-nominering. Desuden skal nævnes schweiziske Marthe Keller, der blev nomineret til en Golden Globe for sin rolle som Babes nyfundne kæreste Elsa, og William Devane som den meget nysgerrige Peter Janeway.
Filmen blev nomineret til yderligere to Golden Globes, nemlig for Bedste Instruktør og Bedste Manuskript, og den blev også nomineret til en BAFTA for Bedste Klipning. Desuden blev den belønnet med 2 David di Donatello-priser (Italiens svar på Oscar'en), nemlig for Bedste Udenlandske Film og Bedste Udenlandske Skuespiller (Dustin Hoffman).
84) Carlito's Way - (Brian De Palma, 1993)
Gangsterdrama. New York i 1970'erne. Carlito "Charlie" Briganti (Al Pacino) er en puertoricansk eks-forbryder, som kæmper for at forblive lovlydig efter 5 år bag tremmer, og som forsøger at undgå de fristelser og faldgruber, der møder ham ude i friheden. Hans rygte, og den levende legende, han er på New Yorks gader og iblandt de kriminelle, gør det mere end svært for ham at holde sin sti ren. Og desværre skylder han sin ven, den moralsk anløbne advokat Dave Kleinfeld (Sean Penn), en tjeneste.
'Carlito's Way' er - for nu at låne Scope-brugeren DasGott's ord - "en vedkommende fortælling om at nå sin drøm, gøre op med fortiden og komme videre i livet." Eller som en anden Scope-bruger Forceoffive siger: "Det er historien om en mand, som ikke behøver at vise at han er en "tough guy" mere. Han har været der og det har ikke forbedret hans liv, tværtimod. Det er kun kærligheden, som kan forbedre hans liv."
Filmens ca. 11 minutter lange dramatiske finale er vanvittigt flot og spændende - ja, det er et skoleeksempel på hvordan man opbygger suspense. Og det samme er filmens første action-scene, som inkluderer et billardspil, spejlbilledet i et par solbriller og latinske rytmer. Derudover har filmen op til flere særligt magiske og stemningsfyldte øjeblikke, der er med til at gøre den følelsesmæssigt medrivende; såsom en scene hvor Carlito står på taget af et højhus om aftenen og i silende regnvejr og iagttager sin tidligere kæreste Gail i den overfor liggende bygning, hvor denne øver dans, og en næsten 1 minut lang, tavs sekvens hvor Gail sidder alene på bagsædet af en taxi med et bekymret udtryk i ansigtet og får øje på et sovende barn i en barnevogn.
Al Pacino leverer en afdæmpet, men utroligt indlevet, følelsesladet og karismatisk præstation i rollen som Carlito; det er efter min mening hans bedste præstation nogensinde. Sean Penn er arrogant, lusket og næsten uigenkendelig som vennen Dave Kleinfeld. Og Penelope Ann Miller er smuk, følsom og tiltrækkende som kæresten Gail og formår på overbevisende måde at skildre sin karakters indre konflikt og velbegrundede frygt - ja, det er ikke mindst hendes fortjeneste, at filmens kærlighedshistorie er blevet så god som den er. Scenerne mellem Carlito og Gail er virkelig velspillede og rørende.
Og så er det i øvrigt meget sjovt at se Viggo Mortensen i en mindre rolle som klynkende eks-gangster i kørestol.
Al Pacinos livskloge, reflekterende voice-over, Stephen H. Burums flotte cinematografi og Patrick Doyles smukke, melankolske score sørger i forening for at give filmen en tyk stemning af film noir og tragedie.
'Carlito's Way' blev nomineret til 2 Golden Globes, nemlig for Bedste Mandlige Birolle (Sean Penn) og Bedste Kvindelige Birolle (Penelope Ann Miller).
83) Cop Land - (James Mangold, 1997)
Et effektivt, spændende og velfortalt drama om en forstad beboet af korrupte politifolk, der har fundet deres eget lille paradis, hvor de (næsten) uforstyrret kan tjene penge på en række ulovlige aktiviteter.
Rollen som John Rambo i 'First Blood' vil i mine øjne altid stå som Sylvester Stallones allerbedste, dog stærkt efterfulgt af hans rolle i 'Cop Land', hvor han spiller den sløve, men godmodige sherif Freddy Heflin, som de fleste regner for at være lidt dum og harmløs, men som langsomt får øjnene op for det der foregår omkring ham. Det er en karismatisk, underspillet præstation, og Stallone falder let og ubesværet ind i den kreds af karakterskuespillere, der omgiver ham, og som man måske ellers skulle tro, han ville blegne ved siden af. Og her taler vi ellers om folk som Robert De Niro, Harvey Keitel, Cathy Moriarty, Ray Liotta og Robert Patrick.
Filmens største styrke ligger i skuespillet og karaktertegningen - personerne virker ganske enkelt ægte og virkelighedsnære. Og selvom man nok ikke kan sige, at det overordnede plot er realistisk som helhed betragtet, så virker dets enkelte dele meget realistiske og overbevisende.
Det er en fremragende film, der tager sig god tid til at give os indblik i personernes indbyrdes forhold, deres problemer, konflikter og skænderier, før den lader dramaet kulminere i
et blodigt shoot-out, som jeg vil betegne som et af filmhistoriens bedste. Freddys (Stallone) lange, tunge gåtur med et gevær i hænderne og et blødende øre som følge af en sprængt trommehinde, mens vi som publikum kun hører en hyletone, der overdøver alle andre lyde (herunder en gøende hund og lidt efter også råbene fra skurkene og bragene fra skydevåbnene), er en uforglemmelig, medrivende sekvens.
Læg desuden mærke til Howard Shores flotte, dramatiske underlægningsmusik til filmen, specielt nummeret 'Cop Land Suite'. Det er nemt at høre, at dette er manden der nogle år senere lavede musikken til 'Lord of the Rings'-trilogien.
82) We Own the Night - (James Gray, 2007)
Drama. Bobby Green er bestyrer af en natklub i New York, hvis stamgæster bl.a. består af russiske gangstere. Bobby gør sit bedste for at holde hemmeligt, at både hans fader og hans broder er politimænd og dermed bestemt ikke populære i det miljø, han selv færdes i. Men da den russiske mafia erklærer åben krig mod politiet, bliver Bobby nødt til at vælge side.
'We Own the Night' er - ligesom James Grays foregående film 'The Yards' - en blanding af familiedrama og gangsterfilm. Filmz-anmelder The Insider kalder den et "uforudsigelig[t] og nervepirrende gangsterdrama ..., som modsat mange af sine artsfæller har komplekse, sympatiske karakterer som omdrejningspunkt." Og han skriver desuden: "Hver eneste scene, endda filmens få actionsekvenser, siger noget betydningsfuldt om karaktererne og deres omverden, og man bekymrer sig næsten øjeblikkeligt om begge dele, fordi personerne er så nuancerede, menneskelige og forfriskende fejlbarlige. Gray har desuden stablet et eminent ensemble på benene, der har rigtig godt tag på de replikker og karakterer, som Gray har skabt."
Joaquin Phoenix leverer en ualmindeligt stærk, følelsesladet præstation i hovedrollen som Bobby. Læg f.eks. mærke til en scene på en restaurant, hvor Bobby ved mere end han tør lade sig mærke med overfor en russisk narkohandler - hans reaktion er slående i sin realisme, idet den på en og samme tid er stærkt tilbageholdt og letaflæselig, og Phoenix gør det hele med sit ansigt og sine øjne. Mark Wahlberg, der spiller broderen Joe, formår på overbevisende måde at skildre sin karakters udvikling fra en hidsig, hårdtarbejdende betjent til
en traumatiseret, indadvendt og sårbar mand, der ikke længere kan tåle mosten.
Jo, jeg kan kun tilslutte mig The Insiders ord: "Mark Wahlberg og især Joaquin Phoenix, der begge medvirkede i Grays sidste film, "The Yards", er fremragende som henholdsvis Joe og Bobby. Selvom mændene ofte er i totterne på hinanden, fornemmer man immervæk, at der er en enorm gensidig respekt og kærlighed brødrene imellem. Og man kunne næppe have ønsket sig en bedre skuespiller til at portrættere brødrenes idealistiske far end Robert Duvall. Eva Mendes leverer også sin bedste præstation til dato som Bobbys kæreste Amada, hvis liv også rammes hårdt af politifamiliens kriser."
Men filmen tilhører Joaquin Phoenix. Eller som Filmz-anmelder Tyde skriver: "Mest mindeværdig er Phoenix som splittet anti-helt i en rolle, der tillader skuespillerens mørkhårede karisma at komme til sin fulde ret." Ja, Phoenix får virkelig Bobbys loyalitetskrise - hans kærlighed til sin familie kontra hans oprørske natur og hang til et udsvævende liv med tvivlsomme venner, vilde fester og kokain-snifferi - til at skinne igennem.
Tyde skriver også, at filmens action-scener "eksekveres på en yderst intens og effektfuld facon, der formår at placere tilskueren i centrum af situationen via klipningen og ikke mindst musikken. Særligt en biljagt igennem et tungt regnskyl hiver tilskueren helt med ind på førersædet af bilen, og man oplever på egen hud intensiteten og forvirringen i situationen, hvor skudsalver og biler forsvinder ind og ud af det klaustrofobiske tæppe af regn."
'We Own the Night' er en mesterlig film af den slags, som jeg vil ønske der blev lavet mange flere af.
81) The Yards - (James Gray, 2000)
Drama. Da den unge Leo vender hjem efter et fængselsophold for biltyveri, er han fast indstillet på at blive en lovlydig samfundsborger. Men hans arbejde i sin onkel Franks korrupte firma, der reparerer togvogne i New York, giver ham snart uoverskuelige problemer.
CinemaZone's anmelder Lisa Brygger har skrevet følgende om 'The Yards': "Det er en meget usædvanlig gangsterfilm, ... James Gray har lavet. Her er ingen rappe replikker, psykotiske håndlangere, overflod af håndvåben eller afskårede hestehoveder. Der er heller ingen reelle skurke. Da Leos første job med Willie går galt, og alle nu tror, at Leo er den skyldige, vender familien sig imod ham, og han må flygte både fra loven og sine nærmeste. Men hverken Frank eller vennen Willie, der begge forråder ham, gør det af ondskab. De har bare for meget i klemme ... Dette er netop det fascinerende ved The Yards, her er ingen afgrænsede områder. Det hele er en stor grå farvepalet, og Leo er tilfældigvis havnet midt i det hele, uden han har gjort sig fortjent til det. James Gray er ... dygtig til at skabe en tyk og intens atmosfære. Et velskrevet manuskript giver tyngde til filmen, der stråler klarest, når man ser den fra skuespiller-vinklen. Både Mark Wahlberg og Joaquin Phoenix som de to venner yder fabelagtige præstationer, omend vidt forskellige. Wahlberg spiller Leo indadvendt og i en konstant rastløs tilstand, Phoenix derimod er en bombe, der venter på at springe. Phoenix er vel nok en af de mest karismatiske unge skuespillere i dag, og i rollen som Willie Gutierrez kører han farligheden til kanten."
'The Yards' har den der ganske bestemte tone af nøgtern realisme, som man også finder i film som 'The Deer Hunter' og 'The Godfather' (uden nærmere sammenligning i øvrigt). Miljøet virker autentisk, og personerne føles ægte og troværdige, hvilket må tilskrives såvel James Grays instruktion som den række dygtige skuespillere, han benytter. Disse tæller - udover Mark Wahlberg og Joaquin Phoenix - bl.a. James Caan, Faye Dunaway, Ellen Burstyn og Charlize Theron. Lad mig i den forbindelse citere Jyllands-Postens anmelder Per Calum: "Oplev ... en håndfuld fremragende skuespillere vise, udemonstrativt og ubesværet, hvor gode og troværdige de kan være i hænderne på den rette instruktør."
Ja, 'The Yards' er en film, der med sin blanding af gangsterhistorie og familiedrama først og fremmest skal ses for sine karaktertegninger og sine gribende skuespilpræstationer, og som udmærker sig ved at være realistisk og uforudsigelig og aldrig skildre sine personer sort/hvidt som enten gode eller onde. Som Informations anmelder Morten Piil korrekt har påpeget, har James Gray "instrueret lidt tungt og højtideligt, men uden glanspolering og uden storforbrug af genrens traditionelle klicheer."
Billedsiden er udtryksfuld, mørk og stemningsmættet, mens Howard Shores musik (som altid) er rigtig god.
'The Yards' er - med FilmReactor's anmelder Kim Wendt Jensens ord - "en sjælden film der ringer ægte på alle planer og hvis univers man bare lader sig rive med [af]. Intet ringer falsk og man spørger sig selv, hvorfor ikke flere film er så naturlige og realistiske."
#351 Lord Beef Jerky 13 år siden
#352 NightHawk 13 år siden
Enig i at "Die Another Day" er ganske rædselsfuld, men den værste Bond film må nu stadig være "Moonraker". :D
#353 Lord Beef Jerky 13 år siden
#354 Babo Rises 13 år siden
#355 Sweetiebellefan 13 år siden
Moonraker 9/10
#356 IK 13 år siden
#357 Highland Park 13 år siden
Desuden rummer "Die Another Day" en blue screen-sekvens, der er tilpas ringe til at måle sig med de tilsvarende i "Air Force One" og "Jurassic Park III".
#358 evermind 13 år siden
I aften har jeg så genset Casino Royale. En af mine anker var tidligere, at den filmen igennem aldrig rigtig toppede den indledende actionscenes ualmindelig heftige parkour, men en genopfriskning senere var der nu masser af spændingsmomenter filmen igennem, og hvor klimakset måske stadig ikke matcher indledningen, rent actionmæssigt, har det et følelsesmæssigt punch. Jeg antager desuden, at scenerne ved pokerbordet i sig selv havde haft større spændingsværdi, hvis jeg kendte reglerne til spillet. (Hey, før nogen hidser sig op, så findes der faktisk mennesker derude, der ikke er inde i poker, jeg siger det bare! :)) Men faktum er, at jeg var fornemt underholdt, og at flere af mine forbehold fra første gennemsyn blev underkendt ved at gense filmen. Den vandt dermed lige et nøk opad på skalaen - altså 5/6 el. 8/10 - hos undertegnede. Fed film dér!
Nu er jeg spændt på at se, hvad et snarligt gensyn gør - hvis noget - ved min oplevelse af Quantum of Solace.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været det store Bond-menneske, men de må sgu gerne lave nogle flere af de nye her. Daniel Craig gør det godt med sin råhed og det kolde blik, der undertiden dog stadig afspejler de indre dæmoner, som rumsterer under overfladen.
#359 BN 13 år siden
Tak for dine kommentarer, evermind.
Det har JEG heller ikke - jo, da jeg var 14-17 år, altså i den periode. Men i mit voksenliv har Bond-serien ikke sagt mig ret meget. Jeg købte alle filmene (på nær de fire med Brosnan), da de første gang udkom på dvd med danske tekster, og det gjorde fordi jeg troede, at jeg nu rigtigt skulle genoplive min ungdoms begejstring for dem ..... men jeg har aldrig haft lyst til at se dem fra ende til anden. Jeg har genset dem alle med laaaaaang tids mellemrum over en periode på 9 år (fra 2001 til 2010), og bortset fra 'The Living Daylights' er der ingen af dem der i nævneværdig grad rammer mit filmhjerte længere. Nogle ganske få af dem ('From Russia with Love' og 'On Her Majesty's Secret Service') er ret fine, omend jeg ikke giver disse 5/6 mere, men kun 4/6.
Sådan har jeg det også. Craigs fortolkning og den nye tone i Bond-filmene (de to seneste) har ramt fuldstændig plet hos mig. Det er den slags film jeg gerne vil se.
#360 BN 13 år siden
Western. Jess Remsberg, der tidligere har været spejder for den amerikanske hær, lader sig af løjtnant Scotty McAllister overtale til at føre en gruppe soldater og to ammunitionsvogne gennem Apache-indianernes territorium. Med på turen er hestesælgeren Toller, der skal tilride soldaternes nyeste heste, og ægteparret Willard og Ellen Grange, som er med for at blive beskyttet mod Apacherne.
'Duel at Diablo' film udmærker sig bl.a. ved at være en af de første westerns, hvor de hvides tackling af "indianerproblemet" ses i et kritisk lys, omend vi som publikum dog kun oplever tingene fra to hvide personers synsvinkel, og ikke indianernes egen. Filmen berører således den fordomsfuldhed og diskrimination, som Ellen Grange møder hos byens indbyggere, fordi hun gennem længere tid har levet hos Apache-indianerne, og som Jesse Remsberg har oplevet, fordi han har været gift med en Comanche-indianer. Og den overordnede konflikt mellem de hvide og indianerne kommenteres i samtaler mellem de to og mellem Remsberg og McAllister.
Det er en western med en for sin tid usædvanlig barsk og vred tone; en tone, der dels skyldes filmens brutale vold (som bl.a. indbefatter et forsøg på massevoldtægt, et beskidt slagsmål og tortur med ild), dels den omstændighed, at praktisk talt alle personer med betydning for plottet bærer rundt på en stærk vrede eller frustration over et eller andet, hvilket vi hele tiden bliver mindet om som følge af deres hyppige skænderier og vredesudbrud. Filmen forherliger dog ikke på nogen måde volden. Da Remsberg f.eks. slås med fire-fem mænd, fornemmer man såvel smerten ved hvert slag der rammer ham som hans stigende udmattelse, foruden at man ser ham ømme sig i lang tid efter. Og når soldaterne og indianerne kæmper imod hinanden, er der ingen der tager sig godt ud eller fremstår som helte. Filmen har mellem linjerne et tydeligt anti-volds-budskab, idet den viser, at der ikke rigtigt er nogen vindere, når det gælder krig og voldelige konflikter, men
at den slags altid medfører tab og lidelser for alle parter. Filmens slutning er således
James Garner er virkelig god i rollen som den hjælpsomme, men også trætte, bitre og opfarende Jess Remsberg. De fleste er nok vant at se ham i mere afslappede, komiske roller, men i denne her rolle viser han, at han har større skuespilmæssig spændvidde. Han er således fuldstændig overbevisende som den garvede omstrejfer, der ikke tøver med at dræbe, hvis det er nødvendigt. Der er op til flere scener, hvor hans karakter er tavs, men viser sine følelser gennem sit ansigt, og dette gør Garner ganske effektivt, bl.a. i en scene hvor, hvor han åbner en læderpose - hans reaktion på indholdet er her den samme som
hvis en eller anden havde givet ham et slag i maven. Jeg vil også fremhæve Dennis Weaver, der leverer en solid præstation som Ellen Granges bitre ægtemand Will. Der er en bestemt scene i filmen hvor hans karakter i løbet af et par minutters samtale med sin kone laver flere 180 graders vendinger med hensyn til sine følelser for hende. Det vil være en udfordring for enhver skuespiller at gøre dette overbevisende, men Weaver gør det tilsyneladende helt uden besvær. Desuden medvirker Sidney Poitier som den sorte eks-løjtnant og hestesælger Toller (hvis etniske baggrund interessant nok ikke kommenteres på noget tidspunkt i filmen), Bill Travers som løjtnant Scotty McAllister og svenske Bibi Andersson som Ellen Grange. Det er ikke mindst alle disse dygtige skuespilleres fortjeneste, at filmen ikke har den sædvanlige helte og skurke-opdeling af sit
persongalleri, men derimod viser os nogle mere troværdige mennesketyper, der både har deres gode og dårlige sider.
Filmens billedside og introsekvensen med dolken der flænser lærredet leder tankerne hen på Sergio Leone spaghettiwesterns, og det samme gør Neal Heftis iørefaldende score, som er en væsentlig grund til, at jeg aldrig har glemt denne film, som jeg indtil for nyligt ikke
havde set siden engang i slutningen af 1970'erne.
En meget undervurderet og overset western, som hører til blandt de bedste nogensinde.
89) The Fugitive - (Andrew Davis, 1993)
Spændingsfilm / thriller. Kirurgen Dr. Richard Kimble (Harrison Ford) bliver uskyldigt dømt og fængslet for mordet på sin kone Helen. Han beslutter sig for at flygte og selv forsøge at finde den rigtige morder; en mystisk, enarmet mand. Men U.S. Marshal Samuel Gerard (Tommy Lee Jones) og hans eftersøgningshold er lige i hælene på ham.
Det, der i mine øjne gør 'The Fugitive' bedre end så mange andre action-film, er at den hele vejen igennem bevarer en forholdsvis realistisk og jordnær tone, idet den ikke indeholder nogen karikerede skurke og heller ikke nogen action-sekvenser, der er alt for overdrevne. Dertil kommer, at jægeren er ligeså sympatisk som den jagede.
Filmen lægger hårdt ud med at vise mordet under forteksterne, idet der krydsklippes mellem farvebilleder af Chicago sent om aftenen og sort/hvide, fragmentariske billeder af den enarmede mands brutale overfald og mord på Helen Kimble - en intro der er med til at kickstarte plottet og holde publikums opmærksomhed fanget fra start til slut. Derpå vises afhøringen af Richard Kimble og retssagen mod ham, og inden længe indledes filmens katten-efter-musen-jagt, som er enormt spændende og underholdende.
Harrison Ford leverer en fremragende præstation i den Oscar-nominerede hovedrolle som den intelligente og snarrådige Kimble. Ford er god til at vise det følelsesmæssige pres der hviler på den uskyldige flygtning, f.eks. i en scene hvor han fejlagtigt tror, at
"Are you suggesting that I killed my wife? You're saying that I crushed her skull and shot her. How dare you! When I came home, there was a man in my house. I fought with this man. He had a mechanical arm. You find this man! You find this man! He took everything from me. Oh Jesus! God!"
Ja, det er Kimbles kærlighed til sin afdøde kone, der driver ham, og filmen sørger da også for - gennem en række flashbacks og en enkelt mareridtsscene - at man aldrig glemmer dette. I den forbindelse bør man ikke glemme Sela Wards præstation som Helen Kimble; en præstation der har afgørende betydning for filmens emotionelle slagkraft. I Wards
skikkelse fremstår Helen præcist så smuk og elskelig som man ville forvente hun havde været, når man efterfølgende ser hvor knust hendes mand er over at have mistet hende. Ward gør også indtryk i scenen hvor hendes karakter ligger og har fået en hjerneblødning som følge af et slag i hovedet - det er en barsk og rørende scene.
Overfor Harrison Ford ses Tommy Lee Jones i rollen som den benhårde, utrættelige Gerard; en rolle, som han spiller med en sådan naturlighed og overbevisning, at det udløste en Oscar for Bedste Mandlige Birolle. Jones har en stærk fysisk tilstedeværelse og tilfører sin karakter en utrolig karisma og en tør, sarkastisk humor, der gør det til en sand fornøjelse at følge ham. Jeg vil her nøjes med at hinte til nogle af hans bedste scener:
- "We're always fascinated when we find leg irons with no legs in them."
- "What are you doing?"
- "I'm thinking."
- "Well, think me up some coffee and a doughnut with sprinkles on top. ... while you're thinking."
- "How bad is that ear?"
- "Terrible. I'll have permanent damage."
- "Let me see it. Come here. ... Can you hear what I'm saying now?"
- "Yeah."
- "I don't .... bargain. ... You hear that?"
- "Yeah."
- "Good."
'The Fugitive' blev også Oscar-nomineret for Bedste Film, Bedste Cinematografi, Bedste Klipning, Bedste Lydeffekter og Bedste Musik.
88) L.A.Confidential - (Curtis Hanson, 1997)
Krimi. Los Angeles' politikorps i begyndelsen af 1950'erne er korrupt, voldeligt og racistisk. En massakre i en kaffebar, hvor seks mennesker brutalt bliver myrdet, bliver skæbnesvanger for tre politimænd. De tre er den ambitiøse og målrettede Ed Exley, den temperamentsfulde Bud White og den medieglade og småkorrupte Jack Vincennes. Selvom nogle negre bliver arresteret for mordene, fornemmer alle tre, at der ligger noget mere bag.
Det er så rart og nemt for én når andre kan sætte ord på og nøjagtigt indkredse det, som er godt ved en film. Og det er der fire andre filmfans, der har formået at gøre i tilfældet med 'L.A. Confidential'.
Filmz-bruger Bruce sammenfatter meget godt filmens overordnede kvaliteter: "et godt plot, godt skuespil, fed noir stemning, et suverænt cast og en Guy Pearce i topform. Nå ja og et vidunderligt soundtrack."
Og Filmz-anmelder The Insider går i dybden med filmens tre hovedpersoner: "Heltene, betjentene Jack Vincennes, Bud White og Ed Exley, er vidt forskellige og komplementerer derfor hinanden perfekt. De har hver deres styrker og svagheder, og en af de ting, der gør "L.A. Confidential" så unik, er, at ikke én eneste protagonist lægger ud med at være særlig sympatisk. Vincennes er pengegrisk og forelsket i sit eget spejlbillede. Exley er ligeledes egoistisk og vil gøre hvad som helst for at blive forfremmet. White er et brutalt muskelbundt, hvis aggressive tendenser og hyppige lovbrud ikke just gør ham elskværdig. Kun den prostituerede Lynn (en sensationel, Oscar-belønnet Kim Basinger), der indleder et forhold til White, er godhjertet fra start til slut. Men bag hver betjents hårdhudede facade gemmer der sig en stigende tørst efter selvransagelse og ægte retfærdighed, og som tilskuer bliver man for alvor engageret, fordi man får lov til at opdage nye facetter af figurerne på nært hold og hånd i hånd med dem. Derfor bliver trioens kamp mod djævlene, som hærger englenes by, ekstra vedkommende."
Jeg har dog selv lidt at tilføje: Hvad angår Guy Pearce, kan jeg godt lide, at hans karakter Ed Exley går fra at være en slikket duksedreng, der holder sig til reglerne, til at være en brutal dræber, der tilsidst
alligevel ender med at samarbejde.
Jeg er desuden enig med Scope-bruger mr. slat, der betegner Kim Basinger som "imponerende følsom og stærk i rollen som luder". Omvendt er jeg ikke helt enig med The Insider i, at hun "er godhjertet fra start til slut", eftersom
sladderblad.
Scope-bruger Susanne Munch opsummerer meget fint: "I L.A. Confidential er der ingen ensidigt gode eller rigtige helte, men rigeligt med skurke. Filmen har nærmest udskiftet den klassiske good guy vs. bad guy med bad guy vs. worse guy. Denne moralske tvetydighed sammen med en god historie og godt skuespil gør, at "L.A. Confidential" hæver sig op over en almindelig kriminalfilm."
En født film noir klassiker.
Filmen vandt en lang rækker priser; deriblandt 2 Oscars (for Bedste Manuskript baseret på allerede udgivet materiale og Bedste Kvindelige Birolle) 1 Golden Globe (for Bedste Kvindelige Birolle) og 2 BAFTA'er (for Bedste Klipning og Bedste Lyd), foruden 1 Bodil for Bedste Amerikanske Film. Og den blev nomineret til endnu flere.
87) Man on the Moon - (Milos Forman, 1999)
Et gribende, autentisk drama om komikeren og performancekunstneren Andy Kaufman.
Selvom 'Man on the Moon' ikke er nogen komedie, er det alligevel en overordentligt morsom film, eftersom den genskaber mange af Kaufmans optrædener i natklubber og på tv. Han blev kendt for sin vanvittige, anarkistiske humor, hvor målet ikke kun var at more publikum, men også at snyde, udfordre og provokere dem.
Jim Carrey leverer en sand kraftpræstation i den altoverskyggende hovedrolle som Andy Kaufman og får skabt en både morsom, manisk og uberegnelig, men samtidig også tragisk og rørende figur. Alle de andre skuespillere gør det også godt (især Paul Giamatti, Danny DeVito og Courtney Love), men filmen er og bliver Jim Carreys oneman-show. Det er simpelthen fantastisk, ja, vildt imponerende at se, hvordan han som en anden kamæleon har tilegnet sig Andy Kaufmans mimik og kropssprog, samt hvor godt han efterligner dennes mange forskellige stemmer og figurer. Han ikke bare spiller Andy Kaufman - han er Andy Kaufman.
Filmens musik er lavet af rockbandet R.E.M., hvis sang "Man on the Moon" fra 1992 er en hyldest til Andy Kaufman og derfor meget passende har lagt navn til filmen.
Jim Carrey vandt en Golden Globe for Bedste Skuespiller i en Komedie, og Milos Forman vandt en Sølvbjørn (for Bedste Instruktør) ved den internationale filmfestival i Berlin. (Oscar-nomineringer var der utroligt nok ikke nogen af.)
86) Collateral - (Michael Mann, 2004)
Thriller. Lejemorderen Vincent (Tom Cruise) tvinger taxachaufføren Max (Jamie Foxx) til at køre sig rundt i Los Angeles, hvor han skal likvidere en række vidner i forbindelse med en narkosag.
Filmz-anmelder Michael Andersen har skrevet følgende om filmen: "De fleste film fra Hollywood bruger genrekonventioner som undskyldning for at skabe lette og eskapistiske film. I "Collateral" bruger Michael Mann de samme regler til at skabe en personlig og indholdsrig film. Når man har set filmen, har man utvivlsomt været i selskab med en thriller, men man sidder også med en tilfredsstillende følelse af, at man har været vidne til mere
end det.
"Collateral" er som udgangspunkt meget enkel og bygget op som en spændingsfilm. Men den er med al tydelighed også præget af, at være en Michael Mann-film. Foruden en sparsom, men frisk dialog og en stærk billed- og lydside, er tematikken også typisk Mann. Filmen er en konfrontation mellem to forskellige livsanskuelser. Den beslutsomme lejemorder, der styrer sin egen skæbne, og den drømmende chauffør, som har kørt taxi som et "midlertidigt job" i 12 år. Det er tydelig, hvem der er på den rette side af loven, og hvem der ikke er. Men som i ... "Heat" er hovedpersonerne komplekse og ufuldkomne, og som historien folder sig ud, bliver forskellighederne mindre og det første sort/hvide indtryk forvandler sig til en gråzone."
Tom Cruise er fuldstændig overbevisende som den brutale, kynisk lejemorder Vincent, som han giver en yderst stålsat, truende og farlig fremtoning. Filmz-anmelder The Insider kommer nærmere ind på dette og på filmens øvrige karakterer og skuespilpræstationer:"Her i sin første og fortsat eneste skurkerolle er Cruise sensationel. Med et iskoldt blik og kontrolleret mimik fremtvinger Cruise øjeblikkeligt frygt og respekt, men han går aldrig over
gevind - der er en sårbarhed i Vincents øjne og stemme, som indbyder os til at gå på opdagelse i hans psykopatiske psyke.
Jamie Foxx er nøjagtig lige så god som Max. Foxx nedtoner sin sædvanligvis kække og fandenivoldske attitude for at levere et nøgternt og Oscar-nomineret portræt af en ordinær mand, som modvilligt kastes ud i en ekstraordinær situation. Max er en helt igennem atypisk actionhelt - hverken atletisk, rapkæftet eller ferm til at håndtere skydevåben. Han er, så at sige, et almindeligt menneske og derfor uhyre let at relatere til. Jada Pinkett Smiths indtagende personlighed skinner virkelig igennem i hendes portræt af en ambitiøs advokat, som Max samler op før Vincent, og Mark Ruffalo er forfriskende sober og afdæmpet i rollen som en strømer i hælene på Vincent.
Men filmen tilhører Cruise og Foxx. D'herrers sammenspil slår gnister og bærer filmen. Stuart Beatties BAFTA-nominerede manuskript hoster op med den ene fremragende dialog efter den anden, som giver skuespillerne rigelig ammunition i deres verbale og psykologiske krigsførelse."
Filmen indeholder mange gode spændingsscener, såsom scenen hvor Vincent støder sammen med to tyveknægte, der har taget hans mappe. Og der er også flere gode samtalescener, hvor Max er tvunget til at holde gode miner til Vincents slette spil, når de sammen besøger en sengeliggende, ældre kvinde på hospitalet eller en jazzmusiker i en natklub. Men det absolutte højdepunkt er et langt skudopgør på et propfyldt diskotek, iscenesat med Michael Manns vanlige suveræne overblik og effektivt ledsaget af Paul
Oakenfolds "Ready Steady Go". Derudover indeholder filmen adskillige billeder, som sætter sig på éns nethinde: En ulv der krydser vejen for øjnene af de to tavse hovedpersoner i bilen - her synes tiden at stå stille et øjeblik. Og billedet af en mand, der sidder alene i en togkupé -
Jeg nyder også filmen på grund af den storslåede, kølige storbystemning og den flotte billedside. The Insider skriver i den forbindelse: "instruktør Michael Mann tryllebinder os med sin skildring af Los Angeles' gådefulde natteliv. Med revolutionerende brug af HD-kameraer skaber Mann et af de mest realistiske og dragende portrætter af den amerikanske metropol til dato ..." Michael Andersen tilføjer: "Takket være en fotografering, som er udført i et interessant miks af filmcelluloid og High Definition video, får
byens natteliv et specielt udseende med symbolsk vægt. Fra en række filmoptagelser fra en helikopter ser man hvor smuk byen er fra oven, men når man kommer ned på jorden, hvor det digitale kamera regerer, får byen et mere råt udseende. Dette er Manns Los Angeles: Smuk på afstand, brutal på nært hold." Som Filmz-anmelder Vassago meget rammende har sagt: "Man kan til tider blive i tvivl om, hvem der har hovedrollen, Cruise, Foxx - eller
storbyen Los Angeles..."
Jeg har ofte betegnet 'Collateral' som lillebroderen til 'Heat', som i sagens natur så er storebroderen. 'Heat" er den brede fortælling fyldt med mange flere personer og en del små sidehistorier, mens 'Collateral' er den enkle historie med fokus på blot to personer.
Filmz-bruger a@babo (aka Babo Rises) sammenfatter meget godt det, jeg kan lide ved
'Collateral': "Filmen i sig selv er jo mesterlig hele vejen rundt. Jeg elsker det hele ved denne film. Opbygningen, stemningen, action'en og i særdeleshed personerne. Handlingen er enkel ... Manuskriptet er ... suverænt skrevet ... man får lov til at nyde dialogen mellem vores to centrale personer. En nærmest eksistentiel action/thriller, med verdensklasse
skuespil af Cruise og Fox ..."
'Collateral' er indtil videre den sidste rigtigt gode Michael Mann-film.
85) Marathon Man - (John Schlesinger, 1976)
Thriller. Den berygtede og efterlyste nazi-bøddel Dr. Christian Szell, også kendt som
"Der Weisse Engel" (Den Hvide Engel) bliver tvunget ud fra sit gemmested i
en sydamerikanske jungle for at hente sin beholdning af diamanter i en bank i New York. Doc Levy er en lyssky CIA-agent, der har mere med Szell at gøre end godt er, og han får ufrivilligt rodet sin intetanende lillebroder, den universitetsstuderende, marathonløbs-dyrkende Babe Levy, ind i sagen.
'Marathon Man' er en atmosfærespækket og spændende thriller, der effektivt opbygger en stemning af paranoia med den ene suspense-fyldte scene efter den anden. Det er
på mange måder en mørk, kynisk og trøstesløs historie, hvis slutning
Noget af det der gør den her film til noget særligt, er instruktøren John Schlesingers delvise brug af en semi-dokumentarisk billedside; et element, der sammen med den omstændighed, at personerne virker ægte og troværdige, bidrager til en realistisk stemning. På dette punkt ligner han lidt Paul Greengrass. Og meget apropos, så indeholder filmen et slagsmål på liv og død på et hotelværelse, som i råhed og realisme bestemt står ikke tilbage for nogen af slagsmålene i Bourne-trilogien. Blandt filmens bedste scener er - udover den allerede nævnte - et indbrud i Babes lejlighed og opgøret mellem Babe og
Szell udøver tortur ved hjælp af tandlægeinstrumenter.
Dustin Hoffman er fantastisk som den hårdt prøvede Babe Levy, der gennemgår sit livs mareridt - han forstår virkelig at få sin karakters sorg, frygt, smerte, desperation og vrede frem, og det på en sådan måde at man fuldstændig kan leve sig ind i, hvordan denne har det. Han blev da også nomineret til både en Golden Globe og en BAFTA for rollen. Roy Scheider er ligeledes fremragende som den fysisk hårdføre og mere kyniske broder Doc. Og
Laurence Olivier er iskold og skræmmende som den tidligere SS-officer og tandlæge Dr. Christian Szell; en særdeles overbevisende præstation, som han vandt en Golden Globe for, og som skaffede ham en Oscar-nominering. Desuden skal nævnes schweiziske Marthe Keller, der blev nomineret til en Golden Globe for sin rolle som Babes nyfundne kæreste Elsa, og William Devane som den meget nysgerrige Peter Janeway.
Filmen blev nomineret til yderligere to Golden Globes, nemlig for Bedste Instruktør og Bedste Manuskript, og den blev også nomineret til en BAFTA for Bedste Klipning. Desuden blev den belønnet med 2 David di Donatello-priser (Italiens svar på Oscar'en), nemlig for Bedste Udenlandske Film og Bedste Udenlandske Skuespiller (Dustin Hoffman).
84) Carlito's Way - (Brian De Palma, 1993)
Gangsterdrama. New York i 1970'erne. Carlito "Charlie" Briganti (Al Pacino) er en puertoricansk eks-forbryder, som kæmper for at forblive lovlydig efter 5 år bag tremmer,
og som forsøger at undgå de fristelser og faldgruber, der møder ham ude i friheden. Hans rygte, og den levende legende, han er på New Yorks gader og iblandt de kriminelle, gør det mere end svært for ham at holde sin sti ren. Og desværre skylder han sin ven, den moralsk anløbne advokat Dave Kleinfeld (Sean Penn), en tjeneste.
'Carlito's Way' er - for nu at låne Scope-brugeren DasGott's ord - "en vedkommende fortælling om at nå sin drøm, gøre op med fortiden og komme videre i livet." Eller som en anden Scope-bruger Forceoffive siger: "Det er historien om en mand, som ikke behøver at vise at han er en "tough guy" mere. Han har været der og det har ikke forbedret hans liv, tværtimod. Det er kun kærligheden, som kan forbedre hans liv."
Filmens ca. 11 minutter lange dramatiske finale er vanvittigt flot og spændende - ja, det er et skoleeksempel på hvordan man opbygger suspense. Og det samme er filmens første action-scene, som inkluderer et billardspil, spejlbilledet i et par solbriller og latinske rytmer. Derudover har filmen op til flere særligt magiske og stemningsfyldte øjeblikke, der er med til at gøre den følelsesmæssigt medrivende; såsom en scene hvor Carlito står på taget af et højhus om aftenen og i silende regnvejr og iagttager sin tidligere kæreste Gail i den overfor liggende bygning, hvor denne øver dans, og en næsten 1 minut lang, tavs sekvens hvor Gail sidder alene på bagsædet af en taxi med et bekymret udtryk i ansigtet
og får øje på et sovende barn i en barnevogn.
Al Pacino leverer en afdæmpet, men utroligt indlevet, følelsesladet og karismatisk præstation i rollen som Carlito; det er efter min mening hans bedste præstation nogensinde. Sean Penn er arrogant, lusket og næsten uigenkendelig som vennen Dave Kleinfeld. Og Penelope Ann Miller er smuk, følsom og tiltrækkende som kæresten Gail og formår på overbevisende måde at skildre sin karakters indre konflikt og velbegrundede frygt - ja, det er ikke mindst hendes fortjeneste, at filmens kærlighedshistorie er blevet så god som den er. Scenerne mellem Carlito og Gail er virkelig velspillede og rørende.
Og så er det i øvrigt meget sjovt at se Viggo Mortensen i en mindre rolle som
klynkende eks-gangster i kørestol.
Al Pacinos livskloge, reflekterende voice-over, Stephen H. Burums flotte cinematografi og Patrick Doyles smukke, melankolske score sørger i forening for at give filmen en tyk stemning af film noir og tragedie.
'Carlito's Way' blev nomineret til 2 Golden Globes, nemlig for Bedste Mandlige Birolle (Sean Penn) og Bedste Kvindelige Birolle (Penelope Ann Miller).
83) Cop Land - (James Mangold, 1997)
Et effektivt, spændende og velfortalt drama om en forstad beboet af korrupte politifolk, der har fundet deres eget lille paradis, hvor de (næsten) uforstyrret kan tjene penge på en række ulovlige aktiviteter.
Rollen som John Rambo i 'First Blood' vil i mine øjne altid stå som Sylvester Stallones allerbedste, dog stærkt efterfulgt af hans rolle i 'Cop Land', hvor han spiller den sløve, men godmodige sherif Freddy Heflin, som de fleste regner for at være lidt dum og harmløs, men som langsomt får øjnene op for det der foregår omkring ham. Det er en karismatisk, underspillet præstation, og Stallone falder let og ubesværet ind i den kreds af karakterskuespillere, der omgiver ham, og som man måske ellers skulle tro, han ville blegne ved siden af. Og her taler vi ellers om folk som Robert De Niro, Harvey Keitel, Cathy Moriarty, Ray Liotta og Robert Patrick.
Filmens største styrke ligger i skuespillet og karaktertegningen - personerne virker ganske enkelt ægte og virkelighedsnære. Og selvom man nok ikke kan sige, at det overordnede plot er realistisk som helhed betragtet, så virker dets enkelte dele meget realistiske og overbevisende.
Det er en fremragende film, der tager sig god tid til at give os indblik i personernes indbyrdes forhold, deres problemer, konflikter og skænderier, før den lader dramaet kulminere i
og bragene fra skydevåbnene), er en uforglemmelig, medrivende sekvens.
Læg desuden mærke til Howard Shores flotte, dramatiske underlægningsmusik
til filmen, specielt nummeret 'Cop Land Suite'. Det er nemt at høre, at
dette er manden der nogle år senere lavede musikken til 'Lord of the
Rings'-trilogien.
82) We Own the Night - (James Gray, 2007)
Drama. Bobby Green er bestyrer af en natklub i New York, hvis stamgæster bl.a. består af russiske gangstere. Bobby gør sit bedste for at holde hemmeligt, at både hans fader og hans broder er politimænd og dermed bestemt ikke populære i det miljø, han selv færdes i. Men da den russiske mafia erklærer åben krig mod politiet, bliver Bobby nødt til at vælge side.
'We Own the Night' er - ligesom James Grays foregående film 'The Yards' - en blanding af familiedrama og gangsterfilm. Filmz-anmelder The Insider kalder den et "uforudsigelig[t] og nervepirrende gangsterdrama ..., som modsat mange af sine artsfæller har komplekse, sympatiske karakterer som omdrejningspunkt." Og han skriver desuden: "Hver eneste scene, endda filmens få actionsekvenser, siger noget betydningsfuldt om karaktererne og deres omverden, og man bekymrer sig næsten øjeblikkeligt om begge dele, fordi personerne er så nuancerede, menneskelige og forfriskende fejlbarlige. Gray har desuden stablet et eminent ensemble på benene, der har rigtig godt tag på de replikker og
karakterer, som Gray har skabt."
Joaquin Phoenix leverer en ualmindeligt stærk, følelsesladet præstation i hovedrollen som
Bobby. Læg f.eks. mærke til en scene på en restaurant, hvor Bobby ved mere end han tør lade sig mærke med overfor en russisk narkohandler - hans reaktion er slående i sin realisme, idet den på en og samme tid er stærkt tilbageholdt og letaflæselig, og Phoenix gør det hele med sit ansigt og sine øjne. Mark Wahlberg, der spiller broderen Joe, formår på overbevisende måde at skildre sin karakters udvikling fra en hidsig, hårdtarbejdende betjent til
Men filmen tilhører Joaquin Phoenix. Eller som Filmz-anmelder Tyde skriver: "Mest mindeværdig er Phoenix som splittet anti-helt i en rolle, der tillader skuespillerens mørkhårede karisma at komme til sin fulde ret." Ja, Phoenix får virkelig Bobbys loyalitetskrise - hans kærlighed til sin familie kontra hans oprørske natur og hang til et udsvævende liv med tvivlsomme venner, vilde fester og kokain-snifferi - til at skinne igennem.
Tyde skriver også, at filmens action-scener "eksekveres på en yderst intens og effektfuld facon, der formår at placere tilskueren i centrum af situationen via klipningen og ikke mindst musikken. Særligt en biljagt igennem et tungt regnskyl hiver tilskueren helt med ind på førersædet af bilen, og man oplever på egen hud intensiteten og forvirringen i situationen, hvor skudsalver og biler forsvinder ind og ud af det klaustrofobiske tæppe af regn."
'We Own the Night' er en mesterlig film af den slags, som jeg vil ønske der blev lavet mange flere af.
81) The Yards - (James Gray, 2000)
Drama. Da den unge Leo vender hjem efter et fængselsophold for biltyveri, er han fast indstillet på at blive en lovlydig samfundsborger. Men hans arbejde i sin onkel Franks korrupte firma, der reparerer togvogne i New York, giver ham snart uoverskuelige problemer.
CinemaZone's anmelder Lisa Brygger har skrevet følgende om 'The Yards': "Det er en meget usædvanlig gangsterfilm, ... James Gray har lavet. Her er ingen rappe replikker, psykotiske håndlangere, overflod af håndvåben eller afskårede hestehoveder. Der er heller ingen reelle skurke. Da Leos første job med Willie går galt, og alle nu tror, at Leo er den skyldige, vender familien sig imod ham, og han må flygte både fra loven og sine nærmeste. Men hverken Frank eller vennen Willie, der begge forråder ham, gør det af ondskab. De har bare for meget i klemme ... Dette er netop det fascinerende ved The Yards, her er ingen afgrænsede områder. Det hele er en stor grå farvepalet, og Leo er tilfældigvis havnet midt i det hele, uden han har gjort sig fortjent til det. James Gray er ... dygtig til at skabe en tyk og intens atmosfære. Et velskrevet manuskript giver tyngde til filmen, der stråler klarest, når man ser den fra skuespiller-vinklen. Både Mark Wahlberg og Joaquin Phoenix som de to venner yder fabelagtige præstationer, omend vidt forskellige. Wahlberg spiller Leo indadvendt og i en konstant rastløs tilstand, Phoenix derimod er en bombe, der venter på at springe. Phoenix er vel nok en af de mest karismatiske unge skuespillere i dag, og i rollen som Willie Gutierrez kører han farligheden til kanten."
'The Yards' har den der ganske bestemte tone af nøgtern realisme, som man også finder i film som 'The Deer Hunter' og 'The Godfather' (uden nærmere sammenligning i øvrigt). Miljøet virker autentisk, og personerne føles ægte og troværdige, hvilket må tilskrives såvel James Grays instruktion som den række dygtige skuespillere, han benytter. Disse tæller - udover Mark Wahlberg og Joaquin Phoenix - bl.a. James Caan, Faye Dunaway, Ellen Burstyn
og Charlize Theron. Lad mig i den forbindelse citere Jyllands-Postens anmelder Per Calum: "Oplev ... en håndfuld fremragende skuespillere vise, udemonstrativt og ubesværet, hvor gode og troværdige de kan være i hænderne på den rette instruktør."
Ja, 'The Yards' er en film, der med sin blanding af gangsterhistorie og familiedrama først og fremmest skal ses for sine karaktertegninger og sine gribende skuespilpræstationer, og som udmærker sig ved at være realistisk og uforudsigelig og aldrig skildre sine personer sort/hvidt som enten gode eller onde. Som Informations anmelder Morten Piil korrekt har påpeget, har James Gray "instrueret lidt tungt og højtideligt, men uden glanspolering og uden storforbrug af genrens traditionelle klicheer."
Billedsiden er udtryksfuld, mørk og stemningsmættet, mens Howard Shores musik (som altid) er rigtig god.
'The Yards' er - med FilmReactor's anmelder Kim Wendt Jensens ord - "en sjælden film der ringer ægte på alle planer og hvis univers man bare lader sig rive med [af]. Intet ringer falsk og man spørger sig selv, hvorfor ikke flere film er så naturlige og realistiske."