Sådan :) Både The Fugitive, L.A Confidential, Collateral og Carlito's Way elsker jeg selv, specielt Collateral og L.A., som befinder sig på min top 20, vil jeg skyde på. Nu ligner din liste noget (haha).
We Own The Night forstår jeg ikke helt du har med her og så højt placeret. Fin film, men altså... intet særligt i den.
Det gik galt med tekstformatteringen ved nr. 85 og 84, så af hensyn til læsbarheden poster jeg dem lige igen.
85) Marathon Man - (John Schlesinger, 1976)
Thriller. Den berygtede og efterlyste nazi-bøddel Dr. Christian Szell, også kendt som "Der Weisse Engel" (Den Hvide Engel) bliver tvunget ud fra sit gemmested i en sydamerikanske jungle for at hente sin beholdning af diamanter i en bank i New York. Doc Levy er en lyssky CIA-agent, der har mere med Szell at gøre end godt er, og han får ufrivilligt rodet sin intetanende lillebroder, den universitetsstuderende, marathonløbs-dyrkende Babe Levy, ind i sagen.
'Marathon Man' er en atmosfærespækket og spændende thriller, der effektivt opbygger en stemning af paranoia med den ene suspense-fyldte scene efter den anden. Det er på mange måder en mørk, kynisk og trøstesløs historie, hvis slutning
næppe kan kaldes lykkelig. For selvom vores hovedperson vinder, har han allerede mistet så meget, at hans sejr virker ret hul.
Noget af det der gør den her film til noget særligt, er instruktøren John Schlesingers delvise brug af en semi-dokumentarisk billedside; et element, der sammen med den omstændighed, at personerne virker ægte og troværdige, bidrager til en realistisk stemning. På dette punkt ligner han lidt Paul Greengrass. Og meget apropos, så indeholder filmen et slagsmål på liv og død på et hotelværelse, som i råhed og realisme bestemt står ikke tilbage for nogen af slagsmålene i Bourne-trilogien. Blandt filmens bedste scener er - udover den allerede nævnte - et indbrud i Babes lejlighed og opgøret mellem Babe og
tre af Szells håndlangere i et hus ude på landet;
samt to scener hvor Szell udøver tortur ved hjælp af tandlægeinstrumenter.
Dustin Hoffman er fantastisk som den hårdt prøvede Babe Levy, der gennemgår sit livs mareridt - han forstår virkelig at få sin karakters sorg, frygt, smerte, desperation og vrede frem, og det på en sådan måde at man fuldstændig kan leve sig ind i, hvordan denne har det. Han blev da også nomineret til både en Golden Globe og en BAFTA for rollen. Roy Scheider er ligeledes fremragende som den fysisk hårdføre og mere kyniske broder Doc. Og Laurence Olivier er iskold og skræmmende som den tidligere SS-officer og tandlæge Dr. Christian Szell; en særdeles overbevisende præstation, som han vandt en Golden Globe for, og som skaffede ham en Oscar-nominering. Desuden skal nævnes schweiziske Marthe Keller, der blev nomineret til en Golden Globe for sin rolle som Babes nyfundne kæreste Elsa, og William Devane som den meget nysgerrige Peter Janeway.
Filmen blev nomineret til yderligere to Golden Globes, nemlig for Bedste Instruktør og Bedste Manuskript, og den blev også nomineret til en BAFTA for Bedste Klipning. Desuden blev den belønnet med 2 David di Donatello-priser (Italiens svar på Oscar'en), nemlig for Bedste Udenlandske Film og Bedste Udenlandske Skuespiller (Dustin Hoffman).
84) Carlito's Way - (Brian De Palma, 1993)
Gangsterdrama. New York i 1970'erne. Carlito "Charlie" Briganti (Al Pacino) er en puertoricansk eks-forbryder, som kæmper for at forblive lovlydig efter 5 år bag tremmer, og som forsøger at undgå de fristelser og faldgruber, der møder ham ude i friheden. Hans rygte, og den levende legende, han er på New Yorks gader og iblandt de kriminelle, gør det mere end svært for ham at holde sin sti ren. Og desværre skylder han sin ven, den moralsk anløbne advokat Dave Kleinfeld (Sean Penn), en tjeneste.
'Carlito's Way' er - for nu at låne Scope-brugeren DasGott's ord - "en vedkommende fortælling om at nå sin drøm, gøre op med fortiden og komme videre i livet." Eller som en anden Scope-bruger Forceoffive siger: "Det er historien om en mand, som ikke behøver at vise at han er en "tough guy" mere. Han har været der og det har ikke forbedret hans liv, tværtimod. Det er kun kærligheden, som kan forbedre hans liv."
Filmens ca. 11 minutter lange dramatiske finale er vanvittigt flot og spændende - ja, det er et skoleeksempel på hvordan man opbygger suspense. Og det samme er filmens første action-scene, som inkluderer et billardspil, spejlbilledet i et par solbriller og latinske rytmer. Derudover har filmen op til flere særligt magiske og stemningsfyldte øjeblikke, der er med til at gøre den følelsesmæssigt medrivende; såsom en scene hvor Carlito står på taget af et højhus om aftenen og i silende regnvejr og iagttager sin tidligere kæreste Gail i den overfor liggende bygning, hvor denne øver dans, og en næsten 1 minut lang, tavs sekvens hvor Gail sidder alene på bagsædet af en taxi med et bekymret udtryk i ansigtet og får øje på et sovende barn i en barnevogn.
Al Pacino leverer en afdæmpet, men utroligt indlevet, følelsesladet og karismatisk præstation i rollen som Carlito; det er efter min mening hans bedste præstation nogensinde. Sean Penn er arrogant, lusket og næsten uigenkendelig som vennen Dave Kleinfeld. Og Penelope Ann Miller er smuk, følsom og tiltrækkende som kæresten Gail og formår på overbevisende måde at skildre sin karakters indre konflikt og velbegrundede frygt - ja, det er ikke mindst hendes fortjeneste, at filmens kærlighedshistorie er blevet så god som den er. Scenerne mellem Carlito og Gail er virkelig velspillede og rørende.
Og så er det i øvrigt meget sjovt at se Viggo Mortensen i en mindre rolle som klynkende eks-gangster i kørestol.
Al Pacinos livskloge, reflekterende voice-over, Stephen H. Burums flotte cinematografi og Patrick Doyles smukke, melankolske score sørger i forening for at give filmen en tyk stemning af film noir og tragedie.
'Carlito's Way' blev nomineret til 2 Golden Globes, nemlig for Bedste Mandlige Birolle (Sean Penn) og Bedste Kvindelige Birolle (Penelope Ann Miller).
Collateral og L.A. Confidential er bestemt også film der være i min top 20. BN C'mon.. Cop Land bedre placeret end L.A.??? Hvad har du drukket? ;-)
Red Bull! ;-)
Nå, men bortset fra det, så har jeg ofte en svaghed for film, hvor personerne er virkelighedsnære, ægte, troværdige ... og hvor plottet, stemningen og miljøet også er realistisk, eller ihvertfald giver mig følelsen af realisme. I 'L.A. Confidential' er personerne nok fejlbarlige og og har svage/usympatiske sider, men de virker stadig mere som film-figurer end som nogen man vil kunne møde på gaden.
Dermed være ikke sagt, at jeg prioriterer sådan HVER gang, men lige i det her tilfælde er det dét, der hos mig placerer 'Cop Land' højere end 'L.A. Confidential'.
Men nu er nogle få pladsers afstand mellem dem jo heller ikke det samme som hvis 'L.A. Confidential' havde ligget på sin nuværende plads som nr. 88, og 'Cop Land' f.eks. havde været nr. 18 på min liste, vel? ;-)
Det er møgirriterende, at teksten ikke automatisk samler eller centrerer sig, så der ikke indimellem kommer nogle halvfyldte linjer eller linjer med kun to ord. Det ville være rart at kunne undgå, at teksten brydes midt i en sætning, såsom i min anmeldelse af 'The Yards', hvor ordene "Ellen Burstyn og Charlize Theron" er delt, så "og Charlize Theron" først står på næste linje.
Det samme er sket et par steder i mine anmeldelser af 'Collateral' og 'Marathon Man'.
Det var ikke mange jeg havde set af denne omgang, men som det formentlig er slet skjult, er jeg svært glad for denne Michael Mann film. Synes nu du snyder lidt i din anmeldelse med alle de citater, men :)
Jeg elsker først og fremmest Collateral for dens karakterer, og dialogen er fantastisk deri. To be continued.... elsewhere :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#361 Babo Rises 13 år siden
We Own The Night forstår jeg ikke helt du har med her og så højt placeret. Fin film, men altså... intet særligt i den.
#362 BN 13 år siden
85) Marathon Man - (John Schlesinger, 1976)
Thriller. Den berygtede og efterlyste nazi-bøddel Dr. Christian Szell, også kendt som
"Der Weisse Engel" (Den Hvide Engel) bliver tvunget ud fra sit gemmested i
en sydamerikanske jungle for at hente sin beholdning af diamanter i en bank i New York. Doc Levy er en lyssky CIA-agent, der har mere med Szell at gøre end godt er, og han får ufrivilligt rodet sin intetanende lillebroder, den universitetsstuderende, marathonløbs-dyrkende Babe Levy, ind i sagen.
'Marathon Man' er en atmosfærespækket og spændende thriller, der effektivt opbygger en stemning af paranoia med den ene suspense-fyldte scene efter den anden. Det er
på mange måder en mørk, kynisk og trøstesløs historie, hvis slutning
Noget af det der gør den her film til noget særligt, er instruktøren John Schlesingers delvise brug af en semi-dokumentarisk billedside; et element, der sammen med den omstændighed, at personerne virker ægte og troværdige, bidrager til en realistisk stemning. På dette punkt ligner han lidt Paul Greengrass. Og meget apropos, så indeholder filmen et slagsmål på liv og død på et hotelværelse, som i råhed og realisme bestemt står ikke tilbage for nogen af slagsmålene i Bourne-trilogien. Blandt filmens bedste scener er - udover den allerede nævnte - et indbrud i Babes lejlighed og opgøret mellem Babe og
Szell udøver tortur ved hjælp af tandlægeinstrumenter.
Dustin Hoffman er fantastisk som den hårdt prøvede Babe Levy, der gennemgår sit livs mareridt - han forstår virkelig at få sin karakters sorg, frygt, smerte, desperation og vrede frem, og det på en sådan måde at man fuldstændig kan leve sig ind i, hvordan denne har det. Han blev da også nomineret til både en Golden Globe og en BAFTA for rollen. Roy Scheider er ligeledes fremragende som den fysisk hårdføre og mere kyniske broder Doc. Og Laurence Olivier er iskold og skræmmende som den tidligere SS-officer og tandlæge Dr. Christian Szell; en særdeles overbevisende præstation, som han vandt en Golden Globe for, og som skaffede ham en Oscar-nominering. Desuden skal nævnes schweiziske Marthe Keller, der blev nomineret til en Golden Globe for sin rolle som Babes nyfundne kæreste Elsa, og William Devane som den meget nysgerrige Peter Janeway.
Filmen blev nomineret til yderligere to Golden Globes, nemlig for Bedste Instruktør og Bedste Manuskript, og den blev også nomineret til en BAFTA for Bedste Klipning. Desuden blev den belønnet med 2 David di Donatello-priser (Italiens svar på Oscar'en), nemlig for Bedste Udenlandske Film og Bedste Udenlandske Skuespiller (Dustin Hoffman).
84) Carlito's Way - (Brian De Palma, 1993)
Gangsterdrama. New York i 1970'erne. Carlito "Charlie" Briganti (Al Pacino) er en puertoricansk eks-forbryder, som kæmper for at forblive lovlydig efter 5 år bag tremmer,
og som forsøger at undgå de fristelser og faldgruber, der møder ham ude i friheden. Hans rygte, og den levende legende, han er på New Yorks gader og iblandt de kriminelle, gør det mere end svært for ham at holde sin sti ren. Og desværre skylder han sin ven, den moralsk anløbne advokat Dave Kleinfeld (Sean Penn), en tjeneste.
'Carlito's Way' er - for nu at låne Scope-brugeren DasGott's ord - "en vedkommende fortælling om at nå sin drøm, gøre op med fortiden og komme videre i livet." Eller som en anden Scope-bruger Forceoffive siger: "Det er historien om en mand, som ikke behøver at vise at han er en "tough guy" mere. Han har været der og det har ikke forbedret hans liv, tværtimod. Det er kun kærligheden, som kan forbedre hans liv."
Filmens ca. 11 minutter lange dramatiske finale er vanvittigt flot og spændende - ja, det er et skoleeksempel på hvordan man opbygger suspense. Og det samme er filmens første action-scene, som inkluderer et billardspil, spejlbilledet i et par solbriller og latinske rytmer. Derudover har filmen op til flere særligt magiske og stemningsfyldte øjeblikke, der er med til at gøre den følelsesmæssigt medrivende; såsom en scene hvor Carlito står på taget af et højhus om aftenen og i silende regnvejr og iagttager sin tidligere kæreste Gail i den overfor liggende bygning, hvor denne øver dans, og en næsten 1 minut lang, tavs sekvens hvor Gail sidder alene på bagsædet af en taxi med et bekymret udtryk i ansigtet
og får øje på et sovende barn i en barnevogn.
Al Pacino leverer en afdæmpet, men utroligt indlevet, følelsesladet og karismatisk præstation i rollen som Carlito; det er efter min mening hans bedste præstation nogensinde. Sean Penn er arrogant, lusket og næsten uigenkendelig som vennen Dave Kleinfeld. Og Penelope Ann Miller er smuk, følsom og tiltrækkende som kæresten Gail og formår på overbevisende måde at skildre sin karakters indre konflikt og velbegrundede frygt - ja, det er ikke mindst hendes fortjeneste, at filmens kærlighedshistorie er blevet så god som den er. Scenerne mellem Carlito og Gail er virkelig velspillede og rørende.
Og så er det i øvrigt meget sjovt at se Viggo Mortensen i en mindre rolle som klynkende eks-gangster i kørestol.
Al Pacinos livskloge, reflekterende voice-over, Stephen H. Burums flotte cinematografi og Patrick Doyles smukke, melankolske score sørger i forening for at give filmen en tyk stemning af film noir og tragedie.
'Carlito's Way' blev nomineret til 2 Golden Globes, nemlig for Bedste Mandlige Birolle (Sean Penn) og Bedste Kvindelige Birolle (Penelope Ann Miller).
#363 IK 13 år siden
#364 Babo Rises 13 år siden
Noget meget kraftigt stads, der undertrykker samtlige hjernefunktioner :) hehe
#365 BN 13 år siden
Red Bull! ;-)
Nå, men bortset fra det, så har jeg ofte en svaghed for film, hvor personerne er virkelighedsnære, ægte, troværdige ... og hvor plottet, stemningen og miljøet også er realistisk, eller ihvertfald giver mig følelsen af realisme. I 'L.A. Confidential' er personerne nok fejlbarlige og og har svage/usympatiske sider, men de virker stadig mere som film-figurer end som nogen man vil kunne møde på gaden.
Dermed være ikke sagt, at jeg prioriterer sådan HVER gang, men lige i det her tilfælde er det dét, der hos mig placerer 'Cop Land' højere end 'L.A. Confidential'.
Men nu er nogle få pladsers afstand mellem dem jo heller ikke det samme som hvis 'L.A. Confidential' havde ligget på sin nuværende plads som nr. 88, og 'Cop Land' f.eks. havde været nr. 18 på min liste, vel? ;-)
#366 Babo Rises 13 år siden
#367 Babo Rises 13 år siden
Bliv bare ved BN.. vi driller bare :) god liste, som sagt...
#368 BN 13 år siden
Nå, driller I? Det havde jeg slet ikke opdaget! **fløjter uskyldigt**
Tak for rosen. ... Og nu (muligvis) lidt RIS til jer to:
Har I slet ikke set 'Duel at Diablo', 'Marathon Man' eller 'The Yards'? Og hvad er iøvrigt jeres mening om 'Man on the Moon'?
#369 BN 13 år siden
Det er møgirriterende, at teksten ikke automatisk samler eller centrerer sig, så der ikke indimellem kommer nogle halvfyldte linjer eller linjer med kun to ord. Det ville være rart at kunne undgå, at teksten brydes midt i en sætning, såsom i min anmeldelse af 'The Yards', hvor ordene "Ellen Burstyn og Charlize Theron" er delt, så "og Charlize Theron" først står på næste linje.
Det samme er sket et par steder i mine anmeldelser af 'Collateral' og 'Marathon Man'.
#370 Collateral 13 år siden
Det var ikke mange jeg havde set af denne omgang, men som det formentlig er slet skjult, er jeg svært glad for denne Michael Mann film. Synes nu du snyder lidt i din anmeldelse med alle de citater, men :)
Jeg elsker først og fremmest Collateral for dens karakterer, og dialogen er fantastisk deri. To be continued.... elsewhere :)