Synes du så f.eks., at voksne Toto, som kører forbi en bil med punkere bidrag til historien? Den scene virker så sindssygt malplaceret, at man skulle tro, det var løgn.
Også scenen hvor Toto
får taget sin mødøm er slet, slet heller ikke nødvendig. Scenen giver ikke et bedre indblik i karakteren, og det virker som om, scenen er kommet med, fordi manuskriptforfatteren absolut mente, det var nødvendigt at fortælle publikum, at Toto havde mistet sin mødom.
Men det er det jo overhovedet ikke! Less is more.
Derudover synes jeg også det er en synd og skam, at han
møder Maria igen. Jeg kunne meget bedre lide, at det var et mysterie, hvor hun blev af. I stedet ender det jo nærmest i en soap til sidst.
Jeg synes dog, at den forlængede udgave er værd at se, fordi man derfor får besvarede nogle spørgsmål. Problemet er bare, at filmen fungerer bedre, når disse spørgsmål er ubesvarede. :) Efter min mening.
Synes du så f.eks., at voksne Toto, som kører forbi en bil med punkere bidrag til historien? Den scene virker så sindssygt malplaceret, at man skulle tro, det var løgn.
Hvad angår min egen filmoplevelse, skal hver eneste scene eller detalje ikke nødvendigvis kun bidrage til historien, men kan i ligeså høj grad bidrage til stemningen. Den meget korte scene, du her nævner, viser meget fint og helt uden ord, at verden er en helt anden end da Salvatore var barn/ung.
Foeller (531) skrev:
Også scenen hvor Toto
får taget sin mødøm er slet, slet heller ikke nødvendig. Scenen giver ikke et bedre indblik i karakteren, og det virker som om, scenen er kommet med, fordi manuskriptforfatteren absolut mente, det var nødvendigt at fortælle publikum, at Toto havde mistet sin mødom.
Men det er det jo overhovedet ikke! Less is more.
Jeg synes, det er godt, at denne scene er med, så man ikke tror, at Salvatore nærmest lever i seksuel afholdenhed i tålmodig venten på den store kærlighed - hvilket miljøet og hans personlighed taget i betragtning ville være en tand for urealistisk.
Foeller (531) skrev:
Derudover synes jeg også det er en synd og skam, at han
møder Maria igen. Jeg kunne meget bedre lide, at det var et mysterie, hvor hun blev af. I stedet ender det jo nærmest i en soap til sidst.
Wow! Det synes jeg er noget af det bedste ved filmen, fordi det - sammen med oplysningen om
Alfredos medskyld i bruddet mellem Salvatore og Maria -
giver filmen en ret bittersød slutning.
Foeller (531) skrev:
Jeg synes dog, at den forlængede udgave er værd at se, fordi man derfor får besvarede nogle spørgsmål. Problemet er bare, at filmen fungerer bedre, når disse spørgsmål er ubesvarede. :) Efter min mening.
Det er jeg slet, slet ikke enig i. Det er jo ikke et mysterie-drama, men derimod en romantisk/nostalgisk film om den betydning, barndommen generelt og vennen Alfredo i særdeleshed har haft for Salvatores opvækst og senere liv. Det interessante består i at se konsekvenserne eller følgerne af denne barndom og dette venskab - på godt og ondt.
Da jeg så theatrical cut, undrede jeg mig over, hvorledes Cinema Paradiso havde opnået sin status. Absolut en charmerende fortælling, men som jeg følte i 2. halvdel gik død i en til tider nærmest naiv fortælling. Ikke et ondt ord om naivitet, blot havde historien slet ikke den følelsesmæssige indvirkning på mig, som jeg havde forventet.
Den kom til gengæld i det udvidede cut, Tornatores oprindelige vel og mærke, hvor valg får større konsekvenser og implikationer og dermed i langt højere grad menneskeliggører personerne som træffer dem. Dermed ender historien slutteligt op med at have langt mere følelsesladet indvirkning end den version, som i udgangspunktet netop forsøgte sig med følelsesmæssigt banale.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Hvad angår min egen filmoplevelse, skal hver eneste scene eller detalje ikke nødvendigvis kun bidrage til historien, men kan i ligeså høj grad bidrage til stemningen. Den meget korte scene, du her nævner, viser meget fint og helt uden ord, at verden er en helt anden end da Salvatore var barn/ung.
Du har selvfølgelig ret i, at den lige så godt kan bidrage til stemningen, men det synes jeg heller ikke er tilfældet. Scenen er så langt væk fra alt andet i filmen, og man sidder bare og tænker "what the fuck". Så selvom jeg godt kan se scenens formål, så synes jeg ikke det fungerer. Denne kontrast ser vi jo allerede om så mange gange bl.a. ved TV'ets indtræden, og det faktum at han kan tage flyvet på en time til byen..
BN (532) skrev:
Jeg synes, det er godt, at denne scene er med, så man ikke tror, at Salvatore nærmest lever i seksuel afholdenhed i tålmodig venten på den store kærlighed - hvilket miljøet og hans personlighed taget i betragtning ville være en tand for urealistisk.
Det synes jeg faktisk ikke, når man tænker på, at han venter hver eneste aften ved hendes hus.
BN (532) skrev:
Det er jeg slet, slet ikke enig i. Det er jo ikke et mysterie-drama, men derimod en romantisk/nostalgisk film om den betydning, barndommen generelt og vennen Alfredo i særdeleshed har haft for Salvatores opvækst og senere liv. Det interessante består i at se konsekvenserne eller følgerne af denne barndom og dette venskab - på godt og ondt.
Men fordi det ikke er et mysterie-drama, kan det jo godt have ubesvarede spørgsmål? Jeg er enig med dig i, at det interessante er følgerne af barndommen og Alfredo og Totos venskab. Men selvom vi ikke får de udvidede oplysninger, så forstår vi jo godt konsekvenserne af valget alligevel. Den forlængede version er blot med til at understrege det, som vi godt vidste i forvejen.
Når Toto kommer tilbage, så ser han jo hvor forandret alt er, og på den måde erfarer vi, at Alfredos råd til ham, var det rigtige.
Derudover er det også et kæmpe problem, at der er så lang tid mellem filmens klimaks
(ved begravelsen og hvor han ser biografen blive revet ned)
, til at filmen slutter i den forlængede version. Jeg synes den korte version virker mere naturlig, hvor den forlængede version afrunder historien alt for meget.
Dermed ender historien slutteligt op med at have langt mere følelsesladet indvirkning end den version, som i udgangspunktet netop forsøgte sig med følelsesmæssigt banale.
Jeg synes faktisk, at det er den udvidede version, som er mere banal.
Mødet mellem Toto og Maria, hvor de finder ud af, at det aldrig havde gået, er efter min mening meget sæbeopera-agtigt. Jeg kan meget bedre lide den underspillede korte version.
#535 Tværtimod. Den udvidede udgave blev netop ikke en succes, fordi den var langt mere bitter sit syn. Det er ikke et salg ved billetlugerne.
Alfredo er både kimen til Salvatores lykkelige stunder og slutteligt, skyld i det største tab i hans liv. Med den viden afslutter filmen på en meget bittersød tangent.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Alfredo er både kimen til Salvatores lykkelige stunder og slutteligt, skyld i det største tab i hans liv. Med den viden afslutter filmen på en meget bittersød tangent.
Det har du ret i, og det bedste ved den udvidede version er også, informationen om Alfredos handlinger. Men bortset fra det synes jeg den korte er bedre på mere eller mindre alle punkter.
Washington D.C., år 2054. I politistationens kælder ligger tre unge mennesker nedsænkede i et bassin indeholdende såkaldt photon-mælk og med elektroder koblet til deres barberede hoveder. De er de såkaldte 'pre-cogs', oraklerne, der i deres dvaletilstand drømmer mord før de sker og opkoblet til computere kan frembringe billeder af fremtiden og detaljer om det præcise tidspunkt såvel som gerningsmands og offers identitet. Takket være oraklerne er der ikke begået et mord i byen de sidste seks år. Oraklerne er således et yderst effektivt redskab i hænderne på politiets Førdrabsafdeling, der rykker ud og forhindrer de forudsagte mord. John Anderton er chef for denne præventive politienhed kaldet PreCrime, og han lever og ånder for sit arbejde. Inden førdrabs-systemet blev indført, mistede Anderton sin søn, og hans drivkraft er nu evnen til at skåne andre for lignende tab. Han ser intet problem i at fængsle mennesker for forbrydelser, som de endnu ikke har begået, og som de aldrig vil begå, fordi man greb ind i tide, for han stoler på systemets ufejlbarlighed. Indtil den dag han ser sig selv som gerningsmanden i en af oraklernes visioner. John Anderton har aldrig mødt Leo Crow, men inden for 36 timer vil han være Crows drabsmand. Han vælger at flygte for at bevise sin uskyld.
I 'Minority Report' viser Steven Spielberg en mørkere side af sig selv. Filmens dystre grundtone er nemlig helt ulig hans tidlige film. Men som Politikens anmelder Anders Rou Jensen skriver: "selvom der er masser af alvor og paranoia, misantropi og pessimisme i 'Minority Report', er der også i Spielbergs udspil et klart element af leg, humor og elegance. Og ofte er morskaben meget tydelig Hitchcock'sk. " Ja, filmen har sine steder en herlig, sort humor. Anders Rou Jensen fortsætter: "Men tungere end dette afvæbnende vid vejer trods alt det desillusionerede menneske- og samfundssyn, Steven Spielberg her bliver fortaler for. Tonen og stemningen i 'Minority Report' er ofte frysende hård og afvisende. ... Her er det, at menneskejagten ikke blot bliver en fysisk foreteelse. For det er selve den menneskelige sjæl og ånd, evnen til kærlighed, medfølelse og fantasi, som er udsat. Anskueliggjort af det nådesløse kontrol- og magtapparat, der ... har forvandlet samfundet til en overvågningsanstalt, hvor ingen kan føle sig sikker for Big Brothers allestedsnærværende blik. Det er således en vældig overmagt, Anderton er oppe imod, da han som systemets mest loyale og effektive mand pludselig bliver forvandlet til dets offer og fjende. Overalt er han i farezonen, for i dette mareridtssamfund kan samtlige individer i bogstaveligste forstand identificeres på et øjeblik. Det er derfor, Anderton på et tidspunkt får foretaget en makaber og grotesk øjentransplantation, som for en stund skal gøre ham til en fremmed for systemet."
Det interessante ved filmens helt, er hans splittelse. Om dagen, når han er på arbejde, er han betjenten John Anderton. En mand der har styr på det hele. Han er lynhurtig til at lægge to og to sammen; han opklarer det ene mord efter det andet. Han er manden der gør en forskel. Men om natten er han faderen der er tynget af sorg over sin søns forsvinden for seks år siden og den deraf følgende skilsmisse fra sin kone. Han sidder i mørket i sin lejlighed og drømmer sig væk til gamle, private video-optagelser af sønnen og konen, som han ser igen og igen, mens han er påvirket af ulovlige, narkotiske stoffer købt på gaden. Ja, han indtager stoffer for at klare tilværelsens ulidelighed.
Blandt mine yndlingsscener er scenen hvor Anderton, akkompagneret af Franz Schuberts 8. Symfoni, gennemser og sorterer filmoptagelserne af oraklernes fremtidsvisioner, scenen i den beskidte og regnvåde baggård, hvor Anderton slås mod sin politikollegaer, der flyver med rygbårne raketmotorer og anvender brækstave (der ved berøring får én til at kaste op), scenen fra bilfabrikken hvor
Anderton bliver fanget i en bil, der er ved at blive bygget af robotter, men blot med det resultat af, at han kan køre sin vej lige for næsen af FBI-agenten Danny Witwer og dennes mænd,
besøget hos Dr. Iris Hineman i dennes drivhus ude på landet, og scenen med de såkaldte "edderkopper", d.v.s. nogle små, elektroniske dippedutter med løbefødder og indbygget øjenscannings-funktion. Og jeg vil specielt fremhæve en fuldstændig genial scene, hvor oraklet Agatha guider Anderton gennem et butikscenter, så de kan undgå at blive set af politiet, som er dukket op på stedet. Det er en af den slags film-øjeblikke jeg elsker. Med Henry Mancinis "Moon River" på lydsporet er det som om tiden står stille i dette møde mellem fremtiden anno 2054 og "de glade tressere". Sidst men ikke mindst vil jeg nævne filmens dramatiske klimaks med
John Andertons afsløring af sin overordnede, Lamar Burgess.
Tom Cruise yder en intens, engageret præstation i hovedrollen som John Anderton. Lad mig i den forbindelse citere Filmmagasinet Ekko's anmelder Flemming Kaspersen: "Tom Cruise er en actionstjerne, som også kan det følsomme, og Minority Report udstyrer ham med en traumatisk forhistorie ... og en række fysiske og følelsesmæssige prøvelser, der både lader ham spille igennem og tilføjer ham tilstrækkelig lidelse til at sikre en emotionel forløsning til slut." Overfor Tom Cruise ses Max von Sydow i rollen som opfinderen af PreCrime, Lamar Burgess; en rolle, han spiller med stilfærdig autoritet og kølig elegance. CinemaZone's anmelder Felix Drott skriver om Samatha Mortons rolle som oraklet Agatha: "Hun spiller med en sjældent set menneskelig sårbarhed i et martyrium, der bringer tankerne hen på Renée Falconetti i [Carl Th.] Dreyers Jeanne D'Arc." Og Filmz' anmelder Azathoth supplerer med disse ord: "Hun giver sig fuldt ud i filmen, både fysisk og mentalt. Agatha rives [væk] fra sin ”trygge” verden hos PreCrime og kastes pludselig ud i den virkelig verden som hun betragter med stor forundring, forvirring og frygt... og Morton portrætterer det smukt." Azathoth skriver videre: "Birollerne tæller bl.a. Colin Farell som den skeptiske FBI-agent Danny Witwer, Kathryn Morris som Andertons eks-kone Lara. De spiller begge mindre roller, men lægger alligevel nogle gode præstationer for dagen." Filmz' anmelder Vassago nævner en anden vigtig birolle: "Den mest besynderlige rolle i filmen, er rollen som Peter Stormare spiller. Han spiller rollen som Dr. Solomon, en noget uhygiejnisk kirurg, som skal skifte Andertons øjne ud med nogle andre, så Anderton kan bevæge sig rundt uden at blive afsløret af alle de Eye-dentiscans som er over det hele. Dr. Solomon er mildt sagt et svin. Se selv hvorfor."
Og så er der filmens unikke billedside. Felix Drott siger herom: "Billederne er nærmest monokrome med et blåligt skær, og ofte let overbelyste", hvilket forstærker indtrykket af en kold, højteknologisk fremtidsverden. B.T.'s anmelder Jacob Wendt Jensen taler om "en for [Spielberg] usædvanlig upoleret og skramlende billedside, der øger fremtidsrealismen", og filmmagasinet Bogart's Ole Michelsen har sagt om filmen, at den er "holdt i grumsede farver, en ny stil for Spielberg, og [at] der er scener i den af en intens uhygge, som mere minder om David Fincher end eventyrfortælleren Spielberg ..."
Spielbergs hofkomponist John Williams har stået for filmens flotte underlægningsmusik, som perfekt understøtter billederne.
'Minority Report' er både et tankevækkende science fiction-drama (med sin "hvad nu hvis"-fremtidsvision angående kriminalitetsbekæmpelse) og et vildt action-eventyr med Tom Cruises karakter konstant på flugt fra sine forfølgere og på jagt efter sandheden om det mord, som det er forudsagt, han vil begå.
#531 MMB 13 år siden
Synes du så f.eks., at voksne Toto, som kører forbi en bil med punkere bidrag til historien? Den scene virker så sindssygt malplaceret, at man skulle tro, det var løgn.
Også scenen hvor Toto
Derudover synes jeg også det er en synd og skam, at han
Jeg synes dog, at den forlængede udgave er værd at se, fordi man derfor får besvarede nogle spørgsmål. Problemet er bare, at filmen fungerer bedre, når disse spørgsmål er ubesvarede. :) Efter min mening.
#532 BN 13 år siden
Hvad angår min egen filmoplevelse, skal hver eneste scene eller detalje ikke nødvendigvis kun bidrage til historien, men kan i ligeså høj grad bidrage til stemningen. Den meget korte scene, du her nævner, viser meget fint og helt uden ord, at verden er en helt anden end da Salvatore var barn/ung.
Jeg synes, det er godt, at denne scene er med, så man ikke tror, at Salvatore nærmest lever i seksuel afholdenhed i tålmodig venten på den store kærlighed - hvilket miljøet og hans personlighed taget i betragtning ville være en tand for urealistisk.
Wow! Det synes jeg er noget af det bedste ved filmen, fordi det - sammen med oplysningen om
Det er jeg slet, slet ikke enig i. Det er jo ikke et mysterie-drama, men derimod en romantisk/nostalgisk film om den betydning, barndommen generelt og vennen Alfredo i særdeleshed har haft for Salvatores opvækst og senere liv. Det interessante består i at se konsekvenserne eller følgerne af denne barndom og dette venskab - på godt og ondt.
#533 Bruce 13 år siden
Den kom til gengæld i det udvidede cut, Tornatores oprindelige vel og mærke, hvor valg får større konsekvenser og implikationer og dermed i langt højere grad menneskeliggører personerne som træffer dem. Dermed ender historien slutteligt op med at have langt mere følelsesladet indvirkning end den version, som i udgangspunktet netop forsøgte sig med følelsesmæssigt banale.
#534 MMB 13 år siden
Du har selvfølgelig ret i, at den lige så godt kan bidrage til stemningen, men det synes jeg heller ikke er tilfældet. Scenen er så langt væk fra alt andet i filmen, og man sidder bare og tænker "what the fuck". Så selvom jeg godt kan se scenens formål, så synes jeg ikke det fungerer. Denne kontrast ser vi jo allerede om så mange gange bl.a. ved TV'ets indtræden, og det faktum at han kan tage flyvet på en time til byen..
Det synes jeg faktisk ikke, når man tænker på, at han venter hver eneste aften ved hendes hus.
Men fordi det ikke er et mysterie-drama, kan det jo godt have ubesvarede spørgsmål? Jeg er enig med dig i, at det interessante er følgerne af barndommen og Alfredo og Totos venskab. Men selvom vi ikke får de udvidede oplysninger, så forstår vi jo godt konsekvenserne af valget alligevel. Den forlængede version er blot med til at understrege det, som vi godt vidste i forvejen.
Derudover er det også et kæmpe problem, at der er så lang tid mellem filmens klimaks
#535 MMB 13 år siden
Jeg synes faktisk, at det er den udvidede version, som er mere banal.
#536 Bruce 13 år siden
#537 Skeloboy 13 år siden
[url= så kan I jo lige nyde et af det smukkeste stykke filmmusik, der er lavet[/url]
[url= smukkeste kysse-scener nogensinde...[/url]
Faktisk er Cinema Paradiso i min top5...
#538 MMB 13 år siden
Det har du ret i, og det bedste ved den udvidede version er også, informationen om Alfredos handlinger. Men bortset fra det synes jeg den korte er bedre på mere eller mindre alle punkter.
#539 BN 13 år siden
Tjah ... Vi kan vel bare konstatere, at det er godt, at vi har hver sin yndlingsversion, som vi kan glæde os over. :-)
#540 BN 13 år siden
Science-fiction-krimi.
Washington D.C., år 2054. I politistationens kælder ligger tre unge mennesker nedsænkede i et bassin indeholdende såkaldt photon-mælk og med elektroder koblet til deres barberede hoveder. De er de såkaldte 'pre-cogs', oraklerne, der i deres dvaletilstand drømmer mord før de sker og opkoblet til computere kan frembringe billeder af fremtiden og detaljer om det præcise tidspunkt såvel som gerningsmands og offers identitet. Takket være oraklerne er der ikke begået et mord i byen de sidste seks år. Oraklerne er således et yderst effektivt redskab i hænderne på politiets Førdrabsafdeling, der rykker ud og forhindrer de forudsagte mord. John Anderton er chef for denne præventive politienhed kaldet PreCrime, og han lever og ånder for sit arbejde. Inden førdrabs-systemet blev indført, mistede Anderton sin søn, og hans drivkraft er nu evnen til at skåne andre for lignende tab. Han ser intet problem i at fængsle mennesker for forbrydelser, som de endnu ikke har begået, og som de aldrig vil begå, fordi man greb ind i tide, for han stoler på systemets ufejlbarlighed. Indtil den dag han ser sig selv som gerningsmanden i en af oraklernes visioner. John Anderton har aldrig mødt Leo Crow, men inden for 36 timer vil han være Crows drabsmand. Han vælger at flygte for at bevise sin uskyld.
I 'Minority Report' viser Steven Spielberg en mørkere side af sig selv. Filmens dystre grundtone er nemlig helt ulig hans tidlige film. Men som Politikens anmelder Anders Rou Jensen skriver: "selvom der er masser af alvor og paranoia, misantropi og pessimisme i 'Minority Report', er der også i Spielbergs udspil et klart element af leg, humor og elegance. Og ofte er morskaben meget tydelig Hitchcock'sk. " Ja, filmen har sine steder en herlig, sort humor. Anders Rou Jensen fortsætter: "Men tungere end dette afvæbnende vid vejer trods alt det desillusionerede menneske- og samfundssyn, Steven Spielberg her bliver fortaler for. Tonen og stemningen i 'Minority Report' er ofte frysende hård og afvisende. ... Her er det, at menneskejagten ikke blot bliver en fysisk foreteelse. For det er selve den menneskelige sjæl og ånd, evnen til kærlighed, medfølelse og fantasi, som er udsat. Anskueliggjort af det nådesløse kontrol- og magtapparat, der ... har forvandlet samfundet til en overvågningsanstalt, hvor ingen kan føle sig sikker for Big Brothers allestedsnærværende blik. Det er således en vældig overmagt, Anderton er oppe imod, da han som systemets mest loyale og effektive mand pludselig bliver forvandlet til dets offer og fjende. Overalt er han i farezonen, for i dette mareridtssamfund kan samtlige individer i bogstaveligste forstand identificeres på et øjeblik. Det er derfor, Anderton på et tidspunkt får foretaget en makaber og grotesk øjentransplantation, som for en stund skal gøre ham til en fremmed for systemet."
Det interessante ved filmens helt, er hans splittelse. Om dagen, når han er på arbejde, er han betjenten John Anderton. En mand der har styr på det hele. Han er lynhurtig til at lægge to og to sammen; han opklarer det ene mord efter det andet. Han er manden der gør en forskel. Men om natten er han faderen der er tynget af sorg over sin søns forsvinden for seks år siden og den deraf følgende skilsmisse fra sin kone. Han sidder i mørket i sin lejlighed og drømmer sig væk til gamle, private video-optagelser af sønnen og konen, som han ser igen og igen, mens han er påvirket af ulovlige, narkotiske stoffer købt på gaden. Ja, han indtager stoffer for at klare tilværelsens ulidelighed.
Blandt mine yndlingsscener er scenen hvor Anderton, akkompagneret af Franz Schuberts 8. Symfoni, gennemser og sorterer filmoptagelserne af oraklernes fremtidsvisioner, scenen i den beskidte og regnvåde baggård, hvor Anderton slås mod sin politikollegaer, der flyver med rygbårne raketmotorer og anvender brækstave (der ved berøring får én til at kaste op), scenen fra bilfabrikken hvor
Tom Cruise yder en intens, engageret præstation i hovedrollen som John Anderton. Lad mig i den forbindelse citere Filmmagasinet Ekko's anmelder Flemming Kaspersen: "Tom Cruise er en actionstjerne, som også kan det følsomme, og Minority Report udstyrer ham med en traumatisk forhistorie ... og en række fysiske og følelsesmæssige prøvelser, der både lader ham spille igennem og tilføjer ham tilstrækkelig lidelse til at sikre en emotionel forløsning til slut." Overfor Tom Cruise ses Max von Sydow i rollen som opfinderen af PreCrime, Lamar Burgess; en rolle, han spiller med stilfærdig autoritet og kølig elegance. CinemaZone's anmelder Felix Drott skriver om Samatha Mortons rolle som oraklet Agatha: "Hun spiller med en sjældent set menneskelig sårbarhed i et martyrium, der bringer tankerne hen på Renée Falconetti i [Carl Th.] Dreyers Jeanne D'Arc." Og Filmz' anmelder Azathoth supplerer med disse ord: "Hun giver sig fuldt ud i filmen, både fysisk og mentalt. Agatha rives [væk] fra sin ”trygge” verden hos PreCrime og kastes pludselig ud i den virkelig verden som hun betragter med stor forundring, forvirring og frygt... og Morton portrætterer det smukt." Azathoth skriver videre: "Birollerne tæller bl.a. Colin Farell som den skeptiske FBI-agent Danny Witwer, Kathryn Morris som Andertons eks-kone Lara. De spiller begge mindre roller, men lægger alligevel nogle gode præstationer for dagen." Filmz' anmelder Vassago nævner en anden vigtig birolle: "Den mest besynderlige rolle i filmen, er rollen som Peter Stormare spiller. Han spiller rollen som Dr. Solomon, en noget uhygiejnisk kirurg, som skal skifte Andertons øjne ud med nogle andre, så Anderton kan bevæge sig rundt uden at blive afsløret af alle de Eye-dentiscans som er over det hele. Dr. Solomon er mildt sagt et svin. Se selv hvorfor."
Og så er der filmens unikke billedside. Felix Drott siger herom: "Billederne er nærmest monokrome med et blåligt skær, og ofte let overbelyste", hvilket forstærker indtrykket af en kold, højteknologisk fremtidsverden. B.T.'s anmelder Jacob Wendt Jensen taler om "en for [Spielberg] usædvanlig upoleret og skramlende billedside, der øger fremtidsrealismen", og filmmagasinet Bogart's Ole Michelsen har sagt om filmen, at den er "holdt i grumsede farver, en ny stil for Spielberg, og [at] der er scener i den af en intens uhygge, som mere minder om David Fincher end eventyrfortælleren Spielberg ..."
Spielbergs hofkomponist John Williams har stået for filmens flotte underlægningsmusik, som perfekt understøtter billederne.
'Minority Report' er både et tankevækkende science fiction-drama (med sin "hvad nu hvis"-fremtidsvision angående kriminalitetsbekæmpelse) og et vildt action-eventyr med Tom Cruises karakter konstant på flugt fra sine forfølgere og på jagt efter sandheden om det mord, som det er forudsagt, han vil begå.