Øh nej. Der var som sagt en årsag til, at filmen simpelthen ikke måtte være mere grusom end den var. " Black and white photography kept his costs down. Another reason was the blood. Hitchcock thought all that red blood in the shower would be too gruesome".
Øh jo! Vi snakker 1960, ikke 1966 og 1969, og vi snakker gys og ikke exploitation. Der findes vist ikke noget årti, som vesten er gået ind i og kommet så forskellig ud af, grundet de samfundsændringer på alle planer, der fandt sted, også i filmmæssig regi. Wild Bunch og dermed Peckinpah specifikt, stod IGEN for nye trends i film, hvilket fører os tilbage til samme udgangspunkt, som jeg pointerede tidligere. Du ser og bedømmer film i lyset fra andre tidsperioders standarder.
Der er en verden til forskel på, hvorledes vold opleves iht. den kontekst det udstilles i. Volden i Django er NETOP udstillet i en grotesk ramme, der minimerer voldens realistiske karakter, modsat Psycho, hvor selve voldsakten får et langt voldsommere anslag på publikum, når deres suspense niveau er blevet opbygget igennem lang tid.
Igen. Læs anmeldelserne fra den tid og du vil se, hvor skræmmende man anså filmen for at være og der var ingen behov for rødt blod.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
det kommer slet ikke til udtryk i filmen. Filmens vold i filmen er nedtonet af specifikke årsager, IKKE af kunstneriske og fordi volden skal "det du ikke ser, er mere uhyggeligt".
Som sagt: Læs Truffauts interview-bog og bliv klogere - også angående Hitchcocks planer og ønsker angående 'Psycho'. For du kender ikke nok til sagen, når du kan bruge halve (eller ihvertfald ufuldstændige) sandheder som det der citat som "bevis" for, hvordan Hitchcock ønskede at lave scenen.
Babo Rises (583) skrev:
At man ikke ser kniven gå ind i maven på kvinden er IKKE mere skræmmende.
Well ... det kommer an på, hvem "man" er. ;-) ... Ud af os to er det nok kun mig, der helt impulsivt eller automatisk føler væmmelse fremfor gys ved eksplicitte scener, hvor kameraet fokuserer på eller dvæler ved selve kropsbeskadigelsen (hvad enten den foregår med kniv, økse, hammer eller andet) ... mens ikke-eksplicitte scener, hvor lyd, klipning og musik gør arbejdet, skræmmer mig langt mere.
Du ser og bedømmer film i lyset fra andre tidsperioders standarder.
Måske. Men hvem siger, at Alfred ikke havde andre intentioner og måske ikke kunne lave filmen mere explicit, og måtte derfor finde på alternativer, for at dæmpe volden? Du kan læse den tekst jeg fremhævede. Det eneste jeg var uenig med BN var, at jeg ikke følte volden var tænkt som noget der skulle få vores fantasi på overarbejde. Jeg medgiver, at Alfred opbygger sin suspense og bruger musikken voldsomt. Jeg tror skam gerne, at Psycho alligevel var skræmmende nok i sin tid, og kan skyldes, at man ikke har set andre. Nu ved jeg ikke helt hvad og hvor meget der kom før den, udover The Fly og Stjålne Kroppe, sådan lige på stående fod. Men jeg synes i den grad, når jeg f.eks ser nogle af gamle Wes Cravens eller Argentos gyser, så synes jeg de virker mere chokerende, selv idag.
sandheder som det der citat som "bevis" for, hvordan Hitchcock ønskede at lave scenen.
Men du har vel den gyldige sandhed?
BN (592) skrev:
hvor lyd, klipning og musik gør arbejdet, skræmmer mig langt mere.
Det kommer helt an på, hvordan den pågældende scene er udført og i sidste ende tiltænkt. At du ikke skræmmes ved eksplicitte scener, finder jeg næsten bekymrende. Snakker du generelt på film, eller blot gys? Husk på, at jo mindre eksplicit volden er på film, desto mildere ratings får film. Dvs de appellerer til flere. Og derfor går man ofte med til at nedtone den slags. Det er meget sjældent, at der er et kunstnerisk ide bag. Seven har f.eks en kunstnerisk ide med, at vi ikke ser volden blive udøvet/udført - filmen er ikke hæmmet af sin rating og den går ikke på kompromis med den. Den er R, på grænsen til NC-17, til trods for du aldrig så overfaldet, men kun konsekvensen.
Måske. Men hvem siger, at Alfred ikke havde andre intentioner og måske ikke kunne lave filmen mere explicit, og måtte derfor finde på alternativer, for at dæmpe volden? Du kan læse den tekst jeg fremhævede. Det eneste jeg var uenig med BN var, at jeg ikke følte volden var tænkt som noget der skulle få vores fantasi på overarbejde. Jeg medgiver, at Alfred opbygger sin suspense og bruger musikken voldsomt. Jeg tror skam gerne, at Psycho alligevel var skræmmende nok i sin tid, og kan skyldes, at man ikke har set andre. Nu ved jeg ikke helt hvad og hvor meget der kom før den, udover The Fly og Stjålne Kroppe, sådan lige på stående fod. Men jeg synes i den grad, når jeg f.eks ser nogle af gamle Wes Cravens eller Argentos gyser, så synes jeg de virker mere chokerende, selv idag.
Wes Cravens og Argentos første film er fra 1970 og 1972. Det er ret så stor en forskel i ... ja alt ... siden Psycho, når man tænker på, at deres værker ... dem som "regnes for noget" ... kom noget senere.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
At du ikke skræmmes ved eksplicitte scener, finder jeg næsten bekymrende.
Eksplicitte scener, d.v.s. detaljerede nærbilleder af en krop, der skamferes eller gennembores, er i sig selv bare ulækre, frastødende og (sommetider) kvalmende. ... Jeg bliver skræmt af situationer, der er uoverskuelige og klaustrofobiske, og/eller hvor der hersker uvished og/eller utryghed på grund af det, man ikke kan se.
Men det er desværre også ofte fordi detaljeret brug af grafisk vold ofte er forbundet med hjernedøde historier. SAW synes jeg da også blot er ynkelig fremfor uhyggelig. Der har dog også været gode eksempler.
72) C'ere una volta il West (Once Upon a Time in the West) - (Sergio Leone, 1968)
Episk western-drama. To mænd - en mystisk fremmed med en harmonika og en berygtet lovløs - forener deres kræfter for at beskytte en smuk enke mod en hensynsløs lejemorder, der arbejder for jernbanen.
Claudia Cardinale er skøn at skue og meget udtryksfuld som den tidligere luder Jill; en stærk kvinde, der på den ene side er træt af farlige mænd, men på den anden side er dybt tiltrukket af dem. I rollen som den altid rolige enspænder og hævner Harmonica, hvis intentioner og fortid vi kun lærer at kende lidt efter lidt, ses Charles Bronson. Det er en rolle, der er som skræddersyet til ham, og som efter min mening også er hans bedste nogensinde. Jason Robards er også god som den snu, livskloge, lune og godmodige Cheyenne. Og som Filmz' anmelder Benway skriver: "Genial er ikke mindst castingen af Hollywoods sympatiske Henry Fonda som filmens psykotiske morder." Benway uddyber dette andetsteds: "filmens psykotiske skurk Frank ... spilles med formidabel djævelsk lune af Henry Fonda, der ellers mest var kendt [for] sine helteroller, men som her lader de engleblå øjne lyse med sadistisk vanvid."
Det er en film hvor det især er musikken der taler. Benway nævner hvordan "Ennio Morricones fantastiske musik forsyner hver hovedperson med eget tema", og han peger på Cheyennes "hyggelige cowboymusik", Jills "længselsfulde toner" (med strygere og sopran-sang) og "den sørgmodige og noget foruroligende harmonika-melodi, der følger [Harmonica], og som binder ham musikalsk til de fræsende guitarer, der følger ... Frank." Ja, "harmonikaen blander sig med guitarsoloen, så volden og kynismen i Frank spilles op overfor melankolien og smerten i Harmonica", som Scope-bruger Za Kannushi så fint formulerer det.
Blandt mine favoritscener er Jills ankomst til byen. Jeg elsker måden hele denne lange, replikløse scene er klippet på: Jill, der ser sig omkring efter sin mand på togstationen - KLIP - et nærbillede af hende hvor hun kigger op på stationsbygningens ur, samtidig med at lyden af den travle, summende folkemængde og den lystige salonmusik skrues helt ned, og de første indledende toner af Jills temamusik slås an - KLIP - dette ur viser, at klokken er 7:55 - KLIP - tilbage til nærbilledet af Jill, der har et bekymret udtryk i ansigtet og kigger på sit eget ur - KLIP - hendes ur viser 10:10, hvilket vil sige, hun nu har ventet i mere end to timer - KLIP - tilbage til nærbilledet af hende - KLIP - et totalbillede viser, at der - bortset fra et par sorte mænd, som er der for at hjælpe med at bære hendes kufferter, og en togkonduktør - i mellemtiden er blevet helt mennesketomt på stedet. Dette totalbillede udgør starten på et længere tracking shot, hvor kameraet følger Jill hen til stationsbygningen, men bliver udenfor, mens hun er indenfor, og efter at hun er gået ud af døren på den modsatte side af bygningen, hæver sig op over stationsbygningen og viser os den levende, pulserende by set ovenfra.
Det er da Jill har opgivet at vente længere og begynder at gå, efterfulgt af de to kuffertbærere, at den kvindelige sopran Edda Dell'Ordos smukke, nynnende stemme sætter ind. Dette stykke musik, der slet og ret er kendt som "Jill's Theme", bruges også i et andet ganske bestemt øjeblik, som jeg aldrig har glemt, nemlig scenen hvor Jill strækker ryggen og lægger sig på sengen i sit nye hjem. Hun er her filmet oppefra og gennem sengebaldakinens mørke fløjlsstof, og kameraet zoomer helt tæt ind på hendes ansigt. Nogle vil måske synes, dette er et ubetydeligt øjeblik i filmen, men for mig er det helt igennem magisk. Måske er det bare kombinationen af en smuk kvinde, smuk musik og en smuk sangstemme - jeg ved det ikke. Ihvertfald føler jeg det som om tiden står stille i det minuts tid, denne sekvens varer.
Af andre uforglemmelige scener vil jeg også nævne filmens næsten 15 minutter lange åbningsscene med de tre mænd der venter på toget og én bestemt passager, og den afsluttende duel mellem
Harmonica og Frank. Det dramatiske højdepunkt ved denne duel er ikke så meget selve skududvekslingen som det er et flashback af en fortidig begivenhed, som vi flere gange tidligere i filmen har set glimt af, men som vi først nu ser i sin fulde længde.
Et vigtigt motiv i filmen er jernbanen, hvis fremmarch forkynder civilisationens ankomst og det gamle, mytiske vilde Vestens forsvinden. Det er afslutningen på én æra og begyndelsen på en ny. Za Kannushi skriver: "Det er dog ikke historien, der gør denne film så fantastisk, men stilen" ... og stemningen og musikken, kunne man tilføje. Filmland's anmelder Per Juul Carlsen beskriver filmen således: "Pompøs som en opera, storslået og monumental som en japansk samuraifilm ... og detaljeret og perfektionistisk som et italiensk renæssancemaleri." Dette er en yderst passende beskrivelse, for sjældent har jeg set det brede billedformat udnyttet mere optimalt eller med flottere billeder til følge end her; og ligeså sjældent er jeg stødt på en så enestående musik, som den der ledsager billederne.
For at låne Filmz-bruger narkoøgle's ord: "Dette er simpelthen Sergio Leones ultimative western." Og ikke nok med det: Det er også en af de bedste westerns der nogensinde er lavet.
Et episk, historisk drama, der foregår under Middelalderens kristne korstoge mod muslimerne i "Det Hellige Land". Den unge landsby-smed og enkemand Balian erfarer, at han er søn af ridderen og baronen Godfrey af Ibelin, og drager efterfølgende til Jerusalem, hvor han ender som forsvarer af byen og dens indbyggere.
Det er en spændende, medrivende og til tider følelsesladet film, der med Filmz-bruger Bruce's ord "formår at sætte politiske og religiøse værdier under lup." Ja, den udstiller ikke mindst den katolske kirkes hykleri og blodskyld.
Orlando Bloom er perfekt i rollen som Balian. Hans styrke som skuespiller ligger for mig at se i det underspillede, det nedtonede, og her elsker kameraet ham - sådan var det med hans rolle som Legolas i 'The Lord of the Rings', og sådan er det også i 'Kingdom of Heaven'. Ja, Bloom er bedst, når han skal spille fåmælte, rolige personer, der tænker og handler mere end de taler, og netop sådan en mand er Balian. Filmen har desuden - som påpeget af Bruce "et vidunderligt birolle ensemble med bl.a. Jeremy Irons, David Thewlis, Edward Norton, Ghassan Massoud og Liam Neeson", og her vil jeg lige tilføje Eva Green og Marton Csokas.
De scener, jeg nyder mest, er dem hvor Balian sidder tavs og tænker, hvad enten det er ved hans kones grav i Frankrig eller på en bakketop en stjerneklar nat i Jerusalem; samtlige scener mellem Balian og Sibylla; Balian og hans ridderes tilfangetagelse og det efterfølgende møde mellem den muslimske leder Saladin og kong Baldwin og deres respektive hære på sletterne foran slottet Kerak. Og som Filmz' anmelder The Insider skriver: "Filmens sidste, lange slag er stadigvæk en overvældende filmisk begivenhed, som rangerer blandt [Ridley] Scotts mest imponerende bedrifter."
'Kingdom of Heaven' fortjener især ros for sin ovenud fantastiske cinematografi. I første halvdel af filmen er farverne holdt i blå nuancer, mens anden halvdel veksler mellem blå og brune nuancer - og det med nogle utroligt smukke billeder til følge. I samme åndedrag skal nævnes Harry Gregson-Williams' utroligt stemningsskabende musik.
En af de sidste store helaftensfilm, vi er blevet beriget med. I mine øjne er der tale om et mesterværk.
70) Immortal Beloved - (Bernard Rose, 1994)
Drama. Da den berømte klassiske komponist Ludwig van Beethoven (Gary Oldman) dør, forsøger hans ven og assistent Schindler at finde ud af, hvem den unavngivne, mystiske kvinde er, der er nævnt i et brev, som han har efterladt sig.
Ud af dette grundplot er der kommet en atmosfærefyldt og meget medrivende film, der kan nydes på flere niveauer - som et historisk tidsbillede, som et kærlighedsdrama, som en tragedie og som en musikfilm. Og så indeholder den desuden et ikke blot overraskende, men også rørende twist.
I Gary Oldmans fortolkning fremstår Beethoven som både excentrisk og småskør; snart hidsig og uberegnelig, snart stille og følsom. Det er en intens og imponerende præstation, ja, efter min mening Oldmans bedste nogensinde. Derudover medvirker bl.a. Isabelle Rossellini som en af kvinderne i Beethovens liv, og i rollen som Schindler ses Jeroen Krabbé, der for en gangs skyld spiller en sympatisk fyr. (Han er ellers mest kendt for - hvad der i sidste ende viste sig at være - skurkeroller i film som
'The Living Daylights' og 'The Fugitive').
Filmen indeholder mange uforglemmelige scener; deriblandt en scene hvor to personer hemmeligt iagttager Beethoven, der spiller "Måneskinssonaten" med øret presset ned mod klaveret for at bruge den sidste rest af hørelse han har tilbage, og en anden scene hvor nogle unge bøller skubber og sparker til en ulykkelig, beruset og ret ynkværdig Beethoven. Men jeg vil dog særligt fremhæve en helt fantastisk scene, hvor den ældre Beethoven står foran et orkester, som spiller hans 9. Symfoni (som mange kender fra 'Die Hard'-filmene) i en propfyldt koncertsal, mens der vises et flashback til hans ungdom, nærmere bestemt til en mørk aften, hvor man ser ham flygte ud af vinduet på grund af sin voldelige fader og løbe gennem en skov og ud til en sø, hvor han efterfølgende ligger og flyder på vandet, mens hans betragter den uendelige stjernehimmel. Da kameraet - der ser ham oppefra - zoomer ud, er det som om han smelter sammen med stjernerne. Den ældre Beethoven kan ikke selv høre musikken, fordi han efterhånden er blevet helt døv, men tænker sig til den, samtidig med at han altså genkalder sig denne episode fra sin ungdom. ... Det er den slags øjeblikke, jeg vil betegne som ren filmmagi.
Filmens cinematografi er exceptionelt flot - det er virkelig umådeligt smukke, maleriske billeder. Og hele vejen igennem er det Beethovens musik der fylder lydsporet. Så hvis man ønsker at stifte bekendtskab med Beethovens allerbedste kompositioner, er dette blot endnu en grund til at se filmen.
'Immortal Beloved' er en storslået hyldest til Beethoven og hans musik.
69) La Leggenda del pianista sull'oceano - (Giuseppe Tornatore, 1998)
Om en mand, der fødes, lever og dør ombord på en stor Atlanterhavs-krydser, der fragter passagerer mellem Europa og USA.
Om morgenen den første dag i det 20. århundrede (hvor 1900-tallet som bekendt begynder) finder en af skibets maskinarbejdere (Bill Nunn) et efterladt spædbarn i festsalen ovenpå et klaver. Han tager ham med ned i maskinrummet, viser ham til sine kollegaer, giver ham navnet Danny Boodmann T.D. Lemon Nineteen Hundred (som han forkorter til "1900") og bliver hans adoptivfader. "1900" (Tim Roth) vokser op og bliver en sand klavervirtuos, der underholder de rige passagerer (og indimellem også de fattige emigranter) med sin egen unikke blanding of jazz-numre og klassiske kompositioner. Han bliver ven med en trompetist ved navn Max (Pruitt Taylor Vince), som er medlem af skibets orkester - og som i øvrigt er den der fortæller historien om "1900" gennem en række flashbacks. Max og andre forsøger at overtale "1900" til at forlade skibet og skabe sig berømmelse og rigdom ved hjælp af sine evner som pianist, men denne betragter skibet som sit hjem og ser ikke nogen grund til, at han nogensinde skulle forlade det eller sætte sine fødder på fastlandet. D.v.s. lige indtil han en skønne dag - under indspilningen af en grammofonplade - får øje på en smuk, ung kvinde gennem vinduet.
Der er tale om en moderne, poetisk fabel med en ganske simpel og letfattelig symbolik, hvor skibet repræsenterer en mini-udgave af verden, og hvor de skiftende passagerer illustrerer hvordan mennesker også i det virkelig liv kommer og går. Og i forlængelse heraf man jo så vælge at opfatte skibets historie, herunder dets sejlture på det snart rolige, snart oprørte hav, som et billede på tidernes skiften og omvæltningerne i samfundet. Men først og fremmest er det en varm, smuk og livsbekræftende film, der hylder både livet og musikken.
Blandt filmens allerbedste scener er en helt igennem fantastisk klaverduel mellem "1900" og Jelly Roll Morton (om hvem det i filmen hedder sig, at han opfandt jazzen) og en mageløs tur med klaver rundt i det gyngende skibs sale og korridorer midt under et voldsomt uvejr, samt en replikløs scene hvor "1900" forelsker sig, siddende bag klaveret med et vidunderligt henført udtryk i ansigtet. Det er billeder der bliver hos én, efter at filmen er slut. Og det samme gør den sidste scene med "1900", hvor
man ser hans hænder spille på et imaginært klaver.
Tim Roth leverer en følelsesladet, underspillet, underfundig og til tider humoristisk præstation som den småsære, godhjertede og populære, men i sidste ende ensomme og glemte pianist med med det spøjse navn og den højst usædvanlige skæbne. Pruitt Taylor Vince er livlig, munter og intens som vennen Max, Mélanie Thierry er sød og naturlig som pigen, som "1900" forelsker sig i, og Clarence Williams III er herligt arrogant og blæret som jazz-legenden Jelly Roll Morton.
Filmen har en smuk, dvælende billedside og fantastisk, stemningsfuld musik af Ennio Morricone, som helt fortjent vandt en Golden Globe for Bedste Originale Filmmusik.
Filmen vandt desuden hele 5 David di Donatello-priser (Italiens svar på Oscar'en), nemlig for Bedste Instruktør, Bedste Cinematografi, Bedste Musik, Bedste Kostumer og Bedste Scenografi. Og den blev også belønnet med en European Film Award for Bedste Cinematografi.
'La Leggenda del pianista sull'oceano' - eller 'The Legend of 1900' som den også kaldes - er et uomgængeligt must for tilhængere af god musik og ren filmmagi.
Godt at se Immortal Beloved nævnt! En film om Beethoven som IKKE ligger under for Amadeus om Mozart. Flot film og det bør ikke komme som en overraskelse, at filmens soundtrack sætter selv de bedste filmkomponisters værker, i skarp relief til de klassiske mestres kunnen. No match!
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#591 Bruce 13 år siden
Øh jo! Vi snakker 1960, ikke 1966 og 1969, og vi snakker gys og ikke exploitation. Der findes vist ikke noget årti, som vesten er gået ind i og kommet så forskellig ud af, grundet de samfundsændringer på alle planer, der fandt sted, også i filmmæssig regi. Wild Bunch og dermed Peckinpah specifikt, stod IGEN for nye trends i film, hvilket fører os tilbage til samme udgangspunkt, som jeg pointerede tidligere. Du ser og bedømmer film i lyset fra andre tidsperioders standarder.
Der er en verden til forskel på, hvorledes vold opleves iht. den kontekst det udstilles i. Volden i Django er NETOP udstillet i en grotesk ramme, der minimerer voldens realistiske karakter, modsat Psycho, hvor selve voldsakten får et langt voldsommere anslag på publikum, når deres suspense niveau er blevet opbygget igennem lang tid.
Igen. Læs anmeldelserne fra den tid og du vil se, hvor skræmmende man anså filmen for at være og der var ingen behov for rødt blod.
#592 BN 13 år siden
Som sagt: Læs Truffauts interview-bog og bliv klogere - også angående Hitchcocks planer og ønsker angående 'Psycho'. For du kender ikke nok til sagen, når du kan bruge halve (eller ihvertfald ufuldstændige) sandheder som det der citat som "bevis" for, hvordan Hitchcock ønskede at lave scenen.
Well ... det kommer an på, hvem "man" er. ;-) ... Ud af os to er det nok kun mig, der helt impulsivt eller automatisk føler væmmelse fremfor gys ved eksplicitte scener, hvor kameraet fokuserer på eller dvæler ved selve kropsbeskadigelsen (hvad enten den foregår med kniv, økse, hammer eller andet) ... mens ikke-eksplicitte scener, hvor lyd, klipning og musik gør arbejdet, skræmmer mig langt mere.
#593 Babo Rises 13 år siden
Måske. Men hvem siger, at Alfred ikke havde andre intentioner og måske ikke kunne lave filmen mere explicit, og måtte derfor finde på alternativer, for at dæmpe volden? Du kan læse den tekst jeg fremhævede. Det eneste jeg var uenig med BN var, at jeg ikke følte volden var tænkt som noget der skulle få vores fantasi på overarbejde. Jeg medgiver, at Alfred opbygger sin suspense og bruger musikken voldsomt. Jeg tror skam gerne, at Psycho alligevel var skræmmende nok i sin tid, og kan skyldes, at man ikke har set andre. Nu ved jeg ikke helt hvad og hvor meget der kom før den, udover The Fly og Stjålne Kroppe, sådan lige på stående fod. Men jeg synes i den grad, når jeg f.eks ser nogle af gamle Wes Cravens eller Argentos gyser, så synes jeg de virker mere chokerende, selv idag.
#594 Babo Rises 13 år siden
Men du har vel den gyldige sandhed?
Det kommer helt an på, hvordan den pågældende scene er udført og i sidste ende tiltænkt. At du ikke skræmmes ved eksplicitte scener, finder jeg næsten bekymrende. Snakker du generelt på film, eller blot gys? Husk på, at jo mindre eksplicit volden er på film, desto mildere ratings får film. Dvs de appellerer til flere. Og derfor går man ofte med til at nedtone den slags. Det er meget sjældent, at der er et kunstnerisk ide bag. Seven har f.eks en kunstnerisk ide med, at vi ikke ser volden blive udøvet/udført - filmen er ikke hæmmet af sin rating og den går ikke på kompromis med den. Den er R, på grænsen til NC-17, til trods for du aldrig så overfaldet, men kun konsekvensen.
#595 Bruce 13 år siden
Wes Cravens og Argentos første film er fra 1970 og 1972. Det er ret så stor en forskel i ... ja alt ... siden Psycho, når man tænker på, at deres værker ... dem som "regnes for noget" ... kom noget senere.
#596 BN 13 år siden
Eksplicitte scener, d.v.s. detaljerede nærbilleder af en krop, der skamferes eller gennembores, er i sig selv bare ulækre, frastødende og (sommetider) kvalmende. ... Jeg bliver skræmt af situationer, der er uoverskuelige og klaustrofobiske, og/eller hvor der hersker uvished og/eller utryghed på grund af det, man ikke kan se.
#597 Babo Rises 13 år siden
Jeg ved det skam godt.
#598 Babo Rises 13 år siden
Men det er desværre også ofte fordi detaljeret brug af grafisk vold ofte er forbundet med hjernedøde historier. SAW synes jeg da også blot er ynkelig fremfor uhyggelig. Der har dog også været gode eksempler.
#599 BN 13 år siden
Episk western-drama. To mænd - en mystisk fremmed med en harmonika og en berygtet
lovløs - forener deres kræfter for at beskytte en smuk enke mod en hensynsløs lejemorder, der arbejder for jernbanen.
Claudia Cardinale er skøn at skue og meget udtryksfuld som den tidligere luder Jill; en stærk kvinde, der på den ene side er træt af farlige mænd, men på den anden side er dybt tiltrukket af dem. I rollen som den altid rolige enspænder og hævner Harmonica, hvis intentioner og fortid vi kun lærer at kende lidt efter lidt, ses Charles Bronson. Det er en rolle, der er som skræddersyet til ham, og som efter min mening også er hans bedste nogensinde. Jason Robards er også god som den snu, livskloge, lune og godmodige Cheyenne. Og som Filmz' anmelder Benway skriver: "Genial er ikke mindst castingen af Hollywoods sympatiske Henry Fonda som filmens psykotiske morder." Benway uddyber dette andetsteds: "filmens psykotiske skurk Frank ... spilles med formidabel djævelsk lune af Henry Fonda, der ellers mest var kendt [for] sine helteroller, men som her lader de engleblå øjne lyse med sadistisk vanvid."
Det er en film hvor det især er musikken der taler. Benway nævner hvordan "Ennio Morricones fantastiske musik forsyner hver hovedperson med eget tema", og han peger på Cheyennes "hyggelige cowboymusik", Jills "længselsfulde toner" (med strygere og sopran-sang) og "den sørgmodige og noget foruroligende harmonika-melodi, der følger [Harmonica], og som binder ham musikalsk til de fræsende guitarer, der følger ... Frank." Ja, "harmonikaen blander sig med guitarsoloen, så volden og kynismen i Frank spilles op overfor melankolien og smerten i Harmonica", som Scope-bruger Za Kannushi så fint formulerer det.
Blandt mine favoritscener er Jills ankomst til byen. Jeg elsker måden hele denne lange, replikløse scene er klippet på: Jill, der ser sig omkring efter sin mand på togstationen - KLIP - et nærbillede af hende hvor hun kigger op på stationsbygningens ur, samtidig med at lyden af den travle, summende folkemængde og den lystige salonmusik skrues helt ned, og de første indledende toner af Jills temamusik slås an - KLIP - dette ur viser, at klokken er 7:55 - KLIP - tilbage til nærbilledet af Jill, der har et bekymret udtryk i ansigtet og kigger på sit eget ur - KLIP - hendes ur viser 10:10, hvilket vil sige, hun nu har ventet i mere end to timer - KLIP - tilbage til nærbilledet af hende - KLIP - et totalbillede viser, at der - bortset fra et par sorte mænd, som er der for at hjælpe med at bære hendes kufferter, og en togkonduktør - i mellemtiden er blevet helt mennesketomt på stedet. Dette totalbillede udgør starten på et længere tracking shot, hvor kameraet følger Jill hen til stationsbygningen, men bliver udenfor, mens hun er indenfor, og efter at hun er gået ud af døren på den modsatte side af bygningen, hæver sig op over stationsbygningen og viser os den levende, pulserende by set ovenfra.
Det er da Jill har opgivet at vente længere og begynder at gå, efterfulgt af de to kuffertbærere, at den kvindelige sopran Edda Dell'Ordos smukke, nynnende stemme sætter ind. Dette stykke musik, der slet og ret er kendt som "Jill's Theme", bruges også i et andet ganske bestemt øjeblik, som jeg aldrig har glemt, nemlig scenen hvor Jill strækker ryggen og lægger sig på sengen i sit nye hjem. Hun er her filmet oppefra og gennem sengebaldakinens mørke fløjlsstof, og kameraet zoomer helt tæt ind på hendes ansigt. Nogle vil måske synes, dette er et ubetydeligt øjeblik i filmen, men for mig er det helt igennem magisk. Måske er det bare kombinationen af en smuk kvinde, smuk musik og en smuk sangstemme - jeg ved det ikke. Ihvertfald føler jeg det som om tiden står stille i det minuts tid, denne sekvens varer.
Af andre uforglemmelige scener vil jeg også nævne filmens næsten 15 minutter lange åbningsscene med de tre mænd der venter på toget og én bestemt passager, og den afsluttende duel mellem
Et vigtigt motiv i filmen er jernbanen, hvis fremmarch forkynder civilisationens ankomst og det gamle, mytiske vilde Vestens forsvinden. Det er afslutningen på én æra og begyndelsen på en ny. Za Kannushi skriver: "Det er dog ikke historien, der gør denne film så fantastisk, men stilen" ... og stemningen og musikken, kunne man tilføje. Filmland's anmelder Per Juul Carlsen beskriver filmen således: "Pompøs som en opera, storslået og monumental som en japansk samuraifilm ... og detaljeret og perfektionistisk som et italiensk renæssancemaleri." Dette er en yderst passende beskrivelse, for sjældent har jeg set det brede billedformat udnyttet mere optimalt eller med flottere billeder til følge end her; og ligeså sjældent er jeg stødt på en så enestående musik, som den der ledsager billederne.
For at låne Filmz-bruger narkoøgle's ord: "Dette er simpelthen Sergio Leones ultimative western." Og ikke nok med det: Det er også en af de bedste westerns der nogensinde er lavet.
71) Kingdom of Heaven - Director's Cut - (Ridley Scott, 2005)
Et episk, historisk drama, der foregår under Middelalderens kristne korstoge mod muslimerne i "Det Hellige Land". Den unge landsby-smed og enkemand Balian erfarer, at han er søn af ridderen og baronen Godfrey af Ibelin, og drager efterfølgende til Jerusalem, hvor han ender som forsvarer af byen og dens indbyggere.
Det er en spændende, medrivende og til tider følelsesladet film, der med Filmz-bruger Bruce's ord "formår at sætte politiske og religiøse værdier under lup." Ja, den udstiller ikke mindst den katolske kirkes hykleri og blodskyld.
Orlando Bloom er perfekt i rollen som Balian. Hans styrke som skuespiller ligger for mig at se i det underspillede, det nedtonede, og her elsker kameraet ham - sådan var det med hans rolle som Legolas i 'The Lord of the Rings', og sådan er det også i 'Kingdom of Heaven'. Ja, Bloom er bedst, når han skal spille fåmælte, rolige personer, der tænker og handler mere end de taler, og netop sådan en mand er Balian. Filmen har desuden - som påpeget af Bruce "et vidunderligt birolle ensemble med bl.a. Jeremy Irons, David Thewlis, Edward Norton, Ghassan Massoud og Liam Neeson", og her vil jeg lige tilføje Eva Green og Marton Csokas.
De scener, jeg nyder mest, er dem hvor Balian sidder tavs og tænker, hvad enten det er ved hans kones grav i Frankrig eller på en bakketop en stjerneklar nat i Jerusalem; samtlige scener mellem Balian og Sibylla; Balian og hans ridderes tilfangetagelse og det efterfølgende møde mellem den muslimske leder Saladin og kong Baldwin og deres respektive hære på sletterne foran slottet Kerak. Og som Filmz' anmelder The Insider skriver: "Filmens sidste, lange slag er stadigvæk en overvældende filmisk begivenhed, som rangerer blandt [Ridley] Scotts mest imponerende bedrifter."
'Kingdom of Heaven' fortjener især ros for sin ovenud fantastiske cinematografi. I første halvdel af filmen er farverne holdt i blå nuancer, mens anden halvdel veksler mellem blå og brune nuancer - og det med nogle utroligt smukke billeder til følge. I samme åndedrag skal nævnes Harry Gregson-Williams' utroligt stemningsskabende musik.
En af de sidste store helaftensfilm, vi er blevet beriget med. I mine øjne er der tale om et mesterværk.
70) Immortal Beloved - (Bernard Rose, 1994)
Drama. Da den berømte klassiske komponist Ludwig van Beethoven (Gary Oldman) dør,
forsøger hans ven og assistent Schindler at finde ud af, hvem den unavngivne, mystiske kvinde er, der er nævnt i et brev, som han har efterladt sig.
Ud af dette grundplot er der kommet en atmosfærefyldt og meget medrivende film, der kan nydes på flere niveauer - som et historisk tidsbillede, som et kærlighedsdrama, som en tragedie og som en musikfilm. Og så indeholder den desuden et ikke blot overraskende, men også rørende twist.
I Gary Oldmans fortolkning fremstår Beethoven som både excentrisk og småskør; snart hidsig og uberegnelig, snart stille og følsom. Det er en intens og imponerende præstation, ja, efter min mening Oldmans bedste nogensinde. Derudover medvirker bl.a. Isabelle Rossellini som en af kvinderne i Beethovens liv, og i rollen som Schindler ses Jeroen Krabbé, der for en gangs skyld spiller en sympatisk fyr. (Han er ellers mest kendt for - hvad der i sidste ende viste sig at være - skurkeroller i film som
Filmen indeholder mange uforglemmelige scener; deriblandt en scene hvor to personer hemmeligt iagttager Beethoven, der spiller "Måneskinssonaten" med øret presset ned mod klaveret for at bruge den sidste rest af hørelse han har tilbage, og en anden scene hvor nogle unge bøller skubber og sparker til en ulykkelig, beruset og ret ynkværdig Beethoven. Men jeg vil dog særligt fremhæve en helt fantastisk scene, hvor den ældre Beethoven står foran et orkester, som spiller hans 9. Symfoni (som mange kender fra 'Die Hard'-filmene) i en propfyldt koncertsal, mens der vises et flashback til hans ungdom, nærmere bestemt til en mørk aften, hvor man ser ham flygte ud af vinduet på grund af sin voldelige fader og løbe gennem en skov og ud til en sø, hvor han efterfølgende ligger og flyder på vandet, mens hans betragter den uendelige stjernehimmel. Da kameraet - der ser ham oppefra - zoomer ud, er det som om han smelter sammen med stjernerne. Den ældre Beethoven kan ikke selv høre musikken, fordi han efterhånden er blevet helt døv, men tænker sig til den, samtidig med at han altså genkalder sig denne episode fra sin ungdom. ... Det er
den slags øjeblikke, jeg vil betegne som ren filmmagi.
Filmens cinematografi er exceptionelt flot - det er virkelig umådeligt smukke, maleriske billeder. Og hele vejen igennem er det Beethovens musik der fylder lydsporet. Så hvis man ønsker at stifte bekendtskab med Beethovens allerbedste kompositioner, er dette blot endnu en grund til at se filmen.
'Immortal Beloved' er en storslået hyldest til Beethoven og hans musik.
69) La Leggenda del pianista sull'oceano - (Giuseppe Tornatore, 1998)
Om en mand, der fødes, lever og dør ombord på en stor Atlanterhavs-krydser, der fragter passagerer mellem Europa og USA.
Om morgenen den første dag i det 20. århundrede (hvor 1900-tallet som bekendt begynder) finder en af skibets maskinarbejdere (Bill Nunn) et efterladt spædbarn i festsalen ovenpå et klaver. Han tager ham med ned i maskinrummet, viser ham til sine kollegaer, giver ham navnet Danny Boodmann T.D. Lemon Nineteen Hundred (som han forkorter til "1900") og bliver hans adoptivfader. "1900" (Tim Roth) vokser op og bliver en sand klavervirtuos, der underholder de rige passagerer (og indimellem også de fattige emigranter) med sin egen unikke blanding of jazz-numre og klassiske kompositioner. Han bliver ven med en trompetist ved navn Max (Pruitt Taylor Vince), som er medlem af skibets orkester - og som i øvrigt er den der fortæller historien om "1900" gennem en række flashbacks. Max og andre forsøger at overtale "1900" til at forlade skibet og skabe sig berømmelse og rigdom ved hjælp af sine evner som pianist, men denne betragter skibet som sit hjem og ser ikke nogen grund til, at han nogensinde skulle forlade det eller sætte sine fødder på fastlandet. D.v.s. lige indtil han en skønne dag - under indspilningen af en grammofonplade - får øje på en smuk, ung kvinde gennem vinduet.
Der er tale om en moderne, poetisk fabel med en ganske simpel og letfattelig symbolik, hvor skibet repræsenterer en mini-udgave af verden, og hvor de skiftende passagerer illustrerer hvordan mennesker også i det virkelig liv kommer og går. Og i forlængelse heraf man jo så vælge at opfatte skibets historie, herunder dets sejlture på det snart rolige, snart oprørte hav, som et billede på tidernes skiften og omvæltningerne i samfundet. Men først og fremmest er det en varm, smuk og livsbekræftende film, der hylder både livet og musikken.
Blandt filmens allerbedste scener er en helt igennem fantastisk klaverduel mellem "1900" og Jelly Roll Morton (om hvem det i filmen hedder sig, at han opfandt jazzen) og en mageløs tur med klaver rundt i det gyngende skibs sale og korridorer midt under et voldsomt uvejr, samt en replikløs scene hvor "1900" forelsker sig, siddende bag klaveret med et vidunderligt henført udtryk i ansigtet. Det er billeder der bliver hos én, efter at filmen er slut. Og det samme gør den sidste scene med "1900", hvor
Tim Roth leverer en følelsesladet, underspillet, underfundig og til tider humoristisk præstation som den småsære, godhjertede og populære, men i sidste ende ensomme og glemte pianist med med det spøjse navn og den højst usædvanlige skæbne. Pruitt Taylor
Vince er livlig, munter og intens som vennen Max, Mélanie Thierry er sød og naturlig som pigen, som "1900" forelsker sig i, og Clarence Williams III er herligt arrogant og blæret som jazz-legenden Jelly Roll Morton.
Filmen har en smuk, dvælende billedside og fantastisk, stemningsfuld musik af Ennio Morricone, som helt fortjent vandt en Golden Globe for Bedste Originale Filmmusik.
Filmen vandt desuden hele 5 David di Donatello-priser (Italiens svar på Oscar'en), nemlig for Bedste Instruktør, Bedste Cinematografi, Bedste Musik, Bedste Kostumer og Bedste Scenografi. Og den blev også belønnet med en European Film Award for Bedste Cinematografi.
'La Leggenda del pianista sull'oceano' - eller 'The Legend of 1900' som den også kaldes - er et uomgængeligt must for tilhængere af god musik og ren filmmagi.
#600 Bruce 13 år siden