Alt dette vil jeg ikke kalde afdæmpet, men fraværende. Han er slet ikke nærværende i rollen og magter ikke at udtrykke sig ordentligt, hvor hans begrænsede talent så flot kom til udtryk i filmen. Det er så det eneste der kom til udtryk. Synd, for som du antyder, er rollen skam god. Han var ganske enkelt fejlcastet. Scott fik vist en blodprop i hjernen og godkendte ham ;)
Alt dette vil jeg ikke kalde afdæmpet, men fraværende. Han er slet ikke nærværende i rollen og magter ikke at udtrykke sig ordentligt, hvor hans begrænsede talent så flot kom til udtryk i filmen. Synd, for som du antyder, er rollen skam god. Han var ganske enkelt fejlcastet. Scott fik vist en blodprop i hjernen og godkendte ham ;)
Og månen er lavet af grøn ost ... We agree to disagree. ;-)
Det er jo blot endnu mere opsigtsvækkende, at man kan have så meget på øverste hylde, at der skal blodpropper i hjernen til, førend afstanden til det øvrige mainstream parnas af instruktører skrumper ind. Det er vist det man indenfor sport kalder handicap.
Det er åbenbart gået manges næse forbi, at Kingdom of Heaven ikke er en fortælling, der som Gladiator skal fokusere på en mands fortrædeligheder. Dette er ikke fortællingen om en Maximus, der med en Russel Crow'sk karisma, skal stjæle billedet og promovere sin egen testosteron.
Gladiator er i LANGT højere grad et one man show, beregnet på at underholde udfra en ganske stereotyp Hollywood skabelon, mens Kingdom of Heaven er en decideret samfundskommentar udtrykt som en analogi til religions- og kulturforskelle problematikkerne, som optager vesten i disse år.
Derfor er Kingdom of Heaven en ensemblefilm:
Ensemblefilm dækker over film, der ikke har egentlige hovedpersoner, men i stedet en stor gruppe af figurer, der alle, nogenlunde ligeværdigt, indgår i filmens handling.
Balian er den røde tråd, som væver det politiske spil sammen, men det er i den grad det imponerende cast omkring ham, som tager keglerne, bevidst, hvorfor Balian som person nødvendigvis skal have tonet sine egenskaber ned.
Og dette lykkes til fuldkommenhed i directors cut udgaven, hvor man kunne have frygtet en traditionel Bloom optræden, som ville tiltrække sig fokus af de forkerte årsager. I stedet giver han udtryk for en introverthed, som er passende set i relief til hans situation, med en søgen efter mening med tilværelsen, der kan fungere som en indgangsvinkel for at udforske den store religions- og kulturkonflikt, evigt aktuel.
En på alle måder perfekt doseret fortælling, i episke rammer, med et utroligt godt valgt cast.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Alt dette vil jeg ikke kalde afdæmpet, men fraværende.
Nu var det udelukkende manuskriptets fremstilling af Balian, jeg her beskrev. Så det er jo reelt Balians personlighed du her stempler som "fraværende".
Jeg er helt med på, at det er Bloom du opfatter som fraværende. Men det må være særdeles relevant, hvordan karakteren fremstår i manuskriptet, og at se skuespillerens præstation i lyset heraf.
Det er jo blot endnu mere opsigtsvækkende, at man kan have så meget på øverste hylde, at der skal blodpropper i hjernen til, førend
Åh spar mig. Du sparer vist ikke selv på spydige bemærmkninger i ny og næ. Og jeg har i den grad højere tanker om Scott, derfor kommer det også bag på mig, at han vælger talentløse skuespillere i afgørende roller.
Jeg er med på, at KOH er mere en Ensemblefilm, end f.eks Gladiator. Og det har jeg det fint med og er indforstået med det. Men det skal satme ikke retfærdiggør enhver film, enhver handling skuespilleren foretager sig osv. Ensemblefilm eller ej, så stinker Bloom i rollen. Længere er den ikke. Og så kan du undskylde nok så mange gange for ham, det bliver han ikke bedre af. Hvorfor lykkedes det bedre for crowet i Alien? Her er den kvindelige helt langt mere nærværende, og brænder for missionen og det hun "skal" og ikke skal, og udtrykker sig rigtigt i de givne situationer.
Bruce (615) skrev:
hvor man kunne have frygtet en traditionel Bloom optræden, som ville tiltrække sig fokus af de forkerte årsager
Vås. Hvorfor antager du straks: "de forkerte årsager". Hvorfor ikke: "tiltrække fokus af de rigtige". Han tiltrækker ikke en skid, det er problemet. Han forbliver ligegyldig, fraværende og anonym. Gladiator er ikke KUN one-man show, selvom hovedrollen er omdrejningspunktet. Der er afgivet tid og rum til andre, herunder skurken, Nielsen's karakter, og andre. Forskellen er blot, at man føler mere for disse, end nogen af de personer fra KOH. Det er sjovt, som afdæmpet i sig selv udgør en kæmpe kvalitet, at man er villig til at undskylde enhver skuespiller præstation.
Nu har jeg ikke læst manuskriptet. Men det kan da ikke være rigtigt, at rollen skulle spilles så ensidigt, som tilfældet, uanset hvor afdæmpet han er skrevet? Jeg kan godt lide jordnære, afdæmpede præstationer. Det behøver ikke være "in your face". Men afdæmpet og fraværende mener jeg er to forskellige ting. Fraværende, det er når personen ikke er nærværende i rollen, ikke formår at udtrykke sig godt nok i de givne situationer. Lidt ligesom Depp i The Tourist, for at tage det seneste eksempel. Han er også MEGET afdæmpet, hvis du blot skal beskrive ham med et ord. Jeg bruger ordet fraværende, fordi han er HELT væk og totalt passivt spillende.
Nu har jeg ikke læst manuskriptet. Men det kan da ikke være rigtigt, at rollen skulle spilles så ensidigt, som tilfældet, uanset hvor afdæmpet han er skrevet? Jeg kan godt lide jordnære, afdæmpede præstationer.
Glem manuskriptet et øjeblik. I virkelighedens verden findes der rolige, fåmælte personer med en tålmodighed, som selv jeg (der ellers er meget tålmodig) næsten kan misunde. Mennesker er forskellige. Nogle er udadvendte, andre er indadvendte: Nogle snakker som om de bliver betalt for det; andre siger ikke ret meget. Og så er der mange der ligger midt imellem.
Uanset om Balian er skrevet med udgangspunkt i virkelighedens Balian og dennes personlighed eller ej, så har manuskriptforfatterne valgt, at han ikke skulle udtrykke følelser med ord, men være indadvendt på dette område, og mere udadvendt når det gjaldt praktiske ting og det at sige sin mening om et bestemt anliggende.
Det lader til, at hvis du i virkelighedens verden møder meget rolige, fåmælte personer, der måske meget af tiden er meget betragtende og ikke lige med det samme (eller måske slet ikke) siger, hvad de tænker, så vil du stemple dem som "HELT væk" og "fraværende". Og det lader til, at du tolker enhver form for tilbageholdenhed og sindsro som passivitet.
"Lader til", siger jeg. Og jeg siger det, fordi din udlægning af sådanne personlighedstræk forekommer mig ufatteligt firkantet.
68) The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford - (Andrew Dominik, 2007)
Biografisk drama. Jeg elsker når filmmediet udnyttes fuldt ud, og det bliver det her. Atmosfæren i denne film er så tyk, at man næsten kan skære i den, og den skyldes flere ting: En cinematografi, der er betagende smuk med billeder, som er holdt i gule og brune farver, og som ofte er mørke eller slørede. Et western-miljø, der er rigt detaljeret og har et brugt, slidt og snavset, ja, hverdagsagtigt udseende. Begge dele skaber - godt hjulpet af det naturalistiske skuespil - følelsen af en meget organisk virkelighed. Og så er der bare noget enormt dragende ved kombinationen af Hugh Ross' fortællerstemme og Warren Ellis og Nick Caves smukke, langsomme og melankolske underlægningsmusik. Altsammen er det med til at trække mig ind i filmens univers og give mig en unik oplevelse.
Vægten er lagt på det psykologiske drama, og fortællingen er holdt i en langsommelig, dvælende og realistisk stil. Filmen indeholder ingen action, men den indeholder vold. Der er dog langt mellem voldsscenerne, hvilket sammen med den hverdagsagtige tone gør, at de - når de endelig kommer - virker meget voldsomme og ubehagelige, akkurat ligesom voldsepisoder gør i virkelighedens verden.
'The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford' kan passende betegnes som et hverdags-westerndrama med et poetisk, drømmende visuelt udtryk. Det var et modigt og supergodt valg at lave filmen på den måde.
Casey Affleck leverer en fantastisk præstation i rollen som Robert Ford - en rolle, som han blev nomineret til både en Oscar og en Golden Globe for. Han skildrer på fremragende vis sin karakters udvikling fra en naiv, slesk og nervøs knægt, der er vokset op med glamouriserende romaner om Jesse James, og som forguder den legendariske bandit, til en mere moden, fornuftig og samvittighedsfuld mand med et mere realistisk syn på tingene.
Jesse James fremstår i Brad Pitts skikkelse som skiftevis ynkelig og frygtindgydende. Ja, han har en meget modsætningsfyldt personlighed, idet han på en og samme tid er en kærlig, hengiven fader, en gammel (af sind) vismand, en eventyrlig vovehals, en uforbederlig skurk og en ondskabsfuld sociopat. Vi ser ham gøre nogle virkelig brutale og grusomme ting. Men vi ser ham også være en kærlig ægtemand for sin kone og en god fader for sine to børn. Brad Pitt har her en af sin karrieres bedste roller, og han spiller rollen på en sådan måde, at man ikke kun føler afsky for Jesse James, men også har en smule medfølelse og sympati for ham.
Alle skuespillerne i den her film yder stærke præstationer, og det er ikke mindst for skuespillet og de nuancerede, troværdige mennesketyper, de portrætterer, at den skal ses.
Cheffotograf Roger Deakins blev nomineret til en Oscar for Bedste Cinematografi.
#611 Babo Rises 13 år siden
#612 BN 13 år siden
Og månen er lavet af grøn ost ... We agree to disagree. ;-)
#613 Babo Rises 13 år siden
#614 MMB 13 år siden
#615 Bruce 13 år siden
Det er åbenbart gået manges næse forbi, at Kingdom of Heaven ikke er en fortælling, der som Gladiator skal fokusere på en mands fortrædeligheder. Dette er ikke fortællingen om en Maximus, der med en Russel Crow'sk karisma, skal stjæle billedet og promovere sin egen testosteron.
Gladiator er i LANGT højere grad et one man show, beregnet på at underholde udfra en ganske stereotyp Hollywood skabelon, mens Kingdom of Heaven er en decideret samfundskommentar udtrykt som en analogi til religions- og kulturforskelle problematikkerne, som optager vesten i disse år.
Derfor er Kingdom of Heaven en ensemblefilm:
Ensemblefilm dækker over film, der ikke har egentlige hovedpersoner, men i stedet en stor gruppe af figurer, der alle, nogenlunde ligeværdigt, indgår i filmens handling.
Balian er den røde tråd, som væver det politiske spil sammen, men det er i den grad det imponerende cast omkring ham, som tager keglerne, bevidst, hvorfor Balian som person nødvendigvis skal have tonet sine egenskaber ned.
Og dette lykkes til fuldkommenhed i directors cut udgaven, hvor man kunne have frygtet en traditionel Bloom optræden, som ville tiltrække sig fokus af de forkerte årsager. I stedet giver han udtryk for en introverthed, som er passende set i relief til hans situation, med en søgen efter mening med tilværelsen, der kan fungere som en indgangsvinkel for at udforske den store religions- og kulturkonflikt, evigt aktuel.
En på alle måder perfekt doseret fortælling, i episke rammer, med et utroligt godt valgt cast.
#616 BN 13 år siden
Nu var det udelukkende manuskriptets fremstilling af Balian, jeg her beskrev. Så det er jo reelt Balians personlighed du her stempler som "fraværende".
Jeg er helt med på, at det er Bloom du opfatter som fraværende. Men det må være særdeles relevant, hvordan karakteren fremstår i manuskriptet, og at se skuespillerens præstation i lyset heraf.
#617 Babo Rises 13 år siden
Åh spar mig. Du sparer vist ikke selv på spydige bemærmkninger i ny og næ. Og jeg har i den grad højere tanker om Scott, derfor kommer det også bag på mig, at han vælger talentløse skuespillere i afgørende roller.
Jeg er med på, at KOH er mere en Ensemblefilm, end f.eks Gladiator. Og det har jeg det fint med og er indforstået med det. Men det skal satme ikke retfærdiggør enhver film, enhver handling skuespilleren foretager sig osv. Ensemblefilm eller ej, så stinker Bloom i rollen. Længere er den ikke. Og så kan du undskylde nok så mange gange for ham, det bliver han ikke bedre af. Hvorfor lykkedes det bedre for crowet i Alien? Her er den kvindelige helt langt mere nærværende, og brænder for missionen og det hun "skal" og ikke skal, og udtrykker sig rigtigt i de givne situationer.
Vås. Hvorfor antager du straks: "de forkerte årsager". Hvorfor ikke: "tiltrække fokus af de rigtige". Han tiltrækker ikke en skid, det er problemet. Han forbliver ligegyldig, fraværende og anonym. Gladiator er ikke KUN one-man show, selvom hovedrollen er omdrejningspunktet. Der er afgivet tid og rum til andre, herunder skurken, Nielsen's karakter, og andre. Forskellen er blot, at man føler mere for disse, end nogen af de personer fra KOH. Det er sjovt, som afdæmpet i sig selv udgør en kæmpe kvalitet, at man er villig til at undskylde enhver skuespiller præstation.
#618 Babo Rises 13 år siden
Nu har jeg ikke læst manuskriptet. Men det kan da ikke være rigtigt, at rollen skulle spilles så ensidigt, som tilfældet, uanset hvor afdæmpet han er skrevet? Jeg kan godt lide jordnære, afdæmpede præstationer. Det behøver ikke være "in your face". Men afdæmpet og fraværende mener jeg er to forskellige ting. Fraværende, det er når personen ikke er nærværende i rollen, ikke formår at udtrykke sig godt nok i de givne situationer. Lidt ligesom Depp i The Tourist, for at tage det seneste eksempel. Han er også MEGET afdæmpet, hvis du blot skal beskrive ham med et ord. Jeg bruger ordet fraværende, fordi han er HELT væk og totalt passivt spillende.
#619 BN 13 år siden
Glem manuskriptet et øjeblik. I virkelighedens verden findes der rolige, fåmælte personer med en tålmodighed, som selv jeg (der ellers er meget tålmodig) næsten kan misunde. Mennesker er forskellige. Nogle er udadvendte, andre er indadvendte: Nogle snakker som om de bliver betalt for det; andre siger ikke ret meget. Og så er der mange der ligger midt imellem.
Uanset om Balian er skrevet med udgangspunkt i virkelighedens Balian og dennes personlighed eller ej, så har manuskriptforfatterne valgt, at han ikke skulle udtrykke følelser med ord, men være indadvendt på dette område, og mere udadvendt når det gjaldt praktiske ting og det at sige sin mening om et bestemt anliggende.
Det lader til, at hvis du i virkelighedens verden møder meget rolige, fåmælte personer, der måske meget af tiden er meget betragtende og ikke lige med det samme (eller måske slet ikke) siger, hvad de tænker, så vil du stemple dem som "HELT væk" og "fraværende". Og det lader til, at du tolker enhver form for tilbageholdenhed og sindsro som passivitet.
"Lader til", siger jeg. Og jeg siger det, fordi din udlægning af sådanne personlighedstræk forekommer mig ufatteligt firkantet.
#620 BN 13 år siden
Biografisk drama. Jeg elsker når filmmediet udnyttes fuldt ud, og det bliver det her. Atmosfæren i denne film er så tyk, at man næsten kan skære i den, og den skyldes flere ting: En cinematografi, der er betagende smuk med billeder, som er holdt i gule og brune farver, og som ofte er mørke eller slørede. Et western-miljø, der er rigt detaljeret og har et brugt, slidt og snavset, ja, hverdagsagtigt udseende. Begge dele skaber - godt hjulpet af det naturalistiske skuespil - følelsen af en meget organisk virkelighed. Og så er der bare noget enormt dragende ved kombinationen af Hugh Ross' fortællerstemme og Warren Ellis og Nick Caves smukke, langsomme og melankolske underlægningsmusik. Altsammen er det med til at trække mig ind i filmens univers og give mig en unik oplevelse.
Vægten er lagt på det psykologiske drama, og fortællingen er holdt i en langsommelig, dvælende og realistisk stil. Filmen indeholder ingen action, men den indeholder vold. Der er dog langt mellem voldsscenerne, hvilket sammen med den hverdagsagtige tone gør, at de - når de endelig kommer - virker meget voldsomme og ubehagelige, akkurat ligesom
voldsepisoder gør i virkelighedens verden.
'The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford' kan passende betegnes som et hverdags-westerndrama med et poetisk, drømmende visuelt udtryk. Det var et modigt og supergodt valg at lave filmen på den måde.
Casey Affleck leverer en fantastisk præstation i rollen som Robert Ford - en rolle, som han blev nomineret til både en Oscar og en Golden Globe for. Han skildrer på fremragende vis sin karakters udvikling fra en naiv, slesk og nervøs knægt, der er vokset op med glamouriserende romaner om Jesse James, og som forguder den legendariske bandit, til en mere moden, fornuftig og samvittighedsfuld mand med et mere realistisk syn på tingene.
Jesse James fremstår i Brad Pitts skikkelse som skiftevis ynkelig og frygtindgydende. Ja, han har en meget modsætningsfyldt personlighed, idet han på en og samme tid er en kærlig, hengiven fader, en gammel (af sind) vismand, en eventyrlig vovehals, en uforbederlig skurk og en ondskabsfuld sociopat. Vi ser ham gøre nogle virkelig brutale og grusomme ting. Men vi ser ham også være en kærlig ægtemand for sin kone og en god fader for sine to børn. Brad Pitt har her en af sin karrieres bedste roller, og han spiller rollen på en sådan måde, at man ikke kun føler afsky for Jesse James, men også har en smule medfølelse og sympati for ham.
Alle skuespillerne i den her film yder stærke præstationer, og det er ikke mindst for skuespillet og de nuancerede, troværdige mennesketyper, de portrætterer, at den skal ses.
Cheffotograf Roger Deakins blev nomineret til en Oscar for Bedste Cinematografi.