Søren R. Fauths oversættelse af det første bind er udmærket, idet den sjældent udglatter eller overfortolker Schopenhauers ord. Desuden inkluderer den en fin indledning og et nogenlunde uddybende noteapparat.
Apropos, jeg snakkede med Søren forleden, og han har desværre ingen foreløbige planer om at oversætte andet bind, idet familiære og professionelle forpligtelser står i vejen. Han sagde, en oversættelse forudsætter et fristed i et år eller to, hvor ingen mennesker forstyrrer ham. Desuden endte han naturligvis dialogen med følgende vurdering: "Bind 2 er MEGET bedre end bind 1". Javel, nuvel...
"Nu findes" er en utrolig suggestiv måde at ende et digt på, synes jeg. Momenter kan gribes og indfries i gangarter af klang og musik (kan I ikke høre tilværelsens slag under poesiens tag, SarvigJózsefMallarméLangeRilke?):
Pécuchet (29) skrev:
En hed ildblomst tænder det nøgne træ øverst i kronen, dør i et blink, er ikke mere. Men blomsten bliver og lyser i natten. Nu findes.
Stængt flakker i mig selv min sang blandt grenes hvælv, fulgt støt, i skæbnetunghed, mørknet af sin skygge og stumhed. Nu findes.
Fandt jeg tonen igen blev jeg påny den samme, ensom og rank i skær af urolds himmelflamme. O lilje, den blandt nymfer som har barnets sind. Nu findes.
Tågesole ser jeg gennem dybet svømme. Store stjerner flakker mellem mørke strømme. Byen stråler mod mig, men for mine føder ser jeg lyset vride sine dunkle rødder. Nu findes.
Og hvor bestyrtet er væsenet, som må flyve født af et skød. Det farer gennem luften som opskræmt af sig selv. En flugt som revnen, der løbet i en kop. Nu findes.
Mmmm, det er flot digtning; du må da efterhånden også selv synes, du nærmer dig tilstrækkeligt med perfektion til at få udgivet noget!?
Jeg kan godt se, hvad du mener med "nu findes". Jeg kan også godt lide sætningen med et punktum efter (det havde min sætning jo af gode grunde ikke), så bliver det mere konstaterende, men flertydigheden bevares overraskende potent. Endvidere virker formen som en modernistisk middelalder-sang, hvor "nu findes" fungerer helt overvældende som omkvæd. Den konsekvente nat-natur-tunghed i digtet er eminent. Jeg var ikke helt begejstret for koppen i forhold til resten af troperne, selvom billedet i sig selv er meget stærkt.
Pécuchet (30) skrev:
Ak! Hvorfor ikke? Encyclopédie, som netop er blevet oversat til dansk i udvalg, kunne eventuelt være en passende overspringshandling i din forbandelse:
Lang historie, men den kortere og bearbejdede udgave er "Stress". Nu med psykiater! (så snart ventetiden er forbi...).
Efter jeg har fået så meget respekt for Diderot, kunne jeg godt tænke mig at læse hans Encyclopédie. Jeg benytter mig ganske vist af Lovecraft til famlende at overspringshandle tilbage til tilværelsen, men jeg vil da fluks bestille "Verdenplukket" (der er simpelthen for mange rimelige variationer over de(t) ord til at beskrive leksikonet, men man må vel vælge...) til biblioteket. En encyklopædi er vist i sig selv en poetisk form over videnskabelighed. Der var da også det der danske værk på et tidspunkt (Brøndums Encyklopædi?).
Pécuchet (31) skrev:
Apropos, jeg snakkede med Søren forleden, og han har desværre ingen foreløbige planer om at oversætte andet bind, idet familiære og professionelle forpligtelser står i vejen. Han sagde, en oversættelse forudsætter et fristed i et år eller to, hvor ingen mennesker forstyrrer ham. Desuden endte han naturligvis dialogen med følgende vurdering: "Bind 2 er MEGET bedre end bind 1". Javel, nuvel...
Åh, det var ærgerligt! Ikke at jeg har haft energien til at læse meget Schopenhauer (bogen står pt. ventende ved siden af Onde ånder og Moby Dick), så han hjemsøger mig stadig, og den slags udtalelser stikker altid hjertet.
Mmmm, det er flot digtning; du må da efterhånden også selv synes, du nærmer dig tilstrækkeligt med perfektion til at få udgivet noget!?
Åh, jeg er beæret, men det er ikke mine ord. :) Deraf "SarvigJózsefMallarméLangeRilke". Det første digt er fra Sarvigs "Lynbrand" (i Grønne Digte), det andet fra Attila Józsefs "A fán a levelek" (i Medvetánc, tror jeg), det tredje fra Mallarmés L'Après-midi d'un faune, det fjerde fra Per Langes "Regn" (i Kaos og Stjærnen) og det femte er fra Rilkes ottende Duinoelegi. Jeg forsøgte at illustrere, hvor divergent dit middelalderlige modernistomkvæd egentlig var.
Muldgraver (32) skrev:
Lang historie, men den kortere og bearbejdede udgave er "Stress". Nu med psykiater! (så snart ventetiden er forbi...).
Øv, det er jeg ked af at høre. Jeg håber, det ordner sig.
Muldgraver (32) skrev:
Efter jeg har fået så meget respekt for Diderot, kunne jeg godt tænke mig at læse hans Encyclopédie. Jeg benytter mig ganske vist af Lovecraft til famlende at overspringshandle tilbage til tilværelsen, men jeg vil da fluks bestille "Verdenplukket" (der er simpelthen for mange rimelige variationer over de(t) ord til at beskrive leksikonet, men man må vel vælge...) til biblioteket. En encyklopædi er vist i sig selv en poetisk form over videnskabelighed. Der var da også det der danske værk på et tidspunkt (Brøndums Encyklopædi?).
Jeg glæder mig i hvert fald, måske, til at se, hvordan Mogens Chrom Jacobsen har begrænset sit udvalg. Han er jo ikke litterat, men en af de der forkætrede filosoffer. :)
Hvad har du fået læst af Lovecraft? Jeg på ingen måde en ekspert, men "The Shadow over Innsmouth" er noget af det bedste horror, jeg længe har læst. Og "The Outsider" er måske det bedste horror, jeg har læst.
Muldgraver (32) skrev:
Åh, det var ærgerligt! Ikke at jeg har haft energien til at læse meget Schopenhauer (bogen står pt. ventende ved siden af Onde ånder og Moby Dick), så han hjemsøger mig stadig, og den slags udtalelser stikker altid hjertet.
Som sagt: Hegel > Kant > Schopenhaer (i sværhedsgrad). Held og lykke med Moby-Dick.
Du får forresten lige hele den ottende Duinoelegi:
"Rudolf Kassner zugeeignet
Mit allen Augen sieht die Kreatur das Offene. Nur unsre Augen sind wie umgekehrt und ganz um sie gestellt als Fallen, rings um ihren freien Ausgang. Was draußen ist, wir wissens aus des Tiers Antlitz allein; denn schon das frühe Kind wenden wir um und zwingens, daß es rückwärts Gestaltung sehe, nicht das Offne, das im Tiergesicht so tief ist. Frei von Tod. Ihn sehen wir allein; das freie Tier hat seinen Untergang stets hinter sich und vor sich Gott, und wenn es geht, so gehts in Ewigkeit, so wie die Brunnen gehen. Wir haben nie, nicht einen einzigen Tag, den reinen Raum vor uns, in den die Blumen unendlich aufgehn. Immer ist es Welt und niemals Nirgends ohne Nicht: das Reine, Unüberwachte, das man atmet und unendlich weiß und nicht begehrt. Als Kind verliert sich eins im Stilln an dies und wird gerüttelt. Oder jener stirbt und ists. Denn nah am Tod sieht man den Tod nicht mehr und starrt hinaus, vielleicht mit großem Tierblick. Liebende, wäre nicht der andre, der die Sicht verstellt, sind nah daran und staunen ... Wie aus Versehn ist ihnen aufgetan hinter dem andern ... Aber über ihn kommt keiner fort, und wieder wird ihm Welt. Der Schöpfung immer zugewendet, sehn wir nur auf ihr die Spiegelung des Frein, von uns verdunkelt. Oder daß ein Tier, ein stummes, aufschaut, ruhig durch uns durch. Dieses heißt Schicksal: gegenüber sein und nichts als das und immer gegenüber.
Wäre Bewußtheit unsrer Art in dem sicheren Tier, das uns entgegenzieht in anderer Richtung -, riß es uns herum mit seinem Wandel. Doch sein Sein ist ihm unendlich, ungefaßt und ohne Blick auf seinen Zustand, rein, so wie sein Ausblick. Und wo wir Zukunft sehn, dort sieht es Alles und sich in Allem und geheilt für immer.
Und doch ist in dem wachsam warmen Tier Gewicht und Sorge einer großen Schwermut. Denn ihm auch haftet immer an, was uns oft überwältigt, - die Erinnerung, als sei schon einmal das, wonach man drängt, näher gewesen, treuer und sein Anschluß unendlich zärtlich. Hier ist alles Abstand, und dort wars Atem. Nach der ersten Heimat ist ihm die zweite zwitterig und windig. O Seligkeit der kleinen Kreatur, die immer bleibt im Schooße, der sie austrug; o Glück der Mücke, die noch innen hüpft, selbst wenn sie Hochzeit hat: denn Schooß ist Alles. Und sieh die halbe Sicherheit des Vogels, der beinah beides weiß aus seinem Ursprung, als wär er eine Seele der Etrusker, aus einem Toten, den ein Raum empfing, doch mit der ruhenden Figur als Deckel. Und wie bestürzt ist eins, das fliegen muß und stammt aus einem Schooß. Wie vor sich selbst erschreckt, durchzuckts die Luft, wie wenn ein Sprung durch eine Tasse geht. So reißt die Spur der Fledermaus durchs Porzellan des Abends.
Und wir: Zuschauer, immer, überall, dem allen zugewandt und nie hinaus! Uns überfüllts. Wir ordnens. Es zerfällt. Wir ordnens wieder und zerfallen selbst.
Wer hat uns also umgedreht, daß wir, was wir auch tun, in jener Haltung sind von einem, welcher fortgeht? Wie er auf dem letzten Hügel, der ihm ganz sein Tal noch einmal zeigt, sich wendet, anhält, weilt -, so leben wir und nehmen immer Abschied."
Bemærk, at ovenstående sandsynligvis er sværere at begribe end samtlige skrifter af Hegel, Kant og Schopenhauer, men sådan er det at leve i direkte relation til det guddommelige, med barnet og dyret frem for Jesus og faderen.
Jeg skal nok nedskrive Thorkild Bjørvigs oversættelse til dig, hvis det har interesse. På nuværende tidspunkt kan du undre dig over, hvem fanden Rudolf Kassner var, og hvorfor selveste Rilke fandt det nødvendigt at tilegne sin absolut bedste elegi til ham. :)
Åh, jeg er beæret, men det er ikke mine ord. :) Deraf "SarvigJózsefMallarméLangeRilke". Det første digt er fra Sarvigs "Lynbrand" (i Grønne Digte), det andet fra Attila Józsefs "A fán a levelek" (i Medvetánc, tror jeg), det tredje fra Mallarmés L'Après-midi d'un faune, det fjerde fra Per Langes "Regn" (i Kaos og Stjærnen) og det femte er fra Rilkes ottende Duinoelegi. Jeg forsøgte at illustrere, hvor divergent dit middelalderlige modernistomkvæd egentlig var.
Ah, ok :) Der er altså så nogle gode anbefalinger deri også. Jeg må vel især takke for din henvisning til Rilkes værk, og jeg har reserveret Duino elegier fra biblioteket. Så slipper du for at nedskrive oversættelsen. Men du skal nu have tak alligevel :) Jeg synes dog også at mindes, at du har postet den på dansk herinde før, men min hukommelse svigter mig desværre derudover.
Jeg har også lavet en hidtil overfladisk søgning på Kassner, og kan da kun ærgre mig over, jeg ikke har et godt tysk at benytte mig af. Eller har du kendskab til oversatte værker? Engelsk burde kunne fungere. Så vidt jeg har kunnet sjusse mig til, ser han ud til at være en af de oversete mellemmænd, der ellers kunne have bidraget til at give tiden efter modernitetskrisen en mere substantiel tilgang til stræben efter løsninger. Uanset, for mig som barn mest af myter, lyder han overordentlig interessant.
Pécuchet (33) skrev:
Hvad har du fået læst af Lovecraft? Jeg på ingen måde en ekspert, men "The Shadow over Innsmouth" er noget af det bedste horror, jeg længe har læst. Og "The Outsider" er måske det bedste horror, jeg har læst.
Ikke meget. Jeg læste ham i mine yngre dage, men var ikke imponeret (eller skræmt), men kan desværre ikke huske over hvad. Han har hidtil for mig ikke været så uhyggelig, som dygtig. Jeg er pt. et stykke henne i At the Mountains of Madness, og den spidser betagende til, men mest glæder jeg mig over hans måde at komponere på, og nyder at analysere hans måde at mistænkeliggøre rationalitet, og hvilke grænser han selv må have ment gav næring til frygten. Man ser megen paradigme-mellemtid i hans tekster.
Jeg er også sidelinjent i gang med at læse hans artikel Supernatural Horror in Litterature, og den er indtil videre ganske finurlig.
Men jeg har de to historier du nævner i samlingen, så nu jeg efterhånden får genfundet lidt ro, vil jeg forsøge at give dem en indlevelse snarligst.
---
Også tak for din sympati angående stressen. Det er en ganske frustrerende sygdom, og det (også universitets)politiske klima gør ikke ligefrem noget for at bedre helbredelsen. Velan...
#28 heh godt forsøg, det er lidt svært at overskue den ene wall of text efter den anden.
Jeg vil lige lidt ned på jorden igen. Har lige læst første bind i Jan Guillous Det storre århundrede serie. Det første bind hedder Brobyggerne og er en ganske glimrende bog. Den følger 2 brødre der bygger broer i henholdsvis Norge og Afrika. Jeg er ret glad for historiske bøger, og denne faldt også i min smag. Dog har Guillou en tendens til at gøre sine hovedpersoner lidt for dygtige til alt hvad de rører ved, det tager lidt overhånd til tider. Handlingen er interessant, men personskildringerne skal der sgu arbejdes lidt med.
[...] jeg har reserveret Duino elegier fra biblioteket.
Anskaf eventuelt Udsat på hjertets bjerge i stedet. Det er efter min mening et af højdepunkterne i det 20. århundredes lyrik-oversættelser. En professor (Per Dahl?) udtalte i sin tid, at Bjørnvigs oversættelser af Rilkes digte var bedre end originalerne. Det er noget vrøvl, men visse segmenter nærmer sig poetisk fuldkommenhed, f.eks. dette fra den ottende elegi, som jeg som sagt parafraserede tidligere:
Og se den halve sikkerhed hos fuglen, der véd om begge dele fra sit udspring som var den en etruskers sjæl og kom fra en død, nedlukket i sit rum, men med den hvilende figur som låg. Og hvor bestyrtet er et væsen, som må flyve, født af et skød. Det farer gennem luften som opskræmt af sig selv: en flugt som revnen, der løber i en kop. Sådan står spor af flagermus i aftens porcelæn.
Muldgraver (36) skrev:
Jeg har også lavet en hidtil overfladisk søgning på Kassner, og kan da kun ærgre mig over, jeg ikke har et godt tysk at benytte mig af. Eller har du kendskab til oversatte værker?
Han er desværre kun oversat til fransk og italiensk. Kassner er faktisk så obskur, at selv de tyske udgaver er svære at opspore på de danske biblioteker. Hovedværket Zahl und Gesicht findes der blot to eksemplarer af i Danmark, begge arkiveret på Nationalbiblioteket. Jeg har ganske vist bestilt førsteudgaven for billige penge fra en tysk antikvariat, men ak, mine tyskkundskaber er heller ikke gode nok til at læse ham. Rilke ligeså.
Muldgraver (36) skrev:
Jeg er også sidelinjent i gang med at læse hans artikel Supernatural Horror in Litterature, og den er indtil videre ganske finurlig.
Pas på, han forstyrrer ens forståelse af Flaubert! :)
Du skal naturligvis også læse Rilkes eneste roman, Malte Laurids Brigges optegnelser! Her er en smagsprøve fra indledningen (i Karsten Sand Iversens oversættelse):
Men kvinden, kvinden: hun var faldet helt ind i sig selv, forover i hænderne. Det var på hjørnet af rue Notre-Dame-des-Champ. Jeg begyndte at gå stille i samme øjeblik jeg så hende. Når fattige mennesker tænker, skal man ikke forstyrre dem. Måske kommer de alligevel på det.
Gaden var for tom, dens tomhed kedede sig og trak skridtet væk under mine fødder og klaprede rundt med det, her og der, som med en træsko. Kvinden blev forskrækket og løftede sig ud af sig selv, for hurtigt, for voldsomt, så ansigtet blev i de to hænder. Jeg kunne se det ligge i dem, dets hule form. Det kostede mig ubeskrivelig anstrengelse at holde mig til disse hænder og ikke se efter hvad der havde revet sig bort fra dem. Jeg gøs ved at se et ansigt indefra, men frygtede dog endnu mere det blottede, hudløse hoved uden ansigt.
Er lige startet på John Leslies The End of the World. Et kik på hvor mennesket er i procentdel af enten starten eller slutningen på vores tilstedeværelse i universet. Ret filosofisk opsat, og jeg skal godt nok koncentrere mig...
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
#31 Pécuchet 10 år siden
Apropos, jeg snakkede med Søren forleden, og han har desværre ingen foreløbige planer om at oversætte andet bind, idet familiære og professionelle forpligtelser står i vejen. Han sagde, en oversættelse forudsætter et fristed i et år eller to, hvor ingen mennesker forstyrrer ham. Desuden endte han naturligvis dialogen med følgende vurdering: "Bind 2 er MEGET bedre end bind 1". Javel, nuvel...
#32 Muldgraver 10 år siden
Mmmm, det er flot digtning; du må da efterhånden også selv synes, du nærmer dig tilstrækkeligt med perfektion til at få udgivet noget!?
Jeg kan godt se, hvad du mener med "nu findes". Jeg kan også godt lide sætningen med et punktum efter (det havde min sætning jo af gode grunde ikke), så bliver det mere konstaterende, men flertydigheden bevares overraskende potent. Endvidere virker formen som en modernistisk middelalder-sang, hvor "nu findes" fungerer helt overvældende som omkvæd. Den konsekvente nat-natur-tunghed i digtet er eminent. Jeg var ikke helt begejstret for koppen i forhold til resten af troperne, selvom billedet i sig selv er meget stærkt.
Lang historie, men den kortere og bearbejdede udgave er "Stress". Nu med psykiater! (så snart ventetiden er forbi...).
Efter jeg har fået så meget respekt for Diderot, kunne jeg godt tænke mig at læse hans Encyclopédie. Jeg benytter mig ganske vist af Lovecraft til famlende at overspringshandle tilbage til tilværelsen, men jeg vil da fluks bestille "Verdenplukket" (der er simpelthen for mange rimelige variationer over de(t) ord til at beskrive leksikonet, men man må vel vælge...) til biblioteket. En encyklopædi er vist i sig selv en poetisk form over videnskabelighed. Der var da også det der danske værk på et tidspunkt (Brøndums Encyklopædi?).
Åh, det var ærgerligt! Ikke at jeg har haft energien til at læse meget Schopenhauer (bogen står pt. ventende ved siden af Onde ånder og Moby Dick), så han hjemsøger mig stadig, og den slags udtalelser stikker altid hjertet.
#33 Pécuchet 10 år siden
Åh, jeg er beæret, men det er ikke mine ord. :) Deraf "SarvigJózsefMallarméLangeRilke". Det første digt er fra Sarvigs "Lynbrand" (i Grønne Digte), det andet fra Attila Józsefs "A fán a levelek" (i Medvetánc, tror jeg), det tredje fra Mallarmés L'Après-midi d'un faune, det fjerde fra Per Langes "Regn" (i Kaos og Stjærnen) og det femte er fra Rilkes ottende Duinoelegi. Jeg forsøgte at illustrere, hvor divergent dit middelalderlige modernistomkvæd egentlig var.
Øv, det er jeg ked af at høre. Jeg håber, det ordner sig.
Jeg glæder mig i hvert fald, måske, til at se, hvordan Mogens Chrom Jacobsen har begrænset sit udvalg. Han er jo ikke litterat, men en af de der forkætrede filosoffer. :)
Hvad har du fået læst af Lovecraft? Jeg på ingen måde en ekspert, men "The Shadow over Innsmouth" er noget af det bedste horror, jeg længe har læst. Og "The Outsider" er måske det bedste horror, jeg har læst.
Som sagt: Hegel > Kant > Schopenhaer (i sværhedsgrad). Held og lykke med Moby-Dick.
#34 Pécuchet 10 år siden
"Rudolf Kassner zugeeignet
Mit allen Augen sieht die Kreatur
das Offene. Nur unsre Augen sind
wie umgekehrt und ganz um sie gestellt
als Fallen, rings um ihren freien Ausgang.
Was draußen ist, wir wissens aus des Tiers
Antlitz allein; denn schon das frühe Kind
wenden wir um und zwingens, daß es rückwärts
Gestaltung sehe, nicht das Offne, das
im Tiergesicht so tief ist. Frei von Tod.
Ihn sehen wir allein; das freie Tier
hat seinen Untergang stets hinter sich
und vor sich Gott, und wenn es geht, so gehts
in Ewigkeit, so wie die Brunnen gehen.
Wir haben nie, nicht einen einzigen Tag,
den reinen Raum vor uns, in den die Blumen
unendlich aufgehn. Immer ist es Welt
und niemals Nirgends ohne Nicht: das Reine,
Unüberwachte, das man atmet und
unendlich weiß und nicht begehrt. Als Kind
verliert sich eins im Stilln an dies und wird
gerüttelt. Oder jener stirbt und ists.
Denn nah am Tod sieht man den Tod nicht mehr
und starrt hinaus, vielleicht mit großem Tierblick.
Liebende, wäre nicht der andre, der
die Sicht verstellt, sind nah daran und staunen ...
Wie aus Versehn ist ihnen aufgetan
hinter dem andern ... Aber über ihn
kommt keiner fort, und wieder wird ihm Welt.
Der Schöpfung immer zugewendet, sehn
wir nur auf ihr die Spiegelung des Frein,
von uns verdunkelt. Oder daß ein Tier,
ein stummes, aufschaut, ruhig durch uns durch.
Dieses heißt Schicksal: gegenüber sein
und nichts als das und immer gegenüber.
Wäre Bewußtheit unsrer Art in dem
sicheren Tier, das uns entgegenzieht
in anderer Richtung -, riß es uns herum
mit seinem Wandel. Doch sein Sein ist ihm
unendlich, ungefaßt und ohne Blick
auf seinen Zustand, rein, so wie sein Ausblick.
Und wo wir Zukunft sehn, dort sieht es Alles
und sich in Allem und geheilt für immer.
Und doch ist in dem wachsam warmen Tier
Gewicht und Sorge einer großen Schwermut.
Denn ihm auch haftet immer an, was uns
oft überwältigt, - die Erinnerung,
als sei schon einmal das, wonach man drängt,
näher gewesen, treuer und sein Anschluß
unendlich zärtlich. Hier ist alles Abstand,
und dort wars Atem. Nach der ersten Heimat
ist ihm die zweite zwitterig und windig.
O Seligkeit der kleinen Kreatur,
die immer bleibt im Schooße, der sie austrug;
o Glück der Mücke, die noch innen hüpft,
selbst wenn sie Hochzeit hat: denn Schooß ist Alles.
Und sieh die halbe Sicherheit des Vogels,
der beinah beides weiß aus seinem Ursprung,
als wär er eine Seele der Etrusker,
aus einem Toten, den ein Raum empfing,
doch mit der ruhenden Figur als Deckel.
Und wie bestürzt ist eins, das fliegen muß
und stammt aus einem Schooß. Wie vor sich selbst
erschreckt, durchzuckts die Luft, wie wenn ein Sprung
durch eine Tasse geht. So reißt die Spur
der Fledermaus durchs Porzellan des Abends.
Und wir: Zuschauer, immer, überall,
dem allen zugewandt und nie hinaus!
Uns überfüllts. Wir ordnens. Es zerfällt.
Wir ordnens wieder und zerfallen selbst.
Wer hat uns also umgedreht, daß wir,
was wir auch tun, in jener Haltung sind
von einem, welcher fortgeht? Wie er auf
dem letzten Hügel, der ihm ganz sein Tal
noch einmal zeigt, sich wendet, anhält, weilt -,
so leben wir und nehmen immer Abschied."
#35 Pécuchet 10 år siden
Jeg skal nok nedskrive Thorkild Bjørvigs oversættelse til dig, hvis det har interesse. På nuværende tidspunkt kan du undre dig over, hvem fanden Rudolf Kassner var, og hvorfor selveste Rilke fandt det nødvendigt at tilegne sin absolut bedste elegi til ham. :)
#36 Muldgraver 10 år siden
Ah, ok :) Der er altså så nogle gode anbefalinger deri også. Jeg må vel især takke for din henvisning til Rilkes værk, og jeg har reserveret Duino elegier fra biblioteket. Så slipper du for at nedskrive oversættelsen. Men du skal nu have tak alligevel :) Jeg synes dog også at mindes, at du har postet den på dansk herinde før, men min hukommelse svigter mig desværre derudover.
Jeg har også lavet en hidtil overfladisk søgning på Kassner, og kan da kun ærgre mig over, jeg ikke har et godt tysk at benytte mig af. Eller har du kendskab til oversatte værker? Engelsk burde kunne fungere. Så vidt jeg har kunnet sjusse mig til, ser han ud til at være en af de oversete mellemmænd, der ellers kunne have bidraget til at give tiden efter modernitetskrisen en mere substantiel tilgang til stræben efter løsninger. Uanset, for mig som barn mest af myter, lyder han overordentlig interessant.
Ikke meget. Jeg læste ham i mine yngre dage, men var ikke imponeret (eller skræmt), men kan desværre ikke huske over hvad. Han har hidtil for mig ikke været så uhyggelig, som dygtig. Jeg er pt. et stykke henne i At the Mountains of Madness, og den spidser betagende til, men mest glæder jeg mig over hans måde at komponere på, og nyder at analysere hans måde at mistænkeliggøre rationalitet, og hvilke grænser han selv må have ment gav næring til frygten. Man ser megen paradigme-mellemtid i hans tekster.
Jeg er også sidelinjent i gang med at læse hans artikel Supernatural Horror in Litterature, og den er indtil videre ganske finurlig.
Men jeg har de to historier du nævner i samlingen, så nu jeg efterhånden får genfundet lidt ro, vil jeg forsøge at give dem en indlevelse snarligst.
---
Også tak for din sympati angående stressen. Det er en ganske frustrerende sygdom, og det (også universitets)politiske klima gør ikke ligefrem noget for at bedre helbredelsen. Velan...
#37 inflector 10 år siden
Jeg vil lige lidt ned på jorden igen. Har lige læst første bind i Jan Guillous Det storre århundrede serie. Det første bind hedder Brobyggerne og er en ganske glimrende bog. Den følger 2 brødre der bygger broer i henholdsvis Norge og Afrika. Jeg er ret glad for historiske bøger, og denne faldt også i min smag. Dog har Guillou en tendens til at gøre sine hovedpersoner lidt for dygtige til alt hvad de rører ved, det tager lidt overhånd til tider. Handlingen er interessant, men personskildringerne skal der sgu arbejdes lidt med.
#38 Pécuchet 10 år siden
Anskaf eventuelt Udsat på hjertets bjerge i stedet. Det er efter min mening et af højdepunkterne i det 20. århundredes lyrik-oversættelser. En professor (Per Dahl?) udtalte i sin tid, at Bjørnvigs oversættelser af Rilkes digte var bedre end originalerne. Det er noget vrøvl, men visse segmenter nærmer sig poetisk fuldkommenhed, f.eks. dette fra den ottende elegi, som jeg som sagt parafraserede tidligere:
Og se den halve sikkerhed hos fuglen,
der véd om begge dele fra sit udspring
som var den en etruskers sjæl og kom fra
en død, nedlukket i sit rum, men med
den hvilende figur som låg. Og hvor
bestyrtet er et væsen, som må flyve,
født af et skød. Det farer gennem luften
som opskræmt af sig selv: en flugt som revnen,
der løber i en kop. Sådan står spor
af flagermus i aftens porcelæn.
Han er desværre kun oversat til fransk og italiensk. Kassner er faktisk så obskur, at selv de tyske udgaver er svære at opspore på de danske biblioteker. Hovedværket Zahl und Gesicht findes der blot to eksemplarer af i Danmark, begge arkiveret på Nationalbiblioteket. Jeg har ganske vist bestilt førsteudgaven for billige penge fra en tysk antikvariat, men ak, mine tyskkundskaber er heller ikke gode nok til at læse ham. Rilke ligeså.
Pas på, han forstyrrer ens forståelse af Flaubert! :)
#39 Pécuchet 10 år siden
Men kvinden, kvinden: hun var faldet helt ind i sig selv, forover i hænderne. Det var på hjørnet af rue Notre-Dame-des-Champ. Jeg begyndte at gå stille i samme øjeblik jeg så hende. Når fattige mennesker tænker, skal man ikke forstyrre dem. Måske kommer de alligevel på det.
Gaden var for tom, dens tomhed kedede sig og trak skridtet væk under mine fødder og klaprede rundt med det, her og der, som med en træsko. Kvinden blev forskrækket og løftede sig ud af sig selv, for hurtigt, for voldsomt, så ansigtet blev i de to hænder. Jeg kunne se det ligge i dem, dets hule form. Det kostede mig ubeskrivelig anstrengelse at holde mig til disse hænder og ikke se efter hvad der havde revet sig bort fra dem. Jeg gøs ved at se et ansigt indefra, men frygtede dog endnu mere det blottede, hudløse hoved uden ansigt.
#40 davenport 10 år siden