Argh!!! Hader når man først opdager, internetforbindelse er gået sig en tur i sneen, efter man har postet sit indlæg, så det forsvinder ud i det rene ingenting. :( Havde lige skrevet et godt indlæg til debatten, men det må vente nu. Gider ikke til at skulle finde de samme ord igen fra hukommelsen, så det må desværre vente til senere.
Afsindig Alsidige Anmeldelser af Anders - http://neranders.wordpress.com/
Alle begreberne er i min bog negative, da de på forhånd bedømmer filmens kvaliteter.
What he said.
Begreber som café latte-film og popcorn-film har i mine ører negative konnotationer, fordi de mere går på fordomme om filmenes typiske tilskuere end filmene selv.
Især det førstnævnte bliver stort set udelukkende anvendt negativt herinde. Man behøver jo bare at gå få indlæg tilbage for at se det hæftet sammen med prædikater som "åh så kunstneriske" og "Kejserens nye klæder".
I bund og grund siger den slags udtryk mere om afsenderen end om filmene.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Mainstream-film er lavet til et bredt publikum, mens art-house(eller art cinema, kunstfilm, smalle film etc.) ikke er. Mainstream film er derfor mere tilgængelige og ikke på samme måde kunstneriske som art-house er. Art-house filmene behøver ikke bekymre sig om salgstal eller konventioner. Derfor er art-house superinteressante.
Kasper F. Nielsen (16) skrev:
Hos mig er begrebet caffe latte nu meget negativt og som sådan ikke synonym med arthouse, men mere den type mennesker som KUN elsker arthouse-film og generelt ser ned på alt andet som værende dumme film for pøblen osv.
Er ikke enig i den definition, men folk der har det på den måde, er snobber i mine øjne.
Er det ikke lidt det jeg var inde på? Eller vi andre?
Alt er relativt. Men Jesse James har et budget på 30 mil (mener jeg) hvilket er temmelig meget alligevel, i forhold til små art house film a la dem jeg blandt andet har nævnt.
Art-house filmene behøver ikke bekymre sig om salgstal eller konventioner. Derfor er art-house superinteressante.
Ikke derfor som pr. definition (man skal stadig være en god instruktør), men KAN være interessant(e), når man selvfølgelig har mindre pres på sig, og kan arbejde (ikke helt frit som mange tror) men indenfor de rammer og små budgutter, der nu engang er råd til, men dog udenfor bestemte "skabeloner".
Alt er relativistisk. Det var det, jeg lærte på fysikstudiet, den korte periode jeg var der. ;) Nu kender jeg ikke meget til de film du nævnte, og heller ikke til deres budget. Og ja, Jesse James har et budget på 30 mio. Jeg er nok kommet til at sammenligne blockbusters med mainstream en kort stund. Jeg kan også gå med til, den ikke er en art-house film. Dog synes jeg heller ikke den passer ind som mainstream, da den aldrig rigtig nåede ud til det brede publikum. Hvor hør den så inde under?
Afsindig Alsidige Anmeldelser af Anders - http://neranders.wordpress.com/
Alle de konventionelle midler bliver genbrugt igen og igen.
Det er sjovt nok lige præcist sådan jeg oplever art-house film, Cafe Latte film, "smalle" film o.s.v. Det er de samme midler der går igen - man ryster bare posen, så indholdet bliver blandet en smule forskelligt fra gang til gang:
Erstat en lineær handling med en historie fortalt i brudstykker; leg eventuelt med den kronologiske rækkefølge.
Erstat meningsfyldt, sammenhængende dialog med ulogisk, usammenhængende dialog; lad det være et puslespil, som måske/måske ikke kan/skal samles af publikum.
Erstat logisk på hinanden følgende billeder med billeder, der tilsyneladende (eller måske reelt) ikke hænger sammen. Forklar meningen senere, enten direkte eller med hints ... eller lade meningen stå hen i det uvisse - så fremstår filmen som "dybsindig". ;-)
Undlad at "forklare" eller tydeliggøre, hvad det er der foregår i en bestemt scene. Føj eventuelt en dialog til scenen, en dialog som intet har med scenen at gøre.
Lad en masse scener være tavse. Lad ikke personerne i billedet sige noget, selvom situationen normalt ville medføre, at der blev sagt noget.
Brug langvarige kameraindstillinger, hvor kameraet bare viser det samme hele tiden og fra den samme vinkel.
Lad skuespillerne tale og/eller opføre sig underligt, absurd og uforståeligt.
Afbryd scener, så de fremstår ufærdige og "utilfredsstillende".
Film personer, dyr eller objekter fra "anderledes", underlige vinkler.
Brug irriterende, larmende lyde i en scene; lyde som virker anmassende og hysteriske, og som måske ikke synes at have nogen logisk forbindelse til det vi ser i billedet.
Og sådan kunne jeg blive ved med at nævne masser af midler, som bruges igen og igen i art-house film, "smalle" film. Og faktisk er disse midler også afprøvet i diverse mainstream film, bare ikke for mange på én gang. ... Jeg vil vove den påstand, at alt i virkeligheden ER prøvet i de over 100 år, der er gået siden de levende billeder blev opfundet, akkurat ligesom det er tilfældet med musik. Men heldigvis kan man blive ved med at "ryste og blande posen" i det uendelige.
For mig er det vigtigt, at man ikke lader form overskygge indhold. Men det synes jeg netop er hvad der ofte sker, når visse instruktører vil "udfordre" publikum.
Hvis der skal være mulighed for, at der opstår noget originalt eller bare noget forfriskende indenfor filmens verden, mener jeg, det er af større betydning, at filmskabere undlader at lave film og skriver historier ud fra, hvad de tror, at folk gerne vil se. Det bør i stedet handle om at følge sine egne visioner, ja, at føre sine egne ideer ud i livet med hensyn til hvad der skal ske i en historie og hvordan historien skal fortælles. En instruktør bør - i stedet for at bekymre sig om, hvorvidt noget er gjort på en bestemt måde før eller ej - bare følge/realisere de ideer, der falder ham ind. Originalitet og fornyelse kommer ikke nødvendigvis fordi man planlægger, at man vil lave noget originalt og nyt, men snarere hvis bare man griber tingene an på sin egen måde, fremfor at følge uskrevne regler om, at "man plejer at gøre sådan og sådan".
#21 Kopper 14 år siden
#22 Antlion 14 år siden
#23 neran 14 år siden
#24 Thomsen 14 år siden
What he said.
Begreber som café latte-film og popcorn-film har i mine ører negative konnotationer, fordi de mere går på fordomme om filmenes typiske tilskuere end filmene selv.
Især det førstnævnte bliver stort set udelukkende anvendt negativt herinde. Man behøver jo bare at gå få indlæg tilbage for at se det hæftet sammen med prædikater som "åh så kunstneriske" og "Kejserens nye klæder".
I bund og grund siger den slags udtryk mere om afsenderen end om filmene.
#25 Babo Rises 14 år siden
Er det ikke lidt det jeg var inde på? Eller vi andre?
#26 Babo Rises 14 år siden
Alt er relativt. Men Jesse James har et budget på 30 mil (mener jeg) hvilket er temmelig meget alligevel, i forhold til små art house film a la dem jeg blandt andet har nævnt.
#27 Skeloboy 14 år siden
#28 Babo Rises 14 år siden
Ikke derfor som pr. definition (man skal stadig være en god instruktør), men KAN være interessant(e), når man selvfølgelig har mindre pres på sig, og kan arbejde (ikke helt frit som mange tror) men indenfor de rammer og små budgutter, der nu engang er råd til, men dog udenfor bestemte "skabeloner".
#29 neran 14 år siden
Alt er relativistisk. Det var det, jeg lærte på fysikstudiet, den korte periode jeg var der. ;) Nu kender jeg ikke meget til de film du nævnte, og heller ikke til deres budget. Og ja, Jesse James har et budget på 30 mio. Jeg er nok kommet til at sammenligne blockbusters med mainstream en kort stund. Jeg kan også gå med til, den ikke er en art-house film. Dog synes jeg heller ikke den passer ind som mainstream, da den aldrig rigtig nåede ud til det brede publikum. Hvor hør den så inde under?
#30 BN 14 år siden
Det er sjovt nok lige præcist sådan jeg oplever art-house film, Cafe Latte film, "smalle" film o.s.v. Det er de samme midler der går igen - man ryster bare posen, så indholdet bliver blandet en smule forskelligt fra gang til gang:
Erstat en lineær handling med en historie fortalt i brudstykker; leg eventuelt med den kronologiske rækkefølge.
Erstat meningsfyldt, sammenhængende dialog med ulogisk, usammenhængende dialog; lad det være et puslespil, som måske/måske ikke kan/skal samles af publikum.
Erstat logisk på hinanden følgende billeder med billeder, der tilsyneladende (eller måske reelt) ikke hænger sammen. Forklar meningen senere, enten direkte eller med hints ... eller lade meningen stå hen i det uvisse - så fremstår filmen som "dybsindig". ;-)
Undlad at "forklare" eller tydeliggøre, hvad det er der foregår i en bestemt scene. Føj eventuelt en dialog til scenen, en dialog som intet har med scenen at gøre.
Lad en masse scener være tavse. Lad ikke personerne i billedet sige noget, selvom situationen normalt ville medføre, at der blev sagt noget.
Brug langvarige kameraindstillinger, hvor kameraet bare viser det samme hele tiden og fra den samme vinkel.
Lad skuespillerne tale og/eller opføre sig underligt, absurd og uforståeligt.
Afbryd scener, så de fremstår ufærdige og "utilfredsstillende".
Film personer, dyr eller objekter fra "anderledes", underlige vinkler.
Brug irriterende, larmende lyde i en scene; lyde som virker anmassende og hysteriske, og som måske ikke synes at have nogen logisk forbindelse til det vi ser i billedet.
Og sådan kunne jeg blive ved med at nævne masser af midler, som bruges igen og igen i art-house film, "smalle" film. Og faktisk er disse midler også afprøvet i diverse mainstream film, bare ikke for mange på én gang. ... Jeg vil vove den påstand, at alt i virkeligheden ER prøvet i de over 100 år, der er gået siden de levende billeder blev opfundet, akkurat ligesom det er tilfældet med musik. Men heldigvis kan man blive ved med at "ryste og blande posen" i det uendelige.
For mig er det vigtigt, at man ikke lader form overskygge indhold. Men det synes jeg netop er hvad der ofte sker, når visse instruktører vil "udfordre" publikum.
Hvis der skal være mulighed for, at der opstår noget originalt eller bare noget forfriskende indenfor filmens verden, mener jeg, det er af større betydning, at filmskabere undlader at lave film og skriver historier ud fra, hvad de tror, at folk gerne vil se. Det bør i stedet handle om at følge sine egne visioner, ja, at føre sine egne ideer ud i livet med hensyn til hvad der skal ske i en historie og hvordan historien skal fortælles. En instruktør bør - i stedet for at bekymre sig om, hvorvidt noget er gjort på en bestemt måde før eller ej - bare følge/realisere de ideer, der falder ham ind. Originalitet og fornyelse kommer ikke nødvendigvis fordi man planlægger, at man vil lave noget originalt og nyt, men snarere hvis bare man griber tingene an på sin egen måde, fremfor at følge uskrevne regler om, at "man plejer at gøre sådan og sådan".