Du referede bare Greenway's citat i en kontekst der hed, at han så "stilen som kunstens mest rentable form"? Citatet er åbenlyst bare en klargørelse af hvad stil indenfor visuelle medier er. Stilen er altid koblet til narrativet og fungerer som katalysator for filmens præmis. Ellers er det ikke stil; så er det udelukkende æstetiske valg :)
Hvilket skulle forstås således, at stilen kobles til filmen, til fornøjelserne i filmen - derfor er den rentabel i tilblivelsen af det givne værk. Den essentielle sammenligning af Greenaway og Resnais bunder ud i, at flere af deres film opstår fra idéer, ikke begivenheder, narrativer og behov for at udtrykke karakterer. Disse idéer organiseres ved hjælp af stilen.
Antlion: Jo, men Tarkovskijs film eller David Lynchs film opstår jo også af idéer og sindsstemniger, og det gør dem ikke videre sammenlignelige med hverken Resnais eller Greenaway. Skildringen af en idé eller en følelse er jo så karakterisk for filmmediet og dets kvaliteter. Tag bare Jonas Mekas' erindringsfilm, de er ren film og films essens og kan ikke forstås med ord. Film er øjeblikke og ligger mere op af poesi end af prosa.
Resnais kan, for mig at se, bedst sættes ind i en sammenhæng med franske nybølge-instruktører og generelt modernistisk film af 60'erne og 70'erne. Det er klart, at både Greenaway og Resnais dekonstruerer den almindelige narrativ, men det er jo også en ting modernister og post-modernister har tilfælles. Resnais' film rummer jo, på trods af deres fragmentariske opbygning, metanarrativer og tager sig selv alvorligt, vil noget: både mht. Sandheden, Kærligheden, Godheden, osv. Det samme gør og vil Greenaway ikke.
Andre filminstruktører, der ikke arbejder med en sådan metanarrativ er f.eks. Melville og Argento, som jeg nævnte tidligere. Hvor både Melville's og Argentos film er artefakter udenfor tid og rum, nærmest nedslag i meningsløsheden, synes jeg, Resnais' film rummer en bevægelse mod noget og en teleologisk idealisme.
Velvet: Men stilen eller formen eller den æstetiske værdi af en film er jo ikke altid det mest centrale hos alle instruktører. Mange anser fejlagtigt filmmediet for et narrativt medie, der skal fortælle historier og moralisere eller bare underholde. I dem er der en klar adskillelse mellem stil og narrativ, hvor stilen (både ment som stemning og æstetik) anonymiseres totalt og bruges til at afvikle et plot. Forskellen er mellem bevægelses-billeder, der skildrer en bestemt bevægelse eller handling og tid-billeder, hvor intet konkret sker og sprog/fænomenologi/almindelig narrativ sættes ud af kraft.
Las os indskrænke sammenligningen til "L'Année dernière à Marienbad" og "The Draughtsman's Contract", hvor inspirationen er iøjnefaldende.
Forholdende, du nævner, er ganske vist de-romantiserede i et afstumpet komplot hos Greenaway, men begge film udforsker dikotomien mellem overflade og dybde. Narrativet brydes, kunsten overvejes - manden i midten af puslespillet er og vil altid være taberen. Viernys kamera dvæler over Greenaways og Resnais' haver, gravende dybt ind i billedets essens, til pludselig at panorere væk på dramatisk vis. Begge film omringes af nysgerrighed, selvom den konstante tøven bestræbes.
Ellers befrier både Greenaway og Resnais sig naturligvis fra filmkunstens såkaldte tyranier: Det rektangulære billede, tekst og skuespiller...
Den essentielle sammenligning af Greenaway og Resnais bunder ud i, at flere af deres film opstår fra idéer, ikke begivenheder, narrativer og behov for at udtrykke karakterer. Disse idéer organiseres ved hjælp af stilen
Det er netop definitionen på stil. Så snart det visuelle og narrativet ikke arbejder sammen om formidlingen af filmens præmis, er det ikke længere stil per imparativ. Derfor kan de største instruktører også siges meget med få ord. Hvis det visuelle er abstraheret og ikke tjener dette formål, men stadig har et repititvt udtryk og en bevisthedhed herom, bliver det prætentiøst.
Keyser: Jeg er helt enig. Men god stil kan godt være anonymt :)
Artificial Eye udgiver Tarkovskijs 7 spillefilm samlet i én boks den 25. april (link). Da flere af disse film har opnået priser på £32.99-£69.99 enkeltvis, er dette et ret godt tilbud.
I følge Amazon er filmene fordelt på 7 disks, altså må de være overført til DVD9. At film er fordelt på 2xDVD5 gør dog ikke nødvendigvis kvaliteten dårligere. I øvrigt har AWE ikke udgivet "Nostalghia", så man får altså én film mere for den samme pris.
Om transfers er de samme, skal jeg ikke kunne sige, da jeg ikke ejer udgivelserne fra AWE. Artificial Eye udgivelserne er ganske fine (specielt "Stalker"), og hvis man ikke ønsker at bruge penge på de 3 udgivelser fra Criterion, er den kommende boks et godt køb.
#111 Velvet 13 år siden
#112 Antlion 13 år siden
Hvilket skulle forstås således, at stilen kobles til filmen, til fornøjelserne i filmen - derfor er den rentabel i tilblivelsen af det givne værk. Den essentielle sammenligning af Greenaway og Resnais bunder ud i, at flere af deres film opstår fra idéer, ikke begivenheder, narrativer og behov for at udtrykke karakterer. Disse idéer organiseres ved hjælp af stilen.
#113 Fellaheen 13 år siden
Resnais kan, for mig at se, bedst sættes ind i en sammenhæng med franske nybølge-instruktører og generelt modernistisk film af 60'erne og 70'erne. Det er klart, at både Greenaway og Resnais dekonstruerer den almindelige narrativ, men det er jo også en ting modernister og post-modernister har tilfælles. Resnais' film rummer jo, på trods af deres fragmentariske opbygning, metanarrativer og tager sig selv alvorligt, vil noget: både mht. Sandheden, Kærligheden, Godheden, osv. Det samme gør og vil Greenaway ikke.
Andre filminstruktører, der ikke arbejder med en sådan metanarrativ er f.eks. Melville og Argento, som jeg nævnte tidligere. Hvor både Melville's og Argentos film er artefakter udenfor tid og rum, nærmest nedslag i meningsløsheden, synes jeg, Resnais' film rummer en bevægelse mod noget og en teleologisk idealisme.
#114 Fellaheen 13 år siden
#115 Antlion 13 år siden
Las os indskrænke sammenligningen til "L'Année dernière à Marienbad" og "The Draughtsman's Contract", hvor inspirationen er iøjnefaldende.
Forholdende, du nævner, er ganske vist de-romantiserede i et afstumpet komplot hos Greenaway, men begge film udforsker dikotomien mellem overflade og dybde. Narrativet brydes, kunsten overvejes - manden i midten af puslespillet er og vil altid være taberen. Viernys kamera dvæler over Greenaways og Resnais' haver, gravende dybt ind i billedets essens, til pludselig at panorere væk på dramatisk vis. Begge film omringes af nysgerrighed, selvom den konstante tøven bestræbes.
Ellers befrier både Greenaway og Resnais sig naturligvis fra filmkunstens såkaldte tyranier: Det rektangulære billede, tekst og skuespiller...
#116 Velvet 13 år siden
Det er netop definitionen på stil. Så snart det visuelle og narrativet ikke arbejder sammen om formidlingen af filmens præmis, er det ikke længere stil per imparativ. Derfor kan de største instruktører også siges meget med få ord. Hvis det visuelle er abstraheret og ikke tjener dette formål, men stadig har et repititvt udtryk og en bevisthedhed herom, bliver det prætentiøst.
Keyser: Jeg er helt enig. Men god stil kan godt være anonymt :)
#117 Antlion 13 år siden
#118 Bruce 13 år siden
#119 Highland Park 13 år siden
I øvrigt sender Criterion snart "Solaris" på markedet i ny, rettet udgave:
http://www.criterion.com/films/553-solaris
#120 Antlion 13 år siden
I følge Amazon er filmene fordelt på 7 disks, altså må de være overført til DVD9. At film er fordelt på 2xDVD5 gør dog ikke nødvendigvis kvaliteten dårligere. I øvrigt har AWE ikke udgivet "Nostalghia", så man får altså én film mere for den samme pris.
Om transfers er de samme, skal jeg ikke kunne sige, da jeg ikke ejer udgivelserne fra AWE. Artificial Eye udgivelserne er ganske fine (specielt "Stalker"), og hvis man ikke ønsker at bruge penge på de 3 udgivelser fra Criterion, er den kommende boks et godt køb.