[u]Night of the Living Dead af George Romero: En lille gruppe mennesker søger sammen i en hytte, da de hver især er blevet konfronteret med de levende døde. De finder dog ud af at ikke kun zombierne er en fare, men også dem selv, og deres paranoia, som hvert øjeblik kan risikerer at drive dem til at gøre sindssyge ting.
At skrive et resume af denne film er en pine uden lige, for der er ikke et særligt omfattende plot. Dette leder mig til at komme med en lille kommentar angående alle disse anmeldelser, for ordet ”stemning” vil nok dukke op en del, især i denne anmeldelse. For det er i sandhed en film, for hvilken stemning og atmosfære er absolut i centrum. Vi får lov til at mærke hvorledes mistilliden langsomt vokser imellem de levende, alt imens de levende døde bevæger sig tættere og tættere på huset, og langsomt stiger i antal. Faktisk er denne film et fantastisk eksempel på hvad mange tidligere gyserfilm kunne, som en del moderne gysere ikke kan. Det er nemlig, såvel i denne som andre effektive gysere, den stille opbygning og det hurtige pay off der giver effektivitet. Hitchcock er formentlig manden der i allerhøjeste grad har gjort dette til perfekthed, men Romero klarer det også ganske godt i denne film. Naturligvis er der gory og meget visuelle gys, men de kendetegnes ofte ved at være ret hurtigt overstået, og alligevel effektive. At vi har at gøre med en low-budget film lader blot til at styrke de kreative evner hos Romero og kompagni. Det lille cast gør et ganske udmærket job, og zombierne er, selv efter nutidens standarter, meget overbevisende og velfungerende.
Musikken i filmen har jeg ligeledes kun rosende ord til overs for. Den emmer af stemning, og det er som om at klaustrofobien i det lille hus kryber gennem væggene igennem musikken, som dog også er doseret meget virkningsfuldt. Stilheden spiller nemlig også en faktor i filmen, og det er oftest i de stille øjeblikke at filmen bliver allermest effektiv. Dog er der også mange af de visuelle pay offs der er godt eksekveret, og især de forstyrrende billeder af datteren der overfalder og spiser sine forældre er ubarmhjertige. Selvom denne film ikke er ufejlbarlig, vægter øjeblikke som disses effektivitet langt tungere end f.eks. den lidt langsomme start (som dog også bliver afsluttet ret effektivt.)
Efterfølgeren ”Dawn of the Dead” bliver ofte omtalt som værende en politisk kommentar, og det samme gælder for denne film, som i den grad takler racespørgsmålet, såvel som diskussionen om den enkeltes evne til at bidrage til samfundet. Hvis zombierne er de individer der svarer til vælgerne i et demokratisk samfund, er det jo meget præcist at de er svage enkeltvis, men stærke når de er samlede. At de alle sammen er tanketomme individer er en satirisk undertekst der handler om at sige at hvis man ikke tager stilling, og blot er en del af den tanketomme mængde, så deltager man uvidende i flertallet. Hvilket naturligvis bringes os tilbage til racespørgsmålet: Hvis zombierne er det uvidende flertal, hvad er det så de marchere imod? Den sorte mand, som da denne film blev lavet stadig havde til gode at blive accepteret af det brede samfund. Slutningen cementerer naturligvis yderligere denne pointe, da selv de ”civiliserede” ender med at agerer på en, mildest talt, upassende måde – hvilket ironisk nok falder sammen med Dr. Martin Luther Kings skæbne tidligere i ’68. Ydermere er det religionens fortaler der slutter filmen helt af, og efterlader et særpræget punktum, som er meget ironisk, og atter siger noget om de kompleksiteter der er i menneskeheden, og hvorledes religion yderligere besværer situationen, hvilket er en sandhed der bare er blevet større siden denne film blev lavet i ’68.
”Night of the Living Dead” har et look der er ligeså stemningsfyldt, som det er klodset, og tilsammen er filmen en charmerende oplevelse. Måske er det et bizart udtryk at bruge om en film der er så mørk, men dens atmosfære/stemning appelerer i allerhøjeste grad til mig som filmseer, og er en herlig afvekslende oplevelse, når man for første gang går fra moderne gysere som ”The Grudge” og videre, og til de ældre klassiskere (hvilket jeg i sin tid gjorde med denne film.) ”Night of the Living Dead” er endnu en af de der film, som jeg vil opfordre enhver der holder af film til at se. Jeg kan dog anbefale at vente til det er blevet mørkt [indsæt ondt grin her.]
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Dejligt at se to så forskellige Batman-film på din liste. En af de bedste ting ved 'Batman Returns' er afgjort Michelle Pfeiffers suveræne udgave af Catwoman - hendes historie er på en og samme tid en eventyrlig gang ramasjang og en tragisk sygehistorie, og sammenstødene mellem hende og Batman, både med og uden forklædning, er filmens største styrke. Danny De Vito er dog også herligt lusket, slesk og ulækker som filmens hovedskurk, The Pingvin.
Min bedømmelse af filmen: 5/6
'The Dark Knight' vil jeg vente med at kommentere til en anden god gang. ;-)
#105: Jeg er også helt vild med Catwoman karakteren i denne film, og hele Pfeiffers måde at vise den psykologiske transformation er fantastisk, og er også et godt eksempel på hvad det er Burton kan når han er bedst.
Har du det skidt med TDK siden du ikke ønsker at kommenterer den på nuværende tidspunkt?
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
39. Wall-E af Andrew Stanton: Historien om robotten Wall-E er sjovt nok en hvori menneskelighed sættes i centrum. Robotten Wall-E er blevet efterladt på jorden for at rydde op efter menneskene. Han er den sidste af mange af hans type robotter, og et af de allersidste levende væsner på jorden. Han er meget ensom. En dag kommer robotten Eve dog til jorden, og herfra sendes Wall-E ud på et eventyr, som har meget at fortælle menneskeheden om sig selv. Pixar har gang på gang bevist at de ikke bare evner at lave nærværende fortællinger, men også tør have en hvis kant i deres fortællinger. ”Wall-E” er bestemt ingen undtagelse.
Filmens åbning er meget definerende for hele filmens stil og budskab. Selvom vi er i et futuristisk univers, spilles der nemlig blød jazz musik, som er mere nostalgisk end det er futuristisk. Allerede her introduceres vi for det sammenstød mellem romantisk nostalgi og futurisme, vi konstant vil blive mødt med også i resten af filmen. Vi introduceres endvidere for jorden i dens noget forandrede stadie. Der er stadig skyskrabere, men størstedelen af dem er skabt af det affald Wall-E har samlet, og placeret i høje bunker. Der er stadig åer, men de består af et sort olieagtigt materiale. Der er stadig dyreliv, men det består af en enkelt karkelak. Som man måske kan fornemme er alt ikke ved det gamle, og menneskene har da heller ikke boet på jorden de seneste 700 år eller så. De har til gengæld boet i rummet, isoleret i et rumskib, der gør alt for dem. De behøver ikke at gå, spise eller gøre sig selv rene. Derfor er menneskene efterhånden blevet så fede at de minder mere om hjælpeløse hvaler på land end noget andet. De er i de seneste 700 år blevet bombet med reklamer, bogstaveligt talt fra de var børn.
Det er ikke ubevidst at Pixars Wall-E, der kan anses som værende repræsentant for flere af Pixars film, ligger placeret højere på listen end Pinocchio, som har tilsvarende formål for Disney. Det er nemlig i de seneste år blevet Pixar der har taget teten når det handler om at lave film der er øjeblikkelige klassikere, og har den magi som disney plejede at være så fremragende til at skabe. Derudover har Pixar, som tidligere nævnt, også en fantastisk evne til at skabe nogle kanter på deres film. Wall-E er f.eks. et tydeligt opråb til menneskeheden om at passe på vores jord, og ikke bare lade os rive med af fremtiden. Samtidig siger filmen dog også at fremtidig teknologi, og de gamle dyder godt kan kombineres. Og når man når helt ind til kernen af filmen, handler den basalt set om at have sit hjerte med sig i det man gør. Det er slående at Wall-E ender med at være den der må redde menneskeheden fra sin selvskabte evighedssøvn.
Et andet modigt træk fra Pixars side er den sparsomme dialog i denne film. Det er utroligt hvor lidt dialog der er, og hvor meget der derfor må kommunikeres på andre måder. Noget Disney også plejede at excellere i. Nu er jeg godt klar over at det selvfølgelig hedder Disney Pixar, men jeg mener at min pointe forbliver uændret, for det Disney har produceret i de seneste mange år har, for størstedelens vedkommende været halvhjertet at best. Den sparsomme dialog er noget Pixar har bragt med sig videre, og ser man filmen ”Up” er der ligeledes ganske lidt dialog i de første 5-10 minutter af filmen, som samtidig er noget af det mest rørende der nogensinde er blevet produceret på film.
Der er ingen ende på de rosende ord der er at sige om denne film, og det er endda før jeg overhovedet nævner den tekniske side, hvilket dog også er nødvendigt. Der er nemlig ikke bare massevis af smuk animation i denne film, men lydeffekterne heri er også eminente. Robotternes stemmer er i så høj grad med til at skabe deres karakter, og derudover er det generelt imponerende at se hvordan der igennem lyd gives liv til ”Wall-Es” fantastiske univers.
”Wall-E” er på mange måder en stor fuck finger i ansigtet på menneskeheden. Hvis ikke vi holder op med at tage alt det vi har forgivet, og husker at være kritiske overfor pengemændene, som kommer til at fylde mere og mere, ender det galt. Det er vigtigt at understrege at her ikke som i ”Terminator” og ”Matrix” universet advares imod robotter, men imod menneskene som skaber dem. Det er nemlig disse mennesker, som stopfodrer fremtidens befolkning med reklamer, der fuldstændig lammer dem fra deres omverden, og får dem til at glemme hvad det er at se et andet menneske i øjnene når man taler til dem. Hvad det er at dyppe sine egne tæer i swimmingpoolen. Hvad det er at skabe sin egen identitet, og skide på hvad der er ”det nye sort.” På mange måder kan man faktisk sammenligne ”Wall-E” med ”Night of the Living Dead” – forskellen er dog at ”Wall-E” ved at springe frem i tiden viser os at det ikke er for sent at ændre vores tilgang til vores verden. Vi kan stadig nå det.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#101 Collateral 13 år siden
En lille gruppe mennesker søger sammen i en hytte, da de hver især er blevet konfronteret med de levende døde. De finder dog ud af at ikke kun zombierne er en fare, men også dem selv, og deres paranoia, som hvert øjeblik kan risikerer at drive dem til at gøre sindssyge ting.
At skrive et resume af denne film er en pine uden lige, for der er ikke et særligt omfattende plot. Dette leder mig til at komme med en lille kommentar angående alle disse anmeldelser, for ordet ”stemning” vil nok dukke op en del, især i denne anmeldelse. For det er i sandhed en film, for hvilken stemning og atmosfære er absolut i centrum. Vi får lov til at mærke hvorledes mistilliden langsomt vokser imellem de levende, alt imens de levende døde bevæger sig tættere og tættere på huset, og langsomt stiger i antal. Faktisk er denne film et fantastisk eksempel på hvad mange tidligere gyserfilm kunne, som en del moderne gysere ikke kan. Det er nemlig, såvel i denne som andre effektive gysere, den stille opbygning og det hurtige pay off der giver effektivitet. Hitchcock er formentlig manden der i allerhøjeste grad har gjort dette til perfekthed, men Romero klarer det også ganske godt i denne film. Naturligvis er der gory og meget visuelle gys, men de kendetegnes ofte ved at være ret hurtigt overstået, og alligevel effektive. At vi har at gøre med en low-budget film lader blot til at styrke de kreative evner hos Romero og kompagni. Det lille cast gør et ganske udmærket job, og zombierne er, selv efter nutidens standarter, meget overbevisende og velfungerende.
Musikken i filmen har jeg ligeledes kun rosende ord til overs for. Den emmer af stemning, og det er som om at klaustrofobien i det lille hus kryber gennem væggene igennem musikken, som dog også er doseret meget virkningsfuldt. Stilheden spiller nemlig også en faktor i filmen, og det er oftest i de stille øjeblikke at filmen bliver allermest effektiv. Dog er der også mange af de visuelle pay offs der er godt eksekveret, og især de forstyrrende billeder af datteren der overfalder og spiser sine forældre er ubarmhjertige. Selvom denne film ikke er ufejlbarlig, vægter øjeblikke som disses effektivitet langt tungere end f.eks. den lidt langsomme start (som dog også bliver afsluttet ret effektivt.)
Efterfølgeren ”Dawn of the Dead” bliver ofte omtalt som værende en politisk kommentar, og det samme gælder for denne film, som i den grad takler racespørgsmålet, såvel som diskussionen om den enkeltes evne til at bidrage til samfundet. Hvis zombierne er de individer der svarer til vælgerne i et demokratisk samfund, er det jo meget præcist at de er svage enkeltvis, men stærke når de er samlede. At de alle sammen er tanketomme individer er en satirisk undertekst der handler om at sige at hvis man ikke tager stilling, og blot er en del af den tanketomme mængde, så deltager man uvidende i flertallet. Hvilket naturligvis bringes os tilbage til racespørgsmålet: Hvis zombierne er det uvidende flertal, hvad er det så de marchere imod? Den sorte mand, som da denne film blev lavet stadig havde til gode at blive accepteret af det brede samfund. Slutningen cementerer naturligvis yderligere denne pointe, da selv de ”civiliserede” ender med at agerer på en, mildest talt, upassende måde – hvilket ironisk nok falder sammen med Dr. Martin Luther Kings skæbne tidligere i ’68. Ydermere er det religionens fortaler der slutter filmen helt af, og efterlader et særpræget punktum, som er meget ironisk, og atter siger noget om de kompleksiteter der er i menneskeheden, og hvorledes religion yderligere besværer situationen, hvilket er en sandhed der bare er blevet større siden denne film blev lavet i ’68.
”Night of the Living Dead” har et look der er ligeså stemningsfyldt, som det er klodset, og tilsammen er filmen en charmerende oplevelse. Måske er det et bizart udtryk at bruge om en film der er så mørk, men dens atmosfære/stemning appelerer i allerhøjeste grad til mig som filmseer, og er en herlig afvekslende oplevelse, når man for første gang går fra moderne gysere som ”The Grudge” og videre, og til de ældre klassiskere (hvilket jeg i sin tid gjorde med denne film.) ”Night of the Living Dead” er endnu en af de der film, som jeg vil opfordre enhver der holder af film til at se. Jeg kan dog anbefale at vente til det er blevet mørkt [indsæt ondt grin her.]
#102 MOVIE1000 13 år siden
#103 Kiksmann 13 år siden
Den bedste ^^
#104 Collateral 13 år siden
#105 BN 13 år siden
Dejligt at se to så forskellige Batman-film på din liste. En af de bedste ting ved 'Batman Returns' er afgjort Michelle Pfeiffers suveræne udgave af Catwoman - hendes historie er på en og samme tid en eventyrlig gang ramasjang og en tragisk sygehistorie, og sammenstødene mellem hende og Batman, både med og uden forklædning, er filmens største styrke. Danny De Vito er dog også herligt lusket, slesk og ulækker som filmens hovedskurk, The Pingvin.
Min bedømmelse af filmen: 5/6
'The Dark Knight' vil jeg vente med at kommentere til en anden god gang. ;-)
#106 Collateral 13 år siden
Har du det skidt med TDK siden du ikke ønsker at kommenterer den på nuværende tidspunkt?
#107 BN 13 år siden
Næh ... men jeg er jo selv i gang med en liste, ved du nok. ;-)
#108 Collateral 13 år siden
#109 BN 13 år siden
You never know. ;-)
#110 Collateral 13 år siden
Historien om robotten Wall-E er sjovt nok en hvori menneskelighed sættes i centrum. Robotten Wall-E er blevet efterladt på jorden for at rydde op efter menneskene. Han er den sidste af mange af hans type robotter, og et af de allersidste levende væsner på jorden. Han er meget ensom. En dag kommer robotten Eve dog til jorden, og herfra sendes Wall-E ud på et eventyr, som har meget at fortælle menneskeheden om sig selv. Pixar har gang på gang bevist at de ikke bare evner at lave nærværende fortællinger, men også tør have en hvis kant i deres fortællinger. ”Wall-E” er bestemt ingen undtagelse.
Filmens åbning er meget definerende for hele filmens stil og budskab. Selvom vi er i et futuristisk univers, spilles der nemlig blød jazz musik, som er mere nostalgisk end det er futuristisk. Allerede her introduceres vi for det sammenstød mellem romantisk nostalgi og futurisme, vi konstant vil blive mødt med også i resten af filmen. Vi introduceres endvidere for jorden i dens noget forandrede stadie. Der er stadig skyskrabere, men størstedelen af dem er skabt af det affald Wall-E har samlet, og placeret i høje bunker. Der er stadig åer, men de består af et sort olieagtigt materiale. Der er stadig dyreliv, men det består af en enkelt karkelak. Som man måske kan fornemme er alt ikke ved det gamle, og menneskene har da heller ikke boet på jorden de seneste 700 år eller så. De har til gengæld boet i rummet, isoleret i et rumskib, der gør alt for dem. De behøver ikke at gå, spise eller gøre sig selv rene. Derfor er menneskene efterhånden blevet så fede at de minder mere om hjælpeløse hvaler på land end noget andet. De er i de seneste 700 år blevet bombet med reklamer, bogstaveligt talt fra de var børn.
Det er ikke ubevidst at Pixars Wall-E, der kan anses som værende repræsentant for flere af Pixars film, ligger placeret højere på listen end Pinocchio, som har tilsvarende formål for Disney. Det er nemlig i de seneste år blevet Pixar der har taget teten når det handler om at lave film der er øjeblikkelige klassikere, og har den magi som disney plejede at være så fremragende til at skabe. Derudover har Pixar, som tidligere nævnt, også en fantastisk evne til at skabe nogle kanter på deres film. Wall-E er f.eks. et tydeligt opråb til menneskeheden om at passe på vores jord, og ikke bare lade os rive med af fremtiden. Samtidig siger filmen dog også at fremtidig teknologi, og de gamle dyder godt kan kombineres. Og når man når helt ind til kernen af filmen, handler den basalt set om at have sit hjerte med sig i det man gør. Det er slående at Wall-E ender med at være den der må redde menneskeheden fra sin selvskabte evighedssøvn.
Et andet modigt træk fra Pixars side er den sparsomme dialog i denne film. Det er utroligt hvor lidt dialog der er, og hvor meget der derfor må kommunikeres på andre måder. Noget Disney også plejede at excellere i. Nu er jeg godt klar over at det selvfølgelig hedder Disney Pixar, men jeg mener at min pointe forbliver uændret, for det Disney har produceret i de seneste mange år har, for størstedelens vedkommende været halvhjertet at best. Den sparsomme dialog er noget Pixar har bragt med sig videre, og ser man filmen ”Up” er der ligeledes ganske lidt dialog i de første 5-10 minutter af filmen, som samtidig er noget af det mest rørende der nogensinde er blevet produceret på film.
Der er ingen ende på de rosende ord der er at sige om denne film, og det er endda før jeg overhovedet nævner den tekniske side, hvilket dog også er nødvendigt. Der er nemlig ikke bare massevis af smuk animation i denne film, men lydeffekterne heri er også eminente. Robotternes stemmer er i så høj grad med til at skabe deres karakter, og derudover er det generelt imponerende at se hvordan der igennem lyd gives liv til ”Wall-Es” fantastiske univers.
”Wall-E” er på mange måder en stor fuck finger i ansigtet på menneskeheden. Hvis ikke vi holder op med at tage alt det vi har forgivet, og husker at være kritiske overfor pengemændene, som kommer til at fylde mere og mere, ender det galt. Det er vigtigt at understrege at her ikke som i ”Terminator” og ”Matrix” universet advares imod robotter, men imod menneskene som skaber dem. Det er nemlig disse mennesker, som stopfodrer fremtidens befolkning med reklamer, der fuldstændig lammer dem fra deres omverden, og får dem til at glemme hvad det er at se et andet menneske i øjnene når man taler til dem. Hvad det er at dyppe sine egne tæer i swimmingpoolen. Hvad det er at skabe sin egen identitet, og skide på hvad der er ”det nye sort.” På mange måder kan man faktisk sammenligne ”Wall-E” med ”Night of the Living Dead” – forskellen er dog at ”Wall-E” ved at springe frem i tiden viser os at det ikke er for sent at ændre vores tilgang til vores verden. Vi kan stadig nå det.