Citizen Kane har jeg også kun set en gang før, og ligesom mange andre var det i mediefag. Ærlig talt efterlod den ikke det største indtryk, men måske skulle man give den en ekstra chance.
Citizen Kane har jeg også kun set en gang før, og ligesom mange andre var det i mediefag. Ærlig talt efterlod den ikke det største indtryk, men måske skulle man give den en ekstra chance.
Filmen er åbenbart lidt hit or miss, men synes i hvert fald den er en chance nummer 2 værd.
BN (1073) skrev:
Jeg finder 'Citizen Kane' ret overvurderet som fortælling betragtet. Men rent teknisk set, især cinematografisk, er den et mesterværk.
Enhver film der bliver kaldt "verdens bedste" er velsagtens en smule overvurderet, men jeg er rigtig rigtig glad for historien også, eller i hvert fald karakterfortællingen som i mine øjne er filmens hjerte og sjæl. Så jeg er som sådan uenig.
Skeloboy (1071) skrev:
Men kan godt lide din filmsmag...der er sgu lidt af hvert, og det er fedt :)
Mange tak! Det er sindssygt svært at sammenligne film man elsker for deres underholdningsværdi som f.eks. "Child's Play" på min liste, og så film som "Citizen Kane" mv. der er filmiske sværvægtere på et helt andet plan. Så jeg begynder næsten at ønske at jeg havde gjort som Zombi og blot lavet en liste over gode film i mere eller mindre random rækkefølge. På samme tid er det dog sjovt at nå her op i toppen hvor jeg virkelig synes placeringerne begynder at betyde noget :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
7. Once Upon a Time in the West af Sergio Leone: I "Once Upon a Time in the West" når det hurtigt voksende, amerikanske jernbanenet efterhånden langt mod vest, og langs en af dens forgreninger, i grænsebyen Sweetwater, krydses de fire hovedpersoners veje: En ung kvinde (Claudia Cardinale) søger en frisk start efter mordet på hendes familie, den fredløse Cheyenne (Jason Robards) er på flugt fra en anklage for en forbrydelse han (denne gang) ikke har begået. Frank (Henry Fonda) arbejder for den lokale jernbanematador og rydder alle forhindringer af vejen. Og den mystiske Harmonica (Charles Bronson) spiller sørgmodige harmonier på sin harmonika, og går ikke af vejen for hævn. (- Resume fra Kino.dk)
Første gang jeg hørte om "Once Upon a Time in the West" var det den - nu nærmest legendariske Ole 'Bogart' Michelsen - der i et radioprogram beskrev indledningen til filmen. Hans verbale levendegørelse var nok til at vække min interesse. Af instruktøren selv er filmens rytme blevet rytme blevet beskrevet som gengivende "de sidste gisp et menneske giver fra sig lige før døden." Det er hvad der for mig gør filmen unik, og til den absolut bedste western jeg har set. Stemningen heri er tung og stemningsfuld, hvilket særligt skyldes Ennio Morricones ikoniske, og mildest talt fantastiske soundtrack. Komponisten har altid haft en forkærlighed for at blande det semi-rockede med traditionelle soundtracks grandiose udtryk, og det kommer i den grad til udtryk. Selvom der også er numre som den bittersøde melodi der følger karakteren Cheyenne, og en vis håbefuldhed i titelnummeret, er den overordnede fornemmelse tonstung i atmosfære og skæbnesvanger alvor. Det bakker filmen selv op om. Sergio Leone går til ekstremer med både sine close-ups og sin grundige opbygning af actionprægede øjeblikke. For instruktøren betyder det tydeligvis mere at lede op til skyderiet, end at fremvise de egentlige dueller, der konsekvent er lynhurtigt overstået. Det er perfekt eksemplificeret i filmens åbning, der netop var hvad Ole Michelsen beskrev og dermed vækkede min interesse med. Åbningen er siden blevet ikonisk og gør sig særligt bemærket ved sin brug af lydeffekter, som i sig selv skaber en form for musik, længe inden Harmonica ankommer, og leverer de første egentlige toner fra sin mundharmonika.
Det er mestendels stemningen der er væsentlig i filmen. Ikke alene den førnævnte opbygning af de mest dramatiske øjeblikke, men selv de mere stilfærdige momenter er enormt stemningsrige, og Leone skaber af flere omgange billeder der er så afsindigt flotte i deres detaljering, at man griber sig selv i at udforske billedet. De smukke lokationer gør naturligvis ikke det hele mindre seværdigt. Historien selv er ikke omfattende, men hvad der for alvor bærer fortællingen er den underliggende fornemmelse, som instruktøren med sin snak om rytme henleder seerens opmærksomhed på. Filmen er en fortælling om det gamle vestens død: "[Filmen] var fra først til sidst en dødedans. Med undtagelse af Claudia Cardinale er alle i filmen bevidste om, at ikke kommer levende igennem." Sådan siger instruktøren videre om sin film og den forklaring afspejler smukt min oplevelse med filmen. Der er fra starten anlagt en nærmest desperat tone, som fornemmes i størstedelen af karaktererne, men ikke nok med det. Der er også længsel at finde, selv i filmens umiddelbare skurk.
Sympatien driver filmen frem, og selvom den fåmælte Harmonica umiddelbart virker som en typisk westernhelt, erfarer vi undervejs hvad der ligger til grund for hans væremåde, og det faktum at filmen samtidig med at fortælle om enden på det gamle vesten, evner også at gøre sin historie til en meget personlig og rå fortælling om særligt Harmonicas fortid, gør den velfungerende på flere planer. Det er imidlertid ikke alene den stille mand med mundharmonikaen der fokuseres på. Både Claudia Cardinale, Jason Robards og Gabriele Ferzettis karakterer får også meget plads. Det er mest af alt overraskende fordi de tre karakterer i mange andre film ville have en helt anden plads i fortællingen. Robards forbryder er umanerligt charmerende og fremstår samtidig, som en udmattet mand. Det samme gør sig til dels gældende for Cardinale, som kender til livets skyggesider og desværre ikke for alvor slipper fra dem da hun drager ud af storbyen. Det håb filmen trods alt indeholder skal imidlertid findes netop i Cardinales karakter. Ferzettis pengemand ville i de fleste andre film være gjort til en endimensionel skurk, men bliver her fremvist relativt sympatisk i og med han er svagelig grundet sygdom, og blot ønsker at se havet en sidste gang inden sin død. Til trods for at filmen indeholder mere regulære westernøjeblikke, som når Cheyenne alene overmander en togvogn fyldt med skurke, er der mestendels fokus på karaktererne, og deres individuelle håb og drømme, hvilket i sidste ende på smuk vis kommer til at afspejle sig i den overordnede histories blanding af død og håb.
Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" er efter flere gange at være blevet pillet ved, enkelte steder blevet en smule rodet (mest i sekvensen hvor Morton bevæger sig ud af togvognen), men det ændrer ikke på at filmen er en utrolig stærk oplevelse, og via såvel Leones stilsikre instruktion, som Ennio Morricones musik og de mange andre gode elementer filmen indeholder, bliver den en dødedans seeren gerne tager mere end en gang - hvordan det så end er muligt.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
8. Citizen Kane af Orson Welles: I 1940, på ejendommen Xanadu, dør Charles Foster Kane (Orson Welles) i en alder af 70 år. Hans sidste ord er "Rosebud". Filmen følger en journalist, der vil forsøge at opklare, hvorfor dette var mediemorgulens sidste ord. Dette sker gennem interview med de personer, der stod Kane nærmest.
"Citizen Kane" har modtaget massevis af roser i de år den har eksisteret. Lykkeligvis er langt størstedelen af dem velfortjente, og filmen er også i 2012 både relevant og velfungerende. Sagen er at denne films fortælling ikke rigtig kan ældes på negativ vis. Det skyldes det faktum at karakteren i centrum af filmen altid vil være relevant. Den store mand der med tiden fandt at der var noget han manglede, sine mange penge til trods, er og bliver en vigtig fortælling der er både simpel og kompliceret på en og samme tid.
Collateral (1075) skrev:
7. Once Upon a Time in the West af Sergio Leone: I "Once Upon a Time in the West" når det hurtigt voksende, amerikanske jernbanenet efterhånden langt mod vest, og langs en af dens forgreninger, i grænsebyen Sweetwater, krydses de fire hovedpersoners veje: En ung kvinde (Claudia Cardinale) søger en frisk start efter mordet på hendes familie, den fredløse Cheyenne (Jason Robards) er på flugt fra en anklage for en forbrydelse han (denne gang) ikke har begået. Frank (Henry Fonda) arbejder for den lokale jernbanematador og rydder alle forhindringer af vejen. Og den mystiske Harmonica (Charles Bronson) spiller sørgmodige harmonier på sin harmonika, og går ikke af vejen for hævn.
Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" er efter flere gange at være blevet pillet ved, enkelte steder blevet en smule rodet (mest i sekvensen hvor Morton bevæger sig ud af togvognen), men det ændrer ikke på at filmen er en utrolig stærk oplevelse, og via såvel Leones stilsikre instruktion, som Ennio Morricones musik og de mange andre gode elementer filmen indeholder, bliver den en dødedans seeren gerne tager mere end en gang - hvordan det så end er muligt.
To fremragende film til din top liste som jeg kun kan bifalde, at du har valgt at tage med. :)
Og ellers har jeg ikke rigtig mere at tilføje, da jeg synes du har beskrevet begge film meget detaljeret og givet udtryk for præcis de samme ting som også er årsagerne til, at jeg holder rigtig meget af både "Citizen Kane" og "Once Upon A Time In The West", som med rette kan kaldes for to af de største værker i filmhistorien.
Tak for en par yderst velskrevne anmeldelser som atter var rigtig god og herlig nostalgisk læsning. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Tak for en par yderst velskrevne anmeldelser som atter var rigtig god og herlig nostalgisk læsning. :)
Velbekomme!
-
Jeg har faktisk næste placering klar, men da det kun var i forgårs jeg lagde den forrige op, ser jeg lige om jeg kan få skrevet mig lidt foran inden jeg smider den op. Nu er der heller ikke så mange pladser tilbage før jeg hopper baglæns og samler op på en masse af de nederste pladser (har udvidet listen med 20 ekstra pladser, og fjernet nogle af de tidligere titler.)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1071 Skeloboy 12 år siden
Men kan godt lide din filmsmag...der er sgu lidt af hvert, og det er fedt :)
#1072 Zombi 12 år siden
#1073 BN 12 år siden
#1074 Collateral 12 år siden
Filmen er åbenbart lidt hit or miss, men synes i hvert fald den er en chance nummer 2 værd.
Enhver film der bliver kaldt "verdens bedste" er velsagtens en smule overvurderet, men jeg er rigtig rigtig glad for historien også, eller i hvert fald karakterfortællingen som i mine øjne er filmens hjerte og sjæl. Så jeg er som sådan uenig.
Mange tak! Det er sindssygt svært at sammenligne film man elsker for deres underholdningsværdi som f.eks. "Child's Play" på min liste, og så film som "Citizen Kane" mv. der er filmiske sværvægtere på et helt andet plan. Så jeg begynder næsten at ønske at jeg havde gjort som Zombi og blot lavet en liste over gode film i mere eller mindre random rækkefølge. På samme tid er det dog sjovt at nå her op i toppen hvor jeg virkelig synes placeringerne begynder at betyde noget :)
#1075 Collateral 12 år siden
I "Once Upon a Time in the West" når det hurtigt voksende, amerikanske jernbanenet efterhånden langt mod vest, og langs en af dens forgreninger, i grænsebyen Sweetwater, krydses de fire hovedpersoners veje: En ung kvinde (Claudia Cardinale) søger en frisk start efter mordet på hendes familie, den fredløse Cheyenne (Jason Robards) er på flugt fra en anklage for en forbrydelse han (denne gang) ikke har begået. Frank (Henry Fonda) arbejder for den lokale jernbanematador og rydder alle forhindringer af vejen. Og den mystiske Harmonica (Charles Bronson) spiller sørgmodige harmonier på sin harmonika, og går ikke af vejen for hævn.
(- Resume fra Kino.dk)
Første gang jeg hørte om "Once Upon a Time in the West" var det den - nu nærmest legendariske Ole 'Bogart' Michelsen - der i et radioprogram beskrev indledningen til filmen. Hans verbale levendegørelse var nok til at vække min interesse. Af instruktøren selv er filmens rytme blevet rytme blevet beskrevet som gengivende "de sidste gisp et menneske giver fra sig lige før døden." Det er hvad der for mig gør filmen unik, og til den absolut bedste western jeg har set. Stemningen heri er tung og stemningsfuld, hvilket særligt skyldes Ennio Morricones ikoniske, og mildest talt fantastiske soundtrack. Komponisten har altid haft en forkærlighed for at blande det semi-rockede med traditionelle soundtracks grandiose udtryk, og det kommer i den grad til udtryk. Selvom der også er numre som den bittersøde melodi der følger karakteren Cheyenne, og en vis håbefuldhed i titelnummeret, er den overordnede fornemmelse tonstung i atmosfære og skæbnesvanger alvor. Det bakker filmen selv op om. Sergio Leone går til ekstremer med både sine close-ups og sin grundige opbygning af actionprægede øjeblikke. For instruktøren betyder det tydeligvis mere at lede op til skyderiet, end at fremvise de egentlige dueller, der konsekvent er lynhurtigt overstået. Det er perfekt eksemplificeret i filmens åbning, der netop var hvad Ole Michelsen beskrev og dermed vækkede min interesse med. Åbningen er siden blevet ikonisk og gør sig særligt bemærket ved sin brug af lydeffekter, som i sig selv skaber en form for musik, længe inden Harmonica ankommer, og leverer de første egentlige toner fra sin mundharmonika.
Det er mestendels stemningen der er væsentlig i filmen. Ikke alene den førnævnte opbygning af de mest dramatiske øjeblikke, men selv de mere stilfærdige momenter er enormt stemningsrige, og Leone skaber af flere omgange billeder der er så afsindigt flotte i deres detaljering, at man griber sig selv i at udforske billedet. De smukke lokationer gør naturligvis ikke det hele mindre seværdigt. Historien selv er ikke omfattende, men hvad der for alvor bærer fortællingen er den underliggende fornemmelse, som instruktøren med sin snak om rytme henleder seerens opmærksomhed på. Filmen er en fortælling om det gamle vestens død: "[Filmen] var fra først til sidst en dødedans. Med undtagelse af Claudia Cardinale er alle i filmen bevidste om, at ikke kommer levende igennem." Sådan siger instruktøren videre om sin film og den forklaring afspejler smukt min oplevelse med filmen. Der er fra starten anlagt en nærmest desperat tone, som fornemmes i størstedelen af karaktererne, men ikke nok med det. Der er også længsel at finde, selv i filmens umiddelbare skurk.
Sympatien driver filmen frem, og selvom den fåmælte Harmonica umiddelbart virker som en typisk westernhelt, erfarer vi undervejs hvad der ligger til grund for hans væremåde, og det faktum at filmen samtidig med at fortælle om enden på det gamle vesten, evner også at gøre sin historie til en meget personlig og rå fortælling om særligt Harmonicas fortid, gør den velfungerende på flere planer. Det er imidlertid ikke alene den stille mand med mundharmonikaen der fokuseres på. Både Claudia Cardinale, Jason Robards og Gabriele Ferzettis karakterer får også meget plads. Det er mest af alt overraskende fordi de tre karakterer i mange andre film ville have en helt anden plads i fortællingen. Robards forbryder er umanerligt charmerende og fremstår samtidig, som en udmattet mand. Det samme gør sig til dels gældende for Cardinale, som kender til livets skyggesider og desværre ikke for alvor slipper fra dem da hun drager ud af storbyen. Det håb filmen trods alt indeholder skal imidlertid findes netop i Cardinales karakter. Ferzettis pengemand ville i de fleste andre film være gjort til en endimensionel skurk, men bliver her fremvist relativt sympatisk i og med han er svagelig grundet sygdom, og blot ønsker at se havet en sidste gang inden sin død. Til trods for at filmen indeholder mere regulære westernøjeblikke, som når Cheyenne alene overmander en togvogn fyldt med skurke, er der mestendels fokus på karaktererne, og deres individuelle håb og drømme, hvilket i sidste ende på smuk vis kommer til at afspejle sig i den overordnede histories blanding af død og håb.
Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" er efter flere gange at være blevet pillet ved, enkelte steder blevet en smule rodet (mest i sekvensen hvor Morton bevæger sig ud af togvognen), men det ændrer ikke på at filmen er en utrolig stærk oplevelse, og via såvel Leones stilsikre instruktion, som Ennio Morricones musik og de mange andre gode elementer filmen indeholder, bliver den en dødedans seeren gerne tager mere end en gang - hvordan det så end er muligt.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1076 MMB 12 år siden
#1077 IK 12 år siden
#1078 Collateral 12 år siden
Gjorde jeg i hvert fald mens jeg skrev den :)
Enig og danke.
#1079 NightHawk 12 år siden
To fremragende film til din top liste som jeg kun kan bifalde, at du har valgt at tage med. :)
Og ellers har jeg ikke rigtig mere at tilføje, da jeg synes du har beskrevet begge film meget detaljeret og givet udtryk for præcis de samme ting som også er årsagerne til, at jeg holder rigtig meget af både "Citizen Kane" og "Once Upon A Time In The West", som med rette kan kaldes for to af de største værker i filmhistorien.
Tak for en par yderst velskrevne anmeldelser som atter var rigtig god og herlig nostalgisk læsning. :)
#1080 Collateral 12 år siden
Velbekomme!
-
Jeg har faktisk næste placering klar, men da det kun var i forgårs jeg lagde den forrige op, ser jeg lige om jeg kan få skrevet mig lidt foran inden jeg smider den op. Nu er der heller ikke så mange pladser tilbage før jeg hopper baglæns og samler op på en masse af de nederste pladser (har udvidet listen med 20 ekstra pladser, og fjernet nogle af de tidligere titler.)