Hold da helt påskeferie hvor er jeg uenig med dig i bedømmelse af 'Mission: Impossible'! ;-)
Det er en film der ligesom mange af Hitchcocks bedste både er baseret på og fungerer som følge af en perfekt blanding af spænding og ironisk humor. Slutningen på toget og i tunnellen er en af de bedste og mest mindeværdige i filmhistorien, så jeg spærrede godt nok øjnene op, da jeg læste, at slutningen ifølge dig er "parodisk", "klodset" og "misplaceret", og jeg forstår slet, slet ikke, at du synes, den "står i bidende kontrast til den alvorsfulde og dygtigt sammensatte åbningssekvens". Slutningen er da i allerhøjeste grad også alvorsfuld, og vi får først et humoristisk indslag, da
Ethan Hunt har elimineret sine fjender og forsøger at undvige helikopter-propellen. Og humoren leveres gennem togførerens reaktion fra vinduet.
'Mission: Impossible' er UDELUKKENDE elegant, underholdende spas, akkurat som Hitchcocks 'North by Northwest' var det.
Men okay, vores forskellige kriterier og bedømmelser lige i den her sammenhæng undrer mig ikke, når du om den i enhver henseende rædselsfulde 'Mission: Impossible 2' skriver: "Andet kapitel i franchisen er umiddelbart min favorit blandt de nuværende fire film. Den er ikke perfekt men frygteligt underholdende ..."
P.S. Du skriver om 1'eren, at slutningen har "kvalitetsmæssigt varierende effekter". Det er jeg meget uenig i. Jeg synes, det ser særdeles overbevisende helt vejen igennem .... og selvom dette ikke havde været tilfældet kan jeg ikke afskrive eller karaktermæssigt nedvurdere en filmklassiker som følge af eventuelle sekvenser med mindre gode effekter, hvis filmen i øvrigt er topklasse i alle andre henseender. Hvis jeg eller alle andre filmfans gjorde dét, måtte vi også på den konto smide lavere karakterer til 'King Kong' fra 1933, 'North by Northwest', 'War of the Worlds' (1950'er-udgaven).
#1082: Effekterne alene ville heller aldrig trække ned for mig. Derudover er vi som du af flere gange konstaterer dybt uenige. Jeg ved udemærket at filmen ikke selv prøver at være morsom før til allersidst (selvom en enkelt scene, som er den jeg kalder tenderende til det parodiske, næsten bragte mig i tvivl), men den blev for mig ufrivilligt komisk lang tid inden.
2eren er overblown fra start til slut, og det kan jeg langt bedre arbejde med end det skift der (i min oplevelse) sker omkring 1erens klimaks.
BN (1082) skrev:
Hvis jeg eller alle andre filmfans gjorde dét, måtte vi også på den konto smide lavere karakterer til 'King Kong' fra 1933, 'North by Northwest', 'War of the Worlds' (1950'er-udgaven).
Jeg elskede 1950er versionen af War of the Worlds, og synes effekterne fungerer perfekt i filmens sammenhæng - det samme gør sig gældende for King Kong (North by Northwest har jeg endnu ikke fået set). Det finder jeg ikke er tilfældet i slutningen af M:I. Jeg ved jeg lidt gentager mig selv her, men vil bare gerne lige understrege at jeg blot nævner fordi jeg vitterligt synes effekterne her er klodsede, ikke fordi det som alenestående element trækker ned.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Måtte lige gense scenen og jeg er ganske overrasket over, hvorledes den i effektmæssig henseende er ret gennemført. Mere end jeg kunne huske. Alt inden tunnelen er ret godt skruet sammen
Helikopteren i tunnelen og Jean Renos attitude i situationen, bryder jeg mig dog ikke om.
Jeg er også uenig, Collateral. Tog/helikopter-scenen ser nu ikke så tosset ud, når man lige genser den. For mig er Palma bare ikke så god til action, ifht. de kollegaer der overtog serien, og etteren står for mig derfor som den mindst medrivende hvad det angår. Tilgengæld er den rig på plotsiden, hvor plottet virkelig er smart og udspekuleret, som holder tilskueren oppe. Og det er flot. Mange kaldte den rodet og forvirrende da den kom frem, men tror også det skyldes forventningerne til den type film, som i dette tilfælde, var lidt misvisende, da man fik noget så sjældent som en intelligent action-thriller.
Læste lige MI2 anmeldelsen. Pudsigt, at netop den er din favorit? Det havde jeg ikke troet. Jeg så den i bio i sin tid, og jeg var mægtigt godt underholdt, specielt fordi jeg elskede/elsker Woo's FaceOff og hans action koreografi og klipning, som jeg synes er, når han er bedst, et studie i en virtuos instruktør, hvis man ellers nyder action, der også har mere kant i form af symbolsk betydning. MI2 synes jeg desværre blev ved med at tabe med tiden, netop pga mange irritationsmomenter. Og ikke mindst over-kill af slowmotion-sekvenser, som ellers fungerede så perfekt i face/off, blev nærmest uspændende her (bare se på den biljagt-sekvens, som jeg finder virkelig malplaceret og klodset). Derudover har jeg store problemer med Hunts pludselige kung-fu talenter, som virkelig var stort irritationsmoment i den afsluttende slås-scene, som ligner en reklame, og ikke et intenst opgør. Eller motorcykel vs motorcykel duellen, hvor de braser ind i hinanden, griner man bare højlydt af, fordi det virker så dumt. Man skal selvfølgelig altid sluge et par kameler, men min mave var vist for fuld :) Der er stadig et par veldrejede actionsekvenser, som Woo har øje for (bro-scenen) og da Hunt slipper fra skurken med sin motorcykel). Hans Zimmers hårdpumpede score er faktisk seriens bedste, men ellers nok den svageste kapitel imo. Min favorit er nok stadige del 3. Men Woo fik aldrig frie hænder på amerikansk jord (bortset fra Face/off) og det var lidt ærgerligt, men det var bare vilkårene for ham, og derfor var der også langt mellem snapsene. Jeg kunne egentlig godt lide Brokken Arrow.
som jeg synes er, når han er bedst, et studie i en virtuos instruktør, hvis man ellers nyder action, der også har mere kant i form af symbolsk betydning.
Ja Woo kunne på mirakuløs vis blende action og symbolik sammen. Opera-delen er fandens hårrejsende, med Woos velkendte duer og slowmotion. :) Jeg ved ikke om jeg er galt på den, men jeg har altid opfattet duerne lige i den scene som en symbol for Archers renhed, gode vilje og længsel efter forsoning med familien.
Jeg er også uenig, Collateral. Tog/helikopter-scenen ser nu ikke så tosset ud, når man lige genser den. For mig er Palma bare ikke så god til action, ifht. de kollegaer der overtog serien, og etteren står for mig derfor som den mindst medrivende hvad det angår.
Nu har jeg jo netop genset filmen, og står helt fast ved at tunnelscenen er absolut ringe eksekveret. Såvel fordi effekterne føles en smule off for mig, men i endnu højere grad grundet skuespillerne, som i mine øjne har lidt svært ved at finde den rette grimasse her (hvilket ikke er tilfældet i resten af filmen). Hvad der gør den så problematisk i min oplevelse er formentlig også at jeg føler dens totalt overblæste natur, som værende et ret omfattende spring i filmens tone, og særligt når man sætter slutningen op mod den rette brilliante indledning falder den IMO igennem. De Palma kan noget med spænding, men actionen får han, som du også siger, afviklet lettere klodset heri.
Babo84 (1086) skrev:
Tilgengæld er den rig på plotsiden, hvor plottet virkelig er smart og udspekuleret, som holder tilskueren oppe. Og det er flot. Mange kaldte den rodet og forvirrende da den kom frem, men tror også det skyldes forventningerne til den type film, som i dette tilfælde, var lidt misvisende, da man fik noget så sjældent som en intelligent action-thriller.
Og igen giver jeg dig delvist ret. Indledningen er det bedste eksempel på hvor skarp denne her film kan være, men igen er det klimakset der er problematisk, her i højere grad dog det der kommer før tunnelscenen. Skurkens omfattende forklaring af filmens tidligere plot afslører vel netop at det ikke er så voldsomt indviklet det hele, og eksekveringen af denne scene er endnu et sted filmen fejler i min oplevelse.
Omkring 2eren synes jeg dens styrke er at man ved hvor man har den. Den har bestemt fejl (og ja motorcykelsekvensen kunne være en af dem), men som jeg vidst også har skrevet i anmeldelsen, gør den enorme underholdningsværdi op for det. Filmen er utvivlsomt over the top action, men når det er leveret på den måde Woo gør det her, har jeg intet problem med at der ikke er så meget at komme efter udover det. Det er der i mine øjne også en plads til. Samtidig er man med motorcykelsekvensen også mere forberedt, fordi vi op til da har haft mængdevis af overbevisende (men også overblæste) actionsekvenser, og jeg sætter faktisk pris på den afsluttende kamp, der er ret intens.
Babo84 (1086) skrev:
Hvad synes du om 3 og 4, Collateral?
3eren skal jeg også anmelde som del af M:I bokssættet hvorfra også de to første film stammer. Så både den og hele boksen kommer der en anmeldelse af på et eller andet tidspunkt. 4eren fandt jeg middelmådig. Et par gode actionsekvenser (igen), men i sidste ende en ret forglemmelig oplevelse, hvilket igen særligt skyldes slutningen der var noget kludder. Der skulle presses lidt for meget ind og dialogen blev lettere akavet til sidst.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
6. Eternal Sunshine of the Spotless Mind af Michel Gondry: Det kommer som et chok for Joel (Jim Carrey), da han opdager at hans elskede Clementine (Kate Winslet) har fået slettet de minder hun har om deres stormfulde forhold. I desperation kontakter han behandlingens opfinder, Dr. Mierzwaik (Tom Wilkinson), for at få Clementine slettet af sin egen hukommelse. Men efterhånden som Joels erindring svigter, genopdager han sin og Clementines oprindelige forelskelse og dybt i sin hjernebark, forsøger Joel at undgå behandlingen. Mens doktor Mierzwaik jagter Joel igennem hans hukommelse, indser Joel, at han umuligt kan glemme Clementine. (- Resume fra Kino.dk)
Instruktør Michel Gondry og manuskriptforfatter Charlie Kaufman præsenterer os i denne film for et dystert fremtidsbillede, hvor verden i det store hele er den samme, men hvor det er blevet muligt at fjerne minder. Ikke overraskende er det en enormt omfattende beslutning at få fjernet en person fra sine minder, og endnu mindre chokerende er det, at mennesker tager beslutningen i hast og uden at overveje konsekvenserne. Således er det for Joel en ren hævnakt da han beslutter sig for at slette Clementine, som også har slettet ham fra sine minder. Vi bevæger os derefter snart ud i Joels minder og følger parrets udvikling, begyndende fra slutningen af deres forhold. Filmen emmer af melankoli allerede fra de første øjeblikke kommer mod seeren og i den forbindelse er Charlie Kaufmans manuskript noget nær perfekt i kommunikationen af Joels hverdagsagtige drømmerier og filosoferen. Det betyder også at seeren øjeblikkeligt engagerer sig i Joels fortælling. Generelt er karaktererne heri et styrkepunkt og såvel en central karakter som Kate Winslets Clementine, som en mere perifer en af slagsen i form af Mark Ruffalos Stan, er stærkt mindeværdige og sætter sig hver især fast i tilskuerens hukommelse. Karaktererne er skabt så fornemt at de på en og samme tid kan repræsentere en bestemt persontype og samtidig være meget specifikke og alt andet end stereotype. Eksempelvis er det interessant at have en karakter som Clementine, der selv erklærer at hun ikke er den drømmepige der eleverer et andet menneskes liv til vildskab. Den unikke og (ikke bogstaveligt talt) skæve pige ønsker sig et helt almindeligt liv.
Kate Winslet har sagt om "Eternal Sunshine of the Spotless Mind" at rollen hun selv påtager sig, normalt ville være tilfaldet hendes medstjerne på filmen Jim Carrey, alt imens hun selv formentlig oftest ville have fået den mere grå karakter som Carrey her tildeles. Det lille skift er ekstremt godt for begge skuespillere og særligt Carrey får lov til at fremvise nogle sider af sit talent, som han desværre alt for sjældent gør brug af. Winslet undersælger sig selv en smule med sin udtalelse omkring de "forbyttede roller". Det er ikke skuespillerinden uvant at spille kvinder med kant, det skal man ikke se længere end hendes debutfilm "Heavenly Creatures" for at få understreget. Hendes karakter heri er imidlertid en af de mest mindeværdige og ikke mindst virkelighedsnære jeg har set skuespillerinden levere. Karakteren når i sandhed fra den ene ende af spektret til den anden, og fordi vi ser udviklingen fra Joels vinkel, får hun også lov at afspejle deres fælles udvikling som par. Det er ikke altid kønt, men skuespillerinden formår i dén grad at være troværdig såvel når hun er elskelig, som når hun ikke kan udstå Joels excentriciteter længere. Filmen handler i høj grad om minder, og en af dens helt store forcer, er at vise det skift der sker i Joels rejse, når minderne drejer fra det rent negative, til det smukke.
Med hjælp fra sin baggrund i musikvideoer skaber Michel Gondry stemninger, som på nærmest skræmmende vis fremstår universelle. Med små detaljer vækker han tilskuerens egne minder. Scenerne på stranden, barndomsminderne og parrets drillende ordvekslinger under vattæppet er afsindigt rammende. Hvad der gør enkeltscenerne endnu stærkere, er overgangene imellem dem. Fordi filmen mestendels foregår i Joels hoved får instruktøren mulighed for at levere ulogik, som på sin vis bliver logisk, fordi det hele i princippet er en drøm. At se minderne når de begynder at blive destrueret er, særligt når Joel begynder at fortryde sine handlinger, kaptiverende og hjerteskærende som få andre film formår at være det. Minderne er i mellemtiden ikke filmens eneste fokus, da vi får glimt af de mennesker der foretager sletningen og deres problemer. Her udmærker Michel Gondrys cast sig endnu engang når Kirsten Dunst, Mark Ruffalo og Tom Wilkinsons intriger udspiller sig. Elijah Wood medvirker også her, som det nærmeste vi kommer en skurk, selvom han i bund og grund blot er en forelsket ung gut. Denne side af historien tager problemstillingen i at kunne slette minder op, og lægger i øvrigt op til det vellykkede klimaks, der ikke giver noget endegyldigt svar, men et lille glimt af håb.
"Eternal Sunshine of the Spotless Mind" er en visuelt bemærkelsesværdig film, der udover nogle interessante karakterer og stemninger, også indeholder overvejelser om såvel kærligheden, som selve menneskelivet, og måden hvorpå vi driver ind og ud af hinandens liv. I modsætning til den mere nihilistiske "Irréversible" gives vi her et håb om at tiden ikke nødvendigvis vil ødelægge alt og når det kombineres med en lille pointe om at selv dårlige minder er værd at beholde, får det så absolut filmen til at ramme, i hvert fald mig, lige i hjertet.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1081 Collateral 12 år siden
Mission: Impossible 2
#1082 BN 12 år siden
Hold da helt påskeferie hvor er jeg uenig med dig i bedømmelse af 'Mission: Impossible'! ;-)
Det er en film der ligesom mange af Hitchcocks bedste både er baseret på og fungerer som følge af en perfekt blanding af spænding og ironisk humor. Slutningen på toget og i tunnellen er en af de bedste og mest mindeværdige i filmhistorien, så jeg spærrede godt nok øjnene op, da jeg læste, at slutningen ifølge dig er "parodisk", "klodset" og "misplaceret", og jeg forstår slet, slet ikke, at du synes, den "står i bidende kontrast til den alvorsfulde og dygtigt sammensatte åbningssekvens". Slutningen er da i allerhøjeste grad også alvorsfuld, og vi får først et humoristisk indslag, da
'Mission: Impossible' er UDELUKKENDE elegant, underholdende spas, akkurat som Hitchcocks 'North by Northwest' var det.
Men okay, vores forskellige kriterier og bedømmelser lige i den her sammenhæng undrer mig ikke, når du om den i enhver henseende rædselsfulde 'Mission: Impossible 2' skriver: "Andet kapitel i franchisen er umiddelbart min favorit blandt de nuværende fire film. Den er ikke perfekt men frygteligt underholdende ..."
P.S. Du skriver om 1'eren, at slutningen har "kvalitetsmæssigt varierende effekter". Det er jeg meget uenig i. Jeg synes, det ser særdeles overbevisende helt vejen igennem .... og selvom dette ikke havde været tilfældet kan jeg ikke afskrive eller karaktermæssigt nedvurdere en filmklassiker som følge af eventuelle sekvenser med mindre gode effekter, hvis filmen i øvrigt er topklasse i alle andre henseender. Hvis jeg eller alle andre filmfans gjorde dét, måtte vi også på den konto smide lavere karakterer til 'King Kong' fra 1933, 'North by Northwest', 'War of the Worlds' (1950'er-udgaven).
#1083 Collateral 12 år siden
2eren er overblown fra start til slut, og det kan jeg langt bedre arbejde med end det skift der (i min oplevelse) sker omkring 1erens klimaks.
Jeg elskede 1950er versionen af War of the Worlds, og synes effekterne fungerer perfekt i filmens sammenhæng - det samme gør sig gældende for King Kong (North by Northwest har jeg endnu ikke fået set). Det finder jeg ikke er tilfældet i slutningen af M:I. Jeg ved jeg lidt gentager mig selv her, men vil bare gerne lige understrege at jeg blot nævner fordi jeg vitterligt synes effekterne her er klodsede, ikke fordi det som alenestående element trækker ned.
#1084 Richard Burton 12 år siden
Helikopteren i tunnelen og Jean Renos attitude i situationen, bryder jeg mig dog ikke om.
#1085 Collateral 12 år siden
Og det er der jeg synes effekterne er klodsede, ikke
#1086 Babo84 12 år siden
Hvad synes du om 3 og 4, Collateral?
#1087 Babo84 12 år siden
#1088 IK 12 år siden
Ja Woo kunne på mirakuløs vis blende action og symbolik sammen. Opera-delen er fandens hårrejsende, med Woos velkendte duer og slowmotion. :) Jeg ved ikke om jeg er galt på den, men jeg har altid opfattet duerne lige i den scene som en symbol for Archers renhed, gode vilje og længsel efter forsoning med familien.
#1089 Collateral 12 år siden
Nu har jeg jo netop genset filmen, og står helt fast ved at tunnelscenen er absolut ringe eksekveret. Såvel fordi effekterne føles en smule off for mig, men i endnu højere grad grundet skuespillerne, som i mine øjne har lidt svært ved at finde den rette grimasse her (hvilket ikke er tilfældet i resten af filmen). Hvad der gør den så problematisk i min oplevelse er formentlig også at jeg føler dens totalt overblæste natur, som værende et ret omfattende spring i filmens tone, og særligt når man sætter slutningen op mod den rette brilliante indledning falder den IMO igennem. De Palma kan noget med spænding, men actionen får han, som du også siger, afviklet lettere klodset heri.
Og igen giver jeg dig delvist ret. Indledningen er det bedste eksempel på hvor skarp denne her film kan være, men igen er det klimakset der er problematisk, her i højere grad dog det der kommer før tunnelscenen. Skurkens omfattende forklaring af filmens tidligere plot afslører vel netop at det ikke er så voldsomt indviklet det hele, og eksekveringen af denne scene er endnu et sted filmen fejler i min oplevelse.
Omkring 2eren synes jeg dens styrke er at man ved hvor man har den. Den har bestemt fejl (og ja motorcykelsekvensen kunne være en af dem), men som jeg vidst også har skrevet i anmeldelsen, gør den enorme underholdningsværdi op for det. Filmen er utvivlsomt over the top action, men når det er leveret på den måde Woo gør det her, har jeg intet problem med at der ikke er så meget at komme efter udover det. Det er der i mine øjne også en plads til. Samtidig er man med motorcykelsekvensen også mere forberedt, fordi vi op til da har haft mængdevis af overbevisende (men også overblæste) actionsekvenser, og jeg sætter faktisk pris på den afsluttende kamp, der er ret intens.
3eren skal jeg også anmelde som del af M:I bokssættet hvorfra også de to første film stammer. Så både den og hele boksen kommer der en anmeldelse af på et eller andet tidspunkt. 4eren fandt jeg middelmådig. Et par gode actionsekvenser (igen), men i sidste ende en ret forglemmelig oplevelse, hvilket igen særligt skyldes slutningen der var noget kludder. Der skulle presses lidt for meget ind og dialogen blev lettere akavet til sidst.
#1090 Collateral 12 år siden
Det kommer som et chok for Joel (Jim Carrey), da han opdager at hans elskede Clementine (Kate Winslet) har fået slettet de minder hun har om deres stormfulde forhold. I desperation kontakter han behandlingens opfinder, Dr. Mierzwaik (Tom Wilkinson), for at få Clementine slettet af sin egen hukommelse. Men efterhånden som Joels erindring svigter, genopdager han sin og Clementines oprindelige forelskelse og dybt i sin hjernebark, forsøger Joel at undgå behandlingen. Mens doktor Mierzwaik jagter Joel igennem hans hukommelse, indser Joel, at han umuligt kan glemme Clementine.
(- Resume fra Kino.dk)
Instruktør Michel Gondry og manuskriptforfatter Charlie Kaufman præsenterer os i denne film for et dystert fremtidsbillede, hvor verden i det store hele er den samme, men hvor det er blevet muligt at fjerne minder. Ikke overraskende er det en enormt omfattende beslutning at få fjernet en person fra sine minder, og endnu mindre chokerende er det, at mennesker tager beslutningen i hast og uden at overveje konsekvenserne. Således er det for Joel en ren hævnakt da han beslutter sig for at slette Clementine, som også har slettet ham fra sine minder. Vi bevæger os derefter snart ud i Joels minder og følger parrets udvikling, begyndende fra slutningen af deres forhold. Filmen emmer af melankoli allerede fra de første øjeblikke kommer mod seeren og i den forbindelse er Charlie Kaufmans manuskript noget nær perfekt i kommunikationen af Joels hverdagsagtige drømmerier og filosoferen. Det betyder også at seeren øjeblikkeligt engagerer sig i Joels fortælling. Generelt er karaktererne heri et styrkepunkt og såvel en central karakter som Kate Winslets Clementine, som en mere perifer en af slagsen i form af Mark Ruffalos Stan, er stærkt mindeværdige og sætter sig hver især fast i tilskuerens hukommelse. Karaktererne er skabt så fornemt at de på en og samme tid kan repræsentere en bestemt persontype og samtidig være meget specifikke og alt andet end stereotype. Eksempelvis er det interessant at have en karakter som Clementine, der selv erklærer at hun ikke er den drømmepige der eleverer et andet menneskes liv til vildskab. Den unikke og (ikke bogstaveligt talt) skæve pige ønsker sig et helt almindeligt liv.
Kate Winslet har sagt om "Eternal Sunshine of the Spotless Mind" at rollen hun selv påtager sig, normalt ville være tilfaldet hendes medstjerne på filmen Jim Carrey, alt imens hun selv formentlig oftest ville have fået den mere grå karakter som Carrey her tildeles. Det lille skift er ekstremt godt for begge skuespillere og særligt Carrey får lov til at fremvise nogle sider af sit talent, som han desværre alt for sjældent gør brug af. Winslet undersælger sig selv en smule med sin udtalelse omkring de "forbyttede roller". Det er ikke skuespillerinden uvant at spille kvinder med kant, det skal man ikke se længere end hendes debutfilm "Heavenly Creatures" for at få understreget. Hendes karakter heri er imidlertid en af de mest mindeværdige og ikke mindst virkelighedsnære jeg har set skuespillerinden levere. Karakteren når i sandhed fra den ene ende af spektret til den anden, og fordi vi ser udviklingen fra Joels vinkel, får hun også lov at afspejle deres fælles udvikling som par. Det er ikke altid kønt, men skuespillerinden formår i dén grad at være troværdig såvel når hun er elskelig, som når hun ikke kan udstå Joels excentriciteter længere. Filmen handler i høj grad om minder, og en af dens helt store forcer, er at vise det skift der sker i Joels rejse, når minderne drejer fra det rent negative, til det smukke.
Med hjælp fra sin baggrund i musikvideoer skaber Michel Gondry stemninger, som på nærmest skræmmende vis fremstår universelle. Med små detaljer vækker han tilskuerens egne minder. Scenerne på stranden, barndomsminderne og parrets drillende ordvekslinger under vattæppet er afsindigt rammende. Hvad der gør enkeltscenerne endnu stærkere, er overgangene imellem dem. Fordi filmen mestendels foregår i Joels hoved får instruktøren mulighed for at levere ulogik, som på sin vis bliver logisk, fordi det hele i princippet er en drøm. At se minderne når de begynder at blive destrueret er, særligt når Joel begynder at fortryde sine handlinger, kaptiverende og hjerteskærende som få andre film formår at være det. Minderne er i mellemtiden ikke filmens eneste fokus, da vi får glimt af de mennesker der foretager sletningen og deres problemer. Her udmærker Michel Gondrys cast sig endnu engang når Kirsten Dunst, Mark Ruffalo og Tom Wilkinsons intriger udspiller sig. Elijah Wood medvirker også her, som det nærmeste vi kommer en skurk, selvom han i bund og grund blot er en forelsket ung gut. Denne side af historien tager problemstillingen i at kunne slette minder op, og lægger i øvrigt op til det vellykkede klimaks, der ikke giver noget endegyldigt svar, men et lille glimt af håb.
"Eternal Sunshine of the Spotless Mind" er en visuelt bemærkelsesværdig film, der udover nogle interessante karakterer og stemninger, også indeholder overvejelser om såvel kærligheden, som selve menneskelivet, og måden hvorpå vi driver ind og ud af hinandens liv. I modsætning til den mere nihilistiske "Irréversible" gives vi her et håb om at tiden ikke nødvendigvis vil ødelægge alt og når det kombineres med en lille pointe om at selv dårlige minder er værd at beholde, får det så absolut filmen til at ramme, i hvert fald mig, lige i hjertet.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.