Til at opstarte vores backtracking er her en udvidet anmeldelse af min 85. plads (og som sagt behøver man ikke bekymre sig, jeg har ikke planer om at omskrive samtlige tidligere anmeldelser, kun dem som jeg finder alt alt for korte):
85. Secret Window af David Koepp Da forfatteren Mort Rainey finder sin kone i seng med en anden mand falder hans verden fra hinanden. Han flytter ud i skoven, og bor isoleret fra omverdenen. En dag bliver han opsøgt af John Shooter, som beskylder Mort for at have stjålet en historie fra sig. Mort benægter beskyldningerne, og det gør Shooter aldeles utilfreds.
David Koepp er mere kendt for at skrive manuskripter end for at instruere film. Så meget desto mere oplagt er det velsagtens at denne, en af Koepps første film som instruktør, netop omhandler en forfatter. Filmen tager en ganske lille historie og gør den til mere af et karakterindblik end noget andet. Således er det umiddelbare plot blot en lille del af hvad filmen reelt har at byde på. Mort Rainey sættes ret hurtigt i centrum og allerede fra filmens indledning, kan man erfare hvilken type film vi her har med at gøre. Via et roligt tempo fortæller Koepp, og i særdeleshed Depp, en historie om ensomhed og bitterhed. Således er filmens udskældte klimaks for mig ikke et typisk Stephen King twist, men et relativt velfunderet højdepunkt i historien om en karakter, der langsomt drives til vanvid af sin selvvalgte afskårethed. På den måde er den nærmeste sammenligning "The Shining", som naturligvis også er baseret på en King fortælling, og ligeledes omhandler en mand der ikke kan udstå ensomheden, og det endda en langt mindre omfattende en af slagsen. Selvsagt finder jeg ikke "Secret Window" til at være i samme luftlag som Stanley Kubricks "The Shining", men ligesom sidstnævnte, mener jeg utvivlsomt at instruktionen gør ekstremt meget for "Secret Window".
Der er en bevidsthed i det æstetiske udtryk vi her præsenteres for, som gør filmen til en fornøjelse at være i selskab med. Stemningerne er med andre ord hvad der gør hele oplevelsen, og det gælder ikke alene de uhyggelige momenter. For selvom der er gyserindslag, fylder det menneskelige drama væsentlig mere i filmen. Begge dele er Depp som oftest nødt til at bære egenhændigt og det gør han absolut glimrende. Dette er den Depp det kan være svært ikke at savne når man ser Tim Burtons versionering af "Alice in Wonderland". Mort Rainey føles ikke alene som en typisk King karakter (hvilket i denne sammenhæng er en ros), men også som en fuldgyldigt menneske. Det er ikke usædvanligt for King at skrive en karakter der er i besiddelse af en form for mørke, og det bringer Koepp fornemt over til filmmediet. At Rainey endvidere har en tendens til at begrave sig i sit arbejde er også typisk King. I rollen som Raineys eks gør Maria Bello i den sammenhæng et fremragende arbejde med at kommunikere en anden side af Depps karakter til publikum. En side vi som publikum ikke nødvendigvis er villige til at tage imod da vores sympati ligger hos den nedtrådte hovedkarakter.
Til at forværre situationen træder John Turturros intimiderende skurk John Shooter ind på banen. Med sin sydstatsaccent, slagkraftige trusler og i øvrigt ganske abrupte opdukken, introduceres vi med Shooter for en karakter der har et meget klart motiv. Så skarpt er karakteren skåret, at han tilnærmelsesvist fremstår som en karikatur, hvilket på sin vis giver mening i filmens sammenhæng, og samtidig gør ham enormt underholdende. Turturro giver sammen med Timothy Huttons karakter Ted godt modspil til Depp, og det resulterer i nogle scener der strækker sig fra det skævt humoristiske til det ubehagelige. Finder jeg slutningen på filmen perfekt? Lige knap og nap. Hvad man velsagtens kan beskrive som epilogen, mener jeg fint man kunne have trimmet bort, men derudover er min oplevelse med filmen gang på gang en god en af slagsen. I min evige kamp mod opfattelsen nogle (særligt yngre) gyserfans har af at chokeffekter er lig med uhygge, er denne film et fremragende eksempel. Der holdes meget igen, og suspense samt karakteropbygning får langt mere plads end simple chokeffekter.
Lad os krydse fingre for at det ikke er fordi der gemmer sig en lille psykopat inden i mig, at jeg altid har haft en enormt stor kærlighed for "Secret Window", der i mine øjne er blevet en smule underkendt af mange kritikere. For uden at være noget decideret mesterværk, finder jeg at her er stemninger, overvejelser og dybde nok til at filmen er blandt mine Depp-favoritter.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Lidt atypisk valg Collateral (og dejligt nok), den havde jeg ikke set komme, men det er også fordi jeg selv fandt filmen middelmådig i sin tid, og husker den som ret forudsigelig, selvom den ikke forsøgte at være det, og ret banal gennemsnits-produkt. Jeg husker den dog ikke stærkt nok til at give dybere argumenter, så beklager, men den vil nok ikke engang komme i min top 1000.
Lidt atypisk valg Collateral (og dejligt nok), den havde jeg ikke set komme, men det er også fordi jeg selv fandt filmen middelmådig i sin tid, og husker den som ret forudsigelig, selvom den ikke forsøgte at være det, og ret banal gennemsnits-produkt. Jeg husker den dog ikke stærkt nok til at give dybere argumenter, så beklager, men den vil nok ikke engang komme i min top 1000.
Det skal du såmænd ikke beklage :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg er enig med babos kritikpunkter og udvider med lidt tillægsord.... den er VANVITTIG banal og EKSTREMT forudsigelig. Jeg hylder nu også det atypiske valg, men hold kæft hvor jeg bare hader den film =)
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Når vi er enige, så er vi det squ også :) Men der er også lige det, at når vi er uenige, så er du selvfølgelig en hård banan, jeg ikke gider slikke på :)
#1164 - Det er en af King's bedste historier, så hvis du ikke har læst den er den et bekendskab værd. Desværre gjorde det for mig, at jeg fandt filmen middelmådig. Dog kan det være at det ændre sig ved et gensyn.
Jeg er enig i at plottet er relativt forudsigeligt, men som jeg har forsøgt at understrege i anmeldelsen, er det karakteren, dennes udvikling og særligt også stemningerne der hiver filmen op for mig. Depp er i mine øjne brilliant når han her får mulighed for at vise hvordan ensomhed og afsondrethed langsomt driver ham væk fra normaliteten. Så det er fair i ikke kan lide den, men banal vil jeg ikke kalde den. For det er godt nok sjældent man får så roligt opbyggede og suspensedrevne gysere på denne side af 00erne, hvor det er nogle helt andre ting der desværre er kommet i fokus.
#1161 Collateral 13 år siden
Exodus: Brændt af solen 2
#1162 Collateral 13 år siden
#1163 Lord Beef Jerky 13 år siden
#1164 Collateral 13 år siden
85. Secret Window af David Koepp
Da forfatteren Mort Rainey finder sin kone i seng med en anden mand falder hans verden fra hinanden. Han flytter ud i skoven, og bor isoleret fra omverdenen. En dag bliver han opsøgt af John Shooter, som beskylder Mort for at have stjålet en historie fra sig. Mort benægter beskyldningerne, og det gør Shooter aldeles utilfreds.
David Koepp er mere kendt for at skrive manuskripter end for at instruere film. Så meget desto mere oplagt er det velsagtens at denne, en af Koepps første film som instruktør, netop omhandler en forfatter. Filmen tager en ganske lille historie og gør den til mere af et karakterindblik end noget andet. Således er det umiddelbare plot blot en lille del af hvad filmen reelt har at byde på. Mort Rainey sættes ret hurtigt i centrum og allerede fra filmens indledning, kan man erfare hvilken type film vi her har med at gøre. Via et roligt tempo fortæller Koepp, og i særdeleshed Depp, en historie om ensomhed og bitterhed. Således er filmens udskældte klimaks for mig ikke et typisk Stephen King twist, men et relativt velfunderet højdepunkt i historien om en karakter, der langsomt drives til vanvid af sin selvvalgte afskårethed. På den måde er den nærmeste sammenligning "The Shining", som naturligvis også er baseret på en King fortælling, og ligeledes omhandler en mand der ikke kan udstå ensomheden, og det endda en langt mindre omfattende en af slagsen. Selvsagt finder jeg ikke "Secret Window" til at være i samme luftlag som Stanley Kubricks "The Shining", men ligesom sidstnævnte, mener jeg utvivlsomt at instruktionen gør ekstremt meget for "Secret Window".
Der er en bevidsthed i det æstetiske udtryk vi her præsenteres for, som gør filmen til en fornøjelse at være i selskab med. Stemningerne er med andre ord hvad der gør hele oplevelsen, og det gælder ikke alene de uhyggelige momenter. For selvom der er gyserindslag, fylder det menneskelige drama væsentlig mere i filmen. Begge dele er Depp som oftest nødt til at bære egenhændigt og det gør han absolut glimrende. Dette er den Depp det kan være svært ikke at savne når man ser Tim Burtons versionering af "Alice in Wonderland". Mort Rainey føles ikke alene som en typisk King karakter (hvilket i denne sammenhæng er en ros), men også som en fuldgyldigt menneske. Det er ikke usædvanligt for King at skrive en karakter der er i besiddelse af en form for mørke, og det bringer Koepp fornemt over til filmmediet. At Rainey endvidere har en tendens til at begrave sig i sit arbejde er også typisk King. I rollen som Raineys eks gør Maria Bello i den sammenhæng et fremragende arbejde med at kommunikere en anden side af Depps karakter til publikum. En side vi som publikum ikke nødvendigvis er villige til at tage imod da vores sympati ligger hos den nedtrådte hovedkarakter.
Til at forværre situationen træder John Turturros intimiderende skurk John Shooter ind på banen. Med sin sydstatsaccent, slagkraftige trusler og i øvrigt ganske abrupte opdukken, introduceres vi med Shooter for en karakter der har et meget klart motiv. Så skarpt er karakteren skåret, at han tilnærmelsesvist fremstår som en karikatur, hvilket på sin vis giver mening i filmens sammenhæng, og samtidig gør ham enormt underholdende. Turturro giver sammen med Timothy Huttons karakter Ted godt modspil til Depp, og det resulterer i nogle scener der strækker sig fra det skævt humoristiske til det ubehagelige. Finder jeg slutningen på filmen perfekt? Lige knap og nap. Hvad man velsagtens kan beskrive som epilogen, mener jeg fint man kunne have trimmet bort, men derudover er min oplevelse med filmen gang på gang en god en af slagsen. I min evige kamp mod opfattelsen nogle (særligt yngre) gyserfans har af at chokeffekter er lig med uhygge, er denne film et fremragende eksempel. Der holdes meget igen, og suspense samt karakteropbygning får langt mere plads end simple chokeffekter.
Lad os krydse fingre for at det ikke er fordi der gemmer sig en lille psykopat inden i mig, at jeg altid har haft en enormt stor kærlighed for "Secret Window", der i mine øjne er blevet en smule underkendt af mange kritikere. For uden at være noget decideret mesterværk, finder jeg at her er stemninger, overvejelser og dybde nok til at filmen er blandt mine Depp-favoritter.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1165 Babo84 13 år siden
#1166 Collateral 13 år siden
Det skal du såmænd ikke beklage :)
#1167 Lord Beef Jerky 13 år siden
#1168 Babo84 13 år siden
Når vi er enige, så er vi det squ også :) Men der er også lige det, at når vi er uenige, så er du selvfølgelig en hård banan, jeg ikke gider slikke på :)
#1169 Kiksmann 13 år siden
#1170 Collateral 13 år siden
#1169: Det vil jeg huske på at få gjort.