#231 Jeg er ganske uenig i det meste i denne anmeldelse, også i den analyse som ligger til grund for, HVORFOR andre og undertegnede indbefattet, kan lide denne film, så derfor vil jeg lige tillade mig at byde ind :) Og det er således absolut ikke fordi din anmeldelse er skidt, vi er bare uenige :)
Nu har jeg formentlig nydt en 8-900 håndfulde action- og thrillers igennem de sidste 40 år og der er altid plads til nytænkning i enhver genre, men jeg har også lært, at godt håndværk kan genføde den mest klichéfyldte historie, så den slutteligt er filmisk seværdig. Instruktørens eksekvering betyder i denne henseende alt!
I et årti, hvor sequels, franchises, sixpacks, biceps, hurtige klip, CGI, kappeklædte superhelte og ikke mindst den endeløse og trøstesløse udnyttelse af filmiske twist slutninger dominerer action- og thriller genren, så kan det at blive hensat til, i musikretorik, "the 3 minute single", altså en actionflicks mest basale struktur, være nærmest at betragte som "no nonsense heaven".
I denne kontekst finder jeg således Unstoppable værende ikke kun effektiv, men særdeles vellykket.
Når alt kommer til alt, interesserer karaktererne ikke tilskueren, som derved sættes på afstand af filmens drama. Tempo kan ikke gøre op for uinteressante karakterer.
Det var en gevaldig generalisering. Hvad Tony Scott formår i Unstoppable, som han ikke altid er lige heldig med i sine film er, at give den absolut mest minimale introduktion til det karaktergalleri, som de næste 98 minutter skal omhandle omstændighederne omkring et løbsk tog, fra start til slut. Dette er ikke et "Ordinary People" drama.
Hvad er nødvendigt? At fremstille nogle præmisser for de to, for hinanden ukendte mænd, forskellige i alder, værdier og ikke mindst erfaringsgrundlag indenfor det hverv de har. I den henseende er der formentlig meget få skuespillere indenfor disse genrer, som kan initiere en publikumsempati så hurtigt som Denzel Washington. Han er indbegrebet af "likeable". Chris Pine har været mig en pæn overraskelse, siden jeg så ham i Star Trek. Han har modsat f.eks. den totalt kedelige Sam Worthington karisma og attitude, som går i spænd med den rolle han udforsker. I Unstoppable fremstår han som en troværdig John Cougar Mellencamp'sk "little town" arbejder. Deres familiemæssige baggrund og problemer de begge har, er ligegyldigheder, ja nærmest McGuffins for at kunne afslutte filmen på fuldstændig konventionel, ja, klichéagtig vis. Filmens svageste, men også ret ligegyldige øjeblik.
Så nej, for at konkludere. Jeg finder ikke de to protagonister uinteressante i den kontekst, som Tony effektivt formår at opridse uden for mange dikke darer. Birolle ensemblet er hverken værre eller bedre end, hvad man udsættes for i "den slags film", men i det mindste formår Tony at vise, hvor habilt han egentlig behersker denne genre efterhånden, eftersom han ubesværet klippe klistrer mellem filmens sekvenser og opbygger et suspense niveau, som er nødvendigt for, at filmen kan fungere i den optik Tony ønsker.
Der er utvivlsomt mange, der vil føle sig underholdt af denne film. Holder man af action for actions skyld, har filmen meget at byde på. Holder man til gengæld af actionfilm, som også formår at fortælle en historie eller have noget dybde i sine karakterer, er denne film ikke værd at bruge sin tid på.
Jeg holder ikke af action for actions skyld. I såfald ville jeg falde på halen overfor intetsigende ligegyldigheder som Faster, Gamer, ja endog Tony Scotts egen genindspilning af "Taking Pelham 1, 2, 3". "It's all in the wrist", instruktørens taktstok og Tony Scott koreograferer denne ganske banale togaffære særdeles effektivt og skaber flere ganske svedige øjeblikke, om en "død ting", qua fremragende brug af kamera, vinkler og ikke mindst et meget pompøst og passende lydspor.
Denne film fortæller netop en historie, faktisk en ganske kompliceret af slagsen, som nogle fejlagtigt har tolket som filmisk kedeligt, eller endog usandsynligt.
Det morsomme er jo så netop, at dette er en sand historie og at de "usandsynligheder" vi ser undervejs, blot er et resultat af menneskelige fejl. Dumme fejl, når store koncerner netop sætter kapitalmæssige interesser over sikkerhed og udskifter erfarent mandskab med billigere ressourcer, som ikke udviser samme engagement eller ansvar overfor det hverv de besætter. Dermed opstår den på papiret umulige situation, som et enormt sæt af sikkerhedsregler ikke har kunnet tage højde for. Det er netop i mine øjne, en særdeles god historie, ikke mindst med en god morale.
Nogle gange kan det som ser simpelt ud, være det, netop fordi instruktøren formår at udføre sit job ordentligt. Andre film, f.eks. en fra 2010, er modsat unødvendigt kompliceret, indimellem tangerende til det instruktørmæssigt middelmådige. Det opfatter nogle modsat som intelligent. Sådan er vi så forskellige :)
Filmen følger genrens skabelon til punkt og prikke og overrasker aldrig.
Jagten på den evindelige "overraskelse"! Denne stræben efter dette eksakte filmiske element, er i mine øjne groft overvurderet og faktisk i de fleste tilfælde fuldstændig ligegyldigt. Den gode instruktørmæssige eksekvering er modsat overraskelsen komplet tidsløs og vil derfor altid vurderes langt højere end noget så simpelt som "overraskelsen".
Jo selvfølgelig kan "overraskelsen" også forstås som nytænkning og så er vi tilbage ved udgangspunktet, at jeg efter et årtis ørkenvandring udi forsøget på at nytænke denne genre, faktisk har det ganske glimrende med at se en film, som istedet stiller sig tilfreds med at underholde på velkendte takter og istedetfor gøre det med bravour.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#232: Det er faktisk meget sjovt, for jeg sidder netop nu og anmelder "Machete", som faktisk indeholder utrolig meget action for actions skyld. Forskellen er bare at jeg i denne film fornøjer mig med det. Om det handler om at filmen "Machete", i modsætning til "Unstoppable", sjældent tager sig selv seriøst, eller hvad ved jeg ikke. Jeg siger dette for at understrege at jeg action for actions skyld ikke behøver være nedgørende, og at jeg beklager hvis det er blevet kommunikeret som sådan i anmeldelsen. Sagen er bare at jeg finder "Unstoppable" ulideligt kedelig og ligegyldig.
Jo man har sympati med Washington, men for mig ville det have været mere spændende hvis den sympati opstod på baggrund af viden om karakteren. Her er det mere som om der er smidt en stak dilemmaer ind i karakterernes bagland, for at skabe sympatien, og så må skuespillerne klarer resten. Det er ganske simpelt ikke interessant for mig at betragte.
Jeg ved hvor vi er på vej hen, og jeg ved at resolutionen på filmens primære handlingstråd, også vil løse alle problemerne karaktererne har i deres bagland. Filmen talte på ingen måde til mig, og jeg mener ellers nok jeg er i stand til at blive underholdt, også af actiondrevne film. Det var bare som om denne film forsøgte at påtage sig en form for realisme, som gjorde den til en fattig oplevelse for mig. Så ville jeg snart hellere have set den tage tingene endnu længere ud i ekstremerne, eller alternativt have givet sig tid til for alvor at opbygge karaktererne.
I øvrigt mener jeg jo ikke at filmen er værre end så mange andre af denne type film, men bare at den er nøjagtig lige sådan og meget middelmådig.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#232: Det er faktisk meget sjovt, for jeg sidder netop nu og anmelder "Machete", som faktisk indeholder utrolig meget action for actions skyld. Forskellen er bare at jeg i denne film fornøjer mig med det. Om det handler om at filmen "Machete", i modsætning til "Unstoppable", sjældent tager sig selv seriøst, eller hvad ved jeg ikke. Jeg siger dette for at understrege at jeg action for actions skyld ikke behøver være nedgørende, og at jeg beklager hvis det er blevet kommunikeret som sådan i anmeldelsen.
Nej, såmænd sagde du bare
Holder man af action for actions skyld, har filmen meget at byde på.
Og det gør jeg ikke og jeg synes stadig filmen havde meget at byde på :)
Jo man har sympati med Washington, men for mig ville det have været mere spændende hvis den sympati opstod på baggrund af viden om karakteren. Her er det mere som om der er smidt en stak dilemmaer ind i karakterernes bagland, for at skabe sympatien, og så må skuespillerne klarer resten. Det er ganske simpelt ikke interessant for mig at betragte.
En masse af mandens karakteregenskaber udbygges netop via scener undervejs og er velkendt ganske hurtigt. Dedikeret og kærlig far. Humoristisk og modsat sine kollegaer ikke fordomsfuld og dømmende overfor nye kollegaer. Loyal, men ansvarsfuld overfor mennesker før firmaets interesser. Det eneste dilemma jeg kan få øje på, er firmaets "outsourcing" til yngre ressourcer for at spare penge, et dilemma afstedkommet af forlægget til historien og dermed en del af den virkelige verden.
Jeg ved hvor vi er på vej hen, og jeg ved at resolutionen på filmens primære handlingstråd, også vil løse alle problemerne karaktererne har i deres bagland. Filmen talte på ingen måde til mig, og jeg mener ellers nok jeg er i stand til at blive underholdt, også af actiondrevne film. Det var bare som om denne film forsøgte at påtage sig en form for realisme, som gjorde den til en fattig oplevelse for mig. Så ville jeg snart hellere have set den tage tingene endnu længere ud i ekstremerne, eller alternativt have givet sig tid til for alvor at opbygge karaktererne.
Jeg synes faktisk den var herligt neddroslet i sin udnyttelse af situationen og ret hurtigt gik til fadet fremfor at svælge i øjeblikket. Og igen, mht. realismen så rammer man faktisk det historiske forlæg ganske glimrende og så har jeg svært ved at få øje på påtaget'heden.
I øvrigt mener jeg jo ikke at filmen er værre end så mange andre af denne type film, men bare at den er nøjagtig lige sådan og meget middelmådig.
Så må du endelig sige til, når du støder på flere af slagsen, for så er jeg ganske givet interesseret. Modsat dig, har jeg meget stor besvær med at finde frem til denne type film :)
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Jeg siger at filmen i mine øjne hovedsageligt er action for actions skyld, og at det formentlig er det man vil nyde den for. Har man lyst til at ligge mere i den end det, skal jeg ikke stå i vejen, men jeg kunne ikke finde noget at komme efter.
"Når alt kommer til alt, interesserer karaktererne ikke tilskueren, som derved sættes på afstand af filmens drama. Tempo kan ikke gøre op for uinteressante karakterer."
Du har helt ret i at det er en generalisering. Der skal naturligvis står at karaktererne ikke interesserer mig.
Udover disse ting tror jeg egentlig ikke der er så meget at uddybe. Vi er, som du siger bare stærkt uenige. Det er muligt at du sympatiserer mere med karaktererne end jeg gør. For mit vedkommende var jeg uinteresseret i deres skæbner. Med hensyn til at det er en virkelig historie, mener jeg stadig ikke at det gør filmen interessant. Jeg har bevidst holdt mig fra at kalde filmen overdreven, fordi jeg læste blandt andet dine tidligere indlæg vedrørende filmen, hvor du ganske rigtig påpegede at virkeligheden til tider overgår fiktionen. Personligt havde jeg så hellere set historien som nyhedsindslag end film.
Hvor gerne jeg end vil er det meget få ting for mig at synes om i denne film.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#238: Oven på vores lille diskussion har jeg foretaget nogle mindre ændringer i anmeldelsen. Således er
"Når alt kommer til alt, interesserer karaktererne ikke tilskueren, som derved sættes på afstand af filmens drama."
blevet til
"Når alt kommer til alt, interesserer karaktererne ikke denne tilskuer, som derved er sat på afstand af filmens drama."
og den afsluttende paragraf af anmeldelsen lyder nu:
Der er utvivlsomt mange, der vil føle sig underholdt af denne film. Actionen er vellavet, men ikke særlig opfindsom. Derudover er der i øvrigt ikke megen historie eller dybde karaktererne at komme efter, og filmen ender derfor med ikke at være værd at bruge tid på.
Meningen er stadig den samme, men forhåbentligt bliver budskabet nu kommunikeret noget mindre snobbet/generaliserende.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#231 Collateral 13 år siden
#232 Bruce 13 år siden
Nu har jeg formentlig nydt en 8-900 håndfulde action- og thrillers igennem de sidste 40 år og der er altid plads til nytænkning i enhver genre, men jeg har også lært, at godt håndværk kan genføde den mest klichéfyldte historie, så den slutteligt er filmisk seværdig. Instruktørens eksekvering betyder i denne henseende alt!
I et årti, hvor sequels, franchises, sixpacks, biceps, hurtige klip, CGI, kappeklædte superhelte og ikke mindst den endeløse og trøstesløse udnyttelse af filmiske twist slutninger dominerer action- og thriller genren, så kan det at blive hensat til, i musikretorik, "the 3 minute single", altså en actionflicks mest basale struktur, være nærmest at betragte som "no nonsense heaven".
I denne kontekst finder jeg således Unstoppable værende ikke kun effektiv, men særdeles vellykket.
Det var en gevaldig generalisering. Hvad Tony Scott formår i Unstoppable, som han ikke altid er lige heldig med i sine film er, at give den absolut mest minimale introduktion til det karaktergalleri, som de næste 98 minutter skal omhandle omstændighederne omkring et løbsk tog, fra start til slut. Dette er ikke et "Ordinary People" drama.
Hvad er nødvendigt? At fremstille nogle præmisser for de to, for hinanden ukendte mænd, forskellige i alder, værdier og ikke mindst erfaringsgrundlag indenfor det hverv de har. I den henseende er der formentlig meget få skuespillere indenfor disse genrer, som kan initiere en publikumsempati så hurtigt som Denzel Washington. Han er indbegrebet af "likeable". Chris Pine har været mig en pæn overraskelse, siden jeg så ham i Star Trek. Han har modsat f.eks. den totalt kedelige Sam Worthington karisma og attitude, som går i spænd med den rolle han udforsker. I Unstoppable fremstår han som en troværdig John Cougar Mellencamp'sk "little town" arbejder. Deres familiemæssige baggrund og problemer de begge har, er ligegyldigheder, ja nærmest McGuffins for at kunne afslutte filmen på fuldstændig konventionel, ja, klichéagtig vis. Filmens svageste, men også ret ligegyldige øjeblik.
Så nej, for at konkludere. Jeg finder ikke de to protagonister uinteressante i den kontekst, som Tony effektivt formår at opridse uden for mange dikke darer. Birolle ensemblet er hverken værre eller bedre end, hvad man udsættes for i "den slags film", men i det mindste formår Tony at vise, hvor habilt han egentlig behersker denne genre efterhånden, eftersom han ubesværet klippe klistrer mellem filmens sekvenser og opbygger et suspense niveau, som er nødvendigt for, at filmen kan fungere i den optik Tony ønsker.
Jeg holder ikke af action for actions skyld. I såfald ville jeg falde på halen overfor intetsigende ligegyldigheder som Faster, Gamer, ja endog Tony Scotts egen genindspilning af "Taking Pelham 1, 2, 3". "It's all in the wrist", instruktørens taktstok og Tony Scott koreograferer denne ganske banale togaffære særdeles effektivt og skaber flere ganske svedige øjeblikke, om en "død ting", qua fremragende brug af kamera, vinkler og ikke mindst et meget pompøst og passende lydspor.
Denne film fortæller netop en historie, faktisk en ganske kompliceret af slagsen, som nogle fejlagtigt har tolket som filmisk kedeligt, eller endog usandsynligt.
Det morsomme er jo så netop, at dette er en sand historie og at de "usandsynligheder" vi ser undervejs, blot er et resultat af menneskelige fejl. Dumme fejl, når store koncerner netop sætter kapitalmæssige interesser over sikkerhed og udskifter erfarent mandskab med billigere ressourcer, som ikke udviser samme engagement eller ansvar overfor det hverv de besætter. Dermed opstår den på papiret umulige situation, som et enormt sæt af sikkerhedsregler ikke har kunnet tage højde for. Det er netop i mine øjne, en særdeles god historie, ikke mindst med en god morale.
Nogle gange kan det som ser simpelt ud, være det, netop fordi instruktøren formår at udføre sit job ordentligt. Andre film, f.eks. en fra 2010, er modsat unødvendigt kompliceret, indimellem tangerende til det instruktørmæssigt middelmådige. Det opfatter nogle modsat som intelligent. Sådan er vi så forskellige :)
Jagten på den evindelige "overraskelse"! Denne stræben efter dette eksakte filmiske element, er i mine øjne groft overvurderet og faktisk i de fleste tilfælde fuldstændig ligegyldigt. Den gode instruktørmæssige eksekvering er modsat overraskelsen komplet tidsløs og vil derfor altid vurderes langt højere end noget så simpelt som "overraskelsen".
Jo selvfølgelig kan "overraskelsen" også forstås som nytænkning og så er vi tilbage ved udgangspunktet, at jeg efter et årtis ørkenvandring udi forsøget på at nytænke denne genre, faktisk har det ganske glimrende med at se en film, som istedet stiller sig tilfreds med at underholde på velkendte takter og istedetfor gøre det med bravour.
#233 Collateral 13 år siden
Jo man har sympati med Washington, men for mig ville det have været mere spændende hvis den sympati opstod på baggrund af viden om karakteren. Her er det mere som om der er smidt en stak dilemmaer ind i karakterernes bagland, for at skabe sympatien, og så må skuespillerne klarer resten. Det er ganske simpelt ikke interessant for mig at betragte.
Jeg ved hvor vi er på vej hen, og jeg ved at resolutionen på filmens primære handlingstråd, også vil løse alle problemerne karaktererne har i deres bagland. Filmen talte på ingen måde til mig, og jeg mener ellers nok jeg er i stand til at blive underholdt, også af actiondrevne film. Det var bare som om denne film forsøgte at påtage sig en form for realisme, som gjorde den til en fattig oplevelse for mig. Så ville jeg snart hellere have set den tage tingene endnu længere ud i ekstremerne, eller alternativt have givet sig tid til for alvor at opbygge karaktererne.
I øvrigt mener jeg jo ikke at filmen er værre end så mange andre af denne type film, men bare at den er nøjagtig lige sådan og meget middelmådig.
#234 Bruce 13 år siden
Nej, såmænd sagde du bare
Og det gør jeg ikke og jeg synes stadig filmen havde meget at byde på :)
En masse af mandens karakteregenskaber udbygges netop via scener undervejs og er velkendt ganske hurtigt. Dedikeret og kærlig far. Humoristisk og modsat sine kollegaer ikke fordomsfuld og dømmende overfor nye kollegaer. Loyal, men ansvarsfuld overfor mennesker før firmaets interesser. Det eneste dilemma jeg kan få øje på, er firmaets "outsourcing" til yngre ressourcer for at spare penge, et dilemma afstedkommet af forlægget til historien og dermed en del af den virkelige verden.
Jeg synes faktisk den var herligt neddroslet i sin udnyttelse af situationen og ret hurtigt gik til fadet fremfor at svælge i øjeblikket. Og igen, mht. realismen så rammer man faktisk det historiske forlæg ganske glimrende og så har jeg svært ved at få øje på påtaget'heden.
Så må du endelig sige til, når du støder på flere af slagsen, for så er jeg ganske givet interesseret. Modsat dig, har jeg meget stor besvær med at finde frem til denne type film :)
#235 Collateral 13 år siden
Du har helt ret i at det er en generalisering. Der skal naturligvis står at karaktererne ikke interesserer mig.
Udover disse ting tror jeg egentlig ikke der er så meget at uddybe. Vi er, som du siger bare stærkt uenige. Det er muligt at du sympatiserer mere med karaktererne end jeg gør. For mit vedkommende var jeg uinteresseret i deres skæbner. Med hensyn til at det er en virkelig historie, mener jeg stadig ikke at det gør filmen interessant. Jeg har bevidst holdt mig fra at kalde filmen overdreven, fordi jeg læste blandt andet dine tidligere indlæg vedrørende filmen, hvor du ganske rigtig påpegede at virkeligheden til tider overgår fiktionen. Personligt havde jeg så hellere set historien som nyhedsindslag end film.
Hvor gerne jeg end vil er det meget få ting for mig at synes om i denne film.
#236 Bruce 13 år siden
#237 Collateral 13 år siden
#238 Bruce 13 år siden
#239 Collateral 13 år siden
blevet til
og den afsluttende paragraf af anmeldelsen lyder nu:
Meningen er stadig den samme, men forhåbentligt bliver budskabet nu kommunikeret noget mindre snobbet/generaliserende.
#240 Collateral 13 år siden