79. Kill Bill Vol. 2 af Quentin Tarantino: I Kill Bill del 1 vågnede den tidligere lejemorder Black Mamba op efter fire år i koma. Under dæknavnet The Bride begyndte hun sin hævn over de andre mordere fra eliteenheden Deadly Viper Assassination Squad, der sammen med hendes tidligere chef, Bill, var skyld i den massakre der forvandlede hendes bryllup til et blodigt inferno. Nu er The Bride næsten halvvejs igennem, men mangler de sidste af sine tidligere kollegaer, Elle Driver og Budd og - i det afsluttende opgør - Bill selv. (- Resume fra kino.dk)
De to "Kill Bill" film er enormt forskellige i udtryk og inspirationer. Hvor film 1 dyrker samuraikunst og fascinerende tableauer, der fyldes med energisk action, er det svært ovenpå 2eren ikke at sidde med en fornemmelse af at have oplevet en film, der er mere beskidt. Det er måske heller ikke så mærkeligt at Uma Thurmans hidsige brud bliver mere sammenbidt i anden afdeling, hvor odds'ne er blevet højere og kampen mere personlig. Der er ingen tvivl om at instruktør elsker at skabe denne type eklektiske værker hvor inspirationskilderne tydeligt fornemmes. Samtidig har instruktøren bestemt ikke skabt sig et navn på at lave upersonlige kopivarer. Tværtimod har han altid tilført ikke alene dygtig instruktion og spændende stemninger, men også hans unikke dialoger, som mange har forsøgt at eftergøre. Netop sidstnævnte element var der mange der savnede i "Kill Bill vol. 1", som utvivlsomt er mere actionpræget, men som samtidig også rammer de helt rigtige tangenter i forhold til den poesi forbilleder som Toshiya Fujitas "Lady Snowblood" indeholder. Der var i film 1 en langt større fornemmelse af en selvironisk afstandtagen i dialogerne, som kunne fremstå melodramatiske (se f.eks. filmens slutning), men gjorde dette på en ekstremt underholdende måde.
Selvom der stadig er refererende elementer i nærværende film, bliver historien på mange måder tungere og mørkere. Inspirationerne rækker stadig tilbage til samuraifilm, men westernelementer spiller også ind her og via sit eget touch får Tarantino også en overraskende og rørende karakterbaseret kærlighedshistorie rodet ind i sin fortælling. Det lyder måske en smule forvirrende alt sammen. Både det lettere omskiftelige forhold mellem film nummer 1 og 2 samt "Kill Bill vol. 2"s tilsyneladende mange stilistiske og indholdsmæssige lag. Men begge dele fungerer overraskende godt. Personligt så jeg gerne den ultimative "The Whole Bloody Mess" version af filmene, som vi tidligere er blevet lovet, da jeg i bund og grund ikke oplever skiftet i tone som meget naturligt. Grundet Tarantinos eminente evne til at opbygge såvel enkeltscener som en overordnet logik i sine film, får vi gennem hans vanligt skiftende kontinuitet små indblik i Bill og The Brides fortid, der meget fornemt bygger op til det der er undervejs. For ikke at spolere slutningen, vil jeg blot sige at hele filmen som sagt føles meget mere intim, men fortsat rå, hvilket på sin vis gør slutningen ret overraskende og særligt havde det efter første film været svært at forestille sig at det var der historien bevægede sig hen.
"Kill Bill Vol. 1" benyttede sig af en hel række forskellige og ret ekstreme stilistisk udslag, som eksempelvis en animeret sekvens og et skift til sort/hvid (som muligvis er lavet for censorernes skyld, men ikke desto mindre kommer til at virke som et stilmæssigt valg i den færdige film.) "Kill Bill Vol. 2" leger da også med formatet et enkelt sted, men er tydeligt mere nedtonet, mens der til gengæld er skruet op for mængden af dialoger, både bikaraktererne imellem og naturligvis får the Bride også en del at sige. Særligt er det fornøjeligt at opleve Budd og Elle Driver udveksle bidske kommentarer. Daryl Hannah er ligeså over the top som Michael Madsen er cool og deres kemi er (omend negativt ladet) virkelig fængende. En noget mindre, men mindst ligeså mindeværdig samtale, er den der veksles mellem Budd og hans kokainsniffende chef - som med sin unikt egocentriske måde at beskue situationer på beviser Tarantino dygtighed som manuskriptforfatter. Uanset om det er den selvbevidste bad-ass Elle Driver eller den hårdhudede, men i sidste ende sympatiske, Bill han skriver dialog for, er det svært ikke at lade sig fortrylle at de ord karaktererne byder på. Få andre filmskabere har skabt et så omfattende galleri af unikke karakterer og øjeblikke som Tarantino har, og ofte er dialogen en enorm del af at levendegøre disse personager.
Første gang jeg så "Kill Bill" filmene kendte jeg intet til de mange refererede værker og stilarter. Ikke at jeg på nuværende tidspunkt forventer at fange samtlige referencer når jeg ser film, men det er netop pointen. Filmene er, selv på egen hånd, helt enormt underholdende og instruktøren formår i den grad at skabe stemninger af forskellig art, hvilket i sidste ende også er årsagen til at det er film nummer 2 jeg trods alt har valgt til listen her. Denne films afsluttende del er på mange måder på sin vis mere barsk end noget de mange tidligere actionsekvenser har budt på (hvis man da lige ser bort fra animesekvensen i 1eren), fordi pinen bliver så emotionel. Helt modsat sin forgænger er det ikke de store actionmomenter der er i centrum her, hvor der i stedet fokuseres på karaktererne og deres mørke, som ikke simplificeres, men i stedet får lov at virke relativt oprigtig, hvilket kan siges at være gældende for hele filmen.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
En af mine yndlings film, ved ikke hvorfor jeg har den så højt på listen men det var en af de første film som virklig startede min film interesse. Kan huske jeg ikke selv eget den men det gjorde en fra min folkeskoleklasse og vi havde en månedlig aftale om jeg skulle låne den min 1 gang om måneden eller noget i den stil.
De 2 efterfølgende film eksistere ikke i min bevidsthed :P
78. From Dusk Till Dawn af Robert Rodriguez: Efter at være flygtet fra et vellykket bankrøveri og i den forbindelse have slået fire Texas Rangers ihjel samt kidnappet en uskyldig bankansat og mor til fire for derefter at jævne en motorvejskiosk med jorden, sætte ild til ejeren samt nakkeskyde endnu en Texas Ranger - for slet ikke at tale om den stakkels familiemors kranke skæbne på et nærliggende motel - er brødrene Seth (George Clooney) og Richie Gecko (Quentin Tarantino) nu efterlyst og forfulgt af alt hvad der kan kravle og gå af de sydlige staters betjente og efterretningsagenter. Kan de blot nå til Mexico, er de i sikkerhed for ordensmagten, så Seth og Richie udnytter den tidligere præst Jacob (Harvey Keitel) og hans teenagebørn Scott (Ernest Liu) og Kate (Juliette Lewis), som er på idyllisk familieferie i deres autocamper, til at krydse grænsen og nå hen på stripklubben Titty Twister, hvor bagmanden Carlos venter på sin del af byttet fra bankrøveriet… (- Resume fra Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents)
Quentin Tarantino har en evne til at tilføje genrer af alle slags en personlig kant. Selvom han ikke er instruktør på nærværende film, har hans manuskript i dén grad efterladt sig spor af mandens vanlige leg med stil, dialog og grumme karakterer, som er mere end bare det. Helt uden indblanding fra Tarantino har Rodriguez formentlig heller ikke instrueret filmen, eller ønsket det. De to er kammerater og holder på mange måder af den samme type genrefilm. Rodriguez har med film som "Desperado" har vist at han har et vældig godt greb om actiongenren og endvidere er i stand til at frembringe masser af stemning, for få midler og selvom hans stil er knapt så markant som Tarantinos, har han af flere omgange bevist sit værd. Med "From Dusk Till Dawn" får vi en herlig mikstur af begge filmskabere, der i første halvdel af filmen fokuserer på at skabe en roadmovielignende stemning, mens den senere halvdel forvandler historien til en splatterfest uden lige. Den første del gør at den anden del fungerer. Med filmens grundige introduktion og udvikling af karaktererne, er det muligt at æde det store skifte filmen gør undervejs og endda fornøje sig voldsomt når tosserierne slippes løs.
Filmens første del sender mindelser til andre Tarantino forfattede, men i større eller mindre grad behandlede film, som "Natural Born Killers" og "True Romance". Dog med den forskel at vi her ikke har to bortløbne elskere i front, men to brødre, den ene mere tosset end den anden. Her dukker Tarantinos navn atter op, da han i filmen spiller overfor George Clooney i rollen, som sexforbryderen Richie, der har en tendens til at hive situationer ud på et overdrev. Tarantino og Clooney har som de to brødre en velfungerende kemi og dialogerne fungerer (nærmest selvfølgeligt) fremragende, såvel på et humoristisk, dramatisk og introducerende plan. Det tager ikke lang tid før vi som seere føler os bevidste om hvem de to brødre er og hvor farlige de hver især er. Mens Seth er målrettet, er Richie en smule mere utilregnelig. Hans pludselige udfald af vrede, er en konstant årsag til drama filmen igennem, ikke mindst efter Jacob og hans familie introduceres. Da Tarantino & Rodriguez castede Juliette Lewis i rollen som den unge Kate, var de en smule ærgerlig over at hun ikke havde mere at lave i filmen. Det har resulteret i at hun tildeles en række glimrende små momenter, hvoraf flere involverer Richie på den ene eller anden måde, hvilket er oplagt fordi Lewis' uskyld i filmen blot bliver endnu mere markant af at stille hende overfor Richie.
Filmens markante skift sker med den spanske skønhed Salma Hayek som katalysator og tingene tager snart fart, som ingen ville have kunnet se det komme fra filmens begyndelse. Nogle vil formentlig blive kastet af her, men hvad der får overgangen til at fungere er de allerede etablerede karakterers egen mistro overfor situationen, samt et par afsindigt karismatiske bifigurer, som giver Tarantino og Rodriguez mulighed for at vise at det er med en smule glimt i øjet at de går så helt og aldeles udover alle grænser for at skabe en af de mest snaskede og tempofyldte kampsekvenser nogensinde. Der bliver samtidig huller til at lade et bevidst klichéfyldt plot omkring Jacobs tro nå sin afslutning og i øvrigt få en hel række gode karakterøjeblikke ind for både det etablerede cast og nytilkomne Sex Machine (Tom Savini) og Frost (Fred Williamson). Med påfaldene lethed falder filmen i sine allersidste minutter tilbage til en mindre over the top stemning og afsluttes med samme fremragende miks af humor, alvor og glimt i øjet, som har kendetegnet resten af filmen: "Psychos do not explode when sunlight hits them, I don't give a fuck how crazy they are!"
Med Tarantinos manus som udgangspunkt har Robert Rodriguez og hans hold af skuespillere, effektfolk og andet godtfolk lavet en fremragende og intenst underholdende film, som er værd at vende tilbage til for langt mere end blot splattereffekter af den mest gloriøst overgearede slags. Filmen er ikke bare stemningsfuld, den er velspillet og enormt godt sammensat. Er man i tvivl om hvor galt det kan gå med de gale folk bag kameraet, behøver man ikke at se længere end til filmens elendige fortsættelse.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1251 Collateral 12 år siden
Ja så behøver jeg jo ikke at ændre noget :)
#1252 Åkepool 12 år siden
#1253 Collateral 12 år siden
Med livet som indsats
#1254 Collateral 12 år siden
#1255 Collateral 12 år siden
Five Minutes of Heaven
Butterfly on a Wheel
#1256 Collateral 12 år siden
I Kill Bill del 1 vågnede den tidligere lejemorder Black Mamba op efter fire år i koma. Under dæknavnet The Bride begyndte hun sin hævn over de andre mordere fra eliteenheden Deadly Viper Assassination Squad, der sammen med hendes tidligere chef, Bill, var skyld i den massakre der forvandlede hendes bryllup til et blodigt inferno. Nu er The Bride næsten halvvejs igennem, men mangler de sidste af sine tidligere kollegaer, Elle Driver og Budd og - i det afsluttende opgør - Bill selv.
(- Resume fra kino.dk)
De to "Kill Bill" film er enormt forskellige i udtryk og inspirationer. Hvor film 1 dyrker samuraikunst og fascinerende tableauer, der fyldes med energisk action, er det svært ovenpå 2eren ikke at sidde med en fornemmelse af at have oplevet en film, der er mere beskidt. Det er måske heller ikke så mærkeligt at Uma Thurmans hidsige brud bliver mere sammenbidt i anden afdeling, hvor odds'ne er blevet højere og kampen mere personlig. Der er ingen tvivl om at instruktør elsker at skabe denne type eklektiske værker hvor inspirationskilderne tydeligt fornemmes. Samtidig har instruktøren bestemt ikke skabt sig et navn på at lave upersonlige kopivarer. Tværtimod har han altid tilført ikke alene dygtig instruktion og spændende stemninger, men også hans unikke dialoger, som mange har forsøgt at eftergøre. Netop sidstnævnte element var der mange der savnede i "Kill Bill vol. 1", som utvivlsomt er mere actionpræget, men som samtidig også rammer de helt rigtige tangenter i forhold til den poesi forbilleder som Toshiya Fujitas "Lady Snowblood" indeholder. Der var i film 1 en langt større fornemmelse af en selvironisk afstandtagen i dialogerne, som kunne fremstå melodramatiske (se f.eks. filmens slutning), men gjorde dette på en ekstremt underholdende måde.
Selvom der stadig er refererende elementer i nærværende film, bliver historien på mange måder tungere og mørkere. Inspirationerne rækker stadig tilbage til samuraifilm, men westernelementer spiller også ind her og via sit eget touch får Tarantino også en overraskende og rørende karakterbaseret kærlighedshistorie rodet ind i sin fortælling. Det lyder måske en smule forvirrende alt sammen. Både det lettere omskiftelige forhold mellem film nummer 1 og 2 samt "Kill Bill vol. 2"s tilsyneladende mange stilistiske og indholdsmæssige lag. Men begge dele fungerer overraskende godt. Personligt så jeg gerne den ultimative "The Whole Bloody Mess" version af filmene, som vi tidligere er blevet lovet, da jeg i bund og grund ikke oplever skiftet i tone som meget naturligt. Grundet Tarantinos eminente evne til at opbygge såvel enkeltscener som en overordnet logik i sine film, får vi gennem hans vanligt skiftende kontinuitet små indblik i Bill og The Brides fortid, der meget fornemt bygger op til det der er undervejs. For ikke at spolere slutningen, vil jeg blot sige at hele filmen som sagt føles meget mere intim, men fortsat rå, hvilket på sin vis gør slutningen ret overraskende og særligt havde det efter første film været svært at forestille sig at det var der historien bevægede sig hen.
"Kill Bill Vol. 1" benyttede sig af en hel række forskellige og ret ekstreme stilistisk udslag, som eksempelvis en animeret sekvens og et skift til sort/hvid (som muligvis er lavet for censorernes skyld, men ikke desto mindre kommer til at virke som et stilmæssigt valg i den færdige film.) "Kill Bill Vol. 2" leger da også med formatet et enkelt sted, men er tydeligt mere nedtonet, mens der til gengæld er skruet op for mængden af dialoger, både bikaraktererne imellem og naturligvis får the Bride også en del at sige. Særligt er det fornøjeligt at opleve Budd og Elle Driver udveksle bidske kommentarer. Daryl Hannah er ligeså over the top som Michael Madsen er cool og deres kemi er (omend negativt ladet) virkelig fængende. En noget mindre, men mindst ligeså mindeværdig samtale, er den der veksles mellem Budd og hans kokainsniffende chef - som med sin unikt egocentriske måde at beskue situationer på beviser Tarantino dygtighed som manuskriptforfatter. Uanset om det er den selvbevidste bad-ass Elle Driver eller den hårdhudede, men i sidste ende sympatiske, Bill han skriver dialog for, er det svært ikke at lade sig fortrylle at de ord karaktererne byder på. Få andre filmskabere har skabt et så omfattende galleri af unikke karakterer og øjeblikke som Tarantino har, og ofte er dialogen en enorm del af at levendegøre disse personager.
Første gang jeg så "Kill Bill" filmene kendte jeg intet til de mange refererede værker og stilarter. Ikke at jeg på nuværende tidspunkt forventer at fange samtlige referencer når jeg ser film, men det er netop pointen. Filmene er, selv på egen hånd, helt enormt underholdende og instruktøren formår i den grad at skabe stemninger af forskellig art, hvilket i sidste ende også er årsagen til at det er film nummer 2 jeg trods alt har valgt til listen her. Denne films afsluttende del er på mange måder på sin vis mere barsk end noget de mange tidligere actionsekvenser har budt på (hvis man da lige ser bort fra animesekvensen i 1eren), fordi pinen bliver så emotionel. Helt modsat sin forgænger er det ikke de store actionmomenter der er i centrum her, hvor der i stedet fokuseres på karaktererne og deres mørke, som ikke simplificeres, men i stedet får lov at virke relativt oprigtig, hvilket kan siges at være gældende for hele filmen.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1257 Wangsgaard 12 år siden
En af mine yndlings film, ved ikke hvorfor jeg har den så højt på listen men det var en af de første film som virklig startede min film interesse. Kan huske jeg ikke selv eget den men det gjorde en fra min folkeskoleklasse og vi havde en månedlig aftale om jeg skulle låne den min 1 gang om måneden eller noget i den stil.
De 2 efterfølgende film eksistere ikke i min bevidsthed :P
#1258 BN 12 år siden
Hvilke 2 efterfølgende film?
#1259 Collateral 12 år siden
Efter at være flygtet fra et vellykket bankrøveri og i den forbindelse have slået fire Texas Rangers ihjel samt kidnappet en uskyldig bankansat og mor til fire for derefter at jævne en motorvejskiosk med jorden, sætte ild til ejeren samt nakkeskyde endnu en Texas Ranger - for slet ikke at tale om den stakkels familiemors kranke skæbne på et nærliggende motel - er brødrene Seth (George Clooney) og Richie Gecko (Quentin Tarantino) nu efterlyst og forfulgt af alt hvad der kan kravle og gå af de sydlige staters betjente og efterretningsagenter. Kan de blot nå til Mexico, er de i sikkerhed for ordensmagten, så Seth og Richie udnytter den tidligere præst Jacob (Harvey Keitel) og hans teenagebørn Scott (Ernest Liu) og Kate (Juliette Lewis), som er på idyllisk familieferie i deres autocamper, til at krydse grænsen og nå hen på stripklubben Titty Twister, hvor bagmanden Carlos venter på sin del af byttet fra bankrøveriet…
(- Resume fra Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents)
Quentin Tarantino har en evne til at tilføje genrer af alle slags en personlig kant. Selvom han ikke er instruktør på nærværende film, har hans manuskript i dén grad efterladt sig spor af mandens vanlige leg med stil, dialog og grumme karakterer, som er mere end bare det. Helt uden indblanding fra Tarantino har Rodriguez formentlig heller ikke instrueret filmen, eller ønsket det. De to er kammerater og holder på mange måder af den samme type genrefilm. Rodriguez har med film som "Desperado" har vist at han har et vældig godt greb om actiongenren og endvidere er i stand til at frembringe masser af stemning, for få midler og selvom hans stil er knapt så markant som Tarantinos, har han af flere omgange bevist sit værd. Med "From Dusk Till Dawn" får vi en herlig mikstur af begge filmskabere, der i første halvdel af filmen fokuserer på at skabe en roadmovielignende stemning, mens den senere halvdel forvandler historien til en splatterfest uden lige. Den første del gør at den anden del fungerer. Med filmens grundige introduktion og udvikling af karaktererne, er det muligt at æde det store skifte filmen gør undervejs og endda fornøje sig voldsomt når tosserierne slippes løs.
Filmens første del sender mindelser til andre Tarantino forfattede, men i større eller mindre grad behandlede film, som "Natural Born Killers" og "True Romance". Dog med den forskel at vi her ikke har to bortløbne elskere i front, men to brødre, den ene mere tosset end den anden. Her dukker Tarantinos navn atter op, da han i filmen spiller overfor George Clooney i rollen, som sexforbryderen Richie, der har en tendens til at hive situationer ud på et overdrev. Tarantino og Clooney har som de to brødre en velfungerende kemi og dialogerne fungerer (nærmest selvfølgeligt) fremragende, såvel på et humoristisk, dramatisk og introducerende plan. Det tager ikke lang tid før vi som seere føler os bevidste om hvem de to brødre er og hvor farlige de hver især er. Mens Seth er målrettet, er Richie en smule mere utilregnelig. Hans pludselige udfald af vrede, er en konstant årsag til drama filmen igennem, ikke mindst efter Jacob og hans familie introduceres. Da Tarantino & Rodriguez castede Juliette Lewis i rollen som den unge Kate, var de en smule ærgerlig over at hun ikke havde mere at lave i filmen. Det har resulteret i at hun tildeles en række glimrende små momenter, hvoraf flere involverer Richie på den ene eller anden måde, hvilket er oplagt fordi Lewis' uskyld i filmen blot bliver endnu mere markant af at stille hende overfor Richie.
Filmens markante skift sker med den spanske skønhed Salma Hayek som katalysator og tingene tager snart fart, som ingen ville have kunnet se det komme fra filmens begyndelse. Nogle vil formentlig blive kastet af her, men hvad der får overgangen til at fungere er de allerede etablerede karakterers egen mistro overfor situationen, samt et par afsindigt karismatiske bifigurer, som giver Tarantino og Rodriguez mulighed for at vise at det er med en smule glimt i øjet at de går så helt og aldeles udover alle grænser for at skabe en af de mest snaskede og tempofyldte kampsekvenser nogensinde. Der bliver samtidig huller til at lade et bevidst klichéfyldt plot omkring Jacobs tro nå sin afslutning og i øvrigt få en hel række gode karakterøjeblikke ind for både det etablerede cast og nytilkomne Sex Machine (Tom Savini) og Frost (Fred Williamson). Med påfaldene lethed falder filmen i sine allersidste minutter tilbage til en mindre over the top stemning og afsluttes med samme fremragende miks af humor, alvor og glimt i øjet, som har kendetegnet resten af filmen: "Psychos do not explode when sunlight hits them, I don't give a fuck how crazy they are!"
Med Tarantinos manus som udgangspunkt har Robert Rodriguez og hans hold af skuespillere, effektfolk og andet godtfolk lavet en fremragende og intenst underholdende film, som er værd at vende tilbage til for langt mere end blot splattereffekter af den mest gloriøst overgearede slags. Filmen er ikke bare stemningsfuld, den er velspillet og enormt godt sammensat. Er man i tvivl om hvor galt det kan gå med de gale folk bag kameraet, behøver man ikke at se længere end til filmens elendige fortsættelse.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1260 Collateral 12 år siden
The Karate Kid
Crash