Collateral (1255) skrev:

Five Minutes of Heaven

Hedder det ikke "vove at påstå" i stedet for "våge at påstå"? Det giver i hvert fald mere mening.

Collateral (1262) skrev:

Lord Beef Jerky (1261) skrev:

Collateral (1255) skrev:

Five Minutes of Heaven

Hedder det ikke "vove at påstå" i stedet for "våge at påstå"? Det giver i hvert fald mere mening.

Jo det har du da ret i. Skriver lige en mail og får det rettet i morgen.

Har skrevet til min redaktør tidligere på dagen. Så skal han nok få det ordnet. Tak for den lille rettelse :)

85. The Iron Giant af Brad Bird:
På en ellers almindelig dag i 1958 i lillebyen Rockwell, dumper der pludselig en gigantisk bunke metal ned fra himlen. Metallet viser sig at være levende - ja, at være en robot fra rummet. Men sådan en fremmed vækker frygt og panik. Dog ikke hos alle. En dreng holder hovedet koldt, og bliver ven med kæmpen.
(- Resume fra Kino.dk)

Før Brad Bird blev et velkendt navn blandt filmnørder med film som 'The Incredibles' og 'Ratatouille', arbejdede han på animationsserien 'The Simpsons'. Imellem de to poler var en "lille" film kaldet 'The Iron Giant', som af mange blev overset. I de senere år har filmen fået en smule mere opmærksomhed og blandt andet Roger Ebert har flere gange fremhævet den som værende en groft overset film. Brad Birds fortælling om en dreng og en jernkæmpe, er på en og samme tid enorm i skala og ganske intim. Mens filmens hjerte ligger hos det meget nære forhold mellem drengen, den store robot og det lokale samfund, drives historien frem af et større perspektiv. Filmen viser hvor destruktiv menneskelig frygt og de reaktioner der følger med denne, kan være. Med en håndfuld enormt mindeværdige karakterer, har Bird med denne lille film, som egentlig ikke er så lille, skabt en særdeles helstøbt og charmerende oplevelse, der hovedsageligt ved hjælp af 2D animation, føles enormt klassisk såvel i stil, som i fortælleform. Solide fortælledyder tilsættes en pointe, som er relevant på flere planer og fortælles på så engagerende vis at det, selv for et barn, som jeg var da jeg først så filmen, er et helt og aldeles medrivende eventyr.

Det gøres særligt relevant ved at sætte historien i slut '50erne, hvor ungdommen fascineredes af science fiction, mens de voksne frygtede for den atomkrig, hvis mulige komme var del af inspirationen i mange af sci-fi fortællingerne. Det er derfor meget naturligt at Bird i denne koldkrigsanalogi har valgt at tage barnets perspektiv. I stedet for at frygte den fremmede, fascineres den unge Hogarth af ham og lærer ham om de ting han kender til. Han udveksler erfaringer med robotten, der er blid som et lam og næsten barnlig i sin naivitet. Robottens reaktion da han erfarer hvilket potentielt farligt våben han kan være er mindst ligeså overrasket, som Hogarths. Ufortrødent forklarer den unge dreng kæmperobotten at man selv vælger hvem man vil være. Robotten lærer således en lektie mange af filmens ældre karakterer aldrig ville have lært ham og selv lader til at have glemt, idet de per automatik reagerer fjendtligt overfor det store væsen og dermed starter en ond cirkel. Mennesket er med andre ord selv årsag til deres destruktion. Hvilket endvidere understreges af den rørende og bragende flotte slutning, som synes at konkludere at menneskeheden i dens arrogance ikke må miste kontakten med en mere idealistisk, naiv del af dem selv, da en grundlæggende tro på det gode i andre væsner (og mennesker) er væsentlig for fortsat overlevelse.

'The Iron Giant' er ikke fyldt med store navne på skuespilsfronten. Udover Jennifer Aniston, er de mest genkendelige navne Vin Diesel, som på daværende tidspunkt ikke havde medvirket i nogle større roller, og 'Frasier' skuespiller John Mahoney. Ikke desto mindre fungerer stemmeskuespillet fremragende hele vejen rundt og det er ikke svært at lade sig tage med på tidsrejse tilbage til et Amerika der lærer børnene hvordan de skal forholde sig i tilfælde af atomkrig. Tværtimod er portrætteringen af 1950ernes USA en af filmens mange styrkepunkter og en del af dens charme. Såvel den karismatiske Hogarth, der bevæger sig langt ud over typiske børnekarakterer i animationsfilm, som den stenede selvbevidste kunstner Dean McCoppin er mindeværdige, fordi de føles nærværende som karakterer. Både humoren, dramaet og alt der imellem flyder fra karaktererne. Selv den ekstremt ondskabsfulde, men bøvede skurk Kent Mansley, er det svært at glemme, med hans sammenknebne øjne og maniske opførsel. I det hele taget har man med denne film gjort meget for at gå i en anden retning end hvad eksempelvis Disney normalt leverer og det er herligt fordi det resulterer i en film, der på sin egen skæve og til tider mørke måde, får fortalt noget relevant om mennesker, mens den underholder.

Jeg kan godt lide 'The Incredibles' og 'Ratatouille'. Birds nylige arbejde i Mission Impossible serien fandt jeg knapt så velskabt, men selv der var der mindeværdige sekvenser at finde. Alligevel er det hans første spillefilm der står mit hjerte nærmest. Filmen viser en instruktør med en meget klar stemme, som ofte består i humor, der tør have dramaet og alvoren liggende lige bag sig.

Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.

'The Passion of the Christ' som plejede at holde 62. pladsen, er strøget fra listen.

Collateral (1267) skrev:

'The Passion of the Christ' som plejede at holde 62. pladsen, er strøget fra listen.

Det er en fejl!

Men The Iron Giant er en rigtig herlig film!