Hæy Nighthawk - hvilket Tegan & Sara album er det bedste? Jeg har kun hørt The Con, som er rigtig fee, og mener at kunne huske, at du var helt tosset med dem.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Hæy Nighthawk - hvilket Tegan & Sara album er det bedste? Jeg har kun hørt The Con, som er rigtig fee, og mener at kunne huske, at du var helt tosset med dem.
Jeg har sendt en besked til dig. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så har jeg fået læst anmeldelsen af Lips of Blood, og det var som sædvanlig en fornøjelse at høre om dine betragtinger. Det var spændende at læse om Jean Rollin, som jeg må indrømme, indtil nu, var et ubeskrevet blad for mit vedkommende . Han lyder som en spændende type, så både ham og hans film vil jeg rigtig gerne høre mere om.
"Lips of Blood" er nu sat på huskelisten. For selv om den, som du skriver, har nogle svagheder, ja så har du stadigvæk gjort mig nysgerrig efter at få tjekket den ud. Især blev jeg fascineret af den omtalte kærlighedshistorie, som jeg glæder mig til at se udfolde sig, og samtidig se hvordan den del desuden afspejler sig i filmens voldelige tematik.
Og så er jeg i øvrigt helt enig i dine kommentarer ang. "Twillight".
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så har jeg fået læst anmeldelsen af Lips of Blood, og det var som sædvanlig en fornøjelse at høre om dine betragtinger. Det var spændende at læse om Jean Rollin, som jeg må indrømme, indtil nu, var et ubeskrevet blad for mit vedkommende . Han lyder som en spændende type, så både ham og hans film vil jeg rigtig gerne høre mere om.
"Lips of Blood" er nu sat på huskelisten. For selv om den, som du skriver, har nogle svagheder, ja så har du stadigvæk gjort mig nysgerrig efter at få tjekket den ud. Især blev jeg fascineret af den omtalte kærlighedshistorie, som jeg glæder mig til at se udfolde sig, og samtidig se hvordan den del desuden afspejler sig i filmens voldelige tematik.
Og så er jeg i øvrigt helt enig i dine kommentarer ang. "Twillight".
Jeg glæder mig selv rigtig meget til at få set nogle flere af hans film, da jeg virkelig synes han kan noget stemningsmæssigt. Mange tak for roserne og jeg er spændt på at høre hvad du siger når du engang får hevet fat i nogle af hans film :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
:éoN rapsaG fa elbisrevérrI .56 Der er unægteligt meget mørke i Noés film og for nogle seere vil det utvivlsomt forekomme unødvendigt og nytteløst sort. Men det er sandsynligvis ikke et problem for instruktøren, der har lavet en film der ikke har behov for at vise et lys for enden af tunnelen, men har et eksistensgrundlag grundet sin dygtige bagmands intense filmhåndværk, som er svært at sætte spørgsmålstegn ved.
Roger Ebert begynder sin anmeldelse af ‘Irréversible’ med at konstatere at det er: “en film så voldelig og ondskabsfuld at de fleste mennesker vil finde den for grusom til at se til ende.” Deri har han sikkert ret. Ligesom det kan være et mysterie hvorfor mennesker udsætter sig selv for ekstreme horrorfilm, kan det også være svært at forstå det fascinerende ved Noés film, fordi den, når kort genfortalt, reelt bare er en sammensætning af ubehageligheder. Hvad der holdt mig fangen og placerede filmen her på listen, er den hypnotiserende kvalitet manden skaber med sin særegne fornemmelse for fortællerytme og hans vilje til at strække mediet til dets mest kvalmefremkaldende, fuldstændig uden frygt for at skræmme seer bort. Med andre ord er det ikke bare fortællingen der er fortalt uden forbehold, Noé er ganske enkelt kompromisløs som filmkunstner, og det gør hans film til en udfordrende oplevelse, som er svær at glemme. Billederne sidder ganske enkelt fast i hovedet på seeren, hvilket i høj grad skyldes det ubehag der fremprovokeres af instruktørens stil. Uanset om det er et konstant roterende kamera, der kun glimtvist afslører en af filmens mest voldelige scener, eller om det er den stærkt omtalte voldtægtsscene, der er i et enkelt take og i sig selv er ret simpelt, ekkoer stemninger Noé fremkalder hos seeren, længe efter filmens afslutning.
Man kan synes hvad man vil om en filmskaber, hvis eneste pointe reelt er at verden er et forfærdeligt og ubehageligt sted, der er befolket af en stor del logik forladte individer der før eller siden må udleve deres destruktive tendenser, det er egentlig ikke så væsentligt for hvorvidt filmen er dygtigt lavet eller ej - og det er den. Noé beviser med ‘Irréversible’ at det kan lade sig gøre at skabe kunst ud af grimhed, og selvom han naturligvis har visuel skønhed med imod slutningen af filmen, virker den omvendte fremvisning af filmen, ganske bevidst, til at gøre disse tragiske og hjerteskærende fordi seeren er bevidst om hvad der følger efter. Instruktøren formår simpelthen at provokere sit publikum ud i et sådant ubehag at det er svært at blive lettet, selv når de mere fredelige og letbenede sekvenser indtræder, hvilket må siges at være en stor ting at opnå for enhver kunstner. Den bedste sammenligning jeg kan komme på, ikke i forhold til stemning eller indhold, men i forhold til indtryk, er Lars Von Triers ‘Antichrist’, der ligeledes formår at efterlade sin seer lammet, længe før de eksplicitte visuelle greb bliver taget i brug. Man kan selvfølgelig sige at Noé helt modsat starter med et sanseligt angreb, men han viser i langt højere grad ubehaget gennem sin stil end de egentlige billeder. Der er enkelte ekstreme billeder, men det er den overordnet kaotiske og klaustrofobisk beskidte fornemmelse der gør de mest voldsomme sekvenser i filmen så stærke.
Manuskriptet til ‘Irréversible’ er blot tre sider langt i sin oprindelige form og al dialogen er således improviseret. Hvad der langt fra er tilfældigt, er til gengæld de tydeligvist meget gennemarbejdede sekvenser, der ofte er enten komplicerede kamerature, eller helt modsat meget simple one-takes der forstærkes i deres ubehag, netop grundet det faktum at de får lov at være langvarige og giver seeren en fornemmelse af at have svært ved at slippe væk. Netop slippe væk kan man selvfølgelig altid, hvis man vælger at forlade filmen, som nogle kilder siger op imod 200 af de 2400 tilskuere til filmens Cannes premiere valgte at gøre det. Den første halve time af filmen er forsynet med en lavfrekvent lyd, som kun ubevidst vil blive opfanget af publikum, men som er beregnet på at fremprovokere kvalme og ubehag. Det er også det allersidste billede i filmen, som er et stroboskopisk angreb på sanserne, der genopvækker der topper filmens ubehagelige stemning af, før vi får slutteksten. I en senere film af instruktøren, ‘Enter the Void’, bruger han et lignende trick hvor han viser en stor mængde sexscener (på en ganske uerotisk måde), før han ligeledes afslutter med en meget slående brug af ord, i dette tilfælde filmens titel, der strategisk deles op for at kommunikere instruktørens nihilistiske pointe.
Gaspar Noés anden spillefilm er fortalt baglæns og starter således med en række scener, der hver for sig er traumatiserende i deres ubehagelighed og arbejder sig derefter frem imod enkelte momenter af lykke i filmens slutning (historiens begyndelse), hvorefter der sluttes af med en enkelt sætning, der slår Noé fast som en af de mest hensynsløse filmskabere i mands minde.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Mange tak for roserne og jeg er spændt på at høre hvad du siger når du engang får hevet fat i nogle af hans film :)
Det var så lidt. :) Jeg vil lige vente med at få bestilt "Lips of Blood" hjem til efter jul, og så skriver jeg selvfølgelig gerne et par kommentarer til filmen. :)
Collateral (1376) skrev:
:éoN rapsaG fa elbisrevérrI .56 Der er unægteligt meget mørke i Noés film og for nogle seere vil det utvivlsomt forekomme unødvendigt og nytteløst sort. Men det er sandsynligvis ikke et problem for instruktøren, der har lavet en film der ikke har behov for at vise et lys for enden af tunnelen, men har et eksistensgrundlag grundet sin dygtige bagmands intense filmhåndværk, som er svært at sætte spørgsmålstegn ved.
Gaspar Noés anden spillefilm er fortalt baglæns og starter således med en række scener, der hver for sig er traumatiserende i deres ubehagelighed og arbejder sig derefter frem imod enkelte momenter af lykke i filmens slutning (historiens begyndelse), hvorefter der sluttes af med en enkelt sætning, der slår Noé fast som en af de mest hensynsløse filmskabere i mands minde.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
Meget enig i det du har skrevet om Gaspar Noé's både poetisk smukke og rørrende, voldsomt modbydelige, men først og fremmest mesterlige erotiske mareridt af en film, som bestemt ikke er for sarte sjæle. Selv med utallige ubehagelige gyserfilm på nethinden følte jeg med "Irreversible" et helt anderledes kvalmende og større ubehag, end jeg kan huske nogensinde at have gjort før. Specielt under filmens brutale åbningsscene og i særdeleshed efterfølgende under den berømte og berygtede voldtægtsscene, som jeg tror de fleste vil have mere end svært ved at kapere qua sin ekstreme og fuldstændig upolerede vold, sin længde, samt sit klaustrofobiske præmis, som virkelig tvinger tilskueren til at forholde sig til, absorbere og tænke over den vold og de overgreb man ser længe efter filmen er slut.
Og sådan er det i øvrigt, og genialt udført, generelt med samtlige elementer i dette barske værk, hvor alle emotionelle filtre (efterhånden som historien skrider fremad/tilbage) gradvist fjernes under hhv. kærlighedsintrigerne og senere hævntogtet, hvori de centrale roller (som spilles fremragende og med stort nærvær og intensitet af Vincent Cassell, Monica Bellucci, og Albert Dupontel) og deres respektive kontroverser dermed fremstår mere og mere nøgne, skrøbelige og fortabte i Gaspar Noés rå univers hvilket gør, at man ikke kan undgå at blive følelsesmæssigt hårdt påvirket af måden som historien formidles på, hvad end det er af de få lyspunkter eller deres grumme modpoler.
Synes det er superfedt, at du har valgt at tage "Irreversible" med på din liste, og jeg giver derfor også gerne filmen en varm anbefaling med på vejen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Allan har i dag valgt at lukke Sørensen Exploitation Cinema efter at han selv trak sig fra anmeldelserne i forrige måned og vi, grundet nær at have lukket i november, mistede en af de andre anmeldere, havde vi to sidste anmeldere ikke stamina til at oppebære 4 menneskers arbejde. Så nu går siden ned. Jeg er rigtig stolt af mit (ja vores) arbejde på SEC og satser på at jeg kan fortsætte gyserskriverierne på Uncut.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Efter nyheden med SEC har jeg besluttet mig for at oprette en FB-side for min egen blog, for at satse lidt mere på denne. Kan ikke love at det kommer til at gå hurtigere med posts, men vil gøre et forsøg på den anden side af nytår: Poesi med tænder
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1371 Lord Beef Jerky 11 år siden
#1372 NightHawk 11 år siden
Jeg har sendt en besked til dig. :)
#1373 Collateral 11 år siden
#1374 NightHawk 11 år siden
"Lips of Blood" er nu sat på huskelisten. For selv om den, som du skriver, har nogle svagheder, ja så har du stadigvæk gjort mig nysgerrig efter at få tjekket den ud. Især blev jeg fascineret af den omtalte kærlighedshistorie, som jeg glæder mig til at se udfolde sig, og samtidig se hvordan den del desuden afspejler sig i filmens voldelige tematik.
Og så er jeg i øvrigt helt enig i dine kommentarer ang. "Twillight".
#1375 Collateral 11 år siden
Jeg glæder mig selv rigtig meget til at få set nogle flere af hans film, da jeg virkelig synes han kan noget stemningsmæssigt. Mange tak for roserne og jeg er spændt på at høre hvad du siger når du engang får hevet fat i nogle af hans film :)
#1376 Collateral 11 år siden
Der er unægteligt meget mørke i Noés film og for nogle seere vil det utvivlsomt forekomme unødvendigt og nytteløst sort. Men det er sandsynligvis ikke et problem for instruktøren, der har lavet en film der ikke har behov for at vise et lys for enden af tunnelen, men har et eksistensgrundlag grundet sin dygtige bagmands intense filmhåndværk, som er svært at sætte spørgsmålstegn ved.
Roger Ebert begynder sin anmeldelse af ‘Irréversible’ med at konstatere at det er: “en film så voldelig og ondskabsfuld at de fleste mennesker vil finde den for grusom til at se til ende.” Deri har han sikkert ret. Ligesom det kan være et mysterie hvorfor mennesker udsætter sig selv for ekstreme horrorfilm, kan det også være svært at forstå det fascinerende ved Noés film, fordi den, når kort genfortalt, reelt bare er en sammensætning af ubehageligheder. Hvad der holdt mig fangen og placerede filmen her på listen, er den hypnotiserende kvalitet manden skaber med sin særegne fornemmelse for fortællerytme og hans vilje til at strække mediet til dets mest kvalmefremkaldende, fuldstændig uden frygt for at skræmme seer bort. Med andre ord er det ikke bare fortællingen der er fortalt uden forbehold, Noé er ganske enkelt kompromisløs som filmkunstner, og det gør hans film til en udfordrende oplevelse, som er svær at glemme. Billederne sidder ganske enkelt fast i hovedet på seeren, hvilket i høj grad skyldes det ubehag der fremprovokeres af instruktørens stil. Uanset om det er et konstant roterende kamera, der kun glimtvist afslører en af filmens mest voldelige scener, eller om det er den stærkt omtalte voldtægtsscene, der er i et enkelt take og i sig selv er ret simpelt, ekkoer stemninger Noé fremkalder hos seeren, længe efter filmens afslutning.
Man kan synes hvad man vil om en filmskaber, hvis eneste pointe reelt er at verden er et forfærdeligt og ubehageligt sted, der er befolket af en stor del logik forladte individer der før eller siden må udleve deres destruktive tendenser, det er egentlig ikke så væsentligt for hvorvidt filmen er dygtigt lavet eller ej - og det er den. Noé beviser med ‘Irréversible’ at det kan lade sig gøre at skabe kunst ud af grimhed, og selvom han naturligvis har visuel skønhed med imod slutningen af filmen, virker den omvendte fremvisning af filmen, ganske bevidst, til at gøre disse tragiske og hjerteskærende fordi seeren er bevidst om hvad der følger efter. Instruktøren formår simpelthen at provokere sit publikum ud i et sådant ubehag at det er svært at blive lettet, selv når de mere fredelige og letbenede sekvenser indtræder, hvilket må siges at være en stor ting at opnå for enhver kunstner. Den bedste sammenligning jeg kan komme på, ikke i forhold til stemning eller indhold, men i forhold til indtryk, er Lars Von Triers ‘Antichrist’, der ligeledes formår at efterlade sin seer lammet, længe før de eksplicitte visuelle greb bliver taget i brug. Man kan selvfølgelig sige at Noé helt modsat starter med et sanseligt angreb, men han viser i langt højere grad ubehaget gennem sin stil end de egentlige billeder. Der er enkelte ekstreme billeder, men det er den overordnet kaotiske og klaustrofobisk beskidte fornemmelse der gør de mest voldsomme sekvenser i filmen så stærke.
Manuskriptet til ‘Irréversible’ er blot tre sider langt i sin oprindelige form og al dialogen er således improviseret. Hvad der langt fra er tilfældigt, er til gengæld de tydeligvist meget gennemarbejdede sekvenser, der ofte er enten komplicerede kamerature, eller helt modsat meget simple one-takes der forstærkes i deres ubehag, netop grundet det faktum at de får lov at være langvarige og giver seeren en fornemmelse af at have svært ved at slippe væk. Netop slippe væk kan man selvfølgelig altid, hvis man vælger at forlade filmen, som nogle kilder siger op imod 200 af de 2400 tilskuere til filmens Cannes premiere valgte at gøre det. Den første halve time af filmen er forsynet med en lavfrekvent lyd, som kun ubevidst vil blive opfanget af publikum, men som er beregnet på at fremprovokere kvalme og ubehag. Det er også det allersidste billede i filmen, som er et stroboskopisk angreb på sanserne, der genopvækker der topper filmens ubehagelige stemning af, før vi får slutteksten. I en senere film af instruktøren, ‘Enter the Void’, bruger han et lignende trick hvor han viser en stor mængde sexscener (på en ganske uerotisk måde), før han ligeledes afslutter med en meget slående brug af ord, i dette tilfælde filmens titel, der strategisk deles op for at kommunikere instruktørens nihilistiske pointe.
Gaspar Noés anden spillefilm er fortalt baglæns og starter således med en række scener, der hver for sig er traumatiserende i deres ubehagelighed og arbejder sig derefter frem imod enkelte momenter af lykke i filmens slutning (historiens begyndelse), hvorefter der sluttes af med en enkelt sætning, der slår Noé fast som en af de mest hensynsløse filmskabere i mands minde.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1377 Collateral 11 år siden
En kongelig affære
Take Shelter
#1378 NightHawk 11 år siden
Det var så lidt. :) Jeg vil lige vente med at få bestilt "Lips of Blood" hjem til efter jul, og så skriver jeg selvfølgelig gerne et par kommentarer til filmen. :)
Meget enig i det du har skrevet om Gaspar Noé's både poetisk smukke og rørrende, voldsomt modbydelige, men først og fremmest mesterlige erotiske mareridt af en film, som bestemt ikke er for sarte sjæle. Selv med utallige ubehagelige gyserfilm på nethinden følte jeg med "Irreversible" et helt anderledes kvalmende og større ubehag, end jeg kan huske nogensinde at have gjort før. Specielt under filmens brutale åbningsscene og i særdeleshed efterfølgende under den berømte og berygtede voldtægtsscene, som jeg tror de fleste vil have mere end svært ved at kapere qua sin ekstreme og fuldstændig upolerede vold, sin længde, samt sit klaustrofobiske præmis, som virkelig tvinger tilskueren til at forholde sig til, absorbere og tænke over den vold og de overgreb man ser længe efter filmen er slut.
Og sådan er det i øvrigt, og genialt udført, generelt med samtlige elementer i dette barske værk, hvor alle emotionelle filtre (efterhånden som historien skrider fremad/tilbage) gradvist fjernes under hhv. kærlighedsintrigerne og senere hævntogtet, hvori de centrale roller (som spilles fremragende og med stort nærvær og intensitet af Vincent Cassell, Monica Bellucci, og Albert Dupontel) og deres respektive kontroverser dermed fremstår mere og mere nøgne, skrøbelige og fortabte i Gaspar Noés rå univers hvilket gør, at man ikke kan undgå at blive følelsesmæssigt hårdt påvirket af måden som historien formidles på, hvad end det er af de få lyspunkter eller deres grumme modpoler.
Synes det er superfedt, at du har valgt at tage "Irreversible" med på din liste, og jeg giver derfor også gerne filmen en varm anbefaling med på vejen.
#1379 Collateral 11 år siden
#1380 Collateral 11 år siden