Vertigo, Birds, Rear Window, Psycho og North by North West. Og de står fra 4-5/6. Så 5 er det højeste. Jeg mangler en del andre af hans film, men umiddelbart tror jeg ikke nogen af dem vil ramme topkarakter hos mig. ..... Det har intet med deres alder at gøre. Jeg elsker flere film fra gamle daw, f.eks Citizen Kane.
Okay, så HAR du set de fleste af hans sværvægtere/klassikere. Jeg vil dog også anbefale dig at se 'Frenzy' og 'Notorious'.
Ispep (1520) skrev:
Umiddelbart rammer han ikke et ømt punkt hos mig. De er fint fortalte og godt spillede, men mangler noget der får mig til at elske dem og dermed vælte mig omkuld.
Og det kan man bare ikke argumentere imod. Jeg må derfor blot nøjes med at konstatere, at selve begrebet FILMMAGI for mig nærmest er lig med den måde, Hitchcock lavede film på - hans måde at fortælle på, hans visuelle stil, den der helt specielle stemning han kunne opbygge, hans brug af musik (især Bernhard Herrmans musik). Jeg har set andre instruktører (såsom Stanley Kubrick, Francis Ford Coppola, Peter Jackson og Christopher Nolan) lave LIGESÅ GODE film (mest i andre genrer) og på deres egen måde, men jeg har aldrig set nogen OVERGÅ Hitchcock med hensyn til at lave en så lang række film med en så udpræget personlig og letgenkendelig stil og en sådan overlegen beherskelse af filmmediet.
så HAR du set de fleste af hans sværvægtere/klassikere
Det var også derfor jeg skrev, at jeg ikke troede på en topkarakter, hvis jeg også så hans andre film, men det skal da komme an på en prøve, hvis jeg støder på dem.
BN (1521) skrev:
Jeg har set andre instruktører (såsom Stanley Kubrick, Francis Ford Coppola, Peter Jackson og Christopher Nolan) lave LIGESÅ GODE film (mest i andre genrer) og på deres egen måde, men jeg har aldrig set nogen OVERGÅ Hitchcock med hensyn til at lave en så lang række film med en så udpræget personlig og letgenkendelig stil og en sådan overlegen beherskelse af filmmediet.
Han har helt sikkert været betydningsfuld. Jeg er da også underholdt af de film jeg har set, men det er som om de hurtigt ryger i glemmebogen hos mig. De preller lidt af på mig af en eller anden årsag. Så jeg har selvfølgelig andre favoritter jeg hælder mere til.
Ahem, Collateral ... Hvor blev din anmeldelse af Pink Floyd-dvd'en 'Pulse' af?
Jeg har fordybet mig ret eftertrykkeligt i Pink Floyd i den seneste tid og har set alle de dokumentarer jeg har kunnet kommet i nærheden af samt set blandt andet 'Pulse' koncerten og Roger Waters' live koncert 'In the Flesh'. Jeg må efter at have været godt omkring deres post-Meddle diskografi ('Meddle' og enkelte andre af de tidligere har jeg også hørt, men ikke nær så grundigt) er jeg blevet overbevist om at det i sidste ende er Waters' tekstunivers, der kulminerede med 'The Wall', der siger mig mest. Med det sagt er jeg alligevel rigtig glad for 'Pulse' og ikke mindst fremførslen af hele 'Dark Side of the Moon' pladen var blændende. Selve showet var fantastisk og jeg synes det var fantastisk med de over the top effekter, som flyet der flyver ind over publikum og den gigantiske diskokugleaftige tingest der dumpede frem mod slutningen af det hele. Deres betydning i forhold til musikken var dog ikke halvt så stor som videoerne, som jeg synes var det helt store scoop og hang rigtig godt sammen med musikken og hele det cirkulære tema der lod til at komme. Det jeg prøver at sige er at jeg er en smule splittet. Jeg synes koncerten var flot og jeg synes Pink Floyd er fremragende musikere, men jeg synes samtidig også at hele tanken om "greatest hits", hvilket alt der ligger uden om Dark Side jo i princippet er, gør musikken en smule for tynd til tider. Jeg synes det var tydeligst på "The Wall" numrene, som jeg så langt foretrækker kommer ind i den rette kontekst og nogle af sangene fra 'Momentary Lapse of Reason', som jeg vil give en gut fra en af de dokumentarer jeg har fået set, ret i er lidt Pink Floyd light. Det synes jeg til gengæld ikke Division Bell sangene er, hvor særligt et af numrene, som jeg selvfølgelig ikke husker hvad hedder, men det er instrumentalt og involverede i showet noget laser. Nå det var lige mine umiddelbare tanker og det bliver nok lige umiddelbart det nærmeste jeg kommer en egentlig anmeldelse.
Når showet var smukt, var det smukt og musikken er i stor udstrækning interessant, men jeg savnede noget mere mørke og nerve, som jeg synes er at finde når man lytter til pladerne og det kan måske skyldes at man i vid udstrækning har udvalgt Gilmours numre, eller dem han har haft størst indflydelse på. Netop derfor fungerer Dark Side segmentet så fremragende, hvor der netop er et helt album med og vi får et fremragende stemningsmæssigt spektrum at føle.
Jeg ville virkelig gerne se Live at Pompeii optagelsen og eventuelt en live fremførsel af 'The Wall', men sidstnævnte ved jeg ikke helt hvad der findes af. Jeg har set en Live at/in Berlin, men om det kun er Waters, eller om det er hele gruppen med fuldt sceneshow osv. ved jeg ikke :S
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
er jeg blevet overbevist om at det i sidste ende er Waters' tekstunivers, der kulminerede med 'The Wall', der siger mig mest.
Personligt går jeg ikke så meget op i bandets tekster - for mig er det HELHEDEN, der er fantastisk, og ikke blot nogle (iøvrigt aldeles fremragende) tekster. Waters har også lavet gode tekster til nogle af sine solo-albums, men selve musikken på disse ligger efter min mening som oftest langt under Pink Floyds standard (og her mener jeg Pink Floyd, mens Waters var MED).
Og for mig er det heller ikke et valg mellem Pink Floyd MED Waters og Pink Floyd UDEN Waters - nej, jeg tager hele pakken, hele bandets lange karriere. Roger Waters var fantastisk på sit felt og med sit bidrag til bandets musik, men at han ikke var uundværlig, beviste resten af Pink Floyd-medlemmerne i årene efter hans afgang, hvor deres popularitet og kreativitet toppede på en måde, som ingen havde regnet med.
Collateral (1523) skrev:
Med det sagt er jeg alligevel rigtig glad for 'Pulse' og ikke mindst fremførslen af hele 'Dark Side of the Moon' pladen var blændende. Selve showet var fantastisk og jeg synes det var fantastisk med de over the top effekter, som flyet der flyver ind over publikum og den gigantiske diskokugleaftige tingest der dumpede frem mod slutningen af det hele. Deres betydning i forhold til musikken var dog ikke halvt så stor som videoerne, som jeg synes var det helt store scoop og hang rigtig godt sammen med musikken og hele det cirkulære tema der lod til at komme.
Pink Floyds brug af videoer til koncertbrug er afgjort det bedste jeg nogensinde har set af den slags. Videoerne er fantasifulde, drømme/mareridts-agtige, indimellem sorthumoristiske; ja, her kan andre bands dårligt følge med.
Visuelt og musikalsk er det den bedste koncert, jeg nogensinde har set. Jeg har ikke set noget der er bedre, og hvad i alverden skulle dét også være?
Collateral (1523) skrev:
Det jeg prøver at sige er at jeg er en smule splittet. Jeg synes koncerten var flot og jeg synes Pink Floyd er fremragende musikere, men jeg synes samtidig også at hele tanken om "greatest hits", hvilket alt der ligger uden om Dark Side jo i princippet er, gør musikken en smule for tynd til tider. Jeg synes det var tydeligst på "The Wall" numrene, som jeg så langt foretrækker kommer ind i den rette kontekst og nogle af sangene fra 'Momentary Lapse of Reason', som jeg vil give en gut fra en af de dokumentarer jeg har fået set, ret i er lidt Pink Floyd light.
Uha, at musikken skulle være "for tynd til tider", kan jeg slet ikke følge dig i. Koncertens indledende nummer 'Shine On You Crazy Diamonds', som heller ikke hører til 'Dark Side of the Moon'-albummet, er et tungt, langt, symfonisk opbygget nummer. Og at 'Sorrow' (det ene af de kun 2 numre, der spilles fra 'A Momentary Lapse of Reason') skulle være "Pink Floyd light", er i mine øjne/ører den mest urimelige og absurde karakteristik af dette dystre, tunge nummer, som selv Roger Waters har betegnet som et rigtigt klassisk Pink Floyd-nummer.
Collateral (1523) skrev:
Når showet var smukt, var det smukt og musikken er i stor udstrækning interessant, men jeg savnede noget mere mørke og nerve, som jeg synes er at finde når man lytter til pladerne og det kan måske skyldes at man i vid udstrækning har udvalgt Gilmours numre, eller dem han har haft størst indflydelse på.
Med hensyn til valget af numre, skal du være opmærksom på, at 'Pulse'-koncerterne blev afholdt på et tidspunkt hvor Waters og Gilmour ikke var på talefod. Det betød, at Pink Floyd i udgangspunktet kun havde lov til at spille de numre, som Gilmour (eller Wright) selv havde rettigheder til, altså nogle som de selv havde skrevet, eller som de i sin tid havde skrevet sammen med Waters. Og når der skulle opnås enighed om det ene eller det andet, foregik det gennem advokater eller mellemmænd.
Det er sandt, at flere af (ikke alle) Waters numre er mørke, og at Gilmour har skrevet en del lysere sange. Men fælles for samtlige Pink Floyd-sange fra 1973 og frem til 1994 (hvor det sidste studio-album udkom) er, at de mestendels er mørke, personlige og reflekterende, og selv de mest lyse af slagsen er stærkt melankolske, hvilket også gælder sangene fra 'A Momentary Lapse of Reason' - et album, som jeg er tilbøjelig til at mene, at du ikke kan have hørt tilstrækkeligt mange gange, hvis du opfatter det som "Pink Floyd light". Det er anderledes end 'The Wall' og 'The Final Cut', ja. ... Men "light"? Naaaah. ;-)
Collateral (1523) skrev:
eventuelt en live fremførsel af 'The Wall', men sidstnævnte ved jeg ikke helt hvad der findes af. Jeg har set en Live at/in Berlin, men om det kun er Waters, eller om det er hele gruppen med fuldt sceneshow osv. ved jeg ikke :S
Det er kun Waters.
Der eksisterer desværre ikke en FULD 'The Wall'-koncert på film, altså en hvor hele bandet spiller albummet. Læs mere her: http://gaffa.dk/anmeldelse/59277
Bemærk at jeg stadig vil give koncerten 5/6 - der er bare enkelte numre (måske er det mest af alt titelnummeret fra momentary) der er lidt for lyst til mig. Netop helheden er i det nummer ikke til stede for mig. Det samme gælder som nævnt the Wall numrene selvom Comfortably bliver fremført ret så fornemt.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
der er bare enkelte numre (måske er det mest af alt titelnummeret fra momentary) der er lidt for lyst til mig.
Titelnummeret? Der er ikke nogen sang, der hedder det samme som albummet. Ordene "a momentary lapse of reason" indgår i sangen 'One Slip' - er det dén sang, du tænker på? (Det er nok næppe det instrumentale, film-agtige intro-nummer du tænker på.)
Collateral (1526) skrev:
Det samme gælder som nævnt the Wall numrene selvom Comfortably bliver fremført ret så fornemt.
'Comfortably Numb' har efter min mening aldrig lydt så smuk og fantastisk som her. Og den 3-4 minutter lange solo er i flere afstemninger over verdens bedste guitar-soloer endt helt oppe i Top 3. ... Indimellem nyder jeg naturligvis album-versionen med Roger Waters' udtryksfulde, mærmest sarkastiske sang i versene, men live-versionen fra 'Pulse'-koncerten er for mig den ultimative udgave.
Ok jeg giver mig i forhold til 'Momentary Lapse of Reason', jeg skrev som sagt min lille anmeldelse lige som umiddelbare tanker og derfor tjekkede jeg ikke lige op på hvad der var hvad. 'One Slip' er jeg ikke så frygtelig glad ved, 'Sorrow' troede jeg ærlig talt var fra Division Bell (som der i øvrigt er en del sange jeg rigtig godt kan lide fra) og fremhævede jeg faktisk positivt. Jeg tror min anke skal koges ind til at jeg til tider følte at nogle af elementerne blev mere gimmicks end del af en helhed, som f.eks. flyet og "diskokuglen" (i modsætning til filmene, som jo var mere fyldige og også var meget mere velfungerende i forhold til at give andet og mere end en "wow" effekt). I forhold til Pink Floyd "light" var det jo et udtryk jeg som skrevet lånte fra en dokumentar jeg så og som ganske rigtigt er lidt provokerende, jeg mener det nu nok ikke helt så markant som ham der sagde det oprindeligt, men jeg føler indtil videre ikke den samme forbindelse til eksempelvis 'Momentary Lapse of Reason', som jeg gør til f.eks. 'The Wall'. Den følelsesmæssige vægt har bare ikke virket ligeså effektivt på mig som på mange af bandets andre plader. Med det sagt har jeg ikke sagt "enten eller" i forhold til Waters og ikke-Waters Pink Floyd, jeg kommer bestemt til at lytte til alle pladerne mange gange i fremtiden, i hvert fald fra Echoes og frem. Over tid er det bestemt ikke en umulighed at jeg vil komme de to Gilmour-dominerede plader nærmere, og som sagt særligt Division Bell.
...og jo Shine On You Crazy Diamond er et fantastisk nummer. Når jeg taler om at den bliver for tynd er det mere i forhold til at jeg overordnet savner sammenhængen der kan give den emotionelle vægt som jeg synes Pink Floyd er kendtegnet ved og som også ses masser af steder i koncerten, men bare ikke i den overordnede fornemmelse af disc 1. Det er måske også mest af alt flueknepperi, for synes som nævnt at der er massevis af gode øjeblikke også på disc 1, jeg synes bare Dark Side segmentet viser hvor fedt det er når bandet, der har en flair for at lave "VÆRKER" ud af deres plader, spiller det hele i en smuk sammenhæng.
BN (1527) skrev:
'Comfortably Numb' har efter min mening aldrig lydt så smuk og fantastisk som her. Og den 3-4 minutter lange solo er i flere afstemninger over verdens bedste guitar-soloer endt helt oppe i Top 3. ... Indimellem nyder jeg naturligvis album-versionen med Roger Waters' udtryksfulde, mærmest sarkastiske sang i versene, men live-versionen fra 'Pulse'-koncerten er for mig den ultimative udgave.
Jeg er helt enig i at den er super flot her, men det mørke, som dels Waters' vokal og dels sammenhængen med det øvrige album repræsenterer, gør at dette aldrig vil være den ultimative udgave fra min synsvinkel.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
'Sorrow' troede jeg ærlig talt var fra Division Bell (som der i øvrigt er en del sange jeg rigtig godt kan lide fra)
Collateral (1528) skrev:
Over tid er det bestemt ikke en umulighed at jeg vil komme de to Gilmour-dominerede plader nærmere, og som sagt særligt Division Bell.
'The Division Bell' er nok det album, der bedst forbinder eller kombinerer den gamle Pink Floyd-lyd med den nye Pink Floyd-lyd. 'A Momentary Lapse of Reason' markerede et stilskifte og en fornyelse med sin udstrakte brug af synthesizere og elektronisk (vel)lyd, og det i en sådan grad, at det for nogle måske kunne virke som om bandet havde valgt en helt anden musikalsk kurs end tidligere (hvilket dog ikke var tilfældet). Så måske er det ikke overraskende, hvis der opstår en "Hvad er nu dét?"-reaktion, hvis man lige har lyttet til og forelsket sig i "The Wall". ... Jeg for min del faldt med det samme for "Momentary", men nu er jeg jo også "a sucker for electronic music", især når det bruges på den symfoniske måde, tilsat Gilmours enestående guitarspil. :-)
‘Vertigo’ er blandt de mørkeste dramaer jeg kan komme i tanke om og en film der ligesom blandt andet ‘Psycho’ markere hvilken mester Hitchcock var. Til trods for at han eftersigende skulle have fejet Kim Novak af da hun bad om hendes karakters motivation ved at minde hende om at det “blot er en film”, er der ingen tvivl om at det er lykkedes dette stykke filmhåndværk at blive så stærkt at den menneskelige fortælling, som er dens kerne, træder ubesværet fra 1958, hvor den først havde premiere, og ind i nutidige filmelskeres hjerter.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
Jeg kan kun erklære mig fuldstændig enig i alt du har skrevet, og har også selv "Vertigo" som den absolutte yndlingsfilm blandt Hitchcocks mange andre fremragende værker.
Det er virkelig sublimt den måde han især her får karakterene, dialogen og musikken, samt baggrunden til at smelte sammen på, hvilket samlet skaber et af de suverænt bedste, mest emotionelle og mest langtidsholdbare krimimysterier og samtidig en af de mest romantiske film, der nogensinde har været lavet.
Som altid en super anmeldelse, som var en fornøjelse at læse. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#1521 BN 11 år siden
Okay, så HAR du set de fleste af hans sværvægtere/klassikere. Jeg vil dog også anbefale dig at se 'Frenzy' og 'Notorious'.
Og det kan man bare ikke argumentere imod. Jeg må derfor blot nøjes med at konstatere, at selve begrebet FILMMAGI for mig nærmest er lig med den måde, Hitchcock lavede film på - hans måde at fortælle på, hans visuelle stil, den der helt specielle stemning han kunne opbygge, hans brug af musik (især Bernhard Herrmans musik). Jeg har set andre instruktører (såsom Stanley Kubrick, Francis Ford Coppola, Peter Jackson og Christopher Nolan) lave LIGESÅ GODE film (mest i andre genrer) og på deres egen måde, men jeg har aldrig set nogen OVERGÅ Hitchcock med hensyn til at lave en så lang række film med en så udpræget personlig og letgenkendelig stil og en sådan overlegen beherskelse af filmmediet.
#1522 Ispep 11 år siden
Det var også derfor jeg skrev, at jeg ikke troede på en topkarakter, hvis jeg også så hans andre film, men det skal da komme an på en prøve, hvis jeg støder på dem.
Han har helt sikkert været betydningsfuld. Jeg er da også underholdt af de film jeg har set, men det er som om de hurtigt ryger i glemmebogen hos mig. De preller lidt af på mig af en eller anden årsag. Så jeg har selvfølgelig andre favoritter jeg hælder mere til.
#1523 Collateral 11 år siden
Jeg har fordybet mig ret eftertrykkeligt i Pink Floyd i den seneste tid og har set alle de dokumentarer jeg har kunnet kommet i nærheden af samt set blandt andet 'Pulse' koncerten og Roger Waters' live koncert 'In the Flesh'. Jeg må efter at have været godt omkring deres post-Meddle diskografi ('Meddle' og enkelte andre af de tidligere har jeg også hørt, men ikke nær så grundigt) er jeg blevet overbevist om at det i sidste ende er Waters' tekstunivers, der kulminerede med 'The Wall', der siger mig mest. Med det sagt er jeg alligevel rigtig glad for 'Pulse' og ikke mindst fremførslen af hele 'Dark Side of the Moon' pladen var blændende. Selve showet var fantastisk og jeg synes det var fantastisk med de over the top effekter, som flyet der flyver ind over publikum og den gigantiske diskokugleaftige tingest der dumpede frem mod slutningen af det hele. Deres betydning i forhold til musikken var dog ikke halvt så stor som videoerne, som jeg synes var det helt store scoop og hang rigtig godt sammen med musikken og hele det cirkulære tema der lod til at komme. Det jeg prøver at sige er at jeg er en smule splittet. Jeg synes koncerten var flot og jeg synes Pink Floyd er fremragende musikere, men jeg synes samtidig også at hele tanken om "greatest hits", hvilket alt der ligger uden om Dark Side jo i princippet er, gør musikken en smule for tynd til tider. Jeg synes det var tydeligst på "The Wall" numrene, som jeg så langt foretrækker kommer ind i den rette kontekst og nogle af sangene fra 'Momentary Lapse of Reason', som jeg vil give en gut fra en af de dokumentarer jeg har fået set, ret i er lidt Pink Floyd light. Det synes jeg til gengæld ikke Division Bell sangene er, hvor særligt et af numrene, som jeg selvfølgelig ikke husker hvad hedder, men det er instrumentalt og involverede i showet noget laser. Nå det var lige mine umiddelbare tanker og det bliver nok lige umiddelbart det nærmeste jeg kommer en egentlig anmeldelse.
Når showet var smukt, var det smukt og musikken er i stor udstrækning interessant, men jeg savnede noget mere mørke og nerve, som jeg synes er at finde når man lytter til pladerne og det kan måske skyldes at man i vid udstrækning har udvalgt Gilmours numre, eller dem han har haft størst indflydelse på. Netop derfor fungerer Dark Side segmentet så fremragende, hvor der netop er et helt album med og vi får et fremragende stemningsmæssigt spektrum at føle.
Jeg ville virkelig gerne se Live at Pompeii optagelsen og eventuelt en live fremførsel af 'The Wall', men sidstnævnte ved jeg ikke helt hvad der findes af. Jeg har set en Live at/in Berlin, men om det kun er Waters, eller om det er hele gruppen med fuldt sceneshow osv. ved jeg ikke :S
#1524 Hr. Nielsen 11 år siden
#1525 BN 11 år siden
Personligt går jeg ikke så meget op i bandets tekster - for mig er det HELHEDEN, der er fantastisk, og ikke blot nogle (iøvrigt aldeles fremragende) tekster. Waters har også lavet gode tekster til nogle af sine solo-albums, men selve musikken på disse ligger efter min mening som oftest langt under Pink Floyds standard (og her mener jeg Pink Floyd, mens Waters var MED).
Og for mig er det heller ikke et valg mellem Pink Floyd MED Waters og Pink Floyd UDEN Waters - nej, jeg tager hele pakken, hele bandets lange karriere. Roger Waters var fantastisk på sit felt og med sit bidrag til bandets musik, men at han ikke var uundværlig, beviste resten af Pink Floyd-medlemmerne i årene efter hans afgang, hvor deres popularitet og kreativitet toppede på en måde, som ingen havde regnet med.
Pink Floyds brug af videoer til koncertbrug er afgjort det bedste jeg nogensinde har set af den slags. Videoerne er fantasifulde, drømme/mareridts-agtige, indimellem sorthumoristiske; ja, her kan andre bands dårligt følge med.
Visuelt og musikalsk er det den bedste koncert, jeg nogensinde har set. Jeg har ikke set noget der er bedre, og hvad i alverden skulle dét også være?
Uha, at musikken skulle være "for tynd til tider", kan jeg slet ikke følge dig i. Koncertens indledende nummer 'Shine On You Crazy Diamonds', som heller ikke hører til 'Dark Side of the Moon'-albummet, er et tungt, langt, symfonisk opbygget nummer. Og at 'Sorrow' (det ene af de kun 2 numre, der spilles fra 'A Momentary Lapse of Reason') skulle være "Pink Floyd light", er i mine øjne/ører den mest urimelige og absurde karakteristik af dette dystre, tunge nummer, som selv Roger Waters har betegnet som et rigtigt klassisk Pink Floyd-nummer.
Med hensyn til valget af numre, skal du være opmærksom på, at 'Pulse'-koncerterne blev afholdt på et tidspunkt hvor Waters og Gilmour ikke var på talefod. Det betød, at Pink Floyd i udgangspunktet kun havde lov til at spille de numre, som Gilmour (eller Wright) selv havde rettigheder til, altså nogle som de selv havde skrevet, eller som de i sin tid havde skrevet sammen med Waters. Og når der skulle opnås enighed om det ene eller det andet, foregik det gennem advokater eller mellemmænd.
Det er sandt, at flere af (ikke alle) Waters numre er mørke, og at Gilmour har skrevet en del lysere sange. Men fælles for samtlige Pink Floyd-sange fra 1973 og frem til 1994 (hvor det sidste studio-album udkom) er, at de mestendels er mørke, personlige og reflekterende, og selv de mest lyse af slagsen er stærkt melankolske, hvilket også gælder sangene fra 'A Momentary Lapse of Reason' - et album, som jeg er tilbøjelig til at mene, at du ikke kan have hørt tilstrækkeligt mange gange, hvis du opfatter det som "Pink Floyd light". Det er anderledes end 'The Wall' og 'The Final Cut', ja. ... Men "light"? Naaaah. ;-)
Det er kun Waters.
Der eksisterer desværre ikke en FULD 'The Wall'-koncert på film, altså en hvor hele bandet spiller albummet. Læs mere her: http://gaffa.dk/anmeldelse/59277
#1526 Collateral 11 år siden
#1527 BN 11 år siden
Titelnummeret? Der er ikke nogen sang, der hedder det samme som albummet. Ordene "a momentary lapse of reason" indgår i sangen 'One Slip' - er det dén sang, du tænker på? (Det er nok næppe det instrumentale, film-agtige intro-nummer du tænker på.)
'Comfortably Numb' har efter min mening aldrig lydt så smuk og fantastisk som her. Og den 3-4 minutter lange solo er i flere afstemninger over verdens bedste guitar-soloer endt helt oppe i Top 3. ... Indimellem nyder jeg naturligvis album-versionen med Roger Waters' udtryksfulde, mærmest sarkastiske sang i versene, men live-versionen fra 'Pulse'-koncerten er for mig den ultimative udgave.
#1528 Collateral 11 år siden
...og jo Shine On You Crazy Diamond er et fantastisk nummer. Når jeg taler om at den bliver for tynd er det mere i forhold til at jeg overordnet savner sammenhængen der kan give den emotionelle vægt som jeg synes Pink Floyd er kendtegnet ved og som også ses masser af steder i koncerten, men bare ikke i den overordnede fornemmelse af disc 1. Det er måske også mest af alt flueknepperi, for synes som nævnt at der er massevis af gode øjeblikke også på disc 1, jeg synes bare Dark Side segmentet viser hvor fedt det er når bandet, der har en flair for at lave "VÆRKER" ud af deres plader, spiller det hele i en smuk sammenhæng.
Jeg er helt enig i at den er super flot her, men det mørke, som dels Waters' vokal og dels sammenhængen med det øvrige album repræsenterer, gør at dette aldrig vil være den ultimative udgave fra min synsvinkel.
#1529 BN 11 år siden
'The Division Bell' er nok det album, der bedst forbinder eller kombinerer den gamle Pink Floyd-lyd med den nye Pink Floyd-lyd. 'A Momentary Lapse of Reason' markerede et stilskifte og en fornyelse med sin udstrakte brug af synthesizere og elektronisk (vel)lyd, og det i en sådan grad, at det for nogle måske kunne virke som om bandet havde valgt en helt anden musikalsk kurs end tidligere (hvilket dog ikke var tilfældet). Så måske er det ikke overraskende, hvis der opstår en "Hvad er nu dét?"-reaktion, hvis man lige har lyttet til og forelsket sig i "The Wall". ... Jeg for min del faldt med det samme for "Momentary", men nu er jeg jo også "a sucker for electronic music", især når det bruges på den symfoniske måde, tilsat Gilmours enestående guitarspil. :-)
#1530 NightHawk 11 år siden
Jeg kan kun erklære mig fuldstændig enig i alt du har skrevet, og har også selv "Vertigo" som den absolutte yndlingsfilm blandt Hitchcocks mange andre fremragende værker.
Det er virkelig sublimt den måde han især her får karakterene, dialogen og musikken, samt baggrunden til at smelte sammen på, hvilket samlet skaber et af de suverænt bedste, mest emotionelle og mest langtidsholdbare krimimysterier og samtidig en af de mest romantiske film, der nogensinde har været lavet.
Som altid en super anmeldelse, som var en fornøjelse at læse. :)